Prædiken til Påskedag, den 20. april 2014 kl. 10, Vor Frue Kirke. Tekst: Matthæus 28,1-8. Af domprovst Anders Gadegaard

Transkript

1 Prædiken til Påskedag, den 20. april 2014 kl. 10, Vor Frue Kirke. Tekst: Matthæus 28,1-8. Af domprovst Anders Gadegaard Salmer: 408 Nu ringer alle klokker mod sky 434 Gloria 218 Krist stod op af døde (sekvens) 224 Stat op, min sjæl, i morgengry Herren af søvne opvågned, opsprang 230 Påskemorgen slukker sorgen (nadversalme) 236,5-6 Påskeblomst 234 Som forårssolen morgenrød. Sikke en påskemorgen! Smukkere kan den ikke blive. Himlen er så lysende klar og blå, og solens stråler varmer os og jorden, så livet pibler frem overalt. Denne morgen er som en opstandelsesmorgen, hvor tusind små håb går igen. Hvor der er liv, er der håb, siger man. Men det passer desværre ikke. Overalt er der mennesker, der oplever ikke at kunne holde fast i håbet, fordi modgangen er for overvældende. Depression, opgivelse, fortvivlelse. Det kan skyldes sygdom, ensomhed, følelsen af at være overflødig, ligegyldig, uden betydning for nogen. Nis Petersen har skrevet et lille digt, som han kalder opstandelse: Små sirlige tuer med sirlige plader markerer den vej, vi drog frem; små smilende høje fortæller om længsler og håb, som gik under i lyst og i trængsler; små sirlige tuer som svaler i rader vil følge os, til vi når hjem. Sådan må vi alle begrave længsler og håb, der aldrig blev til noget, på vores vej gennem livet. Livet er kamp og kræver udholdenhed og overbærenhed med vilkårene, med skæbnen, med andre og med sig selv, når løfter ikke blev indfriet, og skuffelserne svære at bære. Nis Petersen fortsætter: Små døende drømme vil snart følge efter og trætte små håb få stridt ud. Det mod, som vi øged med ildnende løfter begraves i tuer langs vejenes grøfter, og tavler beretter: her ligger små kræfter og drømme, som vandred til Gud Sådan er det, vi efterlader os konstant uopfyldte mål og forsætter. Det forholder sig desværre langtfra sådan, at hvor der er liv, er der håb. Men så følger 3. og sidste strofe:

2 Men underet, det der ta r livet af sorgen, - ved alle de hellige mænd! det kysses til live af solen og dagen, og hver dag har næppe en time på bagen, før verden har set en opstandelsesmorgen, hvor tusind små håb går igen. Det håb, der kan overvinde nederlagene og skuffelserne, sorgen og selvopgivelsen, har sin rod ét eneste sted: I opstandelses-troen. Guds endegyldige overvindelse af døden er det, der gør det muligt ikke enten at opgive eller at forskrive sig til et håb, der er ren utopi. Uden Gud har vi kun den menneskelige evne til at forbedre verden at forlade os på. Og så bliver alle forhåbninger netop utopiske. For hvor mennesker råder, vil de gode viljer altid være iblandet magtbegær og ondskab. Med Gud har vi Hans dødsovervindende kærlighed at stole på: At Helvedes porte er slået ind, så lyset strømmer ind og gør ethvert sted liv- og lysfyldt. Han viste sig lyslevende påskemorgen for dem, der troede ham. Så herefter vil der altid kunne opstå nye drømme af dem, der døde, nye forhåbninger af skuffelserne og nederlagene. For dem der tror opstandelsen. - Som var en genopstandelse. Det var det liv, Jesus havde levet sammen med sine disciple, der blev genskabt. Sådan også med os. Vi har nu ikke bare et håb om engang, engang at ankomme til Himmerige, stedet hvor alt er anderledes, men vi har et håb om, at det er os, som dem vi er, med hud og hår, med alt hvad der hører vores historie til, der genskabes. Det er kødets opstandelse, vi tror på det vil netop sige forløsningen, genskabelsen af os som dem vi helt og holdent er. Håbet udspringer nemlig ikke bare af den tomme gravs sorte intet, men det henter sit indhold fra vort eget livs historie, fra alle længslerne og drømmene, det vi lider under, det vi mangler. Fremtidshåbet vender sig mod fortiden, opsamler alt det uforløste, og retter så blikket mod Guds fremtid, hvor mulighederne nu ligger og venter os. I håbet forholder vi os til det mulige i fremtiden, trækker det ind i nutiden, og i tiltro til Guds virke, hans skjulte nærvær som opstandelseskraft, har vi fået nye betingelser for at handle, både som enkeltindivid og i fællesskab. Og således selv bidrage til håbets virkeliggørelse i tiltro til at den opstandne Kristus virker med. Dette håb er den kristne tros sjæl. Med Hebræerbrevets ord: Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses. Så nej, der er ikke altid håb, hvor der er liv. Men der er altid liv, hvor der er håb! Også dér, hvor vi er døden nær. De fleste af os har oplevet at være tæt på et menneske, der har fået at vide, at de er blevet ramt af en uhelbredelig sygdom, og at døden nærmer sig. Og det er unægtelig meget forskelligt, hvordan den enkelte forholder sig til sin situation. Nogle fortrænger deres

3 viden og ønsker at leve den sidste tid, som om intet var hændt. Andre bliver vrede, finder det uretfærdigt, at det lige er dem, det skal gå ud over. Andre igen rammes af depression og resignation, orker ikke at leve den sidste tid og vil gerne have hjælp til at komme herfra så snart som muligt, Få det overstået. Men ejendommeligt nok, måske - det mest almindelige er, at man reagerer med håb! Håbet kan rette sig mod, at man sætter sin lid til en uventet nyopdagelse i udforskningen af netop den sygdom, man lider af, et nyt lægemiddel bliver opdaget. Eller håbet kan rette sig mod, at man pludselig får det bedre. Men igen, det mest almindelige er dog, at håbet trives samtidigt med, at visheden om den snarlige død ikke er svækket! Man fornægter ikke realiteten, men man håber alligevel. Det må være fordi, håbet rækker ud over døden. Håbet retter sig mod at være omfattet af liv og lys også efter døden. Og håbet trækkes ind i nu et og giver det fylde og fred. Som om livet pludselig, ved et trylleslag, er blevet uvurderligt dyrebart. Fordi det skal slutte. Som om visheden om den snarlige død har medført en indre ro og afklaring, der har intensiveret livet og gjort den døende til en forundelig kilde til glæde og kærlighed for sine omgivelser. Så foruden den forfærdelige sygdom, nedbrydelsen, der påfører den døende store lidelser og megen angst og bekymring, så vidner den kendsgerning, at håbet lever, om, at der også er en positiv magt på spil, den magt, der gør det muligt på trods af lidelsen og angsten at leve videre fra øjeblik til øjeblik, og det endda ofte med et forbløffende overskud, så den døende ikke sjældent er i stand til at give mere fra sig til sine omgivelser end omvendt. Det er opstandelseshåbet. Det er altså noget ganske andet end de mange dagligdags forhåbninger, vi går og gør os om, at dette eller hint må ske en gang i fremtiden. Disse håb kan skuffes. Men det kan det absolutte håb, som vi kan kalde det, ikke. For det retter sig, som sagt, ikke imod en konkret begivenhed eller ting i verden. Og dette håb er ganske uundværligt for, at man kan leve. Ikke mindst for den uhelbredeligt syge er det uundværligt. Det viser sig i tålmodighed, udholdenhed, en besynderlig frihed i forhold til det at være syg til døden. Dette håb bringer den enkelte langt ud over sig selv, for håbet står jo til, at livet vil sejre, at man vil vedblive med at bestå, blive hel og rask, på trods af ens viden om, at man skal dø. Det betyder, at det kun kan ske, om man overskrider individets grænser. Og det gør man i dette håb. I den forstand er det håb om evigt liv. At man aldrig, hverken i liv eller død, mister sig selv, men er i Gud. Eller Gud er i os. Det er opstandelsens budskab. At den mulighed, som

4 opstår ud af intet igen og igen, er Guds nærvær, det evige liv midt iblandt os, Guds kærlighed til os. Kristus er gået i forvejen for os ind i det land, der venter os i vores fremtid, så vi intet har at frygte. Her tager han imod os, som den han viste sig at være, dengang han vandrede lyslevende omkring. Alt, hvad han sagde og gjorde, var et udslag af den ene og samme opstandelse: At vende død til liv for mennesker. Derfor syner den afgørende fortælling i den kristne tro af så lidt: Otte små vers om en tom grav. For det er ikke den historie, der i sig selv er afgørende. Fortællingen om Kristi opstandelse er fortællingen om hans sejr over alle dødens og mørkets kræfter i alt, hvad han sagde og gjorde. Her hører vi om opstandelseskraftens forvandling af døde mennesker til levende, håbefulde. Alle dem han helbredte, genindsatte i fællesskabet, indgød ny selvrespekt. Som i fortællingen om den søn, der var fortabt, fordi han levede isoleret og uden mening, men vendte hjem, og faderen sagde om ham: Han var død, men er blevet levende igen. Sådan virker Guds opstandelse. Har du svært ved at tro det, så tænk på alle de gange i dit liv eller i andres, hvor opgivelse, modløshed og mørke er blevet vendt til lidenskab, lyst og lys. Alle disse erfaringer af, at død vendes til nyt liv at livet bliver taget af sorgen og tusind små håb går igen er som en forsmag på det nye liv, Gud har i vente til dig i din fremtid. Dét er håbet, der atter vækkes i os denne opstandelsesmorgen. Og som vi herefter kan leve vort liv på. Genfødt til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde. Sådan indledes ritualet, når vi døber vore små. Og sådan indledes ritualet, når vi begraver vore døde. Ved indgangen til livet og ved udgangen takker vi Gud for det levende håb, som Kristi opstandelse føder i os. Håbet om, at vi aldrig i evighed går fortabt for Gud. Men at vi er til i hans kærlighed i liv og død, i evighed. Den tro sætter sig igennem, når vi har mest brug for den. Når den sørgende mor, far, søn, datter, ægtefælle, står ved kisten og skal tage afsked, sker det ofte med ordene: Far vel god rejse, du vil forblive elsket og savnet her blandt os, de efterladte. Man kan ikke lade være at tale i 2. person til den døde. For hun ER stadigvæk. Hun er ikke til-intet-gjort. Her kan biologi og naturvidenskab overhovedet ikke komme til orde. Det kan kun opstandelsestroen. Sådan er det, når øjeblikkene virkelig betyder noget. Ved fødsel, ved død, ved den store kærligheds opvågnen. Det centrale budskab i kristentroen lød fra en engel både, da Gud forlod sin Himmel og tog bolig blandt mennesker julenat, og da han påskemorgen forlod graven for at være hos ethvert menneske til enhver tid: Frygt ikke, vær ikke forfærdede! For vi er herefter aldrig overladt blot til os selv og vor kolde fornuft. Den

5 sidste sandhed om verden og om os i den er ikke den rene biologiske overlevelseskamp. Ej heller forskrivelsen til et utopisk håb. Livgiveren har nemlig sprængt sig vej gennem død, mørke og intethed og forvandlet det til liv, lys og fylde. Påskemorgen, da Jesu grav var tom - og igen denne opstandelsesmorgen: Her hos os lige nu og i vores fremtid. Kristus er gået foran os ind i fremtiden for at vente os dér med nyt liv. Han går i forvejen for os til det sted, vi er på vej hen til. Dér skal vi se ham, som han har sagt os det. Det er, hvad vi med opstandelsestroen er genfødt til at håbe. Derfor: Frygt ikke, tro kun. Glædelig påske! Amen.