19 SORGGRUPPER ET SKÆBNEFÆLLES- SKAB MED NYE FORTROLIGE

Transkript

1 120 SORG - NÅR ÆGTEFÆLLEN DØR I DEL 2 I SORGSTØTTE 19 SORGGRUPPER ET SKÆBNEFÆLLES- SKAB MED NYE FORTROLIGE For nogle efterladte kan fællesskabet i en sorggruppe få afgørende betydning og hjælpe til at udholde sorgens smerte og det forandrede liv. Den dør, som Ellen modvilligt gik igennem for at blive medlem af en sorggruppe for ældre, der var blevet alene, kom til at betyde en afgørende forandring. Til trods for, at hun var overbevist om, at hun ikke ville vise sine følelser over for andre. I kapitel tre fortæller Ellen Schultz, at hun efter 61 års ægteskab blev hårdt ramt, da hun mistede sin mand, og kom ind i en ond cirkel med følelse af kontroltab, kunstig facade og af ikke at høre til i sit hjem. Den onde cirkel blev brudt på en måde, som Ellen ikke havde forudset. En god nabo gennem mange år, Annie, ringede en dag på døren og brød Ellens isolation. Annie havde set en annonce i den lokale avis om start af sorggrupper for ældre, der var blevet alene, og det syntes hun, at Ellen skulle melde sig til. Naboens opfordring til Ellen betød, at hun endte med at komme med i en sorggruppe. Først sagde jeg nej. Jeg kendte ikke begrebet sorggrupper, og jeg mente ikke, det var noget for mig, men min nabo blev ved med at forsøge at overbevise mig. Der var flere, som fortalte før mig, og som også græd og da det endelig blev min tur, var det pludselig ikke så slemt. Jeg var grådkvalt, men fik alligevel fortalt om, hvordan jeg følte det her med at blive alene. Det viste sig hurtigt at være meget befriende, fordi vi alle sammen sad inde med de samme følelser, og det var utroligt rart, at der var nogle, der virkelig forstod én. Det som også var befriende var, at vi ofte kom til at le af noget, og sådan blev det også de efterfølgende gange. På en måde var vi meget forskellige, men vi sad alligevel med de samme mangfoldige følelser, og samtidig kunne vi le sammen. DER SIGES SÅ MEGET SLUDDER Samtalerne i sorggruppen og mødet med andre ældre efterladte har, udover at udvide vennekredsen, gjort Ellen opmærksom på, at der siges meget sludder til ældre efterladte.

2 KAPITEL For eksempel har jeg hørt nogen sige, at når man når en høj alder, så er sorg jo noget andet, for så har man gjort op med livet. Det er altså noget sludder, for så længe du har dit liv her på jorden, så lever du jo. Vi er altså ikke sådan nogle, der bare går og venter på at dø. Nogle siger også: Jamen du har jo børn og børnebørn, som om det så løser alt. Alt det sludder man hører. Der er ingen, som rent faktisk kan sætte sig ind i, hvordan man har det, når man går og er meget ulykkelig, mens andre lever et normalt liv. Ellen mener, at sorggruppen har været en gave, fordi den har gjort hende mere bevidst om at være åben omkring sin sorg. Ikke gemme sine følelser væk. Og så er hun glad for, at hun gerne må tale om David sin afdøde ægtefælle. Der er altid en fra gruppen, hun kan ringe til, og gruppen mødes stadig jævnligt i hinandens hjem. Ellen har rejst til udlandet til koncert med en af kvinderne fra sorggruppen, og hun føler, hun har fået sig et helt nyt netværk, som hun kan ringe eller maile til. Rigtig mange ældre efterladte, der har taget imod et tilbud om at deltage i en sorggruppe, vil nikke genkendende til den proces, Ellen har været igennem. Noget, der er genkendeligt for mange, er for eksempel: At befinde sig i en skræmmende oplevelse af kontroltab, ensomhed og isolation efter ægtefællens død. At have en overbevisning om at det her skal jeg kunne klare. At opretholde en facade, fremstå stærk og blive rost fra omgivelserne over, hvor godt man klarer sig. Have en fornemmelse af at ældre menneskers sorg ikke er berettiget. At mærke modstand hos sig selv eller andre overfor at skulle dele sin sorg med andre efterladte. At finde vej ind i en sorggruppe ofte gennem andre menneskers anbefalinger. Få en oplevelse af at sorggruppen er et skæbnefællesskab. Føle en taknemmelighed over at deltage i et sorggruppetilbud. Få et forandret liv med nye fortrolige. Du skulle ikke klage I har jo haft et langt liv sammen! HUSK EN KLAGESANG ER TIL FOR AT BLIVE HØRT

3 122 SORG - NÅR ÆGTEFÆLLEN DØR I DEL 2 I SORGSTØTTE FORSKELLIGE SORGGRUPPETILBUD I en sorggruppe mødes mennesker, der har mistet og som har lyst til at mødes med andre, der har mistet. Line Thoft Carlsen er socialrådgiver, og Lise Trap er præst. De har i flere år været sorggruppeledere og fortæller her om forskellige sorggruppetilbud: Nogle sorggrupper samler mennesker, der har mistet på en særlig måde af kræft, en hjerte-, demens- eller en nyresygdom, som følge af ulykke eller selvmord, ligesom der er grupper, der er særligt for ældre, for forældre, der har mistet børn, eller for børn eller unge. Ved en for-samtale, møder sorggruppelederen den efterladte, der er interesseret i at være med i sorggruppen. Herefter vurderer sorggruppelederen, om den efterladte vil være egnet til at deltage og vil være i stand til både at dele sin sorg med andre og til at lytte til de andre deltagere og rumme deres sorg. Måske er der tale om et mere kompliceret sorgforløb, hvor individuelle samtaler eller psykologbehandling vil være et mere rigtigt tilbud. Den efterladte tager samtidig stilling til, om sorggruppens arbejdsform og betingelser mht. mødepligt, tavshedspligt og aktiv deltagelse lyder rigtig. Antallet af deltagere i en sorggruppe varierer, men ligger ofte mellem fire og ti udover en til to ledere. Sorggrupper kan fungere over et antal gange, man har fastlagt på forhånd (lukket gruppe), eller de kan fortsætte, så der kommer nye ind, når der er en, der forlader gruppen (åben gruppe). I Lises sorggruppe, der er et tilbud for voksne, der har mistet, har de valgt den sidste model. Det betyder, at de efterladte deltager så længe, de synes, de får udbytte af at være med. Når en deltager vælger at stoppe, kan der komme en ny ind. Den nye erfarer ofte, at andre i gruppen kan referere, hvordan de havde det i begyndelsen. Den nytilkomne i gruppen kan genkende sig selv i de andres beskrivelser, men vil også opleve, at de nu har flyttet sig i forhold til den første tid. Måske er de på vej ud af gruppen, fordi de synes, at de kan leve med sorgen og ikke har brug for gruppen mere. Lines sorggruppe er en lukket gruppe for ældre, der har mistet ægtefælle eller børn. Der er plads til ti ældre mennesker i hver gruppe. Hidtil har aldersspredningen været fra år. Gruppen mødes i alt fem gange af to en halv times varighed. Tidsintervallet mellem gruppemøderne er henholdsvis to uger og fire uger mellem de sidste gange.

4 KAPITEL Disse tidsintervaller er valgt for at sikre en intens start og skabe samhørighed i gruppen. Tidsintervallet mellem de sidste møder er større, for at skabe plads til forandringer og proces i den enkeltes liv. TEMAER I nogle grupper er der et overordnet tema for hver mødegang. I Lines gruppe arbejder de ud fra fortællinger om den efterladtes liv. Om livet før og efter tabet af ægtefællen. Målet er, at personen, der fortæller, efterfølgende ikke oplever sig så alene og oplever, at de andre deltagere har lignende problemstillinger. Samtidig lægges der vægt på betydningen af afdødes nærvær. Flere af gruppens medlemmer føler sig ensomme og oplever manglende forståelse fra omgivelserne for, hvor svært det er at lære at leve uden den anden. Samtalerne i gruppen spreder sig over mange emner: Skyld, selvmordstanker, kan man tage på ferie alene, selskabeligheder uden sin partner, hvordan får man sin bil synet, og hvordan laver man sovs til frikadeller, må man og hvornår og hvordan finder man en ny partner? Intet for stort og intet for småt. I Lises sorggruppe begynder et møde med en kort øvelse, hvor man spænder af i kroppen (Lises medleder i sorggruppen er afspændingspædagog). Mens deltagerne lytter til et stykke musik fra en cd, får alle lejlighed til at samle tankerne omkring det, gruppen er samlet om sorgen og tabet. Hver enkelt fortæller kort om, hvad der har optaget ham eller hende siden sidst. Der opstår ofte en form for tema for den enkelte aften. Det kan være de særlige dage: Fødselsdag og dødsdag, jul og andre vigtige dage i årets løb, forholdet til kirkegården, hvor ofte kommer man der, hvorfor man kommer der eller hvorfor ikke. Det kan være tilegnelsen af de nye færdigheder, bilvask, regninger, mad eller den sociale kontakt udadtil. Det kan være temaer som: Hvad gør man med afdødes ejendele eller med den dårlige samvittighed, forholdet til Gud eller til mennesker, som tilsyneladende ikke forstår, hvordan man har det. I begge sorggrupper er medlemmernes evne til at genkende følelser og forskellige oplevelser ofte stor. Det kan være en positiv erfaring, når man som efterladt oplever, at andre har eller har haft det på samme måde, som en selv.

5 124 SORG - NÅR ÆGTEFÆLLEN DØR I DEL 2 I SORGSTØTTE At andre f.eks. også har følt sig skrækkeligt ensomme, og hvordan ensomheden kunne brydes for dem. Det kan give den efterladte overskud og inspiration. NYE FORTROLIGE I en sorggruppe er der ingen, der forsøger at presse en til at være glad eller til at komme videre. Der er plads til at være præcis, hvor man er, og det er ofte betingelsen for at kunne flytte sig. Sorggruppen hjælper ved netop ikke at ville hjælpe, trøste, flytte. Man er inde ved livets grundvilkår, der hvor enhver er alene, men man er samtidig fælles om at være der. I takt med at beretninger, om hvor positivt det er at deltage i en sorggruppe, spredes, kan det afføde et krav til den efterladte fra omgangskredsen eller samfundet om at tage imod et sådan tilbud. Imidlertid er det afgørende, at man som efterladt deltager i en sorggruppe for ens egen skyld, og ikke fordi andre ønsker det. For nogle efterladte kan det være voldsomt at lytte til andres lidelse og i nogle tilfælde forværre ens egen smerte. Kravet fra andre mennesker kan bero på, at det ville være deres behov som efterladte, der kan tilgodeses i en sorggruppe. Der bliver grædt meget i sorggrupper, og der bliver, som Ellen fortæller, grinet meget! Sorggruppers store styrke er skæbnefællesskabet, hvor genkendelse af sorgens følelser og livsændringer bliver en fælles platform. Skæbnefællesskabet bliver for mange et livsfællesskab, der rækker ud i fremtiden. Lone fortæller i næste kapitel, at hun havde haft kontakt med Kræftens Bekæmpelse, mens Bjarne, hendes mand, var syg. Derfor ringede de til hende nogle måneder efter hans død og tilbød hende at være med i en sorggruppe.