2. påskedag, mandag den 28. marts 2016 Vor Frue kirke kl. 17. Tekst: (1. kor 15,12-20) Johs 20,1-18 Salmer: , 218, 236, 230, 233, 234

Transkript

1 1 2. påskedag, mandag den 28. marts 2016 Vor Frue kirke kl. 17 Jesper Stange Tekst: (1. kor 15,12-20) Johs 20,1-18 Salmer: , 218, 236, 230, 233, 234 Gud, lad os leve af dit ord som dagligt brød på denne jord Det har vakt en del opstandelse, at kirkefolket ikke kan blive enige om hvad opstandelse er. Ved højtidelige lejligheder plejer vi at sige om troen, at den ikke er at have de rigtige meninger. Troen er snarere følelser end meninger. Men vi skal da lige love for, at det ikke gælder opstandelsen. Her gælder det om at have den rigtige mening, selvom det måske er det eneste, vi slet ikke kan have nogen mening om. Det kan vi erkyndige os om i Det Nye Testamente. Paulus er optaget af opstandelsens betydning, og evangelierne er optaget af opstandelsens erfaring. På den baggrund falder vores diskussioner om den legemlige opstandelses fysiske karakter noget plumpt ud. Som om opstandelse var afhængig af, hvad vi var i stand til at forestille os og have en mening om. Opstandelsen er altså en følelse, eller en følelse, som har været udsat for eftertanke og er blevet til en erfaring.

2 Derfor giver det ikke mening at diskutere, om opstandelsen er virkelig eller ej. Erfaringer er sande for dem, der gør dem. Der er ikke noget at diskutere. Det er eksempelvis min erfaring, at man kommer længst med ærlighed. Er det virkeligt Det er i hvert fald virkeligt som erfaring. Det er min erfaring, at Kristus trøster mig med sine ord. Er det virkeligt Det er i hvert fald virkeligt som erfaring. Opstandelse er er altså ikke et spørgsmål om, hvorvidt vi er i stand til at tro på, at en død er blevet levende. Spørgsmålet er, hvilke erfaringer levende mennesker gør med den korsfæstede og døde Kristus. Op til påske udkom en bog om Kristi opstandelse (Sandbeck og Nielsen, Kristi opstandelse, sprog og virkelighed). Den kan læses som et opgør med det, forfatterne kalder den fysisk-biologisk opfattelse af opstandelsen. Bogen er en grundig og lærd kommentar til diskussionen om, hvad det er for en opstandelse, vi skal tro på. I en gennemgang af Det Nye Testamentes opstandelsesberetninger, viser de, hvordan den ældste kristne tradition betragtede opstandelse som en åndelig hændelse. Man interesserede sig ikke i samme grad, som vi gør det, for Jesu fysiske opstandelse men forsøgte i stedet at pege på de steder, hvor den døde Kristus var nærværende. Fremstillingen bæres af den påstand, at noget ikke behøver være fysisk til stede for at være virkeligt til 2

3 stede. Vi opretter altså ifølge bogens forfattere en falsk skelnen, når vi siger, at hvis Jesus ikke opstod fysisk-biologisk, opstod han ikke virkeligt. Bogen er en udfordring for os, som i al vor naivitet, elsker at forestille os, at Kristus forlod sin grav for at vende tilbage til sit guddommelige ophav. Ganske enkelt og uden at efterlade sig forklaring. Men udfordringen er langt fra ny. Mens Paulus ikke interesserer sig for den jordiske Jesus, - man ville således være ude af stand til at skrive Jesu historie på baggrund af Paulus oplysninger, kunne evangelierne beskrives som en narrativ gengivelse af det kosmiske drama, de første kristustroende og heriblandt Paulus bekendte sig til. En af de allerførste salmer, kristne sang ved gudstjenesten, lød han som havde Gud skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lig med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og da han var trådt frem som menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors. Derfor har Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne 3

4 Ydmygelsen ved korsdøden besynges som opstandelse eller ophøjelse. Kristus ydmygede sig og blev lydig til døden derfor har Gud ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne. Kristi betydning udtømte sig for Paulus i ydmygheden og lydigheden. Opstandelse er for ham, at dette guddommelige drama mellem Gudfader og Guds Søn fik varende betydning for os som vores frelse fra enhver form for lovreligion. Evangelisterne følte sig senere udfordret til at fortsætte, hvor salmen slap, så de supplerer salmesangens stramme mytologi med fortællingen om den jordiske Jesus og erfaringerne med den opstandne. Det er evangelierne, der på den måde lægger grunden til senere tiders diskussioner af opstandelsens kødelige eller fysisk-biologiske realitet. Hvordan var det nu det var, forholdet mellem den jordiske Jesus og den opstandne Kristus? I Paulus menigheder var opstandelsen en realitet i sangen, i liturgien, i dåben og i nadveren. Døden var en forening med Gud. For Paulus døde man ikke blot ind i et stort mørke. Det gjaldt hver og en, også Kristus. Som vi hørte det i epistelteksten: Hvis døde ikke opstår er Kristus heller ikke opstået. De døde har et liv hos Gud. Det gælder alle. Det, der gælder helt særlig for Kristus, er, at han også har et liv hos os som opstanden. Og det erfarer vi som frelse. 4

5 Opstandelsestro er erfaringen af at møde Jesu ydmyge og lydige liv som frelse, ikke i efterfølgelse men som udtryk for tilgivelse af, at vi ikke som han følger vores bestemmelse. Evangelierne går videre end Paulus i deres beskrivelse af erfaringen af opstandelse. Opstandelsesfortællingerne i de fire evangelier handler om erfaringer af den opstandnes nærvær. Markus lader sin læser sidde tilbage med den afsluttende oplysning om, at kvinderne flygtede fra graven uden at sige noget til nogen, for de var bange. Nogen må have sagt noget til nogen, ellers sad man vel ikke her og læste. Læseren bliver selv svaret på spørgsmålet om, hvor den døde er, når han ikke er i graven. Han er i fortællingen om ham. I Matthæusevangeliet møder disciplene den opstandne i missionsbefalingen om at gå ud i al verden for at lære at holde Jesus befalinger og døbe. I Lukasevangeliet flygter disciplene også ud af byen men møder den opstandne i nadverens elementer, brød og vin. Opstandelsen beskrives som en erfaring af ordenes virkning, dåben og nadveren. Og det personlige element i opstandelseserfaringen gengives endelig i Johannesevangeliet fremstilling med de vidunderlige fortællinger om discipelkapløbet og om Maria Magdalene, som vi har hørt i dag. 5

6 Om den anden discipel, ham som Jesus elskede hedder det, at han i den tomme grav så og troede. Om Maria Magdalene, at hun havde set Herren men først genkendt ham, da hun hørte sit navn nævnt. Den elskede discipel så altså ingenting, og Maria så forkert. Hun troede det var havemanden. Så kan det vist ikke fortælles tydeligere, at opstandelsestroen ikke er afhængig af det fysiske legeme. Opstandelsestroen er en erfaring. Om den discipel, Herren elskede fortælles det, at hans tro altså slet ikke var afhængig af Jesu fysiske nærvær. Han så ingenting men troede. Han bliver alle senere troende idealbillede. Evangeliet slutakkord lyder, at salige er de, som ikke har set og dog tror. Og med Maria tilføjes troens personlige dimension. Her er vi tilbage, hvor vi begyndte. Troen er ikke at have bestemte meninger om det ene og det andet. Troen er at høre vor Herre kalde, som han kaldte på Maria. Ved eget navn. Grundtvig lader opstandelsesmorgenens sol reflekteres i tårerne på Marias kind Se, af øjets tåreflod morgensolen mildt opstod. I den grav, hvor han har hvilet hun har fundet englesmilet. Domprovsten og salmedigteren Aastrup har kaldt Grundtvigs salme for udspekuleret rimeri med indlagt reklame for en ny stil i gravmonumenter. 6

7 Det sidste vel sagtens med hentydning til det første vers, hvor digterene udskifter alle dødens symboler med opstandelsens: englevinger i stedet for den brudte vandrestav, palmefugl i stedet for askekrukke og frydesang i stedet for hule sukke. Men Grundtvig gendigter Johannesevangeliets opstandelseserfaringer kongenialt som liv og ånd og salmesang: Om Kristus sang vi således: Han er visselig opstanden, og hans ord er liv og ånd! og som påskesalmen klinger vokser sjælens fuglevinger. jamen, har vores sjæl virkelig fuglevinger? Det ved jeg ikke, men prøv at mærke efter, når I synger. 7