Prædiken Frederiksborg Slotskirke Jørgen Christensen 28. marts Påskedag Johannes 20,1-18 Salmer: v v.

Transkript

1 Prædiken Frederiksborg Slotskirke Jørgen Christensen 28. marts Påskedag Johannes 20,1-18 Salmer: v v Godmorgen og glædelig påske I Slotskirken står vi op, når vi synger salmer, og vi sidder ned, mens vi lytter til læsningerne fra bibelen. I dag er det, som vi alle ved, 2. påskedag. Langfredag troede de, alt var slut, forbi, ovre. På korset døde deres håb, alt det, de havde troet, bristede, deres kærlighed til Jesus blev forvandlet til sorg. Jesu Kristi opstandelse Påskemorgen er troens, og håbets og kærlighedens genfødsel. There s a crack in everything, that s how the light gets in der er en sprække i alle ting, det er sådan lyset kommer ind synger Leonard Cohen. Påsken er vores sprække ind til Guds hjerte. Gennem opstandelsen åbner Gud en sprække ind til sin kærlighed, hvorfra lyste frit kan strømme ud. Lad os alle bede.

2 Lad mig begynde med en detalje. Tilsyneladende ubetydelig, men næppe tilfældig. For evangelisten Johannes fortæller som den eneste, at Jesus bliver korsfæstet i en have. I den have er der en ny grav, hvor der endnu ikke har været lagt nogen. Da de langfredag skal nå at begrave Jesus, inden sabbatten begynder ved solnedgang, så bruger de den grav, der ligger i haven. Vel sagtens er det også derfor, Maria Magdalene forveksler Jesus med havemanden. Kors og grav; død og opstandelse i den samme have. Den første have, vi møder i bibelen, er Paradisets have, hvor Adam og Eva vandrer nøgne rundt og giver alle dyr og planter navne, for først når man får et navn, kan man blive kaldt på, kaldt af. Som vi alle ved, varer paradistilstanden ikke ved, der er altid en slange i Paradiset, siger vi, fordi vi ved, at det gode sjældent varer ved. Jalousien, hadet, utroskaben, misundelsen, løgnen, uforsonligheden, svigtet ingen af os når vist at blive ret gamle, før vi opdager, at ikke engang vi, som år efter år kåres som verdens lykkeligste og mest tillidsfulde folk ikke engang vi lever i paradisets have.

3 Med syndefaldet og det tabte paradis kommer døden ind i livet kvinde, du skal føde dine børn med smerte, mand, i dit ansigt sved, skal du tjene dit brød af jord er du kommet, til jord skal du blive, det er vilkåret, ingen kan undslippe. To keruber med flammesværd bliver sat ved indgangen til paradiset, så ingen nogensinde mere kan komme ind i Guds have. Og så tilbage til den lille detalje: Jesus dør og bliver begravet i en have. Oven i købet møder vi sammen med Maria Magdalene også to engle, der sidder lige dér, hvor den døde har ligget, en ved hovedet og en ved fødderne men de har ikke længere flammesværd i hånden, tvært imod, stenen er flyttet fra graven; indgangen står pivåben, som om den hvisker: Det gamle definitive: af jord og til jord, har nu fået en tilføjelse: Gud er begyndt forfra. Gud har givet hele sit skaberværk en ny begyndelse: Af jorden skal du igen opstå. Nej, Maria møder ikke Gud, der går morgentur i haven og kalder på Adam og Eva, men da hun bliver kaldt ved navn af havemanden, da ser hun, at det er den opstandne, der står foran hende. Jeg håber, I kan se både ligheden og pointen. Påskemorgen er en ny skabelsesberetning.

4 Påskemorgen er et nyt håb i en gammel slidt verden. Jovist, der er stadig en slange i paradiset; døden er stadig et uomgængeligt vilkår. Men med Jesu Kristi opstandelse har Gud gentaget sit første skaberord: Der skal være lys. Med opstandelsen har Gud tændt lys i dødens mørke. Med opstandelsen har Gud pustet nyt liv i døden. Med opstandelsen har Gud genåbnet porten til haven, til himlen, til Guds rige. Egentlig har jeg det med beretningen om, hvordan Gud skabte himmel og jord, stjerner og planeter, planter, dyr og mennesker i Paradisets Have på seks dage, som jeg har det med beretningen om påskemorgens tomme grav og englene og den grædende Maria og manden, som hun først tror er havemanden, for så øjeblikket senere at få øjnene op for, at det er den opstandne, Jesus. Vi kan bruge al vores intelligens og analyseevne på at prøve at finde ud af, hvad der egentlig skete på skabelsens morgen og påskemorgen fra nu af, og til jorden går under. Vi kan læse de fire evangelier, Paulus breve og alle de store teologiske tænkere vi kan stille alt det fysisk håndgribelige op i én kolonne i troens regnskabsbog: en tom grav,

5 en sten, der er væltet væk, Thomas der opfordres til at stikke sin pegefinger frem og selv mærke efter i sårmærkerne efter sømmene i Jesu hænder og fødder. Og vi kan stille alt det uhåndgribelige, åndelige mystiske, ja, næsten spøgelsesagtige op i en anden kolonne: Jesus, der går gennem lukkede døre, Jesus der ikke bliver genkendt før han siger navnet, Maria; eller bryder brødet om aftenen i Emmaus. Og vi kan føre vidner, som var det en retssag, men øjenvidnerne ved knap nok, hvad de selv har set, det ene øjeblik står Jesus lyslevende foran deres øjne, i det næste forsvinder han som dug for solen. Og Paulus, hvad stiller vi op med et øjenvidne, der hævder at have set Jesus i et syn flere år efter himmelfarten? Den holder ikke engang i byretten. Uanset, hvor dygtigt detektivarbejde, vi udfører, så er det som om både skabelsen og opstandelsen hele tiden smutter fra os som et stykke våd sæbe, eller som kviksølv fra et knust termometer. Umuligt at få hold på med fornuften, ikke til at gribe eller begribe med forstanden. Som om vi må overgive os til noget, som er større. Vi er i en helt anden dimension, hvor tid og rum ophæves og fyldes med en ny tid og et nyt rum.

6 Jovist, vi kan sagtens repetere, hvad vi lærte i skolen både om Darwin og Big Bang og at universet er 15. mia. år gammelt plus minus det løse. Men det er blot som om, al vores viden ikke rigtig kan bruges til noget. Det er som om, det ikke hjælper. For hvordan få ind i hovedet, at intet kan blive til alt? At alt før eller siden bliver til intet, det ved vi, men at det af døden til-intet-gjorte skal opstå ind i Gud eller op til Gud. At du og jeg må lukke øjnene og se os selv og alle de af vore kære som nu ligger begravet i kister og urner rundt om i de dødes haver - vandre og lege i Guds have at når vi falder for sidste gang, så må vi tro, at vi falder i Guds hænder, de hænder, der engang tegnede korsets tegn for vores ansigt og bryst det kan vi hverken gribe eller begribe. Og så er det alligevel det, der hele tiden er i spil her i kirken, hvor døbefonten står lige i centrum som Guds mystiske port til haven. Allerede da lille Herman blev døbt, der blev vores forståelse af tid og rum sprængt og fyldt med Guds tid og Guds rum. I gamle dage ville vi have døbt barnet ved at sænke ham helt ned under vandet tre gange, som et billede på den død, ingen af os kan undslippe, og som en forkyndelse af, at NU

7 ALLEREDE HER er Herman opstået til et liv, hvor det sidste ord ikke er sagt, når han og du og jeg har sagt vort sidste. Allerede i dåben har Gud egenhændigt selv åbnet porten og båret Herman over i Guds anden dimension Gud har kaldt ham ved navn og gemt hans navn i sit hjerte og døbt ham til et levende HÅB. Et HÅB om en partoutkort til den dejligste have i hele universet. Påskemorgen viser Gud, at hans vilje er kærlighed. Påskemorgen viser Gud, at hans hjerte er som en åben port indtil den kærlighed, som ingen død kan tage livet af. Jesus sagde det allerede den aften, han spiste med sine disciple for sidste gang, kort inden Judas forrådte ham: Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden. Påske handler ikke blot om at Gud i sin kærlighed giver os en ny begyndelse, påske er også et nyt bud om at elske hinanden. For kærlighed handler ikke om, hvad jeg får ud af det selv. Kærlighed handler altid om at få et andet menneske til at blomstre. Det var det, der var sket for Maria Magdalene, hun havde i Jesus oplevet at møde en kærlighed, der fik hende til at blomstre, hun havde i hans blik oplevet at blive set uden fordømmelse set som en der er værd at elske.

8 Har du oplevet den gave, det er at blive set frem af kærligheden i en andens øjne, har du oplevet at blive fremelsket af glæden og stoltheden og lyset i din mors eller fars eller din elskedes eller en andens øjne så har du set et glimt af, hvad Maria så. Påske er, som at Gud vil give dig og mig et fortroligt klem jo, du kan godt, og hvis du fejler, så er du alligevel elsket. Påske er som at Gud lægger armen om min skulder du skal ikke være bange for, hvad de andre vil sige og tænke, verden har brug for det, du har at give, også selv om du måske ikke synes du duer til så meget for i Guds have kan ingen ikke engang den undseeligste blomst undværes. Påske er som at Gud selv kalder dig ved navn og rækker hånden ud imod os, for at vi skal vove lidt mere i tillid til, at livet består i at vove at miste fodfæstet, og tro at også i faldet er Gud. Du er ikke alene. Påskeblomsten er ikke kun en forårsbebuder og et opstandelsestegn. Påskeblomsten er en påmindelse: Kærlighed handler altid om at få et andet menneske til at blomstre. Folde sig ud i al sin farvepragt. Folde sig ud som en del af Guds kærlighed til verden. Haven ér åbnet, det er kun at vove at tage det første skridt på bare tæer ud i det dugvåde græs, at have en at følges med er det bedste, hvis noget skal blomstre og gro. Amen