Next Practice. Udvikling af det nære sundhedsvæsen gennem bedre sundhedsuddannelser

Transkript

1 Next Practice Udvikling af det nære sundhedsvæsen gennem bedre sundhedsuddannelser

2 Next Practice Udvikling af det nære sundhedsvæsen gennem bedre sundhedsuddannelser KL 1. udgave, 1. oplag 2014 Pjecen er udarbejdet af KL Forlagsredaktion: Lone Kjær Knudsen Design: Kontrapunkt Fotos: Thomas Søndergaard (forside, side 17, 21, 24, 27) Helle Arensbak / Polfoto (side 5) Mikkel Khan Tariq / Polfoto (side 8) Uwe Umstätter / Mauritius Image / Polfoto (side 29) Colourbox (side 30) Tobias Nørgaard Pedersen / Polfoto (side 33) Sats: Kommuneforlaget A/S Tryk: Rosendahls Schultz Grafisk Produktion: Kommuneforlaget A/S Produktionsnr Produktionsnr pdf ISBN ISBN pdf KL Weidekampsgade København S Tlf kl@kl.dk

3 Indhold Forord Indledning KL s anbefalinger Udfordringerne i det nære sundhedsvæsen Fakta om kommunernes brug af sundhedsprofessionelle Social- og sundhedsassistentuddannelsen Sygeplejerskeuddannelsen Ergoterapeutuddannelsen Fysioterapeutuddannelsen Tandlægeuddannelsen Lægefaglige kompetencer De øvrige medarbejdergrupper på sundhedsområdet

4 2 Next Practice

5 Forord Next Practice 3 Udviklingen af det nære sundhedsvæsen betyder, at flere borgere og patienter kan behandles tæt på deres hjem. Men nærhed er ikke nok. Den behandling, som kommunale sundhedsmedarbejdere giver, skal være kvalificeret og i overensstemmelse med den bedste viden på området. Derfor er det centralt, at de sundhedsfaglige uddannelser mindst er på omgangshøjde med de krav, som borgere og patienter stiller til det nære sundhedsvæsen. Særligt vigtig bliver kompetencen til at skabe sammenhæng mellem sundhedsopgaverne og kommunens øvrige velfærdsydelser. Eksempelvis handler kræftrehabilitering ikke kun om at blive fysisk rask, men også om tilbagevenden til fx arbejdsmarkedet. Derfor skal den sundhedsfaglige medarbejder i stigende grad bygge bro fra det behandlende til det rehabiliterende arbejde, der foregår mange steder i kommunen. At kunne bygge denne bro er kernen i vellykkede patientforløb, og de sundhedsfaglige grunduddannelser skal forberede de studerende på denne opgave. Dette KL-udspil er første skridt på vejen til at koble udviklingen af det nære sundhedsvæsen til indholdet i grunduddannelserne. Nu har vi formuleret anbefalingerne til, hvordan grunduddannelserne kan bidrage til at videreudvikle det nære sundhedsvæsen. Næste skridt er at komme i arbejdstøjet og i samarbejde med de øvrige parter diskutere, hvordan de konkret skal omsættes i sundhedsuddannelserne. God arbejdslyst! Erik Nielsen Kristian Wendelboe

6 4 Next Practice Indledning KL og kommunerne arbejder på at udvikle et nært sundhedsvæsen, hvor kommunerne arbejder sammen med almen praksis og det specialiserede sygehusvæsen om at give danskerne et sundere og længere liv, som leves aktivt og produktivt uden sygdom og begrænset funktionsevne. Denne vision står helt central i kommunernes sundhedspolitik, og den spiller samtidig godt sammen med regeringens sundhedsudspil Mere borger, mindre patient (2013). Helt afgørende bliver det for den samlede kommunale sektor at levere kvalitet i de forebyggende og rehabiliterende indsatser, der skal understøtte, at patienter kan komme hurtigt tilbage til et hverdagsliv samt leve aktivt og uhindret af evt. kronisk sygdom. Samtidig er der bred enighed om, at primærsektoren kommer til at løse flere opgaver i takt med flere ældre og en ændret sygehusstruktur med færre sengepladser og højere aktivitet. For at sikre et bæredygtigt sundhedsvæsen er det helt afgørende, at sundhedsfremme og forebyggelse medvirker til flere år uden sygdom. Det er især afgørende set i lyset af den demografiske og teknologiske udvikling, der alt andet lige potentielt vil betyde flere borgere, der bliver patienter. Udviklingen af det nære sundhedsvæsen er en hensigtsmæssig strategi til løsningen af flere sundhedsfaglige opgaver tæt på borgerne og til en samfundsøkonomisk forsvarlig pris. Præmissen er og skal være, at opgaverne løses på et højt fagligt niveau tæt på borgeren. Udviklingen og udmøntningen af det nære sundhedsvæsen kan kommunerne ikke klare alene. Kommunerne har brug for de mange engagerede og dygtige nuværende og kommende medarbejdere på sundhedsområdet, der hver dag drifter og udvikler det kommunale sundhedsområde. De mange kommende medarbejdere på sundhedsområdet vil ligesom i dag komme fra en bred vifte af sundhedsuddannelser. Disse uddannelser vil tilsammen udgøre det fundament, som kvaliteten i det danske sundhedsvæsen skal bygge op omkring. Dét sundhedsvæsen, som de kommende medarbejdere skal arbejde i, forventes i endnu højere grad end i dag at kunne levere effektive og sammenhængende sundhedsindsatser af høj kvalitet. Til gavn for både borgerne og patienterne. Et bærende element i dette er et fortsat og styrket samarbejde om borgeren og patienten. Borgeren og patienten bevæger sig på tværs af sektorer og på tværs af sundhedsfaglige medarbejdergrupper. For at sundhedsvæsenet kan realisere disse forventninger, er det nødvendigt at se på, hvordan en række centrale sundhedsuddannelser i højere grad kan understøtte dette.

7 Next Practice 5 KL s ambition er, at sundhedsuddannelserne både nu og i fremtiden skal matche sundhedsvæsnet endnu bedre. Denne ambition er formålet med KL s projekt Next Practice i sundhedsuddannelserne, som fokuserer på seks centrale sundhedsuddannelser: Social- og sundhedsassistentuddannelsen Sygeplejerskeuddannelsen Ergoterapeutuddannelsen Fysioterapeutuddannelsen Tandlægeuddannelsen Speciallægeuddannelsen i almen praksis De seks sundhedsuddannelser leverer medarbejdere til centrale områder i det nære sundhedsvæsen og afspejler således kommunernes vinkel på, hvilke sundhedsuddannelser der skal i spil for at understøtte det nære sundhedsvæsen. Afsættet for projekt Next Practice i sundhedsuddannelserne er KL s tidligere politiske udspil Det nære sundhedsvæsen (2012), Investér før det sker (2013) og Udvikling gennem bedre uddannelser (2013).

8 6 Next Practice Figur 1 illustrerer, at projekt Next Practice i sundhedsuddannelserne er tilrettelagt over tre faser, hvor den første har inddraget tæt på 100 kommunale ressourcepersoner fra 29 kommuner. Anbefalingerne i dette udspil er funderet på denne proces. Samtidig viser figuren, at processen langt fra er slut, og at KL ønsker dialog i 2014 med centrale aktører om kommende revisioner af sundhedsuddannelserne. De 29 involverede kommuner: Egedal, Frederikssund, Gladsaxe, Glostrup, Greve, Haderslev, Hillerød, Holbæk, Horsens, Ikast-Brande, Kalundborg, Kolding, København, Lyngby-Taarbæk, Mariagerfjord, Middelfart, Næstved, Odense, Randers, Rudersdal, Silkeborg, Slagelse, Stevns, Sønderborg, Thisted, Vejle, Vesthimmerland, Aalborg og Aarhus Figur 1: Projektets tre faser Som arbejdsgivere for næsten sundhedsmedarbejdere udgør kommunerne en stor del af sundhedssektoren. Højere kvalitet i uddannelser er derfor et vigtigt parameter i at opnå bedre og mere effektiv produktion af sundhedsydelser i kommunerne og i sundhedsvæsenet som helhed. Samtidig varetager kommunerne allerede en stor opgave og et stort ansvar som praktikvært i forhold til at bidrage til, at de kommende sundhedsprofessionelle er mere end på omgangshøjde med udviklingen. Ambitionen er nemlig, at de kommende medarbejdere også kan bidrage til at udvikle det kommunale sundhedsområde i forhold til nye og fremtidige udfordringer. For at sikre denne udvikling er der behov for en styrket praksisnærhed i grunduddannelserne på sundhedsområdet. Med dette udspil fremlægger KL og kommunerne de væsentligste anbefalinger for de kommende års dialog. KL ser frem til samarbejdet med staten, de sundhedsfaglige grunduddannelser, de faglige organisationer og andre aktører, der ønsker at fremme udviklingen af et sundhedsvæsen i verdensklasse.

9 KL s anbefalinger Next Practice 7 Følgende overordnede anbefalinger til grunduddannelserne er udarbejdet med udgangspunkt i KL s udspil om Det nære sundhedsvæsen (2012), Investér før det sker (2013) og Udvikling gennem bedre uddannelser (2013). Anbefalingerne retter sig mod staten, de sundhedsfaglige grunduddannelser, de faglige organisationer og kommunerne, der på forskellig vis har interesser i og ansvar for udviklingen af de rette kompetencer i det nære sundhedsvæsen. De sundhedsfaglige grunduddannelser skal tage udgangspunkt i, at flere opgaver fremadrettet skal løses i primærsektoren tæt på borgerne Flere ældre og flere kronisk syge patienter sætter sundhedsvæsenet under pres. En af måderne at imødekomme denne udfordring på er at løse opgaverne mere omkostningseffektivt uden for det meget specialiserede sundhedsvæsen. For at virkeliggøre dette LEON-princip 1, har kommunerne brug for velkvalificerede sundhedsmedarbejdere, der kan tilpasse sig en stadig udvikling i opgaverne og forskydninger i arbejdsdelingen mellem sundhedsvæsenets forskellige aktører. Denne præmis bør gennemsyre uddannelserne. De sundhedsfaglige grunduddannelser skal afspejle behovet for en styrkelse af den rehabiliterende indsats Kommunernes forventning til grunduddannelserne tager udgangspunkt i, at flere opgaver fremadrettet skal løses i primærsektoren tæt på borgerne. Dermed sikres, at en hurtig forbyggende og rehabiliterende indsats kan igangsættes, samt at sygehusene ikke sander til i almen medicinske problemstillinger. Denne tendens skal elever og studerende forberedes på, og den skal derfor afspejles i grunduddannelserne. De sundhedsfaglige grunduddannelser skal ruste de nyuddannede til at indgå i tværfagligt og tværsektorielt samarbejde samt understøtte udviklingen af shared care-modeller Kommunerne ønsker at udvikle shared care-modeller, hvor kommuner, almen praksis og sygehuse arbejder sammen om forskellige patientgrupper. Shared care som arbejdsfilosofi, hvor forskellige faggrupper fra forskellige organisatoriske dele arbejder sammen efter veldefinerede beskrivelser, kan medvirke til bedre sammenhæng i et stadigt mere komplekst sundhedsvæsen. Et væsentligt element i grunduddannelserne bør derfor være at ruste de sundhedsfaglige medarbejdere til at kunne indgå i tværfagligt og tværsektorielt samarbejde i forskellige former. 1 LEON Laveste Effektive OmkostningsNiveau

10 8 Next Practice De sundhedsfaglige grunduddannelser skal integrere og understøtte udviklingen inden for velfærdsteknologi og telesundhed Telesundhed og velfærdsteknologier bliver i stigende grad en integreret del af arbejdet i sundhedsvæsnet og bør derfor også indgå i grunduddannelserne. Samtidig bør der fokuseres på kommunikation og formidling af telesundhed som en del af hverdagens værkstøjskasse. Uddannelserne bør ligeledes have fokus på nye udviklingsbehov i forhold til velfærdsteknologi og samspillet til de tekniske uddannelser, som uddanner elever og studerende til de velfærdsteknologiske fag.

11 Next Practice 9 De sundhedsfaglige grunduddannelser skal medvirke til at klæde de nyuddannede på til, at sundhedsfaglige opgaver i stigende grad løses i borgernes eget hjem I takt med at der kommer færre sengepladser og mere specialiserede supersygehuse, skal flere borgere behandles i eget hjem. Det stiller den sundhedsfaglige medarbejder overfor en række nye udfordringer, når arenaen skifter fra sygehuset til borgerens eget hjem. En af udfordringerne handler om faglig supervision, der i højere grad skal ske gennem anvendelse af telesundhedsløsninger, der skal understøtte den sundhedsfaglige medarbejder i at løse stadigt mere komplicerede opgaver i borgernes hjem. Kommunerne skal forberede sig på at løfte et endnu større ansvar i forhold til praktikopgaven på de sundhedsfaglige grunduddannelser og på at understøtte praktikken på tværs af forvaltninger og faggrupper Samarbejdet om borgeren skal tydeliggøres i uddannelserne. Kommunerne bør derfor forberede sig på at løfte et endnu større ansvar i forhold til praktikopgaven på de sundhedsfaglige uddannelser, herunder mulighederne for at tilrettelægge tværgående praktikker, der understøtter opgaveløsningen på tværs af faggrupper, fagområder og sektorer i sundhedsvæsnet. De sundhedsfaglige grunduddannelsesmiljøer skal i højere grad ligne virkeligheden, så viden og praktiske færdigheder fra hhv. skole og klinik/praktik mere direkte kan anvendes i praksis Der er behov for, at uddannelserne sætter fokus på, hvordan elever og studerende omsætter viden til konkrete kliniske færdigheder og handlekompetencer. Her viser erfaringer fra såvel ind- og udland, at det hjælper, at uddannelsesmiljøerne ligner den virkelighed, hvor viden og erfaring skal anvendes. De sundhedsfaglige grunduddannelser skal ruste de kommende medarbejdere til at opsøge og anvende evidens og kliniske retningslinjer i deres professionelle virke Kommunerne ønsker at arbejde efter standarder og kliniske retningslinjer på områder, hvor der er evidens. Derfor skal disse redskaber indarbejdes som metodegrundlag og gerne på tværs af uddannelser. For eksempel i form af at give de kommende medarbejdere et fælles fagligt sprog, der med udgangspunkt i forskellige fagligheder kan sikre, at der arbejdes efter samme mål og med fælles redskaber. Samtidig arbejder kommunerne efter Sundhedsstyrelsens forebyggelsespakker for at sikre systematik i det forebyggende arbejde. Derfor er det vigtigt, at de sundhedsfaglige grunduddannelser ruster de kommende medarbejdere til at opsøge og anvende evidens og kliniske retningslinjer i deres faglige og professionelle virke. De sundhedsfaglige grunduddannelser skal medvirke til, at elever og studerende har grundlæggende forudsætninger inden for dokumentation og monitorering Kommunerne vil arbejde mere systematisk med at dokumentere og evaluere effekten af de kommunale indsatser på sundhedsområdet. De sundhedsfaglige medarbejdere skal derfor kunne indsamle valid dokumentation systematisk med henblik på at anvende monitorering til at vurdere, hvorvidt indsatsen bidrager til borgernes øgede funktionsniveau. Grunduddannelserne skal derfor medvirke til, at elever og studerende har grundlæggende forudsætninger inden for dokumentation og monitorering.

12 10 Next Practice Udfordringerne i det nære sundhedsvæsen Grunduddannelserne skal tage bestik af de udfordringer, som kendetegner det danske sundhedsvæsen, herunder den forskydning af opgaver til primærsektoren, der er en konsekvens af ændringer i sygehussektoren. Sygehusene specialiseres og koncentreres færre steder i landet, hvilket betyder, at mindre specialiserede opgaver ikke længere kan løses meningsfyldt på sygehusene. Udviklingen kommer især til udtryk i accelererede forløb, hvor patienter hurtigt udskrives til efterbehandling og rehabilitering i kommunerne med involvering af almen praksis. Flere sundhedsopgaver skal fremadrettet løses i primærsektoren Den demografiske udvikling er en betydelig udfordring for det danske sundhedsvæsen, fordi ældre borgere har større sygelighed og større plejebehov end den øvrige befolkning. Ifølge Sundhedsstyrelsen udgør patienter over 65 år cirka halvdelen af de somatiske patienter i sygehusvæsenet. Sygeligheden er størst blandt ældre over 85 år 2. 2 Styrket indsats for den ældre medicinske patient fagligt oplæg til en national handlingsplan. Sundhedsstyrelsen, Presset fra de ældre patienter kan aflæses direkte i sygehusregnskaberne. I figur 2, som opgør sygehusudgifterne på aldersgrupper, er det tydeligt, at de ældste borgere er de dyreste. Udgifterne til borgere over 65 år udgør 40 procent af de samlede sundhedsudgifter. Opgørelsen dækker over såvel indlæggelse som ambulante besøg. Samlet set har sygehusene udgifter til de ældre over 65 år på cirka 24 mia. kr. (2010-tal). Heraf udgør indlæggelser af ældre medicinske patienter omkring en tredjedel af udgifterne. Indsatsen overfor de ældre medicinske patienter bør derfor omlægges, så mere klares i det nære sundhedsvæsen. Både fordi det er til gavn for borgerne, og fordi det er billigere for samfundet. Når der i de kommende år bliver længere til sygehusene, og indlæggelsestiderne fortsat bliver afkortet, vil kommunerne og almen praksis i stigende grad skulle pleje og behandle de ældre medicinske patienter. En fælles målsætning må være, at færre borgere får behov for at komme på sygehuset. Det skal indsatsen i det nære sundhedsvæsen bidrage til, hvilket især påvirker sygeplejersker, og socialog sundhedsassistenters arbejde i væsentlig grad. Tværsektorielt samarbejde Et af de områder, der har stigende opmærksomhed i kommunerne, er etableringen af shared care-modeller i samarbejdet mellem kommuner, sygehuse og almen praksis.

13 Next Practice 11 Figur 2: Sygehusudgifter pr. indbygger fordelt på aldersgrupper (2010) lægebetjene og henvise til disse tilbud, da kommunerne ikke selv råder over lægefaglig ekspertise på det kliniske område. Sundhedsfremme og forebyggelse Mange af de sygdomme, der fører til behov for ydelser i såvel det nære som det øvrige sundhedsvæsen er livsstilsbetingede og kan forebygges. For at undgå at stadig flere bliver syge og har brug for sundhedsydelser, er sundhedsfremme og forebyggelse derfor en meget betydningsfuld kommunal opgave, der involverer mange forskellige sundhedsfaglige grupper og øvrige medarbejdere på for eksempel skoleområdet og på beskæftigelsesområdet. Kilde: esundhed, Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, Note: Udgifterne opgjort ved produktionsværdi. Shared care-modeller kan bestå af døgnbemandede enheder, for eksempel i tilknytning til plejecentre, hvor specialiserede former for sygeplejekapacitet gør det muligt at behandle og pleje den ældre medicinske patient imellem sygehusindlæggelse og plejen i eget hjem. Det kan både dreje sig om en ældre medicinsk patient, som er blevet udskrevet fra sygehuset, men har behov for fortsat behandling, pleje og rehabilitering. Eller det kan dreje sig om en ældre medicinsk patient, som den praktiserende læge har henvist, fordi borgeren har brug for omfattende pleje. Shared care-enheder er i nogle tilfælde et egentligt alternativ til indlæggelse på sygehuset og kan i andre tilfælde medvirke til at sikre hurtig udskrivning og forebygge genindlæggelser. Almen praksis har en afgørende rolle i at WHO skønner, at mere end 70 procent af sygdomsbyrden i verden er relateret til kroniske livsstilssygdomme. Mens hjertekarsygdomme, kræft og åndedrætssygdomme har væsentligst betydning for dødsfald, er psykiske lidelser og muskelskeletlidelser årsag til en væsentlig andel af helbredsbetingede førtidspensioner og kontakten til den praktiserende læge. Set i et forebyggelsesperspektiv er udfordringen således forskellig, afhængig af om man vil lægge år eller sundhed til livet 3. Kommunerne kan og skal yde en betydelig indsats for at skabe rammer for borgernes hverdag, der sikrer en sundere livsstil hos nye generationer. Ligeledes skal kommunerne gennem indsatser tæt på borgeren hjælpe borgere med særlige behov til en sundere livsstil. På sundhedsområdet bidrager blandt andre sundhedsplejersker, tandlæger og sundhedsplanlæggere til forebyggelsesarbejdet på forskellig vis, herunder også på tværs af forvaltninger i de enkelte kommuner. 3 Folkesundhedsrapporten Danmark. Kjøller M, Juel K, Kamper-Jørgensen F (red). Statens Institut for Folkesundhed, 2007.

14 12 Next Practice Rehabilitering Rehabiliteringsindsatsen har fået fornyet fokus i de seneste år og med god grund. Der er efterhånden en bred erkendelse af, at et behandlingsforløb først er tilendebragt, når den behandlede borger er tilbage til det bedst tænkelige funktionsniveau i sit arbejds- og familieliv. Det kræver et vellykket rehabiliteringsforløb. Når der er kraftig vækst i antallet af borgere, der modtager sygehusbehandling, vil der på en række områder ses en tilsvarende vækst i antal borgere, som har behov for rehabilitering og genoptræning. Og aktivitetsvæksten på rehabiliterings- og genoptræningsområdet har været mærkbar i kommunerne. Kommunerne ønsker en ny vision for rehabiliterings- og genoptræningsområdet. Der er langt mere viden i dag, end da man flyttede opgaven til kommunerne, og der er de senere år kommet en stigende erkendelse af det store potentiale, som en helhedsorienteret rehabiliterings- og genoptræningsindsats har. Der er evidens for, at træning har effekt på funktionsniveauet for psykiatriske patienter, ligesom kræft- og hjertepatienter har brug for en langt mere helhedsorienteret rehabiliteringsindsats, som foruden det fysiske element også indeholder elementer, der skal bringe patienten tilbage til arbejdsmarkedet og det almindelige samfundsliv. Der er desuden evidens for, at træning har effekt på en lang række områder ud over det, der vedrører genoptræning. Man kender det blandt andet fra hverdagsrehabilitering, hvor træning bliver en central del af hjemmeplejen, så borgerne inddrages langt mere aktivt i de daglige gøremål. Fysioterapeuter og ergoterapeuter spiller en central rolle i rehabiliteringen, ligesom sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter er centrale i hverdagsrehabilitering og den patientrettede forebyggelse.

15 Next Practice 13 Flere patienter behandles i eget hjem med støtte af telesundhedsløsninger Efterbehandling og pleje vil i stigende grad ske i borgerens eget hjem. I takt hermed bliver der en naturlig efterspørgsel på teknologi, der kan understøtte arbejdet. Telesundhedsløsninger er derfor det digitale fundament for det nære sundhedsvæsen. Disse løsninger vil støtte de kommunale sundhedsmedarbejdere med den fornødne faglige støtte fra specialister og derved muliggøre løsningen af stadig mere komplicerede opgaver. Telesundhed skal betragtes som en naturlig og integreret del af praksis og dermed også af uddannelserne. Kommunerne skal bidrage kvalitativt til et sundhedsvæsen i verdensklasse I takt med at kommunernes rolle på sundhedsområdet styrkes, vokser behovet for at arbejde standardiseret og evidensbaseret. Konkret vil kommunerne arbejde efter standarder og kliniske retningslinjer på områder, hvor der er evidens. Kommunerne ønsker at fortsætte arbejdet hermed, så der kommer mere ensartet faglighed og kvalitet i de kommunale tilbud. Praksisnærhed fokus på at omsætte viden til kliniske færdigheder Den kliniske og praktiske træning er afgørende for at sikre, at de nyuddannede har de rette kompetencer. Med det øgede fokus på effektivisering i sundhedsvæsenet kan der imidlertid være behov for en tydeligere prioritering og forventningsafstemning af, hvad de kliniske og praktiske dele af uddannelserne skal fokusere på. Uddannelse af det fremtidige sundhedspersonale skal ske i tæt samspil med den praksis, der uddannes til. Kommunerne bør derfor fremadrettet sikre, at arbejdet med uddannelse prioriteres, så kvaliteten sikres. Disse skitserede udfordringer slår forskelligt igennem i forhold til de seks sundhedsuddannelser, som KL i dette udspil har valgt at fokusere på. I det næste afsnit behandles udviklingen i antallet af forskellige medarbejdergrupper på sundhedsområdet, som i dag er ansat i kommunerne. Kommunerne kan ikke på samme måde som sygehusvæsenet trække på faglige selskaber til at drive udviklingen af kliniske retningslinjer. Samtidig skal praksistilgangen anerkendes som en legitim måde at udvikle kvalitet på, der også kan bidrage til læring, som andre sektorer kan have glæde af. Kvalitetsarbejdet påvirker alle medarbejdergrupperne på sundhedsområdet og derfor også alle sundhedsfaglige uddannelser. Desuden fordrer kvalitetsarbejdet input fra akademisk personale, der kan bidrage til at få evidens ind i planlægningen og tilrettelæggelsen af arbejdet samt løfte monitorering af resultater og effekter.

16 14 Next Practice Fakta om kommunernes brug af sundhedsprofessionelle Kommunerne er arbejdsgivere for stadig flere medarbejdere med en sundhedsfaglig baggrund og har siden 2007 oplevet en væsentlig stigning i antallet af medarbejdere på sundhedsområdet. Denne stigning er et natuligt udtryk for de flere sundhedsopgaver, som kommunerne løser. Stigningen i antallet af medarbejdere med en sundhedsfaglig grunduddannelse er samtidig baggrunden for, at kommunerne i øget omfang interesserer sig for uddannelsernes indhold og betydning for praksis i det nære sundhedsvæsen. Figur 3 viser en stigning i antal årsværk inden for autoriset sundhedspersonale på mere end 30 procent på trods af et generelt fald i antal årsværk ansat i kommunerne. Stigningen fordeler sig forskelligt på de enkelte medarbejdergrupper, jf. figur 4. Figur 3: Kommunerne opruster inden for sundhedspersonale Figur 4: Stor stigning i antallet af autoriseret sundhedspersonale i kommunerne siden 2007 Kilde: Kommunernes og Regionernes Løndatakontor (KRL). Kilde: Kommunernes og Regionernes Løndatakontor (KRL).

17 Next Practice 15 Der er især sket en stigning blandt ergo- og fysioterapeuter, hvilket udtrykker en stigende opgavemængde i forhold til genoptræning og generel rehabilitering efter sygehusindlæggelse (se tabel 1). Samtidig ses en betydelig stigning blandt social- og sundhedsassistenter og til dels blandt sygeplejersker, hvilket særligt er udtryk for det demografiske pres og flere opgaver i hjemmeplejen som konsekvens af specialisering, accelererede forløb og øvrige omlægninger i sygehussektoren. Tabel 1: Udviklingen i antal personer ansat som autoriseret sundhedspersonale i kommunerne fordelt på udvalgte personalegrupper Medarbejdergruppe Stigning SOSU-assistenter % Sygeplejersker % Tandlæger % Ergo- og fysioterapeuter % Kilde: Kommunernes og Regionernes Løndatakontor (KRL).

18 16 Next Practice Social- og sundhedsassistentuddannelsen Social- og sundhedsassistenten i det nære sundhedsvæsen Som frontmedarbejder i det nære sundhedsvæsen er langt størstedelen af social- og sundhedsassistentens opgaver placeret hjemme hos borgeren. Hvad enten borgerens hjem er på et plejecenter, et bosted, i et opgangsfællesskab eller i egen bolig, er borgerens bolig social- og sundhedsassistentens primære arbejdsplads. Social- og sundhedsassistenten er i dagligdagen den primære sundhedsfaglige kontakt til borgeren i relation til omsorgs- og plejeopgaver. Denne rolle betyder, at socialog sundhedsassistenten i stigende omfang agerer som knudepunkt mellem borgeren/patienten og sygeplejersken, terapeuten og de pårørende. For social- og sundhedsassistenten har flytningen af opgaver til primærsektoren indebåret, at andelen af opgaver visiteret efter sundhedsloven er steget. Det har givet assistenten flere grundlæggende sygeplejeopgaver og et større ansvar for den enkelte borgers forløb. Det har ligeledes øget assistentens samarbejdsflade i forhold til de øvrige sundhedsfaglige medarbejdergrupper både i kommunen, i almen praksis og på sygehuset. Fremadrettet vil social- og sundhedsassistenten fortsat have en helt central rolle i relation til at varetage den daglige kontakt med borgeren i det nære sundhedsvæsen. KL anbefaler

19 Next Practice 17 assistent har mere sundhedsfaglig viden Med flere opgaver, der løses i primærsektoren, bliver assistenten også fremadrettet en helt central frontmedarbejder i den grundlæggende pleje af borgeren i det nære sundhedsvæsen. Det stiller krav til, at den nyuddannede assistent fortsat og inden for sit kompetenceområde kan løse alle opgaver i overensstemmelse med sin sundhedsfaglige autorisation. At uddannelsen har øget fokus på rehabilitering og recovery Kronisk sygdom og psykiske tilstande vil fremadrettet blive anset som en hindring for et aktivt liv. Det stiller krav til, at den nyuddannede assistent kan arbejde med recovery og rehabilitering og derved bistå borgeren i at mestre sit eget liv. Det stiller ligeledes krav til, at den nyuddannede assistent kan motivere, kommunikere, formidle og inddrage borgeren og dennes ressourcer og netværk. At shared care som arbejdsmetode introduceres under uddannelsen og sikrer den nyuddannede assistent færdigheder i at bidrage til at skabe sammenhæng, helhed og kvalitet i borgerens forløb Den faglige dialog og samarbejdet om borgerens forløb, tværfagligt og tværsektorielt vil fremadrettet være tilrettelagt med udgangspunkt i tankesættet bag shared care. Det stiller krav om, at den nyuddannede assistent kan løse opgaver i tæt samspil med de øvrige sundhedsfaglige medarbejdergruppers kompetenceområder og under hensyn til forskellige faglige vurderingssystemer, herunder for eksempel ICF 4. 4 ICF International Classification of Functioning, Disability and Health

20 18 Next Practice At uddannelsen har øget fokus på tidlig opsporing, patient- og borgerrettet forebyggelse I relation til gruppen af ældre medicinske patienter og patienter med kroniske lidelser vil der være et vedvarende fokus på forebyggelige indlæggelser. Det stiller krav til, at den nyuddannede assistent kan medvirke til at anvende værktøjer til tidlig opsporing for disse grupper. Arbejdet med Sundhedsstyrelsens forebyggelsespakker stiller ligeledes krav til, at den nyuddannede assistent kan vejlede og arbejde forebyggende i forhold til konkrete forebyggelsesindsatser. assistent kan arbejde efter kliniske retningslinjer, standarder og den bedste viden på området Faglige standarder og kliniske retningslinjer skal indarbejdes i uddannelsen som et fælles fagligt metodegrundlag og redskab. Det stiller krav til, at den nyuddannede assistent i den grundlæggende pleje og indsats overfor borgeren kan arbejde efter såvel kliniske retningslinjer, et fælles fagligt sprog samt den bedste viden på området. At uddannelsen sikrer den nyuddannede assistent de grundlæggende forudsætninger inden for dokumentation Kommunerne vil fremadrettet have endnu mere fokus på at sikre mest mulig effekt, patientsikkerhed og kvalitet i de faglige indsatser på sundhedsområdet. Som frontmedarbejder stiller det krav til den nyuddannede assistent i forhold til at løfte den faglige dokumentation. assistent er fortrolig med telesundhed og velfærdsteknologiske løsninger Telesundhed vil fremadrettet være et centralt værktøj til at binde de mange sundhedsfaglige indsatser sammen for borgeren. Telesundhed skal betragtes som både informations- og kommunikationsteknologi og skal understøtte forebyggende, behandlende og rehabiliterende indsatser. Det stiller krav til, at den nyuddannede assistent kan anvende telesundhed. Det samme gør sig gældende i forhold til de øvrige velfærdsteknologiske løsninger på ældre- og sundhedsområdet. At uddannelsen sikrer, at assistentelever og studerende fra relevante professionsrettede sundhedsuddannelser får mulighed for at arbejde sammen om for eksempel borgerens forløb på tværs af sektorer Samarbejdet og dialogen om borgeren og patienten mellem forskellige sundhedsfaglige medarbejdergrupper på tværs af kommuner og regioner stiller krav til, at der tilrettelægges tværgående forløb i uddannelsens skole- og praktikdel. Det stiller krav til forpligtende samarbejder mellem social- og sundhedsskoler og professionshøjskoler. Ligesom det stiller krav til kommuner og regioner i form af praktikker, der understøtter opgaveløsningen på tværs af medarbejdergrupper, fagområder og sektorer. At uddannelsen sikrer den nyuddannede assistent stærke kliniske handlekompetencer Med en udvikling, der også fremadrettet stiller høje krav til assistenternes faglige niveau, er det nødvendigt, at uddannelsen sikrer den nyuddannede assistent stærkere kliniske handlekompetencer. Dette skal blandt andet sikres gennem løbende praktiske afprøvninger i uddannelsen samt et fortsat og styrket ledelsesfokus på opgaven med at uddanne sundhedsfaglige elever.

21 Sygeplejerskeuddannelsen Next Practice 19 Sygeplejersken i det nære sundhedsvæsen Som sygeplejerske i det nære sundhedsvæsen foregår kun en mindre del af opgaverne i direkte kontakt med borgeren. Sygeplejerskens opgaver består ofte af forløbskoordination, opfølgning på komplekse borgeres forløb, udvikling og kvalitetssikring af hjemmesygeplejen. Sygeplejersken vil også fremadrettet være ansvarlig for de komplekse borgere og varetage de specialiserede funktioner i forhold de øvrige sundhedsfaglige medarbejdergrupper. De flere sundhedsfaglige opgaver, der løses uden for sygehusene, har for sygeplejersken betydet øget faglige krav fra samarbejdspartnere på såvel sygehuse som i almen praksis. Desuden er udviklingen gået i retning af udarbejdelse af standarder og kliniske retningslinjer til primærsektor. Det har flyttet sygeplejerskernes opmærksomhed fra den grundlæggende sygepleje til de mere komplekse borgerforløb og samarbejdet om disse samt til den faglige kvalitetssikring. Sygeplejersken har fortsat en stor samarbejdsflade til de øvrige sundhedsfaglige medarbejdergrupper både i kommunen, i almen praksis og på sygehuset. KL anbefaler

22 20 Next Practice sygeplejerske har indsigt i de sygeplejefaglige opgaver i det nære sundhedsvæsen Forskellen mellem den sygepleje, der leveres i kommunerne og den, der leveres i regionerne, vil fremover blive større. Den sygeplejefaglige indsats i det nære sundhedsvæsen koordineres og tilrettelægges ud fra et helhedssyn, der sikrer inddragelse af borgerens og patientens ressourcer og netværk. Det stiller krav til, at den sygeplejestuderende introduceres til de sygeplejefaglige opgaver i det nære sundhedsvæsen. sygeplejerske kan arbejde ud fra et rehabiliterende sigte i borger- og patientkontakten Der vil fremadrettet være fokus på, at den sundhedsfaglige indsats i det nære sundhedsvæsen tilrettelægges med henblik på at understøtte såvel den borgerrettede som den patientrettede forebyggelse. Det stiller krav til, at den nyuddannede sygeplejerske kan tilrettelægge den sundhedsfaglige indsats ud fra et rehabiliterende sigte og borgerens/patientens egne ressourcer. sygeplejerske kan bidrage til at styrke det faglige kvalitetssikringssystem i det nære sundhedsvæsen I kommunerne skal sygeplejersken også fremadrettet have det koordinerende ansvar i samarbejdet om borgeren med for eksempel almen praksis og sygehuset. Det stiller krav til, at den nyuddannede sygeplejerske kan indgå i arbejdet med at bidrage til kommunens kvalitetssikringssystem. Ligeledes stiller det krav til, at den nyuddannede sygeplejerske selvstændigt og igennem nye opgaver kan søge og indhente ny viden i det løbende arbejde med blandt andet patientsikkerhed. At uddannelsen introducerer den sygeplejerskestuderende til shared care som arbejdsmetode Samarbejdet om borgeren og patienten vil fremadrettet tage udgangspunkt i arbejdsmetoden shared care. Det stiller krav til, at sygeplejersken kan løse opgaverne i tæt samspil med de øvrige sundhedsfaglige medarbejdergrupper. Ligeledes stiller det krav til, at den studerende introduceres til forskellige sundhedsfaglige sprog og mestrer koordinationen af sammenhængende patientforløb på tværs af sektorer og internt i kommunerne. At uddannelsen sikrer den nyuddannede sygeplejerske grundlæggende forudsætninger i forhold til kvalitetsudvikling, evidens og kliniske retningslinjer Udviklingen af det specialiserede sygehusvæsen og udflytningen af de mange sundhedsfaglige opgaver til det nære sundhedsvæsen betyder et øget fokus på kvalitetsudvikling, evidens og kliniske retningslinjer i den sygeplejefaglige indsats. Det stiller krav til, at den nyuddannede sygeplejerske kan omsætte evidensbaserede metoder til faglige instrukser, der afspejler sammenhænge mellem socialfaglige og sundhedsfaglige indsatser. At den sygeplejestuderende under uddannelsen trænes i at se de evidensbaserede metoder i et helhedsorienteret perspektiv Rammerne for den sundhedsfaglige indsats i det nære sundhedsvæsen er overvejende borgerens eget hjem og er dermed grundlæggende forskellig fra rammerne i det specialiserede sundhedsvæsen. Det afspejles blandt andet i en forskel i de kliniske retningslinjer, der er udviklet til anvendelse i henholdsvis sygehusregi og i kommunal praksis. Det stiller krav til, at den sygeplejestuderende forberedes på denne forskel samt trænes i at se de evidensbaserede metoder i et helhedsorienteret perspektiv.

23 Next Practice 21 sygeplejerske er fortrolig med telesundhed og velfærdsteknologiske løsninger Kommunerne vil fremadrettet have fokus på, at telesundhed skal kunne binde de mange sundhedsfaglige indsatser sammen overfor borgeren. Som såvel informationssom kommunikationsteknologi vil telesundhed understøtte forebyggende, behandlende og rehabiliterende indsatser på sundhedsområdet. Det stiller krav til, at nyuddannede sygeplejersker kan anvende og formidle brugen af telesundhed til borgeren. Det samme gør sig gældende i forhold til de øvrige velfærdsteknologiske løsninger på ældre- og sundhedsområdet. At uddannelsen tilrettelægges, så den understøtter samarbejdet med andre sundhedsfaglige medarbejdergrupper Sundhedsvæsenet vil i de kommende år blive vurderet på evnen til at skabe sammenhængende indsatser for borgeren og patienten på tværs af fag- og sektorområder. Det stiller krav til, at de sundhedsfaglige uddannelser tilrettelægges, så de tager højde for det samarbejde, der er behov for mellem de sundhedsfaglige medarbejdergrupper.

24 22 Next Practice Ergoterapeutuddannelsen Ergoterapeuten i det nære sundhedsvæsen I det nære sundhedsvæsen arbejder ergoterapeuten med mange forskellige typer borgere: Handicappede, ældre, funktionsnedsatte, børn med flere. Ergoterapeuterne varetager derfor en lang række sundhedsfaglige opgaver inden for borgerrettet og patientrettet sundhedsfremme/ forebyggelse, hjælpemiddelområdet, deltagelse/aktivitet i hverdagslivet og i den mere specialiserede rehabilitering. Der er derfor heller ikke én primær arbejdsplads for ergoterapeuten. Som ergoterapeut kan man for eksempel finde arbejde i socialpsykiatrien, i det specialiserede sundhedsvæsen, på genoptræningscentre, i visitationen, i borgerens hjem eller dér, hvor borgeren færdes i sin dagligdag eksempelvis på arbejdspladsen eller i nærområdet. Ansvarsområderne spænder derfor også vidt og indebærer en tæt dialog med andre sundhedsfaglige medarbejdergrupper i koordinering af borgerens forløb. Fremadrettet vil ergoterapeuten få en central placering i forhold til forebyggelse, borgerens mestring af eget liv og rehabiliteringsindsatsen i takt med den fortsatte udvikling af det nære sundhedsvæsen. Dette vil formentlig medvirke til, at ergoterapeuternes profil skærpes inden for rammerne af kommunerne. KL anbefaler

25 Next Practice 23 ergoterapeut har stærke kliniske handlekompetencer Med en udvikling, der også fremadrettet stiller høje krav til ergoterapeuternes faglige niveau, er det nødvendigt, at uddannelsen sikrer den nyuddannede ergoterapeut stærkere kliniske handlekompetencer. Uddannelsen skal sikre, at den ergoterapeutstuderende løbende får trænet og afprøvet sin teoretiske viden. Derved sikres, at den nyuddannede ergoterapeut har stærke kliniske handlekompetencer. Det stiller for eksempel krav til, at den studerende under uddannelsen trænes i at anvende konkrete analyseværktøjer. ergoterapeut kan anvende netværksanalyse og understøtte og aktivere borgerens ressourcer/netværk Forståelsen af, at borgeren er ekspert i sit eget liv skal styrkes hos den nyuddannede ergoterapeut. Det stiller krav til, at den nyuddannede ergoterapeut kan formidle det brede ergoterapeutiske aktivitets- og deltagelsesperspektiv til borgeren samt aktivere borgerens egne ressourcer, netværk og nære fællesskaber. ergoterapeut kan arbejde ud fra metoder i rehabilitering og recovery Kommunerne vil også fremadrettet have fokus på forebyggelse og tidlig indsats. Der er behov for et styrket fokus i uddannelsen på, hvordan der arbejdes med rehabilitering og recovery inden for forskellige områder i det nære sundhedsvæsen. Det stiller krav til, at den nyuddannede ergoterapeut har en indgående forståelse af rehabiliterings- og recoverybegrebet, og at den nyuddannede formår at omsætte begreberne til praksis. ergoterapeut søger løsninger i samarbejde med sundhedsfaglige aktører, frivillige, borgeren og dennes netværk Kommunerne ønsker at udvikle shared care-modeller, hvor flere sundhedsfaglige grupper og sektorer arbejder sammen om borgeren. Det stiller krav til, at den nyuddannede ergoterapeut med udgangspunkt i et fælles fagligt sprog søger samarbejde med andre sundhedsfaglige medarbejdergrupper, og at den nyuddannede søger løsninger sammen med frivillige, borgeren selv og dennes netværk. ergoterapeut kan anvende dokumentation til at understøtte samarbejdet med andre sundhedsfaglige medarbejdergrupper, borgeren og pårørende Kommunerne vil i stigende grad efterspørge dokumentation for den ergoterapeutiske indsats med henblik på at sikre kvaliteten i det sundhedsfaglige arbejde. Det skal være med til at understøtte samarbejdet med andre faggrupper, borgere og pårørende. Det stiller krav til, at den studerende under uddannelsen trænes i at afgrænse og indhente relevant dokumentation på aktivitets- og deltagelsesniveau. ergoterapeut kan benytte relevante og evidensbaserede redskaber i praksis Kommunerne vil i stigende grad efterlyse evidensbaserede redskaber i ergoterapeutens faglige virke. Det stiller krav til, at uddannelsen ruster de nyuddannede ergoterapeuter til at kunne opsøge og omsætte den nyeste forskning og evidens i det daglige arbejde.

26 24 Next Practice ergoterapeut kan identificere og analysere borgerens behov for hjælpemidler og velfærdsteknologiske løsninger Kommunernes fokus på rehabilitering vil også fremadrettet være centralt for ergoterapeutens arbejde. Hjælpemidler og velfærdsteknologiske løsninger er et centralt element heri. Telesundhed, i form af informations- såvel som kommunikationsteknologi, vil ligeledes give nye muligheder i indsatsen på sundhedsområdet. Det stiller krav til, at den nyuddannede ergoterapeut kan identificere og analysere borgerens behov for hjælpemidler og velfærdsteknologiske løsninger. ergoterapeut kan formidle ergoterapeutiske behov til private samarbejdspartnere i udvikling af nye teknologier Kommunerne vil også fremadrettet være en stor aftager af velfærdsteknologiske løsninger. Ergoterapeuten er med sin faglige baggrund en væsentlig faglig ressource i samarbejdet med private leverandører i forbindelse med udviklingen af nye teknologier. Det stiller krav til, at den ergoterapeutstuderende trænes i at identificere og formidle behov for nye teknologier til private leverandører.

27 Fysioterapeutuddannelsen Next Practice 25 Fysioterapeuten i det nære sundhedsvæsen Fysioterapeuternes opgaver i kommunerne udvikler sig i takt med udviklingen af det specialiserede sundhedsvæsen. Det betyder, at der løbende kommer flere og mere komplekse opgaver i forhold til blandt andet genoptræning og patientrettet forebyggelse. Det stiller højere krav til fysioterapeuternes analytiske evner i forhold til situationer med patienter og samarbejdspartnere. I dag er kommunerne den største enkelte arbejdsgiver for fysioterapeuter, og der er intet der tyder på, at kommunerne ikke fortsat vil være den væsentligste arbejdsplads, da rehabilitering er et område i vækst. Samtidig forestår der et væsentligt arbejde i at kvalitetsudvikle den fysiske rehabilitering med fokus på, hvordan integrationen med kommunens øvrige velfærdsområder kan styrkes yderligere. Mange af de opgaver, som fysioterapeuterne varetager i kommunen, er nemlig karakteriseret ved, at borgerne og patienterne har mange forskellige problemstillinger. Derfor er det nødvendigt, at fysioterapeuterne i højere grad har viden om og forståelse for de forskellige sundhedsprofessionelles roller og kompetencer i det sammenhængende borgerforløb. KL anbefaler

28 26 Next Practice fysioterapeut har stærke faglige handlekompetencer og kan bidrage til at udvikle opgaverne i det nære sundhedsvæsen Flere sundhedsfaglige opgaver, herunder også forebyggelse og genoptræningsopgaver, vil også fremadrettet blive løst i primærsektor. Det er kommunernes forventning, at fysioterapeuten kan bidrage til den fortsatte udvikling af området. Det nære sundhedsvæsen og samspillet med det øvrige sundhedsvæsen bør derfor introduceres under uddannelsen. Det stiller fortsat krav om, at den nyuddannede fysioterapeut kan opnå stærke faglige og kliniske kompetencer og dermed kan omsætte sin teoretiske viden i praksis. fysioterapeut har grundlæggende forståelse for rehabilitering og borgerens samlede behandlingsforløb På træningsområdet vil der også fremadrettet være et styrket fokus på rehabilitering og forebyggelse både den borger- og patientrettede. Rehabiliteringsperspektivet skal integreres i fysioterapeuternes tilgang til borgeren, hvor fokus skal være borgerens behov, og hvor borgeren skal være i centrum. Det stiller krav til, at den nyuddannede fysioterapeut kan motivere borgeren og dermed forbedre borgerens mulighed for at deltage i rehabiliteringen. De nyuddannede fysioterapeuter skal også kunne håndtere, at patienterne og borgerne forventer mere af rehabiliteringsindsatsen og typisk vil have en forventning om fuld recovery. fysioterapeut har et grundlæggende kendskab til shared care som arbejdsmetode Den tidlige og forebyggende tilgang vil i stigende grad blive udbredt på tværs af sundhedsvæsenet. Det stiller krav til, at de sundhedsprofessionelle samarbejder for at skabe sammenhængende borgerforløb, hvor der er fokus på fælles målsætning og fælles indsats. Fysioterapeuterne skal ligeledes have indgående indsigt i samarbejdspartnernes kompetenceområder samt have procesledelseskompetencer på borgerniveau, flerfagligt niveau og organisationsniveau. At uddannelsen sikrer, at den fysioterapeutstuderende introduceres til grundlæggende metoder til at implementere og forankre evidens i praksis Kommunerne vil fremadrettet stille krav til en evidensbaseret praksis på forebyggelses- og genoptræningsområdet. Med afsæt i borgerens behov skal fysioterapeuten være i stand til at finde og udføre den metode, som bedst opfylder borgerens behov. Parallelt hermed er forventningen, at terapeutgruppen løbende udvikler det fysioterapeutiske arbejdsfelt. Det stiller krav til, at den studerende trænes i at tænke i udvikling og innovation og i at omsætte og implementere ny viden i praksis. fysioterapeut har forudsætninger for at anvende systematisk dokumentation og kan indgå i kvalitetsudvikling Dokumentations- og kvalitetsdagsordenen vil fortsat lægge pres på, at fysioterapeuterne skal kunne følge op og dokumentere indsatsen på en struktureret og systematisk måde. Det stiller krav til, at uddannelsen sikrer, at den studerende trænes i at udføre og forstå systematisk dokumentation som en integreret del af det terapeutiske arbejde. Endvidere stiller det krav til, at der i uddannelsen er fokus på fagligt kvalitetsudviklingsarbejde, som indeholder både det mono- og tværprofessionelle arbejde.

29 Next Practice 27 fysioterapeut kan anvende telesundhed og velfærdsteknologiske løsninger Kommunerne vil fremadrettet have opmærksomheden rettet mod, hvordan telesundhed og velfærdsteknologiske løsninger kan give bedre service og lettere kontakt mellem borgere og andre faggrupper i det nære sundhedsvæsen. Det kan eksempelvis være i forløb, hvor en del af behandlingen sker på lang distance. Det stiller krav til, at den nyuddannede fysioterapeut kan integrere telesundheds- og velfærdsteknologierne naturligt i arbejdet. At uddannelsen sikrer, at den fysioterapeutstuderende får grundlæggende færdigheder til at medvirke i udviklingen af nye velfærdsteknologiske løsninger Kommunerne vil også fremadrettet være en stor aftager af velfærdsteknologiske løsninger. Fysioterapeuten er med sin faglige baggrund en væsentlig faglig ressource i samarbejdet med private leverandører i forbindelse med udviklingen af nye teknologier. Det stiller krav til, at den fysioterapeutstuderende trænes i at formulere behov for tekniske løsninger. At uddannelsen tilrettelægges, så den understøtter samarbejdet på tværs af sundhedsprofessioner Sundhedsvæsenet vil i de kommende år blive vurderet på evnen til at skabe sammenhængende indsatser for borgeren og patienten på tværs af fag- og sektorområder. Det stiller krav til, at de sundhedsfaglige uddannelser tilrettelægges, så de tager højde for det samarbejde, der er behov for mellem de sundhedsfaglige medarbejdergrupper. Den kliniske uddannelse kan for eksempel placeres på rehabiliteringsafdelinger, genoptræningscentre, hjemmeplejen og forebyggelsescentre, hvor samarbejdet om borgeren involverer flere faggrupper.

30 28 Next Practice Tandlægeuddannelsen Tandlægen i det nære sundhedsvæsen Den kommunale tandpleje er delt i tre: Børne- og ungdomstandplejen, omsorgstandplejen og specialtandplejen. Kommunernes børne- og ungdomstandpleje er et forebyggelses-, tandpleje- og tandreguleringstilbud til børn og unge. Målgruppen for omsorgstandplejen er hovedsageligt borgere på plejecentre og i hjemmeplejen. Kommunernes omsorgstandpleje bygger ligesom børnetandplejen på et opsøgende, regelmæssigt og forebyggende arbejde. Specialtandplejen er et specialiseret tandplejetilbud til en afgrænset gruppe af borgere, for eksempel borgere der er udviklingshæmmede eller har kronisk sindslidelse. KL anbefaler Den kommunale tandpleje løser imidlertid sine opgaver relativt isoleret på trods af, at den udgør et af de største driftsområder i kommunen og har en bred kontaktflade til borgerne. Tandlægernes arbejdsopgaver på det kommunale tandplejeområde er på grund af den forbedrede tandsundhed under forandring i disse år. For at udnytte tandlægernes kompetencer optimalt i løsningen af opgaverne på det kommunale sundhedsområde, og i vidt omfang også på socialområdet, er der behov for, at uddannelsen styrkes i retning af de tandlægefaglige opgaver i det nære sundhedsvæsen. Det gælder dels i forhold til at løse de tandlægelige opgaver, som er typiske for den kommunale tandpleje (børnetandpleje, voksen- og specialtandpleje), og ikke mindst i forhold til at kunne arbejde tværfagligt i den kommunale organisation. Fremtidens kommunale tandlæge har ledelsesansvaret for en større medarbejdergruppe end i dag og skal kunne lede, koordinere og supervisere opgaverne i det tandlægelige team. Tandlægen skal være en klinisk ekspert, som både kan det generelle og det mere specialiserede i forhold til diagnostik og behandling. Herudover er det forventningen, at tandlægen skal kunne indgå i sundhedsfremme, forebyggelse og rehabilitering på tværs af de øvrige kommunale velfærdsområder.