bøn, 369 Du som gi r os, Tillægget 100 salmer: 892 Troen er ikke en klippe

Transkript

1 Tekster: Jer 15, , Åb 3,14-22, Luk 14,25-35 Salmer: Rødding Nu rinder solen, 588 Herre, gør mit liv til bøn, 369 Du som gi r os, Tillægget 100 salmer: 892 Troen er ikke en klippe Lihme Har hånd du lagt, 309 Bøj, o Helligånd, 588 Herre, gør mit liv til bøn, 369 Du som gi r os, 438 Hellig, 477 Som korn, Tillægget 100 salmer: 892 Troen er ikke en klippe Det er ikke nemt at være kirkegænger! Her kommer man glad og fro sådan en fin junidag, og bum! så får man at vide, at det skam ikke er gjort med at man har ulejliget sig herhen, man skal også være villig til at skille sig fra alt det, man ellers har kær og er bundet til: alle sine kære, ja sit eget liv! Jeg prøvede en gang til en konfirmandforældreaften, at lave en lille konkurrence, hvor jeg havde fundet 10 forskellige sætninger af Jesus fra det Nye Testamente, og så skulle forældrene gætte hvor mange af disse sætninger, der var sagt af Jesus og hvor mange af Osama bin Laden, ordene fra dagens tekst om at hade sin familie og sit eget liv for at være Jesu discipel, var en af sætningerne, og alle gættede på, at det måtte være sagt af Osama bin Laden! Nu er ordet hade ikke særligt heldigt valgt som gengivelse af hvad Jesus taler om. For os er had en følelse, der går ud på, at nære stærk modvilje mod noget: man vil det ikke! Men det Jesus taler om er 1

2 ikke en indre følelse, men en ydre handling. Faktisk svarer det til ordene i vielsesritualet om at en man skal forlade sin far og sin mor for at holde sig til sin hustru. Tilsvarende er det at være Jesu discipel en slags ægteskab med Jesus: der er ingen bånd der må være stærkere end båndet til Jesus. Der er intet, der må kunne holde én tilbage fra at følge Jesus end ikke båndene til den nærmeste familie heller ikke båndene til ens eget liv. Sådan er det, fordi det Jesus har gjort til indholdet i sit liv er at leve helt og udelt for kærligheden til Gud og kærligheden til mennesker, han møder. Og det går på tværs af den måde, mennesker i al almindelighed organiserer livet på. Normalt forstår man sig selv i et tilhørsforhold til en række koncentriske cirkler af relationer, der vider sig mere og mere ud, og hvor tilhørsforholdet bliver stærkere, jo nærmere man kommer til det centrum, som er én selv: inderst er ens eget liv, så kommer i lidt forskellig orden, alt efter hvem man er, børn, ægtefælle, forældre og søskende, venner, øvrige slægtninge, kolleger, naboer, bysbørn, landsmænd, kulturkreds. Man lever som menneske i en stadig manøvrering imellem de forskellige interesser, man på den måde er viklet ind i, og hvor kompliceret det egentlig er opdager man, hvis man gifter sig til en ny familie og en ny vennekreds, for hvordan skal disse nye cirkler egentlig indplaceres i forhold til de cirkler man hidtil har organiseret sit liv efter? Her kommer Jesus så og siger: dit sølvbryllup, dit barns konfirmation, din fars begravelse, din søsters runde fødselsdag osv osv det må alt sammen vige i forhold til det at være min discipel. Ja, selv hensynet til din egen sikkerhed og overlevelse må vige i forhold til det at være min discipel! 2

3 Hvorfor siger han det? Det er jo sådan en diktator taler, eller en revolutionsleder eller en religiøs fanatiker! Det er sådanne tanker, der kan gøre mennesker til selvmordsbombere: alt og alle må vige og om nødvendigt forsvinde for at fremme den sag, jeg har bundet mig til. Men lige præcis her skilles vandene. Det kan godt være, at man kan karakterisere Jesus som religiøs fanatiker, men religion er for ham ikke en sag, men en relation, en dobbelt relation: forholdet til Gud og forholdet til medmennesket. Du skal elske Gud af hele din sjæl og hele dit hjerte og din næste som dig selv. Og der er intet der må træde imellem Gud og dig og din næste og dig. Ikke en gang forholdet til dine nærmeste eller til din egen sikkerhed. Det er altså ikke forholdet til Jesus som person, der skal overskygge alt andet, men det er den bundethed til alle mennesker på tværs af alle mulige skel, Jesus stod for, det er denne mellemmenneskelige og Gudmenneskelige forbundethed, der overtrumfer alt andet. Jeg skal prøve at vise, hvorfor det må være sådan: der findes et gammelt arabisk ordsprog der siger,»min bror og jeg står sammen mod min fætter, og min fætter, min bror og jeg står sammen mod den fremmede.«og sådan er det faktisk: de koncentriske cirkler af tilhørsfold skaber uvægerligt modsætningsforhold mellem de indre cirkler og de ydre cirkler, for slet ikke at tale om dem der falder helt uden for cirklerne. Det er lige præcis det, vi oplever med uhyggelig aktualitet lige netop nu, hvor vi er forsøger at definere, hvem, vi som samfund skal støtte og hjælpe og hvem vi skal overlade til sig selv. Lige netop på dette punkt er vi ikke kommet meget længere end man var på Jesu tid. Jesus hævdede en ubetinget pligt til solidaritet med det menneske man mødte på sin vej. Det kolliderede med de 3

4 cirkler, man normalt doserede sin solidaritet efter, og det betød også, at Jesus ikke kun mødtes med begejstring men også med vrede, og netop af dem, der mente at have størst krav på hans solidaritet: hans familie, hans bysbørn og hans landsmænd. Så selv om evangeliets ord om at hade sin familie og sit eget liv lyder hårde og grimme i vore øren, så er jeg ikke i tvivl om, at Jesus mente dem. Og på en mærkelig måde bliver de ord der lyder hårde, uforsonlige og væmmelige alligevel til et evangelium, et glædeligt budskab, når man det går op for én, hvad det egentlig er de handler om. For det første: netop det, at det er en relation til mennesker i det hele taget og ikke en sag eller en ide, Jesus sætter i fokus, betyder, at der for Jesus aldrig kan blive tale om at ofre eller bare tilsidesætte andre mennesker for noget andets skyld. Der kan blive tale om at ophæve de særlige privilegier eller forrettigheder familie, venner etc hidtil har haft, men derfor har de når man møder dem stadig lige som alle andre mennesker krav på den ubetingede solidaritet, man skylder det menneske man møder. Der er en anden replik af Jesus, som må ind her for at vi kan forstå rækkevidden af hans ord om at hade forældre osv. For på et tidspunkt, hvor farisæerne anklager Jesus for ikke at overholde loven svarer han dem, at de er nogle hyklere, fordi de, når det kommer til buddet om at ære sin far og sin mor, smyger sig uden om forpligtelsen til at sørge for at forældrene ikke lider nød ved at give pengene som gave til templet i stedet for at give dem til forældrene. Her bliver det klart, at det ikke er forbundetheden med de nærtstående som sådan, det er galt med, men det er det, at 4

5 bindingen til familie og venner gør, at man mister blikket for andre mennesker som også har brug for ens kærlighed og omsorg. Når det er familie og venner der har brug for ens kærlighed skal man vise dem samme omsorg som alle andre, der har brug for omsorg. Man kan sige konsekvensen af Jesu ord er, at man ved at være hans discipel og følge ham mister familie, venner naboer, bysbørn, landsmænd som nogle, man i særlig grad er forpligtet over for og som man i særlig grad kan forvente støtte fra, men man får dem igen som mennesker, man er knyttet sammen med i ubetinget solidaritet på tværs af alle grænser og alle skel. Den smule vi fra evangelierne ved om forholdet mellem Jesus og hans egen familie kan måske gøre dette lidt tydeligere. Vi hører i de tre første evangelier, hvordan Jesu mor og brødre kommer til ham og prøver at få ham til at komme ud fra den forsamling, han står midt i, for at tale med dem. Men Jesus afviser det, peger på kredsen omkring sig og siger: se her er min mor og mine brødre. Her sætter den nye orden hvor alle mennesker indbyrdes er hinanden nærmest den gamle orden ud af kraft, nemlig den orden, hvor man står nogen nærmere end andre og er mere forpligtet på dem end på andre. Men i evangelierne hører vi også, at da Jesus dør i Jerusalem, er hans mor fulgt med ham fra Galilæa sammen med de andre disciple, og vi hører i Apostlenes Gerninger, at Jesu bror Jakob er et af de mennesker, Jesus efter sin død og opstandelse viser sig for og at Jakob senere optræder som leder af menigheden. Kristendommen, sådan som Jesus levede og stiftede den som en ny orden blandt mennesker handler ikke om at lukke nogen uden. Den 5

6 handler om at inkludere alle i et evigt levende fællesskab, hvor ingen er nærmere centrum end andre, men hvor alle står hinanden lige nær og hvor Gud er alt i alle. Amen. 6