Om Line Line er 28 år. Hun bor sammen med sin kæreste igennem de sidste ca. 5 år - sammen har de en søn, som snart bliver 1 år.

Transkript

1 Line, 28 år At være ængstelig - og om at mangle mor, og at være mor Da jeg talte med Line i telefonen for ca. 2½ uge siden og aftalte at besøge hende, hørte jeg barnegråd i baggrunden. Jeg fik oplevelsen af en lidt tilbageholden ung kvinde. Vi havde aftalt at vi skulle mødes i dag KL 10 i hendes og kærestens lejlighed. Byggeriet er et klassisk boligbyggeri fra 60 erne. Røde mursten, 4 etager (Stuen, 1. sal, 2. sal og 3. sal). Hver etage med tre lejligheder. Opgangen har den karakteristiske stil fra tiden - med hårde trapper, hårde vægge og masser af rumklang. Jeg kan svagt høre aktivitet bag enkelte af dørene. Jeg banker på, og døren åbnes af Line, der står med sin søn på armene. Ved de indledende høflighedsfraser er hun lidt tilbageholden med sine svar, men vi sætter os ved spisebordet i stuen og jeg får et indtryk af, at der er god kemi mellem Line og jeg, og selvom hun svarede åbent og hvad der forekom mig ærligt fra starten, tøede hun mere og mere op i løbet af samtalen. Line er velovervejet og velformuleret, og hun giver mig indtryk af, at have et godt indblik i sin egen situation; en situation, der er præget af bristede drømme om at blive sygeplejerske, usikkerhed på sig selv, psykisk diagnose, og problemer med at identificere sig selv som kontanthjælpsmodtager. I års alderen havde Line en selvskadende adfærd - hun skar i sig selv. Hun blev diagnosticeret med ængstelig personlighedsforstyrrelse, som bl.a. udløste en depression og hun nævner flere gange en følelse af at være usikker på sig selv, og at hun har det svært med at stole på sine egne holdninger. I mange af Lines udlægninger af, hvad der er sket i forbindelse med uddannelse, kontanthjælp, behandlingsforløb m.v. taler hun om dem og sig selv. Det giver mig et indtryk af, at selvom hun er velformuleret og demonstrerer stor indsigt, er hun også præget af den usikkerhed, hun tillægger sin personlighedsforstyrrelse. Hun giver eksempler på ikke at være blevet forstået og lyttet til, at lægen får kørt det op til noget, det ikke er, at få skyld tildelt af sin søster, at være uenige i behandlerens syn på hende og om de (kommunen) kunne finde på at føre tilsyn med deres familie, på grund af hendes lidelse. Om Line Line er 28 år. Hun bor sammen med sin kæreste igennem de sidste ca. 5 år - sammen har de en søn, som snart bliver 1 år. Line er diagnosticeret med ængstelig personlighedsforstyrrelse og har på grund af sygemelding og barsel været væk fra uddannelse og arbejdsmarked i ca. 5 år. Moren døde af cancer for 2½ år siden. Faren er, hvad Line betegner som periodevis alkoholiker - han drikker i de perioder, han har det svært; Line mener, at hun har sit sind efter ham. Side 1 af 5

2 Line har studeret til sygeplejerske, men stoppede studiet på grund af problemer i familien og psykiske problemer, der gjorde det svært for hende at fortsætte. Hun er pt. på kontanthjælp og har været det i ca. 3 år. Før det, var hun sygemeldt fra sit studie, og fik SU i en periode af sygemeldingen. Bristede drømme Line startede på sygeplejerskeuddannelsen og gennemførte de første 2½ år, hvorefter hun blev sygemeldt. Hun manglede kun et år på uddannelsen, men måtte stoppe da moren blev syg med cancer og faren i den periode drak. Hun havde et stort ønske om at blive sygeplejerske, men har måttet indse, at hun skal finde en anden vej i livet - en vej, det har taget lang tid at finde, og som stadig er i sin vorden At være i systemet jeg vil 100 % hellere arbejde som sygeplejerske og være færdig med min uddannelse, end jeg vil sidde her - jeg synes ikke det er sjovt at bare sidde, og skal i gang med en ny uddannelse nu Line har det ikke godt med at være kontanthjælpsmodtager, og møder på kommunen er forbundet med en følelse af, at der ses skævt til hende. Når hun bliver spurgt om, hvad hun laver er svaret jeg er på barsel Det er en træls følelse - når man kommer derned føler man sig lidt stemplet. Der står man - en hel skare uden for jobcentret - og venter på at dørene åbner. Når folk kører forbi tænker man, at de tænker der står dem der, de der håbløse nogen, som venter på at komme ind og få nogle penge. Sidste gang havde jeg min søn med, fordi min barsel var endt. Det synes jeg er endnu værre, fordi så skal han jo også slæbes ind i det her system. Man håber ikke, at man møder nogen man kender - man fortæller jo ikke folk om man, hvad man laver De tænker nok om én, at det er fordi man er sådan et håbløst tilfælde, og at der er et eller andet galt med én Ængstelig personlighedsforstyrrelse Line blev diagnosticeret med ængstelig personlighedsforstyrrelse efter, at hun i en periode i års alderen havde selvskadende adfærd - hun skar i sig selv. Hun nævner ikke, hvad det i øvrigt havde af konsekvenser - om det var livstruende, om hun stadig bærer ar eller om hun stadig tænker på det som en mulighed - og snakken handler mest om diagnosen og hendes aktuelle udfordringer. Side 2 af 5

3 Hun blev første gang opmærksom på, at noget var anderledes i folkeskolen jeg døjede med depression en overgang og var altid meget stille - ja, ængstelig er det vel. Jeg havde altid et behov for at have min mor- mine forældre - i nærheden til at passe på mig. Jeg har følt, at folk kiggede på mig, og tænkte negativt om mig - det var bare den person jeg var. Jeg gik til nogle samtaler hos min læge, og meningen var, at jeg skulle have været henvist til en børnepsykolog, men der var simpelthen lang ventetid, så det droppede vi igen. Samtidig fortæller Line, at det er svært at leve med diagnosen, fordi det får hende til at fremstå hjælpeløs Jeg har altid klaret mig selv - og klaret mig godt, synes jeg. Så lige pludselig at stå og ikke kan noget, og ikke kan huske noget, og man bare er hjælpeløs og skal have hjælp af alle - det er bare ikke en sjov følelse. Så derfor siger man det ikke, også fordi folk tit ikke ved hvad de skal sige, hvis man siger, jamen jeg har en psykisk lidelse. Hendes personlighedsforstyrrelse gør det svært for hende at stole på sine egne beslutninger. Hun har - med egne ord - svært ved at fokusere og har en ringe tro på sig selv. Tab Line mistede sin mor for 2½ år siden. Hun døde af cancer. Før morens død, bekymrede det Line, at hendes barn måske skulle vokse op uden bedsteforældre - ligesom hun selv var vokset op uden. Hun tror hendes søster har det hårdt, men véd det ikke helt, da det ikke er noget de taler om i familien. Morens død har haft store konsekvenser for Line, da hendes ængstelige sindelag har betydet, at hun har haft et stort behov for at kunne støtte sig til sine forældre - i sær moren. Jeg døjede med depression en overgang, og har altid været meget stille ængstelig. Jeg har altid haft behov for at have min mor i nærheden - mine forældre - til ligesom at passe på mig. Det var meget hårdt det. Det dér med, når jeg har været vant til at have min mor, og hun var den jeg hele tiden søgte til på grund af min sygdom. Mødet med kommunen og vigtige personer Line omtaler kommunen som farlig og trods hendes gode erfaringer med kommunens ansatte, er hun stadig af den overbevisning, at kommunen er rigtig farlig Personligt har jeg ikke haft noget negativt med dem. Jeg synes, jeg har haft nogle søde sagsbehandlere. De har været meget lydhøre og har ikke set mig som en eller anden, der bare ville være der, fordi jeg ikke gad lave noget. Det har de ikke set mig som, men jeg kender da folk, der har haft nogle rigtig trælse sagsbehandlere. Det er jo derfor Side 3 af 5

4 man haft den dér tanke "okay, kan de nu være i et andet humør i dag, end de var sidste gang?". Men jeg blev positiv overrasket hver gang. Generelt synes jeg, at jeg har haft nogle søde sagsbehandlere. Men som sagt, jeg tror også, at det handler lidt om, at jeg har en diagnose. Jeg har det på papir, så de kan se, at det ikke er fordi, jeg ikke gider; at det er fordi jeg har nogle problemer. Line fremhæver især en af kommunens mentorer som en betydende person. Han blev - med resten af personalet på det beskæftigelsestilbud for sårbare unge, hun var tilknyttet - til en slags reservefamilie. Det var umiddelbart efter morens død, at hun startede dér, og de brugte en del energi på at bearbejde Lines sorg. Hun var selv blevet mor, og frygtede før morens død, at sønnen skulle vokse op uden sin mormor - ligesom hun selv var vokset op uden en mormor. Han var ufattelig positiv i sig selv, og mig, som var ufattelig negativ. Det var sådan en modsætning til mig, og det havde jeg nok behov for. At der var én der sagde: "jamen det skal nok gå". Han tog med ned og snakkede med kommunen - der var ikke det samme pres for, at nu skulle vi også finde ud af noget. Jeg var jo i gang med at komme i gang. Når jeg havde de der tanker om den store stygge kommune, så sagde han: "jamen rolig nu - og det gjorde dem lidt menneskelige Han arbejde ud fra, at jeg selvfølgelig skulle tilbage - det var også mit mål. Men det var ikke sådan, at han stod og prikkede til én, eller bankede én i hovedet med, at nu skal du også Vi arbejdede stille og rolig frem mod, at jeg skulle tilbage. Vi havde en helt anden dialog, og han kendte mig bedre end en sagsbehandler gør, fordi de har mange borgere, så det synes jeg var forskellen især Det betød noget struktur, og lidt på en måde en faderfigur, der kunne beskytte mig imod ting, som jeg synes var svært. Det som jeg altid har haft, og altid haft behov for. Jeg havde min mentor, der kunne tage med mig, og han var inden for systemet, så han kendte det. Jeg kunne også snakke om mange af de ting med ham, så jeg var fri for at tage kontakt til kommunen. Line nævner også mødet med kommunens psykolog, som havde et tæt samarbejde med hendes mentor, og hun fortæller om, hvad det betød for behandlingen af hendes personlighedsforstyrrelse, som foregik i andet regi. På behandlingsstedet havde de en mening om, hvad jeg skulle med mit liv. Og det var mit problem: jeg havde svært ved at stole på mine egne holdninger og egne tanker. Så møder jeg [psykologen], der gik ud fra, hvad er det jeg gerne vil, og så støtte op omkring det. Så det var jo en hel anden tilgang, og jeg synes det hjalp meget. Jeg synes også, at jeg blev bedre til at stole på mig selv. I samråd med min [mentor] og [psykolog] blev vi enige om, at jeg skulle stoppe ude på behandlingsstedet. Det havde Side 4 af 5

5 ikke nogen virkning for mig, nærmere tværtimod. [Psykolog] og [mentor] har hjulpet mig meget; [psykolog] er meget på det psykiske og [mentor] meget i forhold til det med kommunen og det med strukturen. Fremtiden Line har undersøgt nye veje og har besluttet sig for en uddannelse indenfor kontor med henblik på at blive lægesekretær. Hun vil gerne have sit liv tilbage på det spor, hun var på, før hun blev syg. Hun ønsker ikke at fortsætte kontakten til kommunen hvor man ikke får de dér trusselbreve fra kommunen; dem, man skal underskrive, hvis der sker nogle ændringer det står, at man kan blive retsforfulgt og alle de ting - det er jo trusler Drømmen er at komme ud af lejligheden og væk fra kommunen - i et hus på landet med nogle dyr - og at have et arbejde så håber jeg på, at Line er tilfreds. Jeg tror, jeg altid vil have den her personlighedsforstyrrelse - jeg vil altid have den her i mit sind, det ved jeg, men jeg tror da at jeg bliver bedre til at håndtere det, også med alderen. Jeg tror også, at når jeg får troen på mig selv, så kan jeg faktisk godt klare en uddannelse. Det var ikke derfor, at det gik galt i sin tid; det var fordi jeg ikke kunne længere - det var de ting, der skete i mit liv. At det så kan give mig det boost jeg har behov for af selvtillid Side 5 af 5