Prædiken til 9. søndag efter trinitatis Slotskirken 20/7 kl. 10 Tekster: Es 10,1-3; Luk 18,1-8 Salmer:

Størrelse: px

Starte visningen fra side:

Download "Prædiken til 9. søndag efter trinitatis Slotskirken 20/7 kl. 10 Tekster: Es 10,1-3; Luk 18,1-8 Salmer:"

Lærke Bertelsen
7 år siden
Visninger:

1 Prædiken til 9. søndag efter trinitatis Slotskirken 20/7 kl. 10 Tekster: Es 10,1-3; Luk 18,1-8 Salmer: Ida Secher I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, amen. Salige de tjenere, som Herren finder vågne, når han kommer En uretfærdig dommer, findes der næsten noget værre? En instans, som man sætter al sin lid til i håbet om en fair behandling, i tilliden til at retfærdigheden vil ske fyldest en sådan instans må bare ikke være overlagt uretfærdig. Vi kender børns og husker måske vores egne oplevelser med mødre, fædre, lærere og andre, som i barnealderen indtager dommersædet. Vi husker eller ser den i børns øjne, når skuffelsen, harmen, vantroen, tillidstabet, håbløsheden viser sig efter en uretfærdig dom. En uretfærdig dom opleves som en uretfærdig magtanvendelse, der udstiller magtesløsheden hos den, det går ud over og det gælder også for voksne.

2 I et demokrati som det danske har vi, netop for at undgå misbrug, en tredeling af magten: den lovgivende (folketinget), den udøvende (regeringen, ministrene med deres embedsværk) og den dømmende (domstolene). Domstolene rangerer altså højt i magtens hierarki, og med rette, fordi de er en magtfaktor i ethvert samfund. Og måske især fordi de har direkte indflydelse på det enkelte menneskes liv. Hvor den lovgivende og i stort omfang også den udøvende magt forholder sig til hele samfundet som sådan, eller i hvert fald til grupperinger, så forholder domstolene sig oftest til enkeltpersoner. I rigtig gammel tid havde man slet ikke dommere, men samledes, måske de ældste og dermed mest erfarne mænd, for at dømme forskellige tvister. Uden politi og efterforskning blev vidner meget vigtige, og derfor for at kunne bevare tilliden til systemet var det en særdeles skændig forseelse at vidne falsk. At aflægge falsk vidnesbyrd om en anden har ofte været på top 10 over overtrædelser, således også i Moseloven, i de 10 bud. På nytestamentlig tid har man, i hvert fald i Jerusalem, haft en professionel dommer, men stadig som vi hører det i dagens fortælling stod man alene med at 2

3 fremføre sin klage, dvs. ingen anklager eller forsvarer til at hjælpe med retshandlingen. Når man derfor var enke, indbegrebet af en social og ofte også økonomisk bundskraber, kunne det være mere end svært at trænge igennem med sin sag. Men dagens enke er vedholdende og insisterende, så selv en dommer med nul respekt for Gud og mennesker må give efter. Dommeren, ordet dommer, er også et af Guds prædikater, én af hans funktioner om man vil. Ikke en af dem, som mennesker måske holder allermest af, fordi dét at stå for en dommer jo ligesom betyder, at man er anklaget for noget! Og som sådan risikerer at blive dømt! Men som den uretfærdige dommers modsætning, trækkes i dette tilfælde den retfærdige dommers, Guds velgerning frem. Gud er den dommer, som forsvarer den svages ret, Ham, som er på de udstødtes side ikke for at forskelsbehandle, men ganske enkelt fordi der ikke er andre, der gør det, eller gør det godt nok! Og så er der ikke mindst det ganske særlige ved Gud som dommer, at han selv også fører din sag som din forsvarer. Ingen kan sige dét bedre end Grundtvig: Ej mer du gruer for dommedag; du ved, din dommer har ført din sag og fra sig selv den vundet 3

4 Lignelsen om enken og den uretfærdige dommer begynder med linjen: Han fortalte dem en lignelse om, at de altid skulle bede og ikke blive trætte. Og den slutter med: Men når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?. Bøn og tro, tro og bøn er uadskillelige størrelser. I modsætning til hvad mange synes at mene, så handler dét at tro ikke om, hvorvidt Gud findes eller ej. Det er i virkeligheden trosmæssigt uinteressant, man kunne kalde det et akademisk spørgsmål eller et uløseligt filosofisk problem. Nej, trosmæssigt set er Gud altings forudsætning, så interessant bliver det først, når vi spørger: hvem er Gud, hvad er mit forhold til ham og hvad betyder det så for mig? Og det er disse spørgsmål, som lignelsen om enken og dommeren har noget at sige om. For den tro, som Jesus efterlyser, er den tro, som tror sig set og hørt af Gud. Den tro, som regner Gud for nærværende, lydhør og medfølende over for mig som over for ethvert andet menneske. Denne tro er tæt forbundet med bøn, fordi bønnen bekræfter troen i at vide sig set og hørt. Når Menneskesønnen kommer Sådan taler Jesus om sin genkomst, også kaldet Dommens dag. Om denne dag siger han også: Salige de tjenere, som

5 Herren finder vågne, når han kommer. Er der mon en forbindelse mellem vågenhed og bøn? Ja, den sidste nat Jesus levede, skete der følgende: Jesus gik med sine disciple uden for Jerusalems bymur til Getsemane have, hvor han bad dem våge med sig. Jesus selv gik lidt væk og bad til Gud, for han var bange. Han sagde: Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi. Dog, ikke som jeg vil, men som du vil. Da han kom tilbage, var disciplene faldet i søvn. Han vækker dem, og ber dem igen om at våge sammen med sig. Og igen går han lidt bort og ber. Da han atter vender tilbage til disciplene er de igen faldet i søvn. Dette gentager sig en tredje gang også. Og Jesu fortvivlelse, den må være lig den, som Kingo sætter ord på i salmen, vi sang før: Er der da slet ingen råd? Er der ingen trøst at vente? Er der ingen hjælp at hente? Er der ingen fynd i gråd? Er da nådens kilder tørre? Er jeg slet til døden solgt? Er der lås for Himlens døre? Er Guds hjerte blevet koldt? 5

6 - også den menneskelige fortvivlelse lærte Jesus at kende. Er jeg slet til døden solgt? Ja, det var han Er Guds hjerte blevet koldt? Nej, aldrig 6 Men i fortvivlelsen, som er troens modstykke, troens skygge, dér hersker mørket og frygten. Jesu vej ud af fortvivlelsen er bønnen og tillidserklæringen ske din vilje. Men disciplene? Ja, de snorksover under hele dette indre drama. Symptomatisk, måske, for kirkens og de kristnes forholden sig? Jesus ber om vågenhed i forhold til Gud, til sig selv og til vores næste. En skærpet opmærksomhed, en henvenden sig, som aldrig vil være forgæves. For Dommeren, den himmelske, er nærværende, lydhør og medfølende. Derfor begynder den bøn, som Jesus lærte sine disciple, også med Vor Far eller Fadervor en familiær tiltale, som ganske anderledes end dommer antyder det tætte bånd mellem Gud og menneske, mellem Skaber og skabning. Bønnen er en åbning mod Gud, hvor kommunikationen går begge veje, både i ord og i det ordløse. At bede om hjælp er den mest fundamentale bøn. Men når du tilføjer forlad os vor skyld og ske din vilje, så anerkender du både dit eget ansvar og din egen

7 utilstrækkelighed. Det er i dette spænd mellem ansvar og utilstrækkelighed at vi lever vores liv, men for også at slutte af med Kingo: Gud er end ved bøn at vinde, Jesus lever og endnu, Åndens kraft er end at finde O min sjæl, vær derfor fro! Amen 7

8 8 Efter meddelelser: Der var tre mennesker ombord på en brændende flyver. En dommer, en familiefar og en præst. Desværre ville tilfældet, at der kun var to faldskærme ombord. Dommeren begyndte straks at tale sin sag og postulerede, at han var en meget vigtig og klog mand. I hans by blev han anset for at være den klogeste af alle byens indbyggere, og derfor mente han at byen ikke kunne undvære ham. Han tog derfor en faldskærm og sprang ud af den brændende flyver. Den jævne familiefar vender sig herefter mod præsten og siger til hende - tag du bare min faldskærm, verden har brug for præster. Præsten svarer stille og roligt - Gud passer altid på mig så tag du blot en faldskærm. Desuden har byens klogeste mand lige taget min rygsæk og sådan kan man også fra denne stol gøre sig lystig på andres bekostning uden at de kan svare igen

Relaterede dokumenter

Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile (Matt 11,28).

Mandag d. 2. marts 2015 Salme DDS nr. 373: Herre, jeg vil gerne tjene Jesus siger: Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile (Matt 11,28). Kære Jesus Kristus,