786 Nu går solen 722 Nu blomstertiden (sv. mel.) 723 Naturen holder Nadver: Sig månen

Transkript

1 786 Nu går solen 722 Nu blomstertiden (sv. mel.) 723 Naturen holder Nadver: Sig månen og 748 Nu vågne alle 725 Det dufter 52 Du, Herre Krist 726 Gak ud min sjæl Til sine disciple sagde han:»derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for livet, hvordan I får noget at spise, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. v23 Livet er jo mere end maden, og legemet mere end klæderne. v24 Læg mærke til ravnene; de sår ikke og høster ikke, de har hverken forrådskammer eller lade, og Gud giver dem føden. Hvor langt mere værd end fuglene er ikke I! v25 Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? v26 Når I altså ikke engang formår det allermindste, hvorfor bekymrer I jer så for det øvrige? v27 Læg mærke til, hvordan liljerne gror; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger jer, end ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. v28 Klæder Gud således det græs, som står på marken i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende! v29 Tænk ikke på, hvordan I får noget at spise og drikke, og vær ikke ængstelige. v30 Alt dette søger hedningerne i verden jo efter, men jeres fader ved, at I trænger til dette. v31 Søg derimod hans rige, så skal det andet gives jer i tilgift. Luk Vi holder byfest sammen! Vi fejrer, at vi er et lille samfund, der bryder sig så meget om hinanden og kommer hinanden så meget ved, at vi har lyst til at holde fest sammen. I alt fald er der så mange, der har lyst til at holde fest sammen, at der faktisk hvert år bliver en fest ud af det. Man kunne jo sagtens forestille sig en 1

2 helt anden situation, og det er der for resten også en fortælling om i biblen: man kunne forestille sig at nogle i byen arrangerede fest i flere dage, men boder og amerikansk lotteri og hoppepuder og ølsalg og telt med musik og dans, - og så kom der bare slet ingen. Sådan er det ikke her: igennem flere dage fester rigtigt mange i byen sammen. Hvad er det der skal til for at man kan feste sammen? Ja, det handler evangelieteksten, jeg har læst op for jer om. For at mennesker skal kunne feste sammen, skal man i alt fald så længe festen står på glemme at bekymre sig. Bekymring er enerverende og ødelæggende for al glæde. Bekymring får os til at lukke os om os selv og vore egne behov. Evangelieteksten, jeg læste for jer handler mest om bekymring for materielle ting, men der er jo også så meget andet at bekymre sig om: Bekymring for hvad de andre vil gøre mod mig eller mene om mig. Bekymring gør os mistroiske mod de andre omkring os: vil de mig nu noget godt? Vil de ydmyge og udnytte mig? Bliver jeg til grin? Og det er jo da ikke uden grund: der er masser af ydmygelser, masser af chikane og masser af mobning i et lille samfund som vort. Så hvordan undgår man at bekymre sig? Åbenbart kan det lade sig gøre, når man ser hvordan hele byen hvert år holder fest. Men altså lutter idyl er det jo heller ikke. Af og til sker det at folk kommer til skade. Og hvert år sker det at der er mennesker der bliver kede af det. Ikke bare selvom der er fest. Men fordi der er fest. Der er sådan set nok at bekymre sig om. Alligevel siger Jesus: lad være med at bekymre jer! 2

3 Hvorfor siger han det, når vi nu ved, at der er grund nok til bekymring? Jeg tror han siger det, fordi bekymringen på en måde er den dør, vi lukker alt det ødelæggende og væmmelige ind gennem allerede før det er sket. Bekymringen får os til at opføre os mod hinanden som om det onde vi frygter allerede er sket. Når vi bekymrer os, tager vi på en eller anden sær bagvendt måde parti for det, vi er bange for. Vi taler og handler og ser ud som om det vi frygter er virkelighed, og dermed lader vi det på en måde blive til virkelighed. Jamen ville det ikke bare være blåøjet og naivt at lade som om alt det, vi frygter ikke var der, - også selvom vi kunne gøre det? Jo, såmænd. Hvis altså det vi frygtede skete. Men hvis det nu ikke skete, så ville det sådan set være udmærket, hvis man kunne lade frygten for alt det, der kan ødelægge en, fare. Jamen er det ikke dumt, at lade være at bekymre sig, hvis det man er bange for alligevel sker? Nej det er ikke dumt. For kun hvis man kan lade være at bekymre sig, kan man opleve glæde og fællesskab sammen med andre. Og dybest set er der jo ikke grund til at lade det onde få magt før det er sket. Så det er ikke dumt. Men det er svært! Det er måske endda umuligt, når bekymringen først er der. Alligevel siger Jesus: Lad være at bekymre jer! Det er næsten som salt i sår, når man nu går der og bekymrer sig hele tiden. Men 3

4 Jesus nøjes ikke med at sige, at vi skal lade være at bekymre os. Han viser os også en vej ud af bekymringen: For det første skal vi lægge mærke til virkeligheden omkring os: verden er et myldrende vidunder af former og forekomster, som bare er til uden at de selv har kunnet gøre hverken fra eller til. Og for Jesus er der kun en forklaring på hele denne myldrende mangfoldighed. Og det er Gud. Alt det der er til, er Guds værk. Når fugle og blomster kan leve og trives, så må Gud også være mægtig nok til at lade de mennesker, han har skabt leve og trives. Så man finder ikke den tryghed, der kan drive bekymringerne på flugt, ved at gruble og gruble og gruble over, hvad der nu kan gå galt, hvem der nu vil svigte og falde i ryggen. Man finder trygheden ved at vende sig mod Gud og sige: jeg lader det liv, du giver mig komme til mig, Gud. Det er ikke sikkert, det bliver som jeg kunne tænke mig det, men jeg tror på, at alt hvad der kommer fra dig er godt og at det, du giver mig i sidste ende vil vise sig at være godt. Jo mere vi retter sindet og tankerne mod det Gud giver os, jo mindre grund bliver der til bekymring. Bekymringerne kommer jo af usikkerhed, men retter vi tankerne mod Gud er der ikke plads til usikkerhed. Tænk på alt det han har ladet blive til virkelighed: jorden med alt hvad der fylder den af skiftende former og farver. Universet og dets endeløse variationer over stof og tid. Menneskene med alt hvad der bor i os af evner og færdigheder. Verden er fantastisk og forunderlig, og Gud Skaber, der står bag verden og har udtænkt den og formet den, han er så ubegribelig i sin storhed, at vi mangler ord for det. Det er fra ham vores tilværelse kommer. Og tør vi tro på, at Gud vil os det godt. - Og det var jo det Jesus brugte sit liv på at fortælle mennesker, - tør vi tro på at Gud vil os det godt, så må vi også tro, at han i sin ufattelige storhed kan finde udveje, der hvor alt ser håbløst og umuligt ud for os. Tør vi tro Gud og hans kærlighed til os og omsorg for os, så kan vi kaste os ud i livet med hinanden og feste og glæde os med hinanden. For vi er ikke alene med hinanden i verden. Gud er der bag al ting, og Gud skal vi en gang forenes 4

5 med og omsluttes af hans uendelige kærlighed. Så lad os glæde os med hinanden og feste sammen i tillid til, at har greb om os og fører vort liv mod noget ubetinget godt. Lad os feste sammen i tillid til at han har sat os i verden sammen med hinanden for at vi skal glæde os og more os med hinanden. Amen. 5