MEDDELELSE TIL MEDLEMMERNE

Transkript

1 Europa-Parlamentet Udvalget for Andragender MEDDELELSE TIL MEDLEMMERNE Om: Andragende nr. 0587/2013 af Winnie Sophie Füchtbauer, tysk statsborger, om muligheden for at ændre og vælge efternavn i EU og hindringer i forbindelse hermed 1. Sammendrag Andrageren angiver, at hun har giftet sig med en dansk statsborger, og at deres søn har dobbelt statsborgerskab. Efter indgåelsen af deres ægteskab, gav parret sønnen et dobbelt efternavn, som består af begge forældres efternavne. Imidlertid var andragerens forsøg på at få navnene registreret hos de tyske myndigheder, som ikke anerkender mellemnavne, forgæves. Samtidig henviser alle de relevante tyske og danske dokumenter om sønnen til ham med begge navne, som han har haft fra fødslen. Andrageren blev rådet til at indsende en ansøgning med en bindestreg mellem de to navne, hvilket hun var modstræbende over for, da dette ville resultere i et andet efternavn. Under alle omstændigheder blev hendes ansøgning afvist uden forklaring. Hun anser dette som en begrænsning af den fri bevægelighed for personer i EU og vil gerne vide, hvorfor der bliver gjort forskel på tyske statsborgere med dobbelt efternavn fra fødslen og dem, der ansøger om et efterfølgende. 2. Opfyldelse af betingelserne for behandling Andragendet opfylder betingelserne for behandling (fastslået den 21. november 2013). Kommissionen anmodet om oplysninger (forretningsordenens artikel 216, stk. 6). 3. Kommissionens svar, modtaget den 31. oktober 2014 Andrageren er tysk statsborger og gift med en dansk statsborger. Parret er bosat i Danmark. I Danmark tog andrageren sin mands efternavn "Gøbel" som sit mellemnavn. Parret fik en søn, som fik navnet "Gøbel Füchtbauer" (uden bindestreg) med "Gøbel" som mellemnavn. Da andrageren forsøgte at ændre sit navn på den tyske ambassade i København med henblik på at tage sin mands efternavn som mellemnavn, blev hendes ansøgning afvist, fordi begrebet CM\ doc PE v02-00 Forenet i mangfoldighed

2 mellemnavn ikke findes i tysk lovgivning. Hendes anmodning om at få ændret sit efternavn til Gøbel-Füchtbauer (og om registrering af sin mands efternavn som en del af sit eget efternavn, adskilt med en bindestreg fra pigenavnet) blev ligeledes afvist af de tyske myndigheder. Andrageren mener, at dette udgør en hindring for udøvelsen af retten til fri bevægelighed. Selv om reglerne for en persons efternavn ifølge gældende EU-ret 1 henhører under medlemsstaternes kompetenceområde, skal disse ifølge EU-Domstolen under udøvelsen af denne kompetence overholde EU-retten, navnlig traktatens bestemmelser om enhver unionsborgers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område 2. Andrageren er statsborger i en medlemsstat (Tyskland) og har benyttet sig af den ret til frit at færdes og opholde sig i en anden medlemsstat (Danmark), som tildeles alle unionsborgere i artikel 21 i TEUF. En potentiel begrænsning af den fri bevægelighed kan skyldes, at andrageren har fået tildelt to forskellige navne i to forskellige medlemsstater, og/eller at forskellige navne tildeles forskellige medlemmer af samme familie. Disse to aspekter omtales nedenfor. Det er EU-Domstolens faste retspraksis, at en persons navn udgør en grundlæggende del af vedkommendes identitet og privatliv, som er beskyttet i medfør af artikel 7 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder 3. a) Tildeling af to eller flere forskellige navne til samme person i forskellige medlemsstater Mellemnavnet er en grundlæggende del af navnet, som reguleres i den danske navnelov, og som andrageren har erhvervet lovligt som følge af hendes ægteskab med en dansk statsborger i Danmark, hvor hun opholder sig under udøvelse af sin ret til fri bevægelighed. De tyske myndigheders afvisning af at anerkende andragerens mellemnavn som en del af hendes navn resulterer i en situation, hvor hun har to forskellige navne i to forskellige medlemsstater. Domstolen påpegede bl.a. i sag C-148/02 - Garcia Avello, at uoverensstemmelse mellem de efternavne, der er tildelt den samme person i henhold til to retssystemer i to forskellige medlemsstater "kan give anledning til alvorlige ulemper såvel erhvervsmæssigt som privat, bl.a. som følge af vanskeligheder, der er forbundet med i en medlemsstat, hvori de er statsborgere, at være omfattet af retsvirkningerne af afgørelser eller dokumenter, der er udarbejdet i det navn, som er anerkendt i en anden medlemsstat, som de ligeledes er statsborgere i". I sag C-353/06 - Grunkin og Paul anerkendte Domstolen, at sådanne alvorlige ulemper ligeledes kan forekomme, når den pågældende person kun er statsborger i én medlemsstat, hvis denne oprindelsesstat nægter at anerkende det efternavn, som personen har fået i fødsels- og bopælsstaten 4. I sag C-208/09 - Sayn Wittgenstein fastslog Domstolen mere generelt, at det er "sandsynligt, at der vil opstå risiko for forveksling og ulemper som følge af en uoverensstemmelse mellem to navne for den samme person" 5. Domstolen mener, at en 1 Sag C-148/02 - Garcia Avello, Sml I, s.11613, præmis 25 (jf. i den forbindelse sag C-353/06 - Grunkin og Paul, Sml I, s. 7639, præmis 16, og sag C-208/09 - Sayn Wittgenstein, Sml I, s. 0000, præmis 38 og 39). 2 Se bl.a. sag C-135/99 - Elsen, Sml I, s , præmis I artikel 7 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder hedder det, at: "Enhver har ret til respekt for sit privatliv, sit hjem og sin kommunikation" 4 Sag C-353/06 - Grunkin og Paul, Sml I, s.7639, præmis Sag C-208/09 - Sayn Wittgenstein, Sml I, s. 0000, præmis 66. PE v /2 CM\ doc

3 sådan uoverensstemmelse forekommer, når de to navne ikke er identiske 1. En sådan uoverensstemmelse forekommer altså ligeledes, når en af delene (f.eks. mellemnavnet) i det navn, der anerkendes i én medlemsstat, ikke indgår i det navn, der anerkendes i den anden medlemsstat. Hver gang andrageren skal bevise sin identitet i Danmark, risikerer hun at skulle fjerne tvivl vedrørende sin identitet og mistanker om fejlagtig gengivelse på grund af forskellen mellem det navn, hun lovligt har fået (som følge af at have indgået ægteskab med en dansk statsborger), og som optræder i de danske myndigheders registre og alle officielle dokumenter, der er udstedt om hende i Danmark, og det navn, der står i hendes tyske pas 2. I sag C-208/09 - Sayn Wittgenstein 3 anerkendte Domstolen, at den konkrete risiko for "at skulle fjerne den tvivl med hensyn til sin identitet, der skyldes de forskellige navne, [er] en omstændighed, der kan hindre udøvelsen af den ret, der er fastsat i artikel 21 i TEUF". Afvisningen, fra myndighedernes side i én medlemsstat, af at anerkende alle dele af navnet på en statsborger fra samme medlemsstat, sådan som det er fastsat i en anden medlemsstat, i hvilken den pågældende statsborger er opholder sig, kan derfor potentielt være en hindring for den fri bevægelighed, som samtlige unionsborger har ret til i henhold til artikel 21 i TEUF. Såfremt det kan udgøre en hindring for den fri bevægelighed for personer, er det kun berettiget, hvis det er baseret på objektive betragtninger og står i forhold til det legitime mål med de nationale bestemmelser 4. Det er på grundlag af de oplysninger, der er modtaget fra andrageren, ikke muligt at vurdere ovennævnte aspekter. b) Tildeling af forskellige efternavne til forskellige medlemmer af samme familie Andrageren hævder desuden, at navnet i hendes tyske pas er forskelligt fra det navn, som hun og hendes mand tog som deres fælles efternavn efter indgåelsen af ægteskabet, og som deres søn har fået. I sag C-391/09 - Malgožata Runevič-Vardyn 5 fastsatte Domstolen, at hvis forskellen på efternavnene på forskellige medlemmer af samme familie "indebærer en mulighed for, at rigtigheden af oplysningerne i disse dokumenter kan anfægtes, og at familiens identitet og de indbyrdes relationer mellem dens medlemmer kan drages i tvivl, kan dette have væsentlige konsekvenser for bl.a. udøvelsen af retten til at tage ophold, der fremgår direkte af artikel 21 TEUF" 6. Ifølge Domstolen er det op til den nationale domstol (den tyske domstol i dette tilfælde) at vurdere, hvorvidt en sådan risiko foreligger for familien i hvert enkelt konkrete tilfælde. Konklusion Kommissionen agter at kontakte de tyske myndigheder for at forhøre sig om den relevante tyske lovgivning og praksis. 1 Sag C-208/09 - Sayn Wittgenstein, Sml I, s.0000, jf. præmis Sag C-353/06 - Grunkin og Paul, Sml I, s.7639, præmis Sag C-208/09 - Sayn Wittgenstein, Sml I, s. 0000, præmis 70. Se også sag C-353/06 - Grunkin og Paul, Sml I, s. 7639, præmis Sag C-208/09 - Sayn Wittgenstein, Sml I, s.0000, præmis 81, sag C-406/04 - De Cuyper, Sml I, 6947, præmis 40, sag C-76/05 - Schwarz og Gootjes-Schwarz, Sml I, s. 6849, præmis 94, Grunkin og Paul, præmis 29, og Rüffler, præmis Sag C-391/09 - Malgožata Runevič-Vardyn, Sml I, s Sag C-391/09 - Malgožata Runevič-Vardyn, Sml I, s , præmis 77 og den retspraksis, der er anført deri. CM\ doc 3/3 PE v02-00

4 4. Kommissionens svar (REV), modtaget den 30. maj 2016 Selv om reglerne for en persons efternavn ifølge gældende EU-ret henhører under medlemsstaternes kompetenceområde, skal disse ifølge EU-Domstolen 1 under udøvelsen af denne kompetence overholde EU-retten, navnlig traktatens bestemmelser om enhver unionsborgers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område 2. I andragerens tilfælde kan en potentiel begrænsning af den fri bevægelighed skyldes, at andrageren har fået tildelt to forskellige navne i to forskellige medlemsstater, og/eller at forskellige medlemmer af samme familie får tildelt forskellige navne. Den 3. september 2015 sendte Kommissionen en EU-pilotskrivelse til de tyske myndigheder med sine bemærkninger og med opfordring til de tyske myndigheder om at sende deres kommentarer. De tyske myndigheder forklarede i deres svar af 2. december 2015, at navneloven i Tyskland efter Domstolens dom i sag C-353/06 Grunkin og Paul var blevet udvidet med artikel 48 i loven om ikrafttrædelse af den borgerlige lovbog (Einführungsgesetz zum Bürgerlichen Gesetzbuch (EGBGB). Denne bestemmelse giver en person, hvis navn reguleres efter tysk lov, mulighed for, ved at afgive en erklæring til folkeregisteret, at vælge et navn, der er erhvervet efter en periode med sædvanlig bopæl i en anden EU-medlemsstat, og som er opført i den pågældende medlemsstats folkeregister, forudsat at det ikke er i åbenlys modstrid med de grundlæggende principper i den tyske navnelov. Artikel 48 i EGBGB kræver også, at navnet opføres i den anden medlemsstats folkeregister, og indebærer dermed, at gældende lov om erhvervelse af navne i den medlemsstat overholdes. I denne forbindelse skal begrebet "folkeregister" forstås på den måde, som det er beskrevet i tysk lov. Den formelle procedure til fastlæggelse af navnet i den pågældende medlemsstat reguleres imidlertid af loven i den stat. Der kræves ikke et registreringssystem, som opfylder kravene i tysk lov. Artikel 48 i EGBGB giver derfor mulighed for at få et navn, der er erhvervet i en anden medlemsstat, registreret i Tyskland uden behov for en officiel ansøgningsprocedure. Såfremt ovenstående forudsætninger er opfyldt, kan en ansøgning om anerkendelse af et navn, der er erhvervet i en anden medlemsstat, i henhold til artikel 48 i EGBGB kun afslås, hvis en sådan anerkendelse ville være i modstrid med grundlæggende principper i tysk lov. I så tillfælde vil anerkendelse blive afslået med begrundelse i de almindelige retsprincipper ("ordre public"). I andragerens tilfælde anlægger de tyske myndigheder følgende vurdering: For så vidt angår mulig krænkelse af retten til fri bevægelighed ved at give to eller flere forskellige navne til den samme person i forskellige medlemsstater, giver artikel 48 i EGBGB et grundlag i tysk lovgivning for registrering af et navn, der er erhvervet i anden medlemsstat og er registeret der. I henhold til gældende lov kan et navn, der er erhvervet på lovlig vis i en 1 Sag C-148/02 - Garcia Avello, Sml I, s.11613, præmis 25 (jf. i den forbindelse sag C-353/06 - Grunkin og Paul, Sml I, s. 7639, præmis 16, og sag C-208/09 Sayn Wittgenstein, Sml I, s. 0000, præmis 38 og Se bl.a. sag C-135/99, Elsen (2000), Sml. I , præmis 33. PE v /4 CM\ doc

5 anden medlemsstat kun afvises under specifikke betingelser og under henvisning til overvejelser vedrørende ordre public. Det er usandsynligt, at der vil opstå en sådan krænkelse som følge af anerkendelsen af et mellemnavn, selv om der ikke findes nogen bestemmelse om mellemnavn i tysk lov. Forudsat, at de andre (formelle) krav er opfyldt, skulle det derfor være muligt for andrageren at opnå den ønskede anerkendelse af navneændringen i henhold til artikel 48 i EGBGB. Tysk lov skulle principielt ikke stå i vejen for andragerens navneændring og skulle dermed give mulighed for den tilpasning af navnene på familiemedlemmerne, som hun ønsker. De tyske myndigheder konkluderer derfor, at den tyske navnelov ikke er i strid med artikel 21 i TEUF. De tyske myndigheder bemærker ligeledes, at andrageren efter de tyske konsulære myndighederes afslag på hendes ansøgning indgav et andragende direkte til Kommissionen. Der er ikke blevet foretaget nogen undersøgelse af, om afslaget på hendes ansøgning var berettiget, og navnlig om den opfyldte bestemmelserne i artikel 46 i EGBGB. For så vidt angår den mulige tildeling af forskellige efternavne til forskellige medlemmer af den samme familie, forklarer de tyske myndigheder, at de ikke ser nogen grund til, at forskellige navne på individuelle familiemedlemmer skulle udgøre en krænkelse af retten til fri bevægelse i henhold til artikel 21 i TEUF. Samtidig understreger de tyske myndigheder, at tysk lov principielt ikke skulle stå i vejen for andragerens navneændring, hvorved det som forklaret ovenfor ville blive muligt at foretage den tilpasning af navnene på familiemedlemmerne, som hun ønsker. Konklusion På grundlag af en analyse af svaret fra de tyske myndigheder og de relevante tyske lovbestemmelser ser det ud til, at tysk lov i kraft af artikel 48 i EGBGB i princippet ikke skulle stå i vejen for, at de tyske myndigheder kan anerkende andragerens navn som fastlagt af de danske myndigheder. Svaret fra de tyske myndigheder synes desuden at tyde på, at de tyske konsulære myndigheder i Danmark kan have begået en administrativ fejl ved at afvise at anerkende det navn, som andrageren har erhvervet i Danmark, og at andrageren bør gøre brug af den administrative klageprocedure, der findes i tysk lov. Kommissionen vil sende andrageren en skrivelse med sin analyse og et forslag om, at andrageren henvender sig til de tyske konsulære myndigheder i Danmark igen, idet hun henviser til artikel 48 i EGBGB og de tyske myndigheders svar til Kommissionen som led i EU pilot-proceduren og kræver, at de tyske myndigheder anerkender hendes navn som fastlagt af de danske myndigheder, og idet hun eventuelt gør brug af den administrative klageprocedure, der findes i tysk lov, hvis hun atter får afslag på sin anmodning. CM\ doc 5/5 PE v02-00