10. søndag efter trinitatis 31. juli 2016

Transkript

1 9.00 Bjolderup Kirke 753, 592; 633, Burkal Kirke 376, 347, 693; 592, 65 Tema: Ligegyldighed Evangelium: Matt. 11,16-24 "Vi spillede på fløjte for jer, og I dansede ikke; vi sang klagesange, og I sørgede ikke." "Ve dig, Bylderup-Bov!" Tænk hvis Jesus havde sagt sådan til os! Jesus var vred på de byer, hvor han havde prædiket meget og helbredt mange mennesker. Han havde gjort mange "mægtige gerninger" i byerne i Galilæa. De havde hørt hvad han havde sagt, og de havde set hvad han havde gjort. Og hva' så? Ikke noget. Hans ord og hans gerninger havde ikke betydet noget for dem. De havde været fuldstændig ligeglade med ham. 1

2 Jesus sammenlignede dem med nogle rigtig tvære unger på en legeplads. De sidder og keder sig. Hvad skal vi lege? De mest aktive af dem kommer med et forslag: Skal vi ikke lege bryllup? Og de giver sig til at spille bryllupsmusik på deres fløjter, og de andre skulle så danse til, som ved rigtige bryllupper. Men det passer ikke de unge herskaber. De sætter sig ned: "Det er der da ikke noget ved!" Så foreslår de andre den modsatte leg: Skal vi så ikke lege begravelse? Og de begynder at synge klagesange, og de andre skulle så græde og jamre, som ved rigtige begravelser. Men så gentager det sig: det passer dem ikke. Ungerne melder sig ud af legen: "Det er der da ikke noget ved!" De vil ikke lege fest, og de vil ikke lege alvor. De vil hverken være med i glæden eller i sorgen. Jesus siger: Sådan er denne slægt. Den vil hverken det ene eller det andet. Først kom Johannes Døber. Han anslog den alvorlige tone. Han forkyndte Guds dom over menneskers liv. "Hvem har bildt jer ind at I kan flygte fra den kommende vrede?", sådan lød det fra ham. Johannes havde kun dén ene streng på sit instrument: at mennesker er fortabte syndere, og at vi over for Gud ikke har noget, vi kan dække os bag, ingen kvalifikationer, ingen fortrin. Og derfor er der, sagde Johannes, kun én løsning, nemlig at bekende over for Gud at vi er skyldige og fortjener hans vrede. Johannes pegede på en bestemt handling, hvor man kunne komme frem med den bekendelse over for Gud, nemlig omvendelsesdåben. Johannes spillede altså ret bogstaveligt op til begravelse, nemlig i Jordanfloden. Og hans toner var begravelsestoner. Johannes Døber repræsenterede den alvorlige og strenge religion. Men der var surhed på legepladsen. Både dengang og i dag betakker man sig. Johannes er virkelig alt for alvorlig for moderne mennesker. Og så kom Jesus. Han var helt anderledes. Han forkyndte ikke Guds vrede, men Guds rige, ikke Guds straf, men Guds tilgivelse. Han forvandlede vand til vin i store mængder, og selv spiste og drak han som de fleste. Han spiste og drak endda med dem, som ingen andre ville spise og drikke med, nemlig toldere og syndere, de forbandede og udelukkede, så også de fik del i 2

3 Guds glæde. Sådan anslog Jesus glædens lyse tone. Han spillede op til bryllupsfest. Jesus repræsenterede livsglædens religion. Men der var surhed på legepladsen. Både dengang og i dag betakker man sig. Sådan blev både Johannes og Jesus forkastet. Den ene var for alvorlig, og den anden for lidt alvorlig. Det er ikke populært at høre sådan noget. Det er stik imod danskernes ideologi. I den hedder det: "Endelig ikke for meget, og endelig heller ikke for lidt, men sådan midt imellem." Efter den opskrift skal Guds store nej hurtigst muligt gøres til et lille nej - bare lige et nej til det der strider alt for groft mod den borgerlige moral. Men dermed falder så også Guds mildhed til jorden. Hvis ikke vi vil høre Guds store nej, vil vi heller aldrig komme til at høre Guds store ja - det ja, som rummer liv og salighed. Det siger sig selv: det er jo kun den dømte, der kan fatte benådningens ord. Vi har mange forbehold, mange undskyldninger, for ikke at tage imod det som Gud vil sige til os. Vi bryder os ikke om at sørge over vores synd, for det er for mørkt og trist. Vi bryder os heller ikke om at tage imod Jesu glædelige budskab om syndernes forladelse, for det er for letkøbt! Det kan da ikke være rigtigt at det er ligegyldigt hvordan man har opført sig. Gud kan da ikke bare tilgive alle og enhver! Men budskabet til os i dag er at begge sider hører med. Gud vil at vi skal lege med! Både når der synges klagesange, og når der spilles på fløjte. Vi skal for alt i verden ikke være som de surmulende børn, der ikke gider lege! Johannes og Jesus står for hver sin side af det samme budskab. Johannes står for loven. Jesus står for evangeliet. Og man kan sige at loven kommer først og gør plads for evangeliet. Først skal der tales om synd og skyld over for Gud. Når folk har hørt at de er syndere, så er de parate til at tage imod Guds tilgivelse. Der er altså en fin sammenhæng mellem de to sider af den kristne tale om Gud. Det er kun hvis man har forstået at man ikke er som man burde være, at man har brug for at få tilgivelse. Og loven uden evangeliet duer ikke, for det fører kun til fortvivlelse eller selvretfærdighed. 3

4 Med andre ord skal vi af Jesu advarsel til os i dag lære at tage imod både loven og evangeliet. Vi skal forstå at der er to måder at tale om Gud. Tilsyneladende udelukker de hinanden, men ret forstået hører de sammen og støtter hinanden. Hvis vi kun hører loven, er der ikke nogen mulighed for at have med Gud at gøre. Men evangeliet viser os at der alligevel er en mulighed, som Gud selv giver os. Hemmeligheden bag de to forskellige slags tale om Gud er at han både er hellig og kærlig. Dvs. at han på den ene side ikke kan tåle synd, og på den anden side ikke kan lade være med at forbarme sig og tilgive den der der synder imod ham. Sådan er Gud. Han har begge disse egenskaber, som står i stærk modsætning til hinanden. De to sider støder stærkest sammen på Golgata, da Gud måtte vende det døve øre til sin egen søn, da han råbte i sin store afmagt og desperation: "Min Gud, hvorfor har du forladt mig?" Gud forlod sin egen elskede søn, for at ingen af os nogen sinde skulle blive forladt! Det kristne budskab handler om at Gud elsker os så højt, at han vil at vi skal vende om og komme hjem til ham. Derfor havde Johannes og Jesus faktisk det samme budskab. Det er meget interessant at lægge mærke til at evangelisten Matthæus sammenfatter deres prædiken med nøjagtigt den samme sætning: "Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!" I denne sætning har vi sammenfattet alt hvad vi har brug for at høre om Gud og vores forhold til ham. Så dybest set var der ingen forskel på Johannes Døberen og Jesus. Det var blot tilsyneladende at der var forskel på deres forkyndelse, fordi Johannes mest betonede den første del af budskabet "Omvend jer!", og Jesus lagde mest vægt på den anden del af det: "Himmeriget er kommet nær." Alt dette kan samles i en populær sang: "Tie a yellow ribbon round the old oak tree" (Bind et gult bånd om det gamle egetræ). Baggrunden er, at man efter den amerikanske borgerkrig modtog hjemvendte soldater med et gult bånd bundet om hjemmets træ for at byde husets søn velkommen hjem. Sangen handler om en ung mand der har siddet i fængsel og bliver løsladt efter udstået straf. Han vil gerne hjem, men han ved ikke hvordan familien vil 4

5 modtage ham. Han skriver hjem til familien: "Hvis I vil se mig efter det her, så bind et gult bånd om det gamle egetræ. Så ser jeg det, når jeg kommer forbi med bussen." Da bussen nærmer sig hans hjem, gemmer han hovedet i hænderne og tør ikke se op. Men de andre passagerer i bussen siger til ham: "Der hænger ikke bare ét gult bånd, men hele træet er fuldt af gule bånd!" Den sangtekst siger hvad evangeliet vil os i dag. Her er både Johannes og Jesus, både dommen og tilgivelsen. Og kun den, der har oplevet dommen, kan fryde sig over tilgivelsens masser af gule bånd i det gamle egetræ. Gud har ikke tænkt sig at lave en religion efter hvad vi har lyst til. Han har derimod én gang for alle sendt os en Johannes og en Jesus, sin strenghed og sin mildhed. Og hvis ingen af delene passer herskaberne, så har han ikke andet at tilbyde. Amen. 5