I anledning af klagen har Finanstilsynet i en redegørelse af 16. marts 2009 om sagens faktiske omstændigheder udtalt:

Transkript

1 Kendelse af 28. august 2009 (J.nr ) Ikke part og anmodning om aktindsigt ikke imødekommet. Lov om finansiel virksomhed 354 og 355 samt offentlighedsloven 14. (Niels Bolt Jørgensen, Suzanne Helsteen og Jan Uffe Rasmussen) Ved skrivelse af 22. januar 2009 har K klaget over Finanstilsynets afgørelse af 6. januar 2009, hvorved tilsynet fastslog, at K ikke er part i forhold til en afgørelse truffet af Finanstilsynet den 3. oktober 2000, og følgelig ikke kunne oplyse nærmere om afgørelsen. Sagens omstændigheder: I anledning af klagen har Finanstilsynet i en redegørelse af 16. marts 2009 om sagens faktiske omstændigheder udtalt: K har ved brev af 7. marts 2007 rettet henvendelse til Finanstilsynet vedrørende en afgørelse, som Finanstilsynet traf den 3. oktober 2000 om dyrtidsreguleringer af pensioner i A A/S. Med afgørelsen blev virksomheden pålagt at foretage en forsikringsmæssig afdækning af fremtidige dyrtidsreguleringer for tidligere ansatte, der var gået på pension før den 3. juni Virksomheden klagede til Erhvervsankenævnet, der stadfæstede afgørelsen den 21. februar K ønskede i henvendelsen at få oplyst, hvorvidt Finanstilsynet havde kompetence til at afgøre, om han som pensioneret efter den 3. juni 1999 kunne have berettigede forventninger om regulering af sin pension efter det oprindelige pensionsregulativ. Finanstilsynet meddelte K ved brev af 23. maj 2007, at spørgsmålet om sådanne berettigede forventninger var en aftaleretlig vurdering, der henhørte under domstolene eller Ankenævnet for Forsikring. Tilsynet havde ikke kompetence til at efterprøve gyldigheden af aftalevilkår mellem kunder og finansielle virksomheder. Tilsynet ville kunne tage stilling til, hvorvidt der forelå et pensionstilsagn for de ansatte, der blev pensioneret efter den 3. juni, som i givet fald skulle afdækkes. I en sådan sag ville alene firmapensionskassen være part, jf. lov om tilsyn med firmapensionskasser 66 b, stk. 1. Herefter henvendte K sig den 23. juli 2007 igen til Finanstilsynet. Han formodede ikke, at A havde foretaget den fornødne afdækning for pensionsløftet og bad derfor Finanstilsynet træffe en afgørelse, der ville bringe forholdet i orden. Den 17. august 2007 gentog Finanstilsynet, at spørgsmålet om berettigede forventninger til en årlig regulering henhørte under domstolene. Desuden oplyste Finanstilsynet, at K oplysninger ville indgå i det løbende tilsyn med virksomheden, men at tilsynet på grund af tavshedspligten i lov om tilsyn med firmapensionskasser ikke ville kunne anse ham som part i en eventuel sag. Der blev endvidere redegjort nærmere for denne tavshedspligt, herunder for muligheden efter den dagældende 66 b, stk. 4, i lov om tilsyn med firmapensionskasser for i en konkret sag om overholdelse af god pensionskasseskik at blive tillagt partsstatus. K henvendte sig den 4. august 2008 igen til Finanstilsynet. Han ønskede en forklaring på den sondring, der blev gjort i afgørelsen fra 2000 mellem ansatte, der var pensioneret før den 3. juni 1999 og ansatte, der som han selv blev pensioneret efter den dato. Endvidere henviste han til undtagelsesbestemmelsen i lov om tilsyn med firmapensionskasser 66 b, stk. 2, nr. 2, hvorefter den, der mener at have et krav, der er grundet i pensionsløftet, kunne være part. Han ønskede derfor en forklaring på, hvorfor han ikke var part i min egen sag. Finanstilsynet svarede den 6. januar 2009 og redegjorde nærmere for partsbegrebet i lov om tilsyn med firmapensionskasser. Der blev henvist til den gældende formulering af 66 b, stk. 2, nr. 2, med citat fra de

2 oprindelige lovbemærkninger fra undtagelsesbestemmelsens indførelse i Desuden redegjorde Finanstilsynet for, hvordan bestemmelsen havde fået sin nuværende ordlyd ved ændringen af reglerne om forældelse. Det blev således fastholdt, at K ikke kunne være part. Som følge heraf afviste tilsynet at give en nærmere redegørelse for pensioneringsdatoens betydning for afgørelsen af 3.oktober Finanstilsynet kunne alene henvise til ankenævnets kendelse og tilsynets tidligere breve. Den 8. januar 2009 sendte K en mail til Finanstilsynet og stillede igen et spørgsmål til fortolkningen af afgørelsen fra 3. oktober 2000 og Erhvervsankenævnets kendelse af 21. februar K ønskede oplyst, om Finanstilsynets afgørelse i princippet ikke skelner mellem om pensioneringstidspunktet lå før eller efter 3. juni Den 18. januar 2009 svarede Finanstilsynet, at man ikke kunne oplyse nærmere om afgørelsen, da K ikke havde partsstatus. K har herefter i brev af 22. januar 2009 indbragt Finanstilsynets afgørelse om, at der ikke kan tildeles ham partsstatus for Erhvervsankenævnet. I klageskrivelsen af 22. januar 2009 har K anført: Ang.: Finanstilsynets afgørelse om partsstatus i relation til en sag om dyrtidsregulering af pension Jeg mener at kunne bevise et krav der er begrundet i pensionsløftet, og mener mig dermed berettiget til partsstatus. Det omstændighed at Finanstilsynet ikke tillægger fjernelsen af 9 nogen betydning for sin afgørelse undrer mig, da Finanstilsynets afslag på partsstatus i en lignende sag, jf. Erhvervsankenævnets kendelse af 8. marts , bl.a. blev begrundet i følgende forhold: Efter Finanstilsynets opfattelse vedrører 66 b. stk. 2, nr. 2, alene spørgsmål efter lovens 9 om forældelse, jf. bestemmelsens ordlyd, og videre: Ud fra bemærkningerne og bestemmelsens formulering synes det klart, at en løftemodtager efter 66 b, stk. 2, nr. 2, alene kan opnå partsstatus i forhold til spørgsmål om forældelse af pensionsløfterne. En løftemodtager kan således ikke opnå partsstatus i forhold til sager efter lovens 1 ved at påberåbe sig lovens 66 b, stk. 2, nr. 2. Nu er det jo sådan at 9 er ophævet ved lov, og at 66 b. stk. 2. nr. 2 står tilbage renset for henvisning til 9. Hvordan kan Finanstilsynet så hævde at der ikke er sket nogen ændring i retstilstanden? Jeg mener at Finanstilsynet forflygtiger lovens bogstav i 66 b, stk. 2, nr. 2 og derfor beder jeg Erhvervsankenævnet ændre Finanstilsynets afgørelse. I parentes skal bemærkes, at 17 andre pensionisters beslutningsgrundlag også afhænger af denne afgørelse. I omtalte redegørelse af 16. marts 2009 har Finanstilsynet yderligere udtalt: 2. Afgørelsens retlige grundlag 2.1 Lov om tilsyn med firmapensionskasser og partsbegrebet Partsbegrebet er reguleret i 66 b i lov om tilsyn med firmapensionskasser. Bestemmelsen blev indført i 1998 og

3 ændret i Det fremgår af 66 b, at som part i forholdet til Finanstilsynet anses alene den pensionskasse, som en afgørelse truffet af Finanstilsynet vedrører, jf. dog stk. 2 og 3. Stk. 2 og 3 indeholder en udtømmende opregning over tilfælde, hvor en anden end firmapensionskassen kan anses som part i Finanstilsynets afgørelse, for så vidt angår den del af sagen, der vedrører den pågældende Lov om tilsyn med firmapensionskasser 1998 Da firmapensionskasselovens 66 b blev indført ved lov nr af 23. december 1998 blev ordlyden af 66 b, stk. 2, nr. 2, formuleret således: Stk. 2. I nedenstående tilfælde anses en anden end pensionskassen tillige som part i Finanstilsynets afgørelse, for så vidt angår den del af sagen, som vedrører den pågældende: (.) 2) Den, der uanset bestemmelsen i 9 mener at have et krav, der er begrundet i pensionsløftet, jfr. 9. (.) Da bestemmelsen i 66 b blev indført, skete det under politisk bevågenhed og bl.a. med baggrund i Eneudredning om tavshedspligt og partsbegreb i den finansielle tilsynslovgivning udarbejdet af daværende advokat, dr. jur. Jan Schans Christensen. Det fremgår af de almindelige bemærkninger til lovforslaget (L 54 af 22. oktober 1998), at økonomiministerens formål med bestemmelsen ikke var generelt at give medlemmer af en firmapensionskasse partsstatus: Som udgangspunkt anses alene den pensionskasse, som en afgørelse truffet af Finanstilsynet vedrører, som part i forhold til Finanstilsynet... Det foreslås endvidere, at andre f.eks. ved undersøgelse af, hvorvidt et løfte om pension i forbindelse med et ansættelsesforhold er afdækket får partsstatus, når tilsynets afgørelse er rettet direkte mod den pågældende. Eneudrederen anbefalede endvidere, at det bør overvejes, hvorvidt kunder i visse situationer skal kunne opnå partsstatus. I forbindelse med lov om firmapensionskasser må det overvejes, om en pensionskasses medlemmer skal kunne opnå partsstatus. Da Finanstilsynets afgørelser imidlertid alene vil være rettet mod pensionskassen, hvorefter det er op til pensionskassen selv at afgøre, hvorvidt der skal træffes foranstaltninger over for medlemmet, er det ikke fundet relevant at udvide muligheden for at opnå partsstatus til at omfatte pensionskassens medlemmer. De specielle bemærkninger til bestemmelser i 66 b, stk. 2, præciserer, at det som udgangspunkt alene er pensionskassen, der kan få partsstatus: Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i firmapensionskasseloven om, at det som udgangspunkt alene er pensionskassen, der er part i forhold til Finanstilsynet, jf. tilsvarende bestemmelser om afgrænsning af partsbegrebet i de øvrige tilsynslove. I stk. 2 og 3 foreslås det, at andre end pensionskassen kan være part i forhold til Finanstilsynet. I de specielle bemærkninger til bestemmelsens stk. 2, nr. 2, fremgår videre: I stk. 2 er angivet de tilfælde, hvor andre end pensionskassen kan anses for part.

4 (----) Af 9 fremgår reglerne om forældelse af krav, der er grundede i pensionsløfter. Det synes rimeligt at give partsstatus til personer, der over for Finanstilsynet rejser spørgsmål om eventuel forældelse af sådanne krav. Under folketingsbehandlingen forsøgte et mindretal at udvide partsbegrebet til også at omfatte f.eks. medlemmer i den firmakasse, som en afgørelse fra Finanstilsynet retter sig til eller kunder, der bliver berørt af den pågældende afgørelse. Ændringsforslaget blev imidlertid ikke vedtaget Ændring af lov om tilsyn med firmapensionskasser i 2007 I 2007 blev firmapensionskasselovens 9 ophævet som led i den generelle reform af forældelsesreglerne ved lov nr. 523 af 6. juni I henhold til lovbemærkningerne medførte det, at de pågældende krav vil forældes efter reglerne i forslaget til ny forældelseslov. Efter lovforslagets fremsættelse men inden vedtagelsen blev man opmærksom på henvisningen i 66 b, stk. 2, nr. 2, til den snart ophævede 9. Der blev derfor fremsat et ændringsforslag, som fjernede henvisningen til 9 (konsekvensændring), som siden blev vedtaget. I betænkning afgivet af Retsudvalget den 3. maj 2007 anføres i bemærkningerne til ændringsforslag nr. 3: Den foreslåede ændring er en konsekvens af, at 9 i lov om tilsyn med firmapensionskasser foreslås ophævet ved lovforslagets 41. Den nugældende formulering af 66 b, stk. 2, nr. 2, er således: Stk. 2. I nedenstående tilfælde anses en anden end pensionskassen tillige som part i Finanstilsynets afgørelse, for så vidt angår den del af sagen, som vedrører den pågældende: (.) 2) Den, der mener at have et krav, der er begrundet i pensionsløftet. (.) Karnov kommenterer i den elektroniske udgave firmapensionskasselovens 66 b, stk. 2, nr. 2 således: Personer, der rejser spørgsmål over for Finanstilsynet om forældelse af pensionsløfter, har partsstatus. 2.2 Forvaltningsloven Det fremgår af forvaltningsloven 9, 1. pkt., at den, der er part i en sag, hvori der er eller vil blive truffet en afgørelse af en forvaltningsmyndighed, kan forlange at blive gjort bekendt med sagens dokumenter. 2.3 Offentlighedsloven Det fremgår af offentlighedsloven 4, stk. 1, at enhver med de undtagelser, der er nævnt i 7-14, kan forlange at blive gjort bekendt med dokumenter, der er indgået til eller oprettet af en forvaltningsmyndighed som led i administrativ sagsbehandling i forbindelse med dens virksomhed. En forvaltningsmyndighed kan give aktindsigt i videre omfang, medmindre andet følger af regler om tavshedspligt m.v. Af offentlighedslovens 14 fremgår, at pligten til at give aktindsigt begrænses af særlige bestemmelser om tavshedspligt fastsat ved lov eller med hjemmel i lov for personer, der virker i offentlig tjeneste eller hverv. 3. Finanstilsynets vurdering Formålet med 66 b, stk. 2, nr. 2, har siden 1998 været, at et medlem af en firmapensionskasse kun undtagelsesvis skal have partsstatus, nemlig kun i det tilfælde, hvor pensionskassemedlemmets krav har relation til forældelsesspørgsmål.

5 Der er ikke i forarbejderne til lovændringen fra 2007 nogen indikation af, at hensigten med lovændringen var at gennemføre en udvidelse af partsbegrebet eller anden indholdsmæssig ændring af bestemmelsen. Som allerede nævnt ovenfor fremgår det af bemærkningerne i Retsudvalget betænkning af 3. maj 2007, at ændringen af 66 b, stk., nr. 2, er en konsekvensændring. Ændringen er alene af teknisk karakter, og formålet med bestemmelsen må således stadig være at sikre partsstatus til personer, der over for Finanstilsynet rejser spørgsmål om eventuel forældelse af sådanne krav. 4. Konklusion Da Ks krav ikke vedrører forældelse, er det fortsat Finanstilsynets vurdering, at K ikke kan anses for part i medfør af 66 b, stk. 2, nr. 2, i lov om tilsyn med firmapensionskasser. Da K ikke kan anses for part i medfør af 66 b, stk.2, nr.2 i lov om tilsyn med firmapensionskasser, kan der ikke gives aktindsigt i henhold til forvaltningslovens regler. Sagen, som K søger om aktindsigt i, er omfattet af Finanstilsynets tilsynsvirksomhed og dermed af tavshedspligten i 66 a i lov om firmapensionskasser. Dette medfører, at der heller ikke kan gives aktindsigt i henhold til reglerne i offentlighedsloven, jf. lovens 14. På den baggrund fastholder Finanstilsynet afgørelsen. K har ved skrivelse af 15. april 2009 bemærket: Jeg har gennemlæst den modtagne redegørelse og kun fundet anledning til at kommenterer et punkt, hvor der refereres til en fodnote i Karnov der siger: Personer der rejser spørgsmålet over for Finanstilsynet om forældelse af pensionsløftet, har partsstatus. Det undrer mig at Finanstilsynet bruger Karnov s kommentarer som argument, for Karnov s kommentar er ikke loven, og kunne være påvirket af Finanstilsynets praksis, altså en slags cirkelbevisførelse. Den kunne også være forkert. Jeg har henvendt mig til Karnov s chefredaktør Anne Nørvang Hansen for at få en udtalelse om rigtigheden af fodnoten, men har i skrivende stund ikke modtaget svar. Ankenævnet udtaler: Efter 66 a, stk. 1, i lov om tilsyn med firmapensionskasser har Finanstilsynet tavshedspligt med hensyn til fortrolige oplysninger, som tilsynet modtager under behandlingen af en sag vedrørende den nævnte lov. Tilsynet kan derfor kun give aktindsigt i sådanne oplysninger i det omfang, partsbestemmelserne i lovens 66 b giver mulighed herfor. Af 66 b, stk. 2, nr. 2, i lov om tilsyn med firmapensionskasser fremgår, at Den, der mener at have et krav, der er begrundet i pensionsløftet har partsstatus i en afgørelse truffet af Finanstilsynet for så vidt angår den del af sagen, som vedrører den pågældende. Da bestemmelsen blev indsat i 1998 var formålet at give et medlem af en pensionskasse partsstatus i de tilfælde, hvor pensionskassemedlemmets krav har relation til forældelsesspørgsmålet. Der er ikke i forarbejderne til lovændringen i 2007 (lov nr. 523 af 6. juni 2007 om ændring af forskellige lovbestemmelser om forældelse af fordringer m.v. (ændringer som følge af en ny lov om forældelse af fordringer, ophævelse af købelovens reklamationsfrister ved visse køb m.v.)), hvor henvisningen til 9 i lov om tilsyn med firmapensionskasser udgik, holdepunkter for at antage, at der dermed skulle ske en udvidelse af partsbegrebet eller tilsigtet en anden indholdsmæssig ændring af bestemmelsen. Da K krav ikke vedrører forældelse, kan han ikke anses som part i firmapensionskasselovens forstand, og begæringen

6 om aktindsigt kan derfor ikke tages til følge efter forvaltningslovens regler. Sagen, som K søger om aktindsigt i, er omfattet af Finanstilsynets tilsynsvirksomhed og dermed af tavshedspligten i 66 a, i lov om firmapensionskasser. Dette medfører, at der heller ikke kan gives aktindsigt i henhold til reglerne i offentlighedsloven, jf. lovens 14. Ankenævnet tiltræder derfor, at Finanstilsynet har afslået at give K aktindsigt.