Helligtrekongers søndag II Salmer: 392, 362, 136, 108, nadversalme 98 (sidste vers), 101

Transkript

1 Helligtrekongers søndag II Salmer: 392, 362, 136, 108, nadversalme 98 (sidste vers), 101 Storm P har malet billedet, juleaften, som jeg har sat udenpå gudstjenestearket. De fleste kender det nok, det er rørende på en måde, så det ligesom bliver hængende i erindringen. Der er sne og man får en fornemmelse af, at det er meget mørkt. Midt i sneen står en vagabond alene med sin hund. Hele hans opmærksomhed er rettet mod himlen, hvor der står en lysende, stor stjerne. Og med en næsten favnende og fejende gestus tager han sin hat af for at hilse på den. Storm P har selv sagt, at når han holdt så meget af vagabonden som motiv, var det fordi "vagabonden intet har og han har intet at skulle have sagt i vores samfund. Netop derfor kan han sige alt." Vagabonden har ingenting men han har en særlig opmærksomhed og et ganske særligt nærvær, som det også kommer til udtryk i billedet. For han siger det klart, helt uden ord: Stjernen lyser og det gør den både for dig og mig, vi skal tage imod den og byde den velkomme med en favnende gestus, som var det en længe ventet gæst. Selv om vagabonden kan se nok så ensom ud på billedet, ja så er han det ikke, for han er under stjernen, samme med os alle. Det er Helligtrekongers søndag og vi fejrer i dag de tre vise mænds vandring efter stjernen det store himmellys der viste dem vej. Lyset fører

2 dem frem til den nye konge i stalden i Betlehem. I fortællingen om de tre vise mænd, som man læser efter første tekstrække, præsentere de deres ærinde for kong Herodes: "Vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham". I Storm P's ordløse billede tages hatten af i glæde og tilbedelse, og siger det samme, bare uden ord. Begge billeder står lysende klart for os og fortæller os, at den store stjerne giver os indsigt i det der sker i julen. Derfor sætter vi den øverst i juletræet, for at den skal kunne ses over alt og lyse for alle. Vi har med Jesu komme til verden fået en ledestjerne, som vi sang det før i sjette vers af dejlig er den himmelblå : vi har og en ledestjerne og når vi den følger gerne, kommer vi til Jesus Krist. Den ledestjerne, er det liv som Jesus levede her på jorden, et liv i kærlighed til sine medmennesker, hvor han lærte os, at vi skulle gå ud og gøre ligeså. At vi også i vores liv, skal tænke på vores næste og på at være Guds hænder i verden. Stjernen i træets top får os til at løfte blikket og se væk fra os selv, som Jesus gjorde det. Og derfor hører vi også i teksten til i dag, at Jesus kalder sig selv for verdens lys. Han var det lys som de hellige tre konger gik efter, ligesom han også er det som vi går efter i dag, som kirke og menighed. Vi markerer det konkret ved at lade kirkernes alter være placeret i retning mod øst, så vi samme er rettede mod lyset når vi går i kirke.

3 Helligtrekongers søndag vil pege på, hvordan vi har brug for lyset i vores liv, på mange forskellige måder. Helt konkret kan vi gå, både med lyset foran os og vi kan gå med lyset bag os. I forberedelsestiden frem mod jul, går vi med lyset foran os, ja vi følger så at sige efter lyset, vi tæller ned til det der skal ske med lyset derude i horisont, som vi vil fejre og festligholde. For det er det som adventstiden, leder os til. Vi søger frem mod det lys, som kom til vores jord julenat og som blev en del af vores liv. Efter jul er lyset indfældet i vores verden, så vi nu ikke længere går efter lyset men mere kan siges at gå foran det. Nok følger vi efter Jesus, der med sit virke og sit liv på vores jord kaster lyset på os, men det er bagfra med sin historie og med den måde han levede livet på. Og måske er det i det lys altså lyset der kommer bagfra, at vi bedst kan leve vores liv. Vi kender nok alle det at gå en sen aften på en mørk vej, hvor det ikke er til at se noget. Kommer der en bil forfra, ja så kan vi for et øjeblik følge det lys der bliver kastet foran os, vi får en pejlemærke noget som leder os, men jo nærmere den kommer jo mere blændede bliver vi og til sidst, bliver det svært at se andet end lyset. Når der kommer en bil bagfra, så lyser den vejen op, som vi går på. Vi kaster godt nok vores skygger ud på vejen med vores krop, men kan stadig bruge bilens lygter der er bag os, til at lade vejen blive oplyst for os.

4 Sådan kan man sige at kirkeåret symbolsk rummer lyskegler, der kastes både bagfra og forfra. Vi starter det nye kirkeår den første søndag i advent, med et lys der lyser for os forude. Med julen træder vi ind i lyset og går videre med det, som et lys der kommer bagfra, og her leder det os gennem resten af kirkeåret. Skyggerne der falder på vores vej, fortæller os, at vores menneskeliv ikke er uden udfordringer, heller ikke selvom vi er omsluttet af lyset. Mørke pletter eller mørke områder findes for os alle, men vi ikke skal overvinde dem alene. Vi er blevet lovet, at den vej vi går på, ikke er et sted vi bliver forladt eller overladt til os selv. Nej der på vejen går Jesus sammen med os, både som det lys, der lyser op, men også som den der forbinder sig uløseligt med os i de perioder hvor vi har meget at kæmpe med. Sådan kan vi se på året, ja både på kirkeåret og på det nye år som vi har taget hul på for nogle dage siden. Lyset kaster sine stråler på vores liv på forskellige måder, så vi gennem tekster og salmer kan følge det Guds lys, der blev menneske som en af os. Sådan kan troen være med til at kaste sit lys ind i vores verden og give os en forståelse og en retning i vores liv. Ikke på en sådan måde, at vi blændes eller paralyseres som det kan forekomme os, når vi går mod en bil der kommer med langt lys foran os. For det var ikke for at blænde os eller

5 forføre os, at han kom til verden, han vil ikke at vi alene skal se hen på ham, vi skal også se hinanden. Derfor har vi også lyset bag os det meste af året. For kun ved det, har vi også mulighed for at se os omkring og være nær ved vores medmennesker. Sådan fandt de hellige tre konger også ud af det at følge stjernen, kun var noget de kunne for en periode. For kort tid efter, de havde set og tilbedt det lille Jesus barn, måtte de flygte i natten. Væk fra kong Herodes der ville gøre barnet ondt. De måtte klare sig uden ledestjernen, men ikke uden lyset, for det var kommet til verden og end ikke den onde magthaver kunne slukke dets flamme. Og sådan kan vi stadig gennem troen opleve at Gud er det lys, der skinner på vores vej og trænger ind gennem selv de snævreste sprækker. De hellige tre konger blev ikke skuffede da de fandt det lille barn under fattige forhold, de lukkede ikke døren bag sig og tog gaverne med hjem igen. Nej de knælede ned ved den lille krybbe og så barnet. For de indså, at Gud i stalden gav mennesker, det som vi har mest brug for et lille barn, fyldt med fred og kærlighed. Hvis mennesket havde haft mest brug for magt og indflydelse, eller rigdom og overflod så var det sikkert det Gud havde valgt at sende til verden.

6 Men vores største behov var og er tilgivelse og kærlighed, derfor sendte Gud sit barn til os, ham der ville forandre alt og gøre mørket lyst som dagen. Vismændene må have mærket, at det ikke gjorde den store forskel om de så op mod stjernen eller ned på det lille barn, for det var himlen de så ind i, en åben himmel, hvor lyset skinner for os alle. Og mon ikke de har stået som Storm Ps vagabond med hattende i hånden og prist det øjeblik, hvor Guds lys kastede sine stråler på netop dem? Sådan er vi alle under den samme himmel og under det samme lys, der kaster sine stråler på hver vores vej. Amen