HØJESTERETS DOM afsagt mandag den 15. april 2013

Transkript

1 HØJESTERETS DOM afsagt mandag den 15. april 2013 Sag 237/2011 (2. afdeling) A (advokat Søren Kjær Jensen, beskikket) mod Ankestyrelsen (kammeradvokaten ved advokat Benedicte Galbo) I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 19. afdeling den 7. juli I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Marianne Højgaard Pedersen, Jon Stokholm, Jens Peter Christensen, Hanne Schmidt og Kurt Rasmussen. Påstande Appellanten, A, har gentaget sin påstand om, at indstævnte, Ankestyrelsen, skal anerkende, at hun med virkning fra 9. september 2008 har ret til revalidering i anledning af sin håndeksem. Ankestyrelsen har påstået stadfæstelse. Anbringender A har navnlig anført, at hun i september 2008 var omfattet af personkredsen i 46, stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik (aktivloven), og at kommunen derfor skulle have givet hende et tilbud om revalidering. Det er i den forbindelse uden betydning, hvilken form for revalidering der kunne blive tale om. Tildelingskriterierne har været uforandrede siden bistandsloven. Den omstændighed, at der er en bred vifte af tilbud for revalidender, er et yderligere argument for, at hun var berettiget til revalidering. Det kunne være revalidering i kortere eller længere tid,

2 - 2 - og Ankestyrelsen har da også i sin afgørelse anerkendt, at hun kunne have behov for en kort oplæring. Det har ikke været lovgivers hensigt at begrænse mulighederne for revalidering, og 22 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats (beskæftigelsesindsatsloven) fra 2003 er alene en forenkling af de hidtil gældende tilbud, der nu er samlet i tre ordninger. Ankestyrelsen har anvendt beskæftigelsesindsatsloven forkert, da styrelsen har valgt at fortolke viften af tilbud for at bringe personen hurtigst muligt tilbage på arbejdsmarkedet således, at disse tilbud skulle begrænse retten til revalidering. Målgruppen for denne lov er efter 2, nr. 4, bl.a. revalidender, og Ankestyrelsen har i As sag undladt at anvende en mangeårig fast administrativ praksis, hvorefter det har været et væsentligt moment for ret til revalidering, at den pågældende er blevet afskåret fra at opnå beskæftigelse inden for sit fag. I stedet har styrelsen uden at foretage en rimelighedsvurdering fokuseret på, om A kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet og blive selvforsørgende, og dermed ladet det være afgørende, om hun kunne bestride et ufaglært heltidsjob. Dette er i strid med loven og dens forarbejder samt mangeårig praksis. Ankestyrelsen har navnlig gjort gældende, at A ikke i september 2008 havde sådanne begrænsninger i arbejdsevnen, at revalidering var nødvendig. Det er et grundlæggende princip i dansk socialret, at enhver i forhold til det offentlige har pligt til at sørge for sig selv og sine nærmeste. Hjælp efter den sociale lovgivning er således subsidiær i forhold til andre hjælpemuligheder som f.eks. Statens Uddannelsesstøtte. Dette princip kommer også klart til udtryk i 46, stk. 2, i aktivloven, hvor der ved lovændringen i 2003 endvidere blev foretaget en specifik henvisning til beskæftigelsesindsatsloven. Administrativ praksis før 2003-lovændringen har måske ikke været ganske entydig med hensyn til betingelserne for at være berettiget til revalidering, men det fremgår af Ankestyrelsens principafgørelser, at det afgørende for sagernes udfald har været helt konkrete vurderinger af, hvilke foranstaltninger der var nødvendige for at bringe den, der ansøgte om revalidering, tilbage til arbejdsmarkedet. Disse afgørelser har derfor klar hjemmel i ordlyden af 46. Hertil kommer, at der med vedtagelsen af beskæftigelsesindsatsloven i 2003 blev skabt hjemmel for et antal nye foranstaltninger, som kunne anvendes for at bringe en person tilbage til arbejdsmarkedet. Ankestyrelsen har bl.a. også derfor været berettiget til at kassere ældre admini-

3 - 3 - strative afgørelser, idet styrelsen som enhver anden myndighed er berettiget til at stramme administrativ praksis, hvis det er sagligt begrundet. Supplerende sagsfremstilling Ankestyrelsen har i et brev af 6. oktober 2010 til kammeradvokaten oplyst bl.a.: I forbindelse med anbringenderne kan yderligere bemærkes, at Ankestyrelsens Principafgørelser O-8-99 og O-24-99, som sagsøger har henvist til, blev kasseret den 30. oktober 2009, dvs. inden Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg traf afgørelse i nærværende sag. Årsagen til kassationen var, at Beskæftigelsesudvalget havde truffet afgørelse i en sag om revalidering, som Ankestyrelsen har offentliggjort som I har Beskæftigelsesudvalget fundet, at ansøger ikke havde begrænsninger i sin arbejdsevne, der hindrede, at ansøger kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet og blive selvforsørgende. Beskæftigelsesudvalget fandt således ikke, at en revalidering var nødvendig for, at ansøger kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet og blive selvforsørgende. Revalidering er subsidiær i forhold til, at der eventuelt skal iværksættes andre foranstaltninger for en tilbagevenden til arbejdsmarkedet. Beskæftigelsesudvalget lagde ved vurderingen af, at revalidering ikke var nødvendig for ansøgers tilbagevenden til arbejdsmarkedet, vægt på, at ansøger via sin uddannelses- og erhvervsmæssige erfaring, herunder også sin erhvervsmæssige erfaring før uddannelsen til socialrådgiver, havde opnået kompetencer og ressourcer, der kunne bringe ansøger tilbage til arbejdsmarkedet uden revalidering. Udvalget bemærkede i den forbindelse, at der også skulle søges arbejde, som ansøger ikke var uddannet til, men som ansøger ville kunne varetage, eventuelt via en kort oplæring. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg lagde således også ved afgørelsen af nærværende sag vægt på, at vi i havde truffet afgørelse om, at der også skulle søges arbejde, som ansøger ikke var uddannet til, men som ansøger ville kunne varetage, eventuelt via en kort oplæring. Både Principafgørelse og (nærværende sag) skal ses i lyset af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, som trådte i kraft den 1. januar I den forbindelse blev det indføjet i 46, stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik, at kommunen giver tilbud om revalidering, når erhvervsrettede aktiviteter efter denne eller anden lovgivning, herunder lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, ikke er tilstrækkelig til, at den pågældende kan klare sig selv. Afgørelserne skal ses som en understregning af vigtigheden af at bruge hele viften af tilbud for at bringe personen hurtigst muligt tilbage på arbejdsmarkedet. Der er med lov om en aktiv beskæftigelsesindsats i 2003 kommet ny lovgivning med en vifte af tilbudsmuligheder. Der er desuden indført regler om et arbejdsevnekriterium og krav om ressourceprofil i alle revalideringssager. Principafgørelserne og blev kasseret, dels fordi de er fra tiden før beskæftigelsesindsatsloven trådte i kraft, dels fordi

4 - 4 - vigtigheden af at bruge hele viften af tilbud ikke fremgik af de 2 afgørelser. De kunne opfattes, som om en faglært altid automatisk havde krav på revalidering med henblik på at blive bragt op på samme niveau med en ny uddannelse. Der er i medfør af revalideringsbestemmelserne ikke krav på at få en ny uddannelse. Hvis personen qua sin uddannelses- og erhvervsmæssige erfaring, herunder også erhvervsmæssige erfaring før uddannelsen, har opnået kompetencer og ressourcer, der kan anvendes på arbejdsmarkedet, eventuelt via kort oplæring, skal revalidering ikke anvendes. Det vil altid være en konkret vurdering, om revalidering er nødvendig for at bringe en faglært person tilbage til arbejdsmarkedet, og afgørelsen er ikke er udtryk for, at dette ikke kan være tilfældet, men at det er vigtigt at holde sig for øje, at erhvervsrettede aktiviteter, herunder de mange tilbudsmuligheder, som der blandt andet kan gøres brug af i den senere tilkomne lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, skal bruges, før der gives tilbud om revalidering. Sagsøgeren har henvist til Ankestyrelsen mangeårige praksis, udtrykt ved Principafgørelserne P-8-99 (må være O-8-99) og O-24-99, og til at hun derfor må være berettiget til revalidering i en situation som den foreliggende, hvor det anerkendes, at hun ikke kan opnå beskæftigelse inden for hendes uddannede fag eller beskæftigelse inden for fag, der er lønnet på tilsvarende vis. Vi kan i den forbindelse henvise til, at der er tidligere praksis, der peger i retning af, at der er tale om en konkret vurdering, og at der ikke i nogen situationer er en automatisk ret til revalidering, jf. således O , som ganske vist er kasseret, men først i sommeren 2009, hvor den blev kasseret sammen med en stribe andre meget gamle Principafgørelser. Desuden O-65-98, hvorefter det forhold, at ansøger var ufaglært heller ikke i sig selv kunne begrunde ret til revalidering. Endvidere f.eks. O-38-99, som understreger, at der er tale om en konkret vurdering, og at der ikke kan gives revalidering, hvis den pågældende kan hjælpes med aktivering, og at der ikke kan gives revalidering, hvis pågældende kan hjælpes med aktivering.. Modsat D-9-01, hvor vi fandt, at en sygedagpengemodtager havde ret til forlængelse af sygedagpengene, fordi hun var revalideringsberettiget. I A fandt vi, at ansøgers håndlidelse ikke medførte nedsættelse af arbejdsevnen i et sådant omfang, at hun ikke kunne påtage sig arbejde på normale vilkår indenfor ufaglært arbejde, hvor der eventuelt kunne tages hensyn til lidelsen. Ansøger havde allerede en erhvervsmæssig erfaring der medførte, at hun kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet uden forudgående omskoling eller lignende. Der er således ikke i Ankestyrelsens hidtidige praksis et fuldstændigt entydigt billede af, at der er ret til revalidering til et tilsvarende uddannelses- eller lønniveau, som det ansøger hidtil har haft. Det er i hvert fald ikke noget, som har haft stor vægt i begrundelserne. Udover det, som fremgår af begrundelsen for nærværende afgørelse, kan vi konkret uddybe begrundelsen med, at der var tale om en lidelse, som ikke forhindrede arbejde generelt inden for mange fag, men alene arbejde der var forbundet med kontakt med vand / fugt. Dvs. at hun havde en del andre beskæftigelsesmuligheder set i forhold til den lidelse, som hindrede, at hun kunne fortsætte i frisørfaget. Desuden fremgik det af ressourceprofilen, at hun havde mange ressourcer. Hun havde tidligere arbejdet som ufag-

5 - 5 - lært tjener på hotel og som ufaglært butiksassistent i Kvikly. Hun havde desuden i ansættelsen som frisør udover selve frisørfaget taget sig af indkøb, optælling af varer og møder med sælgere mv. Hun havde også været med til at undervise andre frisører. Endeligt kan vi henvise til hendes unge alder 24 år og deraf følgende omstillingsevne. Hun havde ingen børn. Højesterets begrundelse og resultat Af de grunde, der er anført af landsretten, stadfæster Højesteret dommen, idet bemærkes, at hjælp til revalidering efter 46 i lov om aktiv socialpolitik i lighed med tidligere gældende ordning er subsidiær i forhold til almindelige uddannelses- og arbejdsmarkedsordninger, herunder f.eks. Statens Uddannelsesstøtte. Thi kendes for ret: Landsrettens dom stadfæstes. I sagsomkostninger for Højesteret skal A (dennes retshjælpsforsikring), subsidiært statskassen, inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse betale kr. til Ankestyrelsen. Sagsomkostningsbeløbet forrentes efter rentelovens 8 a.