Familiær Shar-pei Feber - et gådefuldt sygdomskompleks hos Shar-pei. Skrevet af Søren Holt

Transkript

1 Familiær Shar-pei Feber - et gådefuldt sygdomskompleks hos Shar-pei Skrevet af Søren Holt Familiær Shar-pei Feber er en arvelig sygdom, der rammer dele af immunsystemet. Da symptomerne kan tage sig meget forskelligt ud, kan man tale om et sygdomskompleks, hvor det ofte kun er nogle af symptomerne der viser sig hos den enkelte Shar-pei. Sygdomskomplekset omfatter først og fremmest feberanfald og amyloidose. Sjældnere er immunbetingede nyresygdomme, blodprop i krøs, milt og lunger, spredte koagulationer i blodkar, systemic inflammatory respons syndrome, multiple organ dysfunction syndrome, streptococcal toxic shock syndrome. Chronic inflammatory bowel disease hører måske også med i sygdomskomplekset, ligesom nogle tilfælde af sukkersyge, kronisk dermatitis, degenerative ledlidelser og allergi måske også har deres årsag i komplekset? Hvis genets udbredelse kan begrænses, er der udsigt til at mindske hyppigheden af mange af de lidt specielle "Shar-pei-sygdomme", hvoraf de fleste dog ser ud til at være sjældne i forvejen. Tingene er imidlertid lidt komplicerede, idet mange af symptomerne også kan skyldes andre sygdomme. Sukkersyge, allergi, hudsygdomme, degenerative ledlidelser og blodpropper vil jo ofte have andre årsager. De karakteristiske feberanfald og episoder af Swollen Hock Syndrome skyldes dog altid dette sygdomskompleks. Amyloidose må også regnes for et sikkert tegn, medmindre der er tale om en ældre Shar-pei. Med de andre symptomer må vi indtil videre lade tvivlen nage vort sind. Shar-pei feber hos mennesker Den parallelle sygdom hos mennesket er Familiær Middelhavs Feber (FMF). Den forekommer næsten udelukkende i bestemte befolkningsgrupper omkring Middelhavet. Symptomerne er primært tilbagevendende feberanfald med mavesmerter. Der kan også forekomme hævelser omkring store led, typisk ankelleddet (svarer til hundens haseled). Der er fundet mange mutationer af genet. Flere mutationer har et ret harmløst forløb uden amyloidose, men én mutation er kendt for et alvorligere forløb, hvor 61% får amyloidose før 20 år, hvis de ikke får Colchicin. Der er ikke sammenhæng mellem hyppighed og alvor af feberanfald, og risiko for at udvikle amyloidose. Ja, nogle får aldrig feberanfald, men udvikler alligevel amyloidose. Hvis der er risiko for at udvikle amyloidose, kan det med ret godt resultat forebygges med colchicin, der dog er et ubehageligt medikament med alvorlige bivirkninger. Det er ikke tilladt i Danmark. Der findes dog varianter af middelhavsfeber, hvor colchicin ikke har nogen virkning. Hvordan ser de vigtigste symptomer ud? En så uoverskuelig sygdom kræver lidt systematik, så jeg vil beskrive de vigtigste symptomer hver for sig. De sjældnere symptomer vil jeg ikke komme ind på, men oplever din Shar-pei dem, så hav Familiær Shar-pei Feber i baghovedet som en mulighed. Husk også, at Shar-pei kan få alle de sygdomme andre hunde får.

2 Feberanfald Feberanfald der kommer uden anden årsag, er nok det mest entydige tegn på familiær Shar-pei feber. Anfaldene starter som regel før hunden er 18 måneder gammel, det er dog ikke usædvanligt at de først starter i voksenalderen. Feberen når typisk op på 39,5-41,5 C. Et anfald varer som regel 12 til 36 timer. Det er meget individuelt hvor ofte de kommer. Nogle får kun ét anfald i livet, andre får hyppigt og regelmæssigt anfald. Som regel falder antallet af anfald når hunden bliver ældre. Symptomer der kan ses ved feberanfaldene: - Feber, når typisk op på 39,5-41,5 C - Hurtig overfladisk vejrtrækning. - Utilbøjelighed til at bevæge sig, går forsigtigt, som på æggeskaller. - Spændt maveskind på grund af smerter, let krumning af nederste del af ryggen. - Hævelser omkring og i store led, især haseleddet (Swollen Hock Syndrome). Halvdelen af shar-pei med disse feberanfald oplever dette. Hævelserne rammer som regel kun det ene haseled. Også mulen kan hæve og blive øm. - Let opkastning - Let diarre. Man må sikre sig, at om der er en årsag til feberen. Hvis der er det, skal der naturligvis gøres noget, og så er det ikke Familiær Shar-pei Feber. Familiær Shar-pei Feber er ikke en infektion. Antibiotika hjælper ikke. Man skal blot pleje sin hund kærligt, imens anfaldet står på. Feberanfaldene er normalt ufarlige, men ubehagelige. Der er dog sjældne tilfælde, hvor feberen bliver meget høj, så febernedsættende midler og væsketerapi er påkrævet. Så må man have fat i en dyrlæge, også selvom det er lørdag nat. Når diagnosen skal stilles, handler det om at udelukke andre muligheder. Men da hunde praktisk taget aldrig får gentagne feberanfald, er det måske ikke så svært i praksis, når først der har været flere anfald, og dyrlægen har lidt erfaring med Shar-pei. Familiær Shar-pei Feber er en fejl i immunsystemet, og forekomsten af feberanfaldene giver en øget risiko for andre sygdomme. Mellem 40% og 50% udvikler nyresygdomme, op imod halvdelen i form af amyloidose i nyrerne, resten udvikler andre typer af nyrelidelser som følge af immunreaktioner. Men der er trods alt 50-60% af Shar-pei med feberanfald der går fri. Feberanfald uden anden årsag havde ved en undersøgelse af privatejede Shar-pei i USA tilbage i 1991 en hyppighed på 23%, hvorimod forekomsten blandt hunde generelt er på 1%. Andre samtidige opgørelser fra den periode giver tal på 28% for Shar-pei. Health Survey er den nyeste information (marts 2000) om Shar-pei's sygdomme. Her angives hyppigheden af familiær Shar-pei feber til 17,8%. Der har altså været en god udvikling i avlsarbejdet, selv om det går langsomt. Amyloidose Amyloidose er sygdomme, hvor der ophobes amyloid rundt om i kroppen. Ophobningen af amyloid er harmløs, indtil den dag der er samlet så meget, at det klemmer cellerne. Cellerne dør af at blive

3 klemt, og efterhånden som mange celler dør, ophører organet med at fungere. Hos Shar-pei er det først og fremmest nyrerne, hvor der ophobes så meget amyloid, at de til sidst ophører med at fungere, men hos hver tiende er det leveren der bliver ramt, og amyloidet kan også sætte sig andre steder i kroppen. Mange har i forvejen feberanfald uden anden årsag, mens enkelte tilsyneladende har været sunde og raske indtil den dag amyloidosen giver symptomer. Blandt dem der har feberanfald før de får amyloidose, er der ingen sammenhæng mellem hyppigheden/symptomerne og deres risiko for at udvikle amyloidose. Når det er nyrerne der svigter, vil man opleve vægttab, madlede, øget tørst, hyppigt tisseri, opkastning, nedtrykt adfærd og eventuelt en dårlig lugt fra de urinstoffer, der ophobes i kroppen. Når symptomerne viser sig, er amyloidosen allerede svært fremskredet. Hunden skal have fri adgang til vand, og det kan være lettere for den at spise ris med fisk og æg, fremfor tørfoder eller andet med kød. Det går ofte meget hurtigt i denne fase. Ingen helbredelse er mulig, og den naturlige død er meget pinefuld. Man kan blive nødt til at tilkalde vagtdyrlægen i week-enden for at afslutte lidelserne. Det er chokerende at stå med en Shar-pei med amyloidose i nyrerne. Der er ikke tid til selvmedlidenhed, det er den elskede hunds velfærd det gælder, så den kan blive aflivet i tide. Er det leveren der giver symptomer, kan der være mulighed for overlevelse i flere år. Symptomerne fra den nedsatte leverfunktion, vil få en til at søge dyrlæge. Uanset om amyloidose rammer nyrer eller lever, kan den endelige diagnose først stilles, når prøver fra det aktuelle organ undersøges med congo-rødt på et laboratorie. Det kan normalt først ske når hunden er død. Shar-pei rammes af amyloidose i 3-5 års alderen, dog sådan at der kan ses tilfælde fra 1½ til 12 års alderen. Tæver rammes lidt tidligere end end hanner. Det ser også ud til, at tævers hvalpefødsler øger risikoen for at udvikle amyloidose. Amyloidose for de tekniske APP (acute phase reactant proteins) er en del af immunsystemet og produceres normalt ved inflammation, men nedbrydes og udskilles når hunden er rask igen. Interleukin-6 er også en del af immunsystemet. Det regulerer kroppens feberreaktion, og aktiverer produktionen af APP. Shar-pei med familiær shar-pei feber har unormalt højt niveau af interleukin-6, således at også niveauet for APP bliver for højt. Sålænge APP kan nedbrydes og udskilles, er der ikke noget farligt i det. Kan APP derimod ikke nedbrydes normalt, eller overstiger produktionen af APP kroppens evne til at nedbryde og udskille det, så ophobes nedbrydningsproduktet amyloid. Amyloid lægger sig så imellem cellerne, hvilket kan ske i store dele af kroppen. Når der efterhånden er ophobet meget amyloid, begynder presset på cellerne at blive så stort, at de dør. Mest udsat er naturligvis de organer hvor ophobningen er størst og/eller regenerationsevnen mindst. Hos Shar-pei er det hyppigst nyrer der svigter. De kan ikke regenerere. Men det ses også, at leveren trods sin store regenerationsevne må give op først.

4 Forebyggelse Det er vigtigt ikke at lade sin Shar-pei få unødig stress, da stress er en forværrende faktor. Det gælder både psykisk og fysisk. Den skal leve i fred og fordragelighed, med god kontakt til sin elskede ejer, og den skal ikke have for mange infektioner og fødsler. Ingen hårdhændet opdragelse eller underlødigt foder. I USA bruger man forsøgsmæssigt colchicin til at dæmpe familiær Shar-pei feber og forebygge at det udvikler sig til amyloidose. Det er en gammelkendt, men ret giftig medicin, med mange bivirkninger. Derfor ikke aktuel for vores hunde. En eventuel gunstig virkning hos Shar-pei er ikke dokumenteret. I udlandet har man også prøvet at sinke udviklingen af amyloidose i nyrerne ved at give lavproteinfoder fra unghundealderen. Det har vist sig at være uden virkning. Der er først behov for diæt, når nyrerne giver symptomer på nedsat funktion. Den vigtige forebyggelse retter sig derfor udelukkende mod defektgenet. Hvordan nedarves dette sygdomskompleks? Sygdommene skyldes et defektgen med autosomal recessesiv arvegang. Er genet nedarvet fra begge forældre (optræder dobbelt) kan vores Shar-pei få et eller flere af sygdomkompleksets lidelser, herunder dø af amyloidose. Men den kan også være heldig at gå fri. Har den et rask gen fra den ene og et defekt gen fra den anden forældre, vil den ikke blive syg, men kan få sygt afkom. Feberanfald og Swollen Hock Syndrome er om nødvendigt til at leve med, men amyloidose må absolut bekæmpes. Ideelt set, bruger vi kun dem i avl, der er fri for genet. Reelt ser det jo noget anderledes ud, for ingen på denne jord kan indtil videre se forskel på en Shar-pei med og uden genet, hvis den i øvrigt er rask. Reelt handler det om at mindske brugen af de hunde der har genet, i særlig grad dem der har genet dobbelt. Når vi skal vælge strategi, er det væsentligt at vide, om genet er udbredt eller sjældent. Hvor udbredt er genet for familiær Shar-pei feber? Da vi ikke kan teste for genet, må vi bruge indirekte metoder for at gætte på hyppigheden. Health Survey er den nyeste information om Shar-pei's sygdomme. Her angives hyppigheden af familiær Shar-pei feber til 17,8%. Hvis vi udfra dette regner med, at 20% Shar-pei har defektgenet dobbelt, så er der plads til at lægge til for dem, der ikke viser symptomer. Måske er tallet endda højere. Hvis vi holder fast ved de 20%, så når jeg frem til, at 50% bærer genet enkelt, og kun 30% er helt fri for genet. Men hvordan ser det ud, hvis vi sætter udgangstallet til 30%, svarende til situationen i slutningen af 1980'erne? Regner jeg på det tal, når jeg frem til at der stadig er omkring 50% bærere, men kun 20% som er fri for genet. Genet har altså en voldsom stor udbredelse, men er i langsom tilbagegang. Det er forståeligt på baggrund af, at vi i det seriøse avlsarbejde, både herhjemme og i USA, har været omhyggelige med at avle væk fra tilfælde af amyloidose, men har overset de ganske harmløse feberanfald. Når vi nu, med den nye viden, forstår den avlsmæssige alvor ved feberanfaldene, skal det nok sætte sig spor i kommende generationer af Shar-pei.

5 Hvordan forbedrer vi vores avlsstrategi Det er et voldsomt udbredt gen vi skal begrænse. Det er altså ikke enkelte opdrættere der har problemet, men racen som helhed. Vi kan ikke udelukke enkelte blodlinier, og dermed fjerne problemet. Det vi skal igennem er et langt sejt træk, hvor mange Shar-pei vil dø af amyloidose. Men flere og flere Shar-pei vil få et langt og sundt liv. På et tidspunkt kommer muligheden for at genteste, og så kan problemet løses definitivt. Men i ventetiden må vi gøre hvad vi kan. Vi må gøre os klart, at vi ikke kan skelne mellem en rask bærer af genet og en der er fri for genet. Der er omkring 2 raske bærere (hvoraf enkelte har genet dobbelt!!) for hver der er helt fri for genet. Vi må altså udvide horisonten til forældre og søskende, ja gerne videre ud i de familiære forgreninger. Vi kan dog bruge alderen som et "filter". Første filter er 18 måneder, hvor de fleste er begyndt at få deres feberanfald. Efter denne alder er det ret få de debuterer med feberanfald. Det næste filter er 5 års alderen (man kan godt argumentere for, at det skal være 4 år for tæver), hvor de fleste har fået amyloidose, hvis de vil få det. Det er altså vigtigt, at vi bruger disse "filtre" i avlsarbejdet. De bedste avlshanner er over fem år, fri for feberanfald, amyloidose og nyresygdomme, ligesom forældre og søskende er fri for feberanfald, amyloidose og nyresygdomme. Men husk, også disse kan vise sig at have sygdomskomplekset. Tæver bør nok ikke vente med avl til de er fem år, men ellers gælder det samme for dem. Hvis også alle bedsteforældre og forældres søskende er fri for feberanfald, amyloidose og nyresygdomme, ser det rigtigt godt ud. Næstbedst er det, blot hunden er over 18 måneder, og den selv, forældre og søskende er fri for feberanfald, amyloidose og nyresygdomme. Hvis også alle bedsteforældre og forældres søskende er fri for feberanfald, amyloidose og nyresygdomme, ser det endnu bedre ud. Problematisk bliver det, når hunden selv er fri for feberanfald, amyloidose og nyresygdomme, men den er under 18 måneder, eller der hos blot én forældre eller blandt søskende er feberanfald, amyloidose eller nyresygdom. Det kræver alvorlige overvejelser, hvorvidt hundens øvrige kvaliteter er risikoen værd. Desuden bør den parres med en fra en af de foregående grupper. Udelukkes fra avl bør enhver Shar-pei, der har feberanfald, amyloidose eller nyresygdomme, eller hvis begge forældre har enten feberanfald, amyloidose eller nyresygdom. Vi har ikke vidst det før, men feberanfaldene er desværre ligeså alvorlige, som amyloidose og nyresygdom i avlssammenhæng. Man må samtidig huske alle de andre overvejelser der skal indgå i et fornuftigt avlsarbejde. Da sygdomskomplekset har den specielle karakter, er vi i høj grad henvist til at bruge vores øjne og nære en rimelig tillid til hinanden. Biopsirapporter med fund af amyloidose, er det nærmeste vi kommer en brugbar dyrlægeattest. Men den er til gengæld også meget værdifuld, når man i planlægningen af avlen studerer stamtavler.

6 Ingen har lovet os at det skal være let, og det er det heller ikke ;-) Kilder Linda J.M. Tintle, D.V.M., Amyloidosis - Familial Reactive Systemic Amyloidosis of Chinese Shar-Pei, The Barker Linda J.M. Tintle, D.V.M., Familial Shar-Pei Fever and Familial Amyloidosis of Chinese Shar-Pei Dogs, The Barker march/april 1997, side Jeff Vidt, D.V.M., Commiteereport - Health through education, The Barker november/december 1997, side 5-6. Jeff Vidt, D.V.M., Commiteereport - Health through education, The Barker march/april 2000, side 14. Chinese Shar-Pei: A Guide For The Veterinarian, Chinese Shar-Pei Club of America, Inc., P.O.Box , Anchorage, AK Trykt år 199?. Mimouni A, et al., Familial Mediterranean fever: effects of genotype and ethnicity on inflammatory attacks and amyloidosis, Pediatrics 2000 May;105(5):E70. Databasen "MedLine" kan søges på internettet. Der findes omtale af alle nyere medicinske artikler fra videnskabelige tidsskrifter. (Bragt i Molossernyt nr. 3/4 2000)