Arbejde, selvrealisering og fællesskab: Konflikter og dilemmaer. Oplæg ved lektor i Sociologi, Anders Petersen

Transkript

1 Oplæg ved lektor i Sociologi, Anders Petersen 1. Forandrede normative krav til arbejdet hvad anerkendes? 2. Nutidens (grænseløse) arbejde og fællesskab. 3. Konflikter.

2 Vi har de sidste år bevæget os fra en kontinuerlig (lineær og forudsigelig) til en mere fragmenteret arbejdstilknytning. Jobrotation mere almindeligt og efterstræbelsesværdigt jobrutiner mindre ønskværdige! Forskydninger i forholdet mellem arbejde og fritid/familieliv. Er arbejdet blevet vores hjem? Er hjemmet blevet til arbejde? Groft sagt vinder arbejdet over hjemmet i forhold til det antal timer, som lægges hvert sted (Arlie Hochschild 2006). En ændring i, hvad der defineres som arbejde og hvad der forventes af arbejdet Ændrede normative krav til arbejdet?

3 I det senmoderne projektsamfund er arbejdet en individualiseret praksis, der fordrer individuelle kompetencer Kompetencer er ikke evner til at fremstille noget bestemt, men del af en særlig ethos om permanent selvforbedring. I kompetenceregnskabet rangerer vedvarende og grænseløs aktivitet derfor højt. I kraft af vedvarende aktivitet understøttes individets ansættelsesbarhed Evig aktivitet kan siges at gennemsyre nutidens arbejdslivsbetingelser. Det overskrider grænserne mellem arbejdslivet, privatlivet og fritiden, hvorfor individet må opretholde et konstant aktivitetsniveau, så det altid står til rådighed for sine projekter og netværkskontakter.

4 Aktivitetsbegrebet bygger (også) på kravet om selvrealisering! Vi skal (og vil gerne) realisere os selv på arbejdet (men også i familien, sammen med vennerne, i den lokale forening osv.) Det er igennem selvrealisering, arbejdslivet giver mening! Der hviler dog en række normative forventninger på os der hænger sammen med aktivitetskravet for selvrealisering i det hele taget er muligt! Vi skal være omstillingsparate, forandringsvillige, aktive, fleksible, mobile, polyvalente, initiativrige, udadvendte, effektive, agile, morsomme osv. Og livet skal være i bevægelse der skal fart på, så vi kan realisere os selv mest muligt! Projektlivet som det efterstræbelsesværdige!

5 Livet opfattes som en serie af projekter, og jo mere de adskiller sig fra hinanden, desto mere værdifulde er de. Det relevante er altid at være i gang med en aktivitet, aldrig at være uden projekt, uden ideer, altid at se frem mod noget og forberede sig på det sammen med andre, der er bragt sammen af det samme aktivitets-drive (Chiapello & Fairclough 2002: 192; min oversættelse).

6 Arbejde, selvrealisering og fællesskab: Konflikter Ergo: Vi skal konstant være under udvikling blive bedre versioner af os selv: Kolonisere fremtiden som entreprenante individer. Det er tidens anerkendelsesværdige ideal! I nutidens arbejdssamfund anspores individet til at se sig selv som et permanent udviklingspotentiale, det er muligt at arbejde med i markedsegnede retninger Vi må derfor ikke gro fast, hvorfor alting er korttidsorienteret ansættelser, projekter den fleksible organisation hersker. Flydende og uforudsigelige ansættelser. Ingen stabile erfaringer at trække på. Den nye kapitalismes tidsmæssige betingelser har skabt en konflikt mellem karakter og erfaringer, og oplevelsen af en opsplittet tid udgør en trussel mod folks muligheder for at udforme deres karakterer som bæredygtige fortællinger (Sennett 1999).

7 Det nye arbejde som besværliggørende for stabil identitetskonstruktion, men også for konstitueringen af bæredygtige fællesskaber. Etableringen af bæredygtige (arbejds)fællesskaber og fælleskab er altid en smuk følelse (Bauman 1999) - fordrer afgivelse af individuel frihed og suverænitet. Deri ligger en latent konflikt, der synes at blive forstærket af vor tids fokus på kompetenceudvikling og selvrealisering i arbejdet. For selvrealisering kræver først og fremmest, at man er tro mod sig selv og mod sin egen autentiske forståelse af, hvad et udviklende arbejdsliv er. Selvrealisering og (arbejds)fællesskaber er således et umiddelbart ulige match.

8 Konfliktarenaen er kridtet gevaldigt op: Kampen mellem individuel frihed og fællesskab fortættes. 2 Konfliktniveauer: Individuelt: Indordne sig fællesskaber, der er (ud)flydende. Kollektivt: Forene sig, når konflikten gælder arbejdsmæssige/strukturelle forhold 2 typer af dilemmaer: Individuelt/familien håndterer tidsfælden: Arbejdet sluger tiden Samfundsmæssigt hvordan kan vi undgå totalitarisme og undertrykkelse og samtidig give mere plads til en fællesskabsorienteret kultur inden for rammerne af det liberale demokrati?