DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY

Transkript

1 Digitaliseret af / Digitised by DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY København / Copenhagen

2 For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk

3 (?. *T$sUtLtvZ v (XoaJzltfr ty CWL-fllfiJvi. *1 7 ' 1 ) Z2>.

4 VERDENSKRIGEN S DET KONGELIGE BIBLIOTEK o?rv

5 EN VALMUEKRANS FRA DE FORENEDE STATERS VETERANFORBUND OVERRÆKKES MONUMENTKOMITEEN AF MR. J. FRED JOHNSON I AARHUS DOMKIRKE 3. JULI I923 SAMT TALE I AARHUS DOMKIRKES KOR AF STIFTSPROVST BRU U N - R ASM U S S EN lin. im /

6 I

7 jen 3. Juli 1923 fandt en smuk Højtidelighed Sted i Aarhus Domkirke, idet de amerikanske Veteranforeninger ved deres Sekretær, Mr. J. Fred johnson, overgav til Domkirkens Værge en Silkekrans, der var tænkt at skulle henlægges paa Monumentet for de Danske, der faldt i Verdenskrigen paa Ententens Side. Højtideligheden fandt Sted foran Højaltret i Domkirken. Efter et Orgel-Præludium rejste Kransens Overbringer, Mr. J. Fred Johnson, sig og udtalte, at han var sendt ti! Danmark af Amerikas Veteraner for at bringe en Tak til det Land, hvorfra 3000 af deres faldne Kammerater var komne. Som Landsmand var han glad ved at være Overbringer af dette Vidnesbyrd om Amerikanernes Taknemlighed og at kunne medbringe denne Krans, der var bunden af Enker, hvis Mænd var faldne i Krigen, og smykket med de smukke røde Valmueblomster, der gror saa tæt paa de Marker, hvor Kammeraterne faldt. Og han var glad ved, at Kransen kunde hænge i denne Kirke, indtil den snart kunde komme paa den Plads, der var tiltænkt den.

8 Mr. Johnson overrakte derpaa Kransen til Monument- Komitéens Formand og Repræsentant for de Faldnes Forældre, Dyrlæge Nielsen-Sorring i Aabyhøj, og mens hele Forsamlingen rejste sig, bad Dyrlægen Mr. Johnson hilse sine Kammerater og takke dem, fordi de paa denne Maade havde villet hædre de faldne Danskes Minde. Han overrakte derpaa Kransen til Stiftsprovst Bruun- Rasm u s s e n, som holdt nedenstaaende Tale. N aar jeg ved denne Lejlighed skulde sige nogle Ord, før denne Krans bliver ophængt paa dens foreløbige Plads her i den smukke Kirke, vil jeg minde om Kransens Betydning, naar den anvendes som Prydelse paa vore kære afdødes Kister. Den kristne Menighed paa Jorden tog Kransen i Arv efter det græske Folk i Oldtiden. Det er vel kendt, at de gamle Grækere nu og da stævnede sammen til store Idrætsfester. Den unge Mand, der da blev Sejrherre i Væddeløbet, smykkedes med en Grankrans eller en Olivenkrans og oplevede derigennem under Tusinder af Tilskueres Jubel den skønneste Hæder, der kunde falde i en Helleners Lod. Paulus, der har skrevet en betydelig Del af det nye Testamentes Skrifter og selv har overværet saadanne Idrætsstævner, har derfra hentet et meget udtryksfuldt Billede paa det kristne Menneskeliv. Han opfordrer sine Læsere til at løbe saaledes paa Idrætsbanen, at

9 de kan vinde Sejrskransen (i. Kor. 9,24 25), og han henviser til sig selv som Forbillede, naar han skildrer sig selv som den Væddeløber, der jager imod Maalet, til den Sejrspris, hvortil Gud fra det høje kaldte os Kristne (Fil. 3,14). I de sidste Linier, vi har fra hans Haand, skriver han, kort før sin Død: Jeg har fuldkommet Løbet og bevaret Troen; i øvrigt henligger Retfærdighedens Krans til mig (2. Tim. 4,7 8). I alle disse Udtryk er Væddeløbet fra den græske Idrætsfest et Billede paa den kristne Livskamp, og Sejrskransen, der blev den vindende Grækers Løn, et Billede paa det evige Liv, der er Kristnes Maal. Og naar de Kristne lægger en Blomsterkrans paa de afdødes Kiste, er denne Krans for dem et Lidtryk for deres lykkelige Overbevisning, at den afdøde har naaet Maalet, en Bekendelse af deres sikre Tro paa, at Døden var ikke Nederlaget, men Sejren. Men dertil kommer saa et andet Moment: den Kærlighedens Hyldest, som Kransen ogsaa vidner om. De rigtige Kranse, de skønneste Kranse er bundne af deres egne Hænder, der elskede den, der gik bort. Den Dag i Dag sidder Mennesker, der har en lille Have, og fletter Kransen til den kære bortgangne af deres egen Haves Blomster, og medens Kran

10 sen bindes, falder deres Taarer den skønneste Dug, der kan falde i et Blomsterbæger. Alt hvad man skylder af Tak, alt hvad man græder i Vemod, alt, hvad man lider i Savn, er flettet ind i den Krans, man varsomt smykker den Kiste med, der skjuler Støvet af den, man elskede. Den store Sejr og den dybe Kærlighed - begge disse Ting er Kistens Blomsterkranse et Sindbillede paa. Og derfor er denne smukke Krans, der i Dag for en Stund skal have sin Plads i Domkirken, saa vel egnet til at udtale, hvad de, der var vore unge faldne Landsmænds Vaabenfæller, og I, der er deres kære her paa Jorden, føler, naar 1 i Mindet dvæler hos dem. Vi ønsker, at denne Krans, der engang skal smykke det Mindesmærke for de faldne, der beredes, skal fortælle ogsaa om disse unge danske Mænd, at deres Død paa Slagmarken bragte dem den store Livets Sejr, saa sandt de ellers døde i Troen paa ham, der er Livets Fyrste. Vi ønsker, at den tillige skal bevidne, at de er ikke glemte og skal ikke glemmes, hverken af deres Forældres Hjerter eller i deres Landsmænds Sind. Aldrig vil vi, der lever i den nuværende Slægt, kunne glemme den forfærdende Ulyk

11 ke, som Verdenskrigen betød; og var end vort Folk ikke direkte med i det blodige Opgør, saa var der dog en stor Skare af danske Mænd med paa begge Fronter i de mægtige Slag. Mange Sønderjyder og mange Dansk-Amerikanere har gjort Krigens Oplevelser og lidt dens Smerter. Her er i Dag i Domkirkens Kor ikke faa Forældre til Stede, der engang for nogle Aar siden fik den Meddelelse, de aldrig kan glemme, at deres unge raske Søn var falden og nu sov den dybe Søvn i fremmed Jord. Med denne Krans siger vi disse unge, at vi husker dem og hædrer dem i deres Død. 1 fuld Forstaaelse af Stedets Højtid har I valgt denne Kirke som Plads til eders Krans, indtil det Mindesmærke rejses, hvor den sluttelig skal lægges. Aarhus Domkirke er, om end ikke det skønneste Rum i Danmark, saa dog et af de allerærværdigste i Landet, et af de stolteste i Jylland. Paa Kirkens Bestyrelses Vegne tager jeg imod Kransen og lover, at vi skal værge den vel, saa længe den er under dette hellige l ag. I adskillige af vort Lands Kirker er der Mindekranse for vore faldne fra Krigen 1864, og Kirken er det rette Sted at mindes sine døde. Nu vil dette Minde om Verdenskrigens Ofre blandt vore Landsmænd i det store fjerne Land blive ophængt ved Kir-

12 kens Indgangsport, dér, hvor Skaren gaar ind og ud, naar vi fejrer Søndag. Og dette er en god Plads. Dér vil vi se den, naar vi holder vor Kirkegang. Vi vil tænke paa dem, den minder os om, og ønske Guds Fred over dem, der lukkede deres Øjne i Døden i deres fagre Ungdom, og over dem, der fik det vemodige Bud om Sønnens Død i det fjerne og sad tilbage med Sorgen og Savnet. Nu vil vi sammen vandre ned gennem Kirken til Tonerne af Sørgemarschen over Thorvaldsen og ophænge Kransen paa dens Plads i Aarhus Domkirke. Dér skal den være i Kirkens gode Værge, indtil den en Dag kan anbringes paa det Mindesmærke, der rejses for de faldne. Derefter tog Stiftsprovsten Kransen paa Armen, og mens Orglet intonerede Thorvaldsens Sørgemarch, bar han den, fulgt af hele Forsamlingen, langsomt ned gjennem Kirkens Midterskib til Vaabenhuset, hvor den blev anbragt paa sin foreløbige Plads ved Siden af Domkirkens Hovedindgang. Og dermed var den stilfulde og gribende lille Højtidelighed til Ende. Aarhus Stiftsbogtrykkeri

13 , I

14