Konfirmations gudstjeneste søndag den 12. april Kære konfirmander! Livet er som en rejse! og vi gør det selv til en opdagelsesrejse!

Transkript

1 Konfirmations gudstjeneste søndag den 12. april Kære konfirmander! Livet er som en rejse! og vi gør det selv til en opdagelsesrejse! Vi har hver i sær vores bagage med. Både den helt konkrete bagage med de ting vi nu hver i sær har brug for, men også en bagage i overført betydning. Uanset om vi har taske med eller ej, så bærer vi på en bagage! Vi bærer alle på nogle erfaringer, nogle oplevelser og noget vi har lært. Noget er tungt, noget er let. Noget er vi stolte af, andet forsøger vi at glemme. Men alt sammen er det ting, som er med til at forme os til dem vi nu engang er. Vi kan måske kalde det en livsbagage! I konfirmandundervisningen har jeg forsøgt at arbejde med temaer, som har givet jer noget til livsbagagen, selvfølgelig godt udfordret af skolereform og bustider og dermed en meget forkortet undervisningstid. Vi har talt om de store ting i livet. Vi har forsøgt at lege med nogle af livets dybe begreber, og vi har forsøgt at reflektere over livets store spørgsmål. Nu har jeg her en lille taske med, hvor jeg har nogle ting og nogle tanker med, som jeg håber, at I, i overført betydning, har med i jeres livsbagage. 1. Et kompas Vi har alle brug for retning i livet. Måske bruger de fleste GPS nu om dage, men tænk, hvis vi havde et kompas, der altid viser hen til det, der er vigtigst og mest dyrebart for os. Det er faktisk det vi har, eller det Gud skænker os i dåben. Der siger han til os, at han vil gå igennem livet med os. Han vil være med os alle dage indtil verdens ende. Og han skænker os tro, den tro, som i dag bekræftes. Det er ikke vores tro, det er Guds tro på os. I dag siger han til dig: Yep! den er go nok! jeg kan li dig som du er, og jeg vil altid være med dig. Så vores kompas er et tros instrument, det giver retningen til Guds tro på os, og dermed til vores tro på Gud. Ud over at det i dag er jeres store konfirmations fest dag, så er det også 1. søndag efter påske, og teksterne, der hører denne søndag til handler om påsken begivenheder. I påsken holdte Jesus nadver med sine disciple, Jesus blev korsfæstet, han døde og blev begravet, og så fortælles det, at Jesus opstod fra de døde. Han blev levende igen. Først var det nogle kvinder, der kom ud til graven, de kunne ikke finde Jesu legeme, i stedet var der en engel, der fortalte dem, at Jesus var opstået fra de døde. Kvinderne skyndte sig tilbage til disciplene for at fortælle, hvad englen havde sagt. Disciplene kunne ikke tro på det, som kvinderne fortalte. Det måtte da være noget, de havde fundet på i deres vilde fantasi? Men så skete det, at Jesus pludselig kom og var sammen med disciplene. De var samlet inden døre i et hus, og pludselig var han hos dem. Fred være med jer! sagde han. Han talte med dem og han forsøgte at forklare dem meningen med det hele. Så var der bare lige det, at de var samlet alle sammen, på nær én! Disciplen Thomas var ikke sammen med dem, da Jesus var kommet til dem. Da disciplene så senere fortalte Thomas, hvad der var sket, så troede han slet ikke på dem! Det er da løgn! Sagde han! Skulle Jesus være blevet levende igen og har han været her hos jer? Det tror jeg ikke på! Det er umuligt! Det kan jo ikke lade sig gøre! Vi så ham jo dø! Hvis ikke jeg får lov til at stikke mine fingre i sårene på Jesu hænder, de sår han har fra naglerne, og hvis ikke jeg får lov til at stikke min hånd ind i såret i hans side, det sår han fik da soldaten stak sit sværd i siden på Ham. Hvis ikke jeg får lov til det! så tror jeg ikke på det! For det kan ikke passe! Det kan ikke være rigtigt! 1

2 En uge senere var alle disciplene samlet, og pludselig kom Jesus og var sammen med dem. Fred være med jer! sagde Jesus. Og så sagde han til Thomas, kom herhen og stik dine fingre i min sår og din hånd i min side, og lad dit hjerte fyldes af tro i stedet for tvivl! Min Herre og min Gud! Udbrød Thomas. Sådan står det fortalt i Johannes Evangeliet. Man kan jo undre sig over, at dem, der har skrevet Bibelen har taget det her med, hvorfor har de ikke bare fortalt noget andet, for det er jo egentlig lidt pinligt, specielt for disciplen Thomas. Men på den anden side set, så er der jo utrolig mange, der i dag siger netop som Thomas gjorde. Der er mange der siger, hvis ikke jeg får lov at se ham Gud, så kan jeg ikke tro på, at han findes! Sådan er vi, vi vil have beviser, sådan nogle rygter og gode historier kan vi da ikke bruge til noget. Eller hva? Hvis vi nu kigger lidt nærmere på ham disciplen Thomas, så må vi jo sige, at vi egentlig er helt enige med ham. Vi kan da ikke tro, at det kan være rigtigt. Med vores forstand kan vi da ikke begribe, at Jesus skulle være Guds søn og at han først døde og så blev levende igen! Så vores tro bor altså ikke i vores forstand, det er altså ikke forstanden vi bruger til at tro med. Da Thomas så Jesus, udbrød han: Min Herre og min Gud han udbrød med tro! Da han så Jesus, - Jesus, som var kommet til at betyde så meget for ham, ja! nærmest alt var Jesus kommet til at betyde for Thomas. Da fik Thomas troen. Det vil altså sige, at troen, det er noget, der sker i hjertet! Troen bor ikke i vores forstand, men i vores hjerte. Troen er en hjertesag, en sag om tillid og kærlighed! Troen er altså ikke noget vi selv kan præstere. Det er noget, der vokser op i vores hjerter, ligesom med forelskelse og kærlighed. Det er ikke noget, vi selv er herre over. Det er ikke noget, vi med vores forstand kan forklare. Det er noget, der bare sker! Fordi Gud lader det ske! Noget, der kommer til os udefra fra Gud! Nogle gange kan vi opleve det som om at vores tillid og kærlighed bliver slidt op. Vi kan komme ud for ting i livet, så vi mister vores tro, håb og kærlighed. Derfor kommer vi her i kirken, for det er her, vi får fornyet vores hjerte. Igennem bøn, fortælling, salmer og Guds velsignelse til os får vi fornyet vores hjerte! Det er derfor det hedder guds-tjeneste, fordi det er her Gud tjener os ved at forny vores hjerte. Han fornyer vores tro, håb og kærlighed. Han lægger sin velsignelse på os. Velsignelsen lægges på os! Det er derfor præsten står og blafrer så underligt med armene, når velsignelsen lyder, det gør jeg for at illustrere, at velsignelsen lægges på vores hoveder. Og vi bærer velsignelsen med ud i livet, ud i alle hverdagene, hvor vi deler Guds velsignelse med alle vores venner og dem vi lever med. 2. En puslespilsbrik Du er en del af noget større! Hvis jeg kun ser på mig selv, så mister jeg det store billede. Så mister jeg sammenhængen, så mister jeg mig selv! Livet er i vores sammenhænge, livet er i vores relationer! I vores venskaber og sammen med de mennesker vi lever med. Det er i mødet med vores venner, i mødet med andre mennesker, at jeg finder mig selv! For livet er det, der sker imellem os. Et sted i Bibelen beskrives det sådan, at frelsens vej er den smalle sti, mens fortabelsens vej er den brede vej. Det lyder lidt mærkeligt, som om vi altid bare ydmygt skal vælge en lille markvej frem for motorvejen. Jeg tror pointen er, at hvis vi går på den brede vej, så er der så stort et mylder af mennesker, så man kan blive helt usynlig. Hvis du går på den smalle sti, så er stien måske så smal, så du er nødt til at hilse og tale med dem, du møder, for at man ikke skal vælte hinanden, når man passerer hinanden. Jesus: Jeg er vejen, sandheden og livet! Frelsens vej, er den vej, hvor du møder dit medmenneske. 2

3 3. En sten Vi kender alle det at tage til stranden og samle sten. Jeres forældre kender det uden tvivl på de mængder af sten, der har trillet rundt i bagagerummet efter en tur til stranden. Livet er et stort sorterings arbejde! De grimme sten, og de ting, vi ikke orker at slæbe på, dem smider vi i vandet, dem kaster vi fra os. Eller dem efterlader vi her i kirken, altså de ting, vi gerne vil af med, de ting vi ikke orker at slæbe på, dem kan vi give til Gud og vi kan bede ham om at hjælpe os med at bære og forstå det ubærlige. Men der er også de smukke sten! som vi tager med hjem fra stranden, eller fra fjeldet i Norge. Der er alt det smukke, som vi bærer med os, og som vi lukker ind i vores hjerte og som vi lader os forme af. Der var to kammerater. De var færdige med deres skole og i et sabbatår valgte de at rejse sammen. De rejste verden rundt. Engang vandrede de igennem en ørken, det var hårdt. De begyndte at skændes om hvilken vej, der var den rigtige. Lige pludselig blev de så meget uvenner, så de kom op at slås. Den ene slog den anden hårdt. Ham, der var blevet slået brød helt sammen, han græd og han tog en pind og skrev i sandet: Min bedste ven har slået mig! De vandrede videre, og endelig kom de til en oase og de løb ind og kastede sig i vandhullet. Men den ene kunne ikke svømme og havde ikke lige tænkt på, hvor dybt der mon var. Han var lige ved at drukne, men kammeraten fik ham hevet i land, han reddede ham. Ham, der var blevet reddet skrev ved at hakke det på en klippe: Min bedste ven har reddet mit liv! Der er ting, vi skal skrive i sand, og der er ting vi skal hamre ind i klippen. Der er ting, vi skal tilgive og glemme, og der er ting vi skal gemme i vores hjerte. Ting, vi skal give en plads i os, fordi det er med til at forme, hvem vi er. 4. En snor, den røde tråd Der var én, der var ude og flyve med drage. Det var et forrygende blæsevejr, og dragen fløj helt fantastisk. Dragen hev og sled, og ville højere op, og den fik mere snor. Ham, der fløj med den blev ved med at give mere snor. Dragen kom så højt op, så han næsten ikke kunne se den mere, men den fløj stadig helt fantastisk flot. Den stod bare helt stille og majestætisk på himlen, selvom vinden ruskede og rykkede. Til sidst havde han givet dragen hele snoren, han stod med en lille snip tilbage, og dragen hev og sled og ville højre op. Den fløj så flot. Han slap snoren. Han tænkte, jeg sætter den helt fri. Men hvad skete der? Selvfølgelig styrtede den flotte drage lige ned mod jorden. Den kunne ikke flyve uden at være holdt fast af den røde tråd. Vi flyver igennem livet som drager. Nogle gange tror vi, at vi kan flyve helt selv, men gang på gang må vi opleve, at vi kan ikke flyve, uden at være bundet til den røde tråd i vores liv. De drager, der flyver bedst er dem, der er bundet. De mennesker, der lever stærkest og smukkest, er dem, der er bundet til de bedste, største og stærkeste værdier. Det er dem, der har Gud som dragefører. Hvis vi studerer tråden lidt, så ser vi at den er tvunden af tre tråde. En stærk tråd eller snor er tvundet af tre tråde. De tråde hedder tro, håb og kærlighed. For det et troen, håbet og kærligheden, der holder os svævende. Det er det, der holder os i live! 5. En bamse Som børn kan vi opleve en bamse som symbol på tryghed. Den tryghed, vi har med i vores liv, er den, som vores forældre har givet os fra vi var helt små. Jeres forældre har gjort alt hvad de kunne for, at I skal opleve tryghed og tillid i jeres liv. Men som voksne ved vi, at tryghed er en meget mere vanskelig størrelse. For tryghed er noget vi giver, ligesom tillid. Det er ikke noget vi kan ta eller købe! Tryghed og tillid er nogle af grundpillerne i et fællesskab. 3

4 Ingen mennesker kan leve uden fællesskaber! Betingelserne for fællesskab er noget, vi gir hinanden. Det største i livet, er det vi giver hinanden! 6. Et spejl en Bibel Vi spejler os og ser det ydre, hår, frisure, flyvører, næse og så videre. Hvis vi ser dybt i spejlet kan vi også se udtrykket i vores øjne, i øjnene kan vi se hinandens livsglæde. Når vi ser hinanden i øjnene spejler vi os i hinanden. Vi har brug for at se hinanden og vi har brug for at blive set. Jeg har et spejl mere med! Eller rettere en Bibel. Sådan en Bibel som I får, Den nye aftale. Bibelen er også et spejl. Nogen vil måske mene, at det er et lidt utydeligt spejl, det er svært at se helt klart. Men uanset hvad, så er det her vi kan spejle vores livsforståelse. Når vi læser og hører om Jesus, så er det Guds øjne vi spejler os i. Her spejler vi os i evige kærlighed og evige værdier, som vi kan bygge vores liv på. 7. En nøgle Et eventyr fortæller om en mand, der fandt en nøgle. Ikke en hvilken som helst nøgle, det var tydeligt, at det var en helt særlig nøgle. Derfor begyndte han at lede efter om ikke der var et sted, hvor nøglen passede. Er der en nøgle, så er der sikkert også et nøglehul, tænkte han, og begyndte at grave. Og ganske rigtigt, spaden ramte noget hårdt, og han hev en kiste op af hullet i jorden, der hvor han havde fundet nøglen. Han undersøgte nøje kisten, den lignede en rigtig skattekiste. Til sidst fandt han nøglehullet, han stak nøglen i, drejede og åbnede kisten og Der slutter eventyret! Et mærkeligt eventyr! Eller, og dog! et helt forunderligt eventyr! For eventyret er dit liv! Skattekistens indhold er dit liv! Hvad der sker nu, er dit liv! Dit liv er dit eventyr! Og du skal selv udforske, hvad der er i din skattekiste, hvad der er i dit liv! Du er opdagelsesrejsende i dit livs skattekiste. Nu går du ind i de voksnes rækker, som det højtideligt hedder, men jeg siger bare: Pas på din barnlige begejstring! Vær stolt af umættelig nysgerrighed! For når vi farer løs på livet med nysgerrighed, så er det, at vi kan undres og forundres! Og når vi forundres, så er der plads til Gud i vores liv. Så er der plads til, at vi ikke absolut skal præstere alt i livet selv. Og så bliver verden og livet stort! Tillykke til jer! og Guds velsignelse over jeres opdagelsesrejse, når I går på opdagelse i jeres liv med jeres skattekiste under armen! Sognepræst Poul Martin Langdahl. 4