Er det virkelig så vigtigt? spurgte han lidt efter. Hvis ikke Paven får lov at bo hos os, flytter jeg ikke med, sagde hun. Der var en tør, men

Transkript

1 Kapitel 1 Min mor bor ikke hos min far. Julie tænkte det, allerede før hun slog øjnene op. Det var det første, hun huskede, det første hun kom i tanker om. Alt andet hang sammen med dette ene hendes mor var flyttet. Hvor var det godt, at hun havde sommerferie. Måske kunne hun nå at få sin mor til at flytte tilbage inden ferien sluttede, og hun skulle tilbage i skole. Så skulle hun heller ikke høre sin veninde Jessica forklare, at hendes far og mor også var skilt. Min mor og far er ikke skilt, tænkte hun vredt og lukkede øjnene igen. Nu var det ferie, og hun kunne sove længe. Hun havde sagt det til Jessica. Men Jessica havde bare grinet og slået med nakken, så hestehalen dansede. Heldigvis skulle hun ikke se noget til Jessica i sommerferien. Det måtte hun huske. Lidt gladere end før stod hun ud af sengen og stavrede ud på badeværelset, hvor hendes far havde pjasket med vand overalt. Han rumsterede i køkkenet, og det var allerede morgen. Julie børstede tænder og forsøgte at undgå at se sit eget ansigt i spejlet. Sidst hun mødte sit eget blik, var hun begyndt at græde. 5

2 Der var heller ikke kommet noget brev fra mor i lang tid. To uger i sommerferien havde hun været i sommerhus med far, men én uge havde hun været helt alene hjemme og siddet og læst bøger og kigget fjernsyn og ventet på, at telefonen skulle ringe. Mor havde lovet, at når hun fandt et godt sted at bo, ville hun have Julie på besøg. Når ferien var slut, så ville alting blive helt anderledes, sagde hendes far. Så var hun en rigtig stor pige, der skulle op i fjerde klasse. Det var ikke tresserne mere, sagde hendes far var noget helt andet. Nu kunne mennesker gøre, lige som de havde lyst til. Voksne mennesker, gik Julie ud fra. Børn var vist ikke rigtige mennesker. Julie havde lyst til at tale med sin mor, og det hjalp hende ikke, at året havde fået et nyt navn. Hun gik ud til sin far i køkkenet. Han skulle knappe hendes kjole i nakken, og han kyssede hende oven på hovedet og fortsatte med at lave kaffe. Alting var forkert, nu hvor hendes mor var borte, men far gjorde alt for, at hun skulle glemme. Han lavede varm chokolade og bagte kager og ville så gerne have, at hun inviterede sine veninder hjem. Ikke på vilkår! Når mor var vendt tilbage, kunne hun gøre det. Han var også begyndt at lave mad hver dag. Det smagte ikke altid lige godt, men så var de fri for at få maden bragt udefra. Julie kunne godt lide, når hendes far gik og lavede mad i køkkenet, når de var alene sammen, og han ikke hele tiden skulle tage telefonen eller snakke med andre. 6

3 Julies verden var blevet meget rummelig, efter at hendes mor var flyttet ud. Hendes mor havde taget halvdelen af møblerne med. Resten stod og råbte til hinanden, som hendes far sagde. Fjernsynet havde mor også taget med, men siden far levede af at sælge fjernsyn, kom der straks et nyt og større. Far ville gerne have fjernsynet stående i soveværelset, men det gik jo ikke, så han trillede det tilbage i stuen, som var så tom. Julie skruede op for lyden, så hun kunne høre fjernsynet overalt i huset. Paven, Julies hund, havde hendes mor ikke taget med, og heller ikke Pavens flettede kurv. De skulle nok flytte igen. Julie var vant til at flytte nu, syntes hun. Det ville ikke gøre hende så meget, hvis de skulle flytte for tredje gang i løbet af tre år. Hendes far satte sig foran hende med kaffen og en tallerken med ristet brød og sagde, at de nok skulle 7

4 flytte til et andet sted i byen for han havde fundet en god lejlighed. En lejlighed som var mindre end huset. Der ville de ikke lægge så meget mærke til, at mor manglede, tænkte Julie. Så gik det pludselig op for hende: Han var parat til at opgive mor. Han troede ikke, at hun ville vende tilbage. Julie kunne ikke røre sig. Hun sad helt stille og håbede, at det ville gå over, at han ville forstå, hvor dumt det var. Han skulle da slås for hende, kæmpe for at få mor tilbage. Hvem ellers? Ville du blive meget ulykkelig, hvis Paven skal bo hos din mor? spurgte far så. Hun troede først ikke, at han mente det, men han spiste ingenting, sad med kniv og gaffel i hænderne og betragtede hende. Hvorfor kan Paven ikke bo hos os? spurgte hun, da hun syntes, han havde ventet længe nok. I det hus, hvor vi skal bo, må man ikke have husdyr, sagde far. Jamen, så er det ikke noget for os, vi har jo Paven! sagde Julie. Paven, der hørte sit navn, hoppede halvvejs sovende ud af sin kurv og kom logrende hen og satte sig ved hendes højre knæ. Hun lagde hånden ned på hans hoved, og hans tunge hale dunkede mod gulvet. Så må du finde et andet hus, sagde hun, du vil vel heller ikke sende mig væk, fordi lejligheden er for lille til børn, vel? Nå nej, jeg tænkte bare, sagde far og begyndte igen at spise. Julie kunne ikke få en bid ned. 8

5 Er det virkelig så vigtigt? spurgte han lidt efter. Hvis ikke Paven får lov at bo hos os, flytter jeg ikke med, sagde hun. Der var en tør, men mærkeligt sikker vrede i hende. Hun vidste, at hun kunne få sin vilje, bare hun ikke blev alt for ulykkelig og bange. Bare hun ikke blev det, far kaldte urimelig. Så flytter jeg ud til mor med Paven, fortsatte hun, skød stolen bagud og rejste sig. Uden at bære tallerken og glas ud i køkkenet satte hun sig på gulvet hos Paven, der blev ovenud lykkelig og gav sig til at slikke hende i ansigtet, med poterne på hendes skuldre. Hvordan skulle jeg kunne vide, at du tog det så tungt? sagde hendes far, det er jo bare en hund, og så længe har du da heller ikke haft ham. Hun græd ikke, men hun stak hånden ind under Pavens halsbånd og trak ham ind på sit værelse, hvor hun lukkede døren bag sig. Først da lagde hun sig på sengen og græd, og Paven kravlede op til hende og slikkede hendes ansigt. 9