Der var engang en ung konge, som regerede et lille land. Han boede i et slot sammen med sine tjenere, men han havde ikke nogen hustru.

Transkript

1 Der var engang en ung konge, som regerede et lille land. Han boede i et slot sammen med sine tjenere, men han havde ikke nogen hustru. Hver uge plejede han at køre ud i sit rige for at se til, at alt gik, som det skulle. En dag, da han var på vej hjem til slottet, kom han forbi torvet. Der så han en pige, som sad og solgte blomster ved en bod. Hun var så smuk, at han ikke kunne få hende ud af sine tanker. Dagen efter syntes han, at han ville køre ud igen, i stedet for, som han plejede, at vente en uge. Han begyndte nu at køre ud hver eneste dag, og hver dag kørte han til torvet for at få et glimt af pigen, som solgte blomster. Da en måned var gået, var han klar over, at han elskede pigen, og at han ville gifte sig med hende. Han kaldte sine rådgivere sammen og kundgjorde den glade nyhed for dem. Der skulle være kongebryllup. Alle var glade og syntes, det ville være vidunderligt med et stort bryllup. Den unge konge var også glad 1

2 selv, men da han kom op i sit kammer, blev han pludselig dybt bekymret. Han tænkte på, hvad der mon ville ske, hvis han befalede pigen at gifte sig med ham, og hun så senere ikke elskede ham. Det var en foruroligende tanke for kongen, for han ønskede ikke blot en dronning, men først og fremmest en hustru, som elskede ham. Ville hun nogen sinde kunne glemme, at han var konge og hun bare en simpel blomsterpige? Kongen prøvede at finde en løsning på problemet. Han hverken spiste eller sov, så urolig var han. Men da et par dage var gået, fandt han på råd. Han ville komme til hende på torvet i en gylden vogn, trukket af hans seks fineste heste. Foran ham skulle et orkester spille, og bag ham skulle det flotteste regiment i hans hær komme i skønne uniformer og veldisciplinerede. Vognen skulle standse ved blomsterpigens bod, og den røde løber skulle rulles ud. Han ville gå frem imod hende, klædt i sine allerfineste klæder, med krone på og de kongelige smykker. Hun ville med garanti blive imponeret. 2

3 Men lidt efter ombestemte kongen sig. For dette var forkert. Hun ville med garanti blive imponeret, men at være imponeret og at elske, at have kær, er ikke det samme. Så fik kongen en anden idé. Han ville skænke hende den gyldne vogn med de seks heste. Han ville give hende et regiment soldater, et marchorkester, smykker, penge, verdens smukkeste klæder. Hun ville med garanti blive taknemmelig. Men dagen efter havde kongen også opgivet den idé. Dette var faktisk også forkert. At være taknemmelig, og så at elske, at have kær, er ikke det samme. Til sidst indså kongen, at der i virkeligheden kun var én løsning. Han skulle ikke komme til pigen som konge, men klædt som tigger eller bonde, og forsøge at vinde hende som en af hendes egne. Tidligt om morgenen den næste dag, mens det endnu var mørkt, gik den unge konge ud af slottets bagindgang og vandrede til torvet. Hvor var han nervøs og usikker! Han, som havde magt over hele 3

4 riget, magt over alle landets penge og soldater, var pludselig ganske magtesløs. Der var noget, som han ingen magt havde over: pigens hjerte. Her måtte friheden råde. Frihed til at elske eller lade være, friheden til at sige ja eller nej. Fik kongen held med sin plan? Det ved vi ikke. Det afhænger helt og holdent af pigen. Sådan lyder Eventyret om kongen og blomsterpigen, der er skrevet af Søren Kierkegaard. Og måske kan man godt høre, hvor inspirationen til den historie kommer fra. Den kommer fra en anden historie, der faktisk er et par tusinde år gammel, og den lyder i korte træk sådan: Gud ville hjælpe sine skabninger. Han ønskede, at de skulle komme til at elske Gud og gøre det rigtige. Han overvejede at komme i al sin magt og vælde. Det ville gøre dem imponerede og sikkert også bange for ham, 4

5 men det ville nok ikke få dem til at elske ham. Han tænkte på at give dem alverdens rigdom og alt, hvad de ønskede. Det ville nok gøre dem taknemmelige, men det ville ikke nødvendigvis vække kærlighed hos dem. Han endte med at tage en helt anden beslutning. Han ville komme til dem som en af deres egne, i afmagt og ydmyghed, som et lille barn. Den historie kender vi godt. Det er Guds historie med os, hvordan han lod sig føde som et lille barn julenat for mange år siden. Han blev som en af os. Som et lille, magtesløst barn. Ikke som et rigt kongebarn, der var beskyttet af vagter og tykke mure, men som et fattigt spædbarn, født i en fremmed mands stald, med en ugift mor og hendes kæreste, som kort tid efter måtte flygte over hals og hoved til et andet land for at redde hans liv. Guds søn begynder sit liv på jorden som et flygtningebarn. Det kan nok ikke blive mere ydmygt, og det er netop meningen med det. For Gud er solidarisk med de allermest udsatte og fattige mennesker. 5

6 Og det lille barn, som Gud kommer til verden som, er alt det modsatte af kongen i landet, Herodes. Han er rig, han har magt, og han vil ikke af med nogen af delene, om det så skal koste uskyldige menneskers liv. Det lille barn, derimod, endte med at give sit eget liv for alle andre. Han gav afkald på magten og foragtede rigdommen. Det gjorde han, fordi han ligesom kongen i eventyret ville elskes. Gud vil også have, at vi skal elske ham, af vores egen fri vilje, han vil ikke tvinge os til noget, og derfor kommer han til os i det lille barn. Enhver, der har været forelsket, ved, at hvis det skal blive til alvor med den, man er forelsket i, så handler det ikke om at imponere eller presse personen til at elske en. Når det gælder kærligheden, så er man nødt til at smide alle masker og al forstillelse, at droppe alle facader, udlevere sig og gøre sig sårbar for den, man elsker. Det er det, der holder i længden. Det er det, kongen gør for blomsterpigen. Og det er det, Gud har gjort for os. 6

7 Eventyret om kongen og blomsterpigen ender med spørgsmålet: Fik kongen held med sin plan? Vi ved det ikke. Det afhænger helt og holdent af pigen. Hvordan ender Guds plan med os? Tjah, det afhænger helt og holdent af os! Vi har fået et tilbud, man fristes til at sige: Et tilbud, man ikke kan afslå, men der er ingen tvang. Om vi siger ja eller nej er helt op til os. Men Gud siger ja til os. Hver og en af os. Uanset hvordan andre mennesker ser på os, så elsker Gud os og vil, at vi skal elske ham. Men han bruger ikke sin magt til at tvinge os. Så lidt som et lille barn kan tvinge nogen, så lidt tvinger Gud os. Det budskab lyder til alle mennesker. Det lyder til de glade, men det lyder især til dem, for hvem glæden er blevet en svær sag, de, som synes, de sidder i mørke og dødens skygge, og hvor netop juletiden med dens minder og savn er en svær tid. 7

8 Julens glade budskab lyder for alle. Den skal være til glæde for hele folket, som englen sagde til hyrderne, en glæde der bliver tilbudt enhver af os. Til os alle, til børn og voksne, til sørgende og glade, til os alle lyder budskabet om, at Gud er kommet til os, at Gud har erklæret sin uendelige kærlighed til os, og det har han gjort ved at blive født som dette værgeløse barn. Må det fylde os med varme og give os en glædelig jul! Amen 8