2. søndag i fasten II. Sct. Pauls kirke 21. februar 2016 kl Salmer: 495/639/172/588//583/677/644

Transkript

1 1 2. søndag i fasten II. Sct. Pauls kirke 21. februar 2016 kl Salmer: 495/639/172/588//583/677/644 Åbningshilsen + I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, amen! Fastetiden fortsætter. Den lilla farve: alvor, fordybelse, udfordring, revidering. Det brydes i livet. Vi mødte det i den barske salme til benet, vi netop sang. Kamptemaet fra sidste søndag fortsætter i dag. I søndags: Kamp med prøvelser og fristelser. I dag: kampen for at trænge igennem til Gud, kampen for troen mod vantroen. Og det går hårdt til. De fleste mennesker tror på, der findes en Gud. Vi mener sådan er det nok. Men tror vi på Ham, søger vi til Ham selv, bringer vi vore forhold frem for Ham? Lever Han i os? Vantroen sidder dybt i os, den ligger til os, mistilliden, det passer nok ikke, Han er der nok ikke, Han gør ingenting, det nytter ikke at bede. Jo, den praktiske ateisme sidder dybt i os. Det er anfægtelsens søndag. Eller: Du tror og beder og søger Ham og derfor er du mødt op i dag, men tror du, at du selv kan fikse den, fordi du jo er troende? Vi tror ofte meget om os selv. - Der er noget her, der er galt med os, vantroens grundsynd. Det skal vi gennemskue og

2 2 tage med ind i syndsbekendelsen, som vi nu beder sammen, side 4, og så lad os synge og råbe til Ham om barmhjertighed. Det trænger vi til. Og så se hvad Han gør Evangeliet er læst fra kortrappen: Mark 9,14-29 Bøn. Lad os bede! Herre, giv os troens og bønnens ånd, så vi søger dig og åbner os for det, du er og kan. Amen. Prædiken Livet er godt. Gud har skabt en god verden og om os mennesker gælder det enestående, at vi er skabt i Hans billede, skabt ud af Hans eget væsen og sind og derfor er livet godt og det vi har fået til opgave også godt. Det mødte vi i den første læsning. Det var også godt for de tre disciple oppe på bjerget, hvor Jesus bliver forvandlet for øjnene af dem og de ser Hans herlighed bryde igennem. Det var himlen på bjerget. Og så kom de ned på jorden til den sårede, besatte, lidende, vantro verden til en dreng, der er stum og lider af voldsomme krampeanfald, epilepsi, men nok mere en dæmonisk besættelse, ånden reagerede jo,

3 3 den så Jesus og den skreg, da Jesus senere truede af den. Og en pårørende, en far, som lider ved at se sin søn lide sådan. Og dertil begges afmagt. Faren vil have Jesus til at hjælpe, Han er der ikke og disciplene kan ikke. Det har de ellers kunnet før, fortæller Markus tidligere (3,15; 6,7.13). Jesus gav dem magt over dæmonerne og de uddrev mange dæmoner, men nu kunne de ikke og så diskuterer de frem og tilbage med en masse andre om hvad der gik galt. I den situation kommer Jesus ned til dem og faren henvender sig straks til Ham: Jeg har bragt min søn til dine disciple, men de kunne ikke hjælpe. Da udbryder Jesus: Åh, du vantro slægt! Et voldsomt udtryk til den sølle far og disciplene. Hvor er I dog fyldt af mistillid! Mon jeg overhovedet finder troen på jorden, når jeg kommer? spørger Jesus senere. Og Han fortsætter: Hvor længe skal jeg være hos jer? Hvor længe skal jeg holde jer ud? Det, vi mennesker siger til Gud i lidelsen: hvorfor, hvor længe? siger Jesus her til os! Den utålmodige Gud over for vantroens mennesker. Det er ikke såre godt mere. Lidelse, frustration, afmagt, vantroens ånd har sat sig fast i os. Guds søn i affekt! Der er vi!

4 4 Jamen, mener Jesus ikke, at disciplene tror på Gud? Jo, da, det gør de selvfølgelig, Han er det mest virkelige af alt for dem - men egentlig tror de, de selv kan. De tror på dem selv. Det har vi styr over. Vi har klaret det der før. Den fikser vi og bang, så kunne de ikke. Men Jesus går ikke. Ikke noget med: nu kan det være nok. Han følger ikke op på sin utålmodighed. Han er stadig hos de vantro, uduelige disciple. Han holder dem ud. Ja og så tager Han selv: Kom herhen med ham! Vi mærker vreden. Her har vi punktet! Til Jesus selv. Regn med Ham. Tro er ikke en mening ud i det blå, ikke bare tro på at Gud findes, det tror Satan også, så det er ingen sag, men tillid til Ham selv, hvad Han vil og hvad Han er i stand til. En stolen på at Han aldrig er afvisende. Troen retter sig mod Ham selv. Ja, og det bliver det bare værre af! Drengen får et voldsomt krampeanfald, som gør indtryk på Jesus: Hvor længe har han haft det sådan? Lidelsens omfang i et menneske gør indtryk på den guddommelige! Faren ser nu, at det ikke går det her, og siger nærmest opgivende til Jesus: Hvis du kan noget, så gør noget! Han håber på det, men tror ikke på det. Da går

5 5 Jesus lige til ondets rod hos faren og disciplene: alt er muligt for den, der tror som om Han kalder på troen og vil sige til dem: Så tro dog på Gud. For Ham er intet jo umuligt. Han kan alt (10,27). Da reagerer faren med et råb: Jeg tror, hjælp min vantro. En voksen mand, der råber! Intensiteten bliver større i hans afmagt og kamp for at tro, at Jesus kan. Han vil tro, men han gør det ikke, han kan ikke. Men samtidig tror han det, han ikke kan. Han står der spændt ud mellem vantro og håb i længsel efter og vilje til i det mindste for drengens skyld at tro. Åh, hvor vi kender det! Og den tro regner Jesus for tro og tro nok! Fik du den? Jesus regner dig som troende, selv om du ikke tror og ikke kan tro, når du søger Ham og vil tro, vil håbe. Det er tro! Dermed modstår du at give dig vantroen i vold. Vantroen er der, ja, men den er kun en del, jeg tror også så. Så kan vi også være med, vi mistillidens generation. Da drengen ligger der som død, tager Jesus hans hånd og rejser ham op og han står op. De to ord bruges om Jesu opstandelse og engang skal de realiseres på os. Han insisterer på, at det skal blive godt. Vi forstår ikke, det skal vare så længe og hvorfor ikke nu? Hvorfor skal vi vente? Jeg ved det ikke, jeg forstår Ham ikke, jeg vil spørge Ham engang, tror jeg, hvis det er nødvendigt til den tid. Nu synes vi Han nogle

6 6 gange har et forklaringsproblem, men jeg vover også da at tro på, at Han har styr på det og aldrig er ond og ligeglad, kun god og historien er ikke fortalt færdig. Det tror jeg på, fordi Jesus døde for os og rejste sig af graven. Derfor, og når nøden er stor kun derfor. En hjælp er det også at Hans utålmodighed med vores vantro ikke forhindrer Ham i, at Han samtidig lider med os, for Han har erfaret, hvad det er at lide som menneske. Det mødte vi i den anden læsning og dernæst: Han beder for os nu som samme brev siger flere gange og som vi sang op mod prædikenen. Hvorfor kunne vi ikke? spørger disciplene bagefter, da de er alene med ham. Hvorfor kunne vi ikke?! Vi kunne ikke, som før. Jesus svarer kort: Den slags besættelser kan ikke drives ud ved noget andet end bøn. I kan ikke selv. I har det ikke i jeres magt. I må søge Gud og Hans kræfter, åbne jer for Ham, søg hen til mig selv. En søndag hvor troen renses og kaldes til Jesus og hvor vi udfordres til at bede. Til at bringe os selv med ind i det, vi gør, så det ikke alene er vane og ydre stil, men nød, der får os til at råbe som faren, det vi faktisk gør, når vi tre gange, ja flere i dag, synger, råber: Forbarm dig over os. Den bøn hører Han altid og Han

7 7 svarer altid på den. Måden afgør Han den barmhjertige og vise Gud. Amen.