Mareridt er en gyserserie for dem, der ikke er bange for noget.

Transkript

1

2

3

4 Mareridt er en gyserserie for dem, der ikke er bange for noget. Til Marie Joseph Delaney Spøgelsesfængslet Oversat fra engelsk efter The Ghost Prison af Randi Bjerre Høfring Copyright tekst 2013: Joseph Delaney Copyright illustrationer 2013: Scott M. Fisher Første gang udgivet i 2013 af Andersen Press Limited, 20 Vauxhall Bridge Road, London SW1v2SA Alle rettigheder forbeholdt Denne bog er beskyttet af lov om ophavsret. Kopiering til andet end personlig brug må kun ske efter aftale med Lindhardt og Ringhof samt forfatter. Denne udgave: Copyright Forlaget Carlsen PDF-udgave, 2014 Grafisk tilrettelægning: Kat Art Bogen er sat med Bembo ISBN: Forlaget Carlsen et forlag under Lindhardt og Ringhof A/S, et selskab i Egmont

5 Joseph Delaney SPØGELSES- FÆNGSLET Illustreret af Scott M. Fischer På dansk ved Randi Bjerre Høfring CARLSEN

6 6

7 Et nyt job For himlens skyld, knægt, så stå dog op. Eller vil du miste jobbet, allerede før du er begyndt på det? Jeg så mig forvirret omkring og tørrede savl af hagen. Hvad var klokken? Det føltes, som om jeg nærmest slet ikke havde været i seng. Kom nu, Billy, sagde fru Hendle, lidt mere venligt den her gang. De sagde til dig, at du skulle være der en time efter, at solen 7

8 var gået ned, og det er den allerede. Hun rakte mig min jakke, som hang over stolen, og jeg kom træt op af sengen. Et par af de andre drenge løb grinende og hujende ind på værelset, men fru Hendle fik dem hurtigt til at holde mund. Jeg kunne nu stadig høre dem fnise. Bliver du bange deroppe, Billy? Vil du ikke af sted?! Skrid med jer! råbte jeg, mens jeg maste mig hen til døren og skubbede dem væk. Åndssvage møgunger. Men drengene havde ret. Jeg var rigtig bange. Det var ikke sådan et job, jeg havde håbet på. Man må tage til takke med det, man får, plejede min mor at sige. Må hun hvile i fred. Og hun havde ret. Der er ikke mange jobs til drenge fra et børnehjem. Jeg var heldig at have fået det her. Et par uger mere med oplæring, så ville jeg have lagt nok til side til at kunne flytte væk fra den dumme fattiggård for drenge. I sidste ende ville det blive det hele værd. Med min lygte i hånden løb jeg ned ad trappen og ud af landsbyen. Da jeg løb hen ad landevejen, 8

9 9

10 10

11 kunne jeg se slottet, der lå højt oppe længere fremme. Jeg nærmede mig og forsøgte at være tapper. Jeg skulle jo trods alt ikke holdes fanget der. Jeg skulle bare arbejde der og bevogte fangerne. De andre drenge 11

12 var bare fjollede. Bare misundelige. Det var et job, og jeg skulle nok klare det. Men jeg vidste godt, hvorfor de syntes, at jeg burde være bange; hvorfor jeg var bange. Det var spørgsmålet om, hvem jeg skulle bevogte, der var problemet: mordere, almindelige forbrydere og dømte hekse. Det var mit job. Eller det ville det i det mindste være, når jeg blev færdig med min oplæring. Den tynde, spidse nymåne blev snart dækket af de mørke skyer, der væltede ind fra vest. Jeg rystede, men det var ikke kun af kulde. Jeg havde godt hørt de historier, som man fortalte om slottet efter mørkets frembrud, om ting, der havde været døde i lang tid, men som vandrede rundt i de klamme gange. Og der var ikke en levende sjæl i landsbyen, som ikke havde hørt skrigene, der kom fra slottet: dybe og klagende støn, hysterisk og kaglende latter, forpint og sorgfuld hulken vi havde hørt det hele. 12

13 Slottet lå stort og ildevarslende på en høj bakke omtrent fem kilometer fra den nærmeste by og var omgivet af en tæt skov af ask og morbærfigentræer. Det var bygget af mørke, fugtige sten og havde tårne og brystværn og en stinkende voldgrav, der efter sigende skulle indeholde skeletterne af alle dem, som havde forsøgt at flygte. Jeg havde aldrig ønsket at arbejde på natholdet. Men hvad jeg havde lyst til betød ingenting. En ordre var en ordre, og efter kun to ugers indledende 13

14 oplæring havde jeg fået at vide, at jeg skulle melde mig på slottet en time efter solnedgang. Men jeg var ikke vant til at gå i seng om eftermiddagen, og jeg syntes, at det var svært at falde i søvn med de andre drenge omkring mig, så nu havde jeg sovet over mig. Jeg var allerede mere end en halv time for sent på den, og slotsvagter skulle være punktlige. Da jeg nåede frem til slottet og så op på dets truende mure, lød der en raslende og skurrende lyd, og så begyndte faldgitteret at hæve sig. De vidste, at jeg var der. Ingen kunne nærme sig slottet uden at blive set. Der var altid øjne, som holdt øje, altid folk, som bemærkede, at man nærmede sig. Bag faldgitteret var der en enorm, jernbeslået trædør. Det varede fem minutter, før døren blev åbnet, og jeg forsøgte at vente tålmodigt, mens en let støvregn begyndte at falde på mit ansigt. Kom nu, kom nu, tænkte jeg og begyndte at gå frem og tilbage. Jeg er allerede sent nok på den. Endelig knirkede hængslerne. Døren gik langsomt op, og en stor, stærk vagt viste sig. Han 14

15 15