Lindvig Osmundsen. Prædiken til 1. søndag i fasten side 1. Prædiken til 1. søndag i fasten 201. Tekst. Luk. 22,

Transkript

1 side 1 Prædiken til 1. søndag i fasten 201. Tekst. Luk. 22, I en tid hvor religion nærmest anses for at være roden til alt ondt, er det 3 vigtige tekster vi har fået at lytte til. Fastetiden i kirkeåret er tiden til refleksion over hvad mennesket er, set ikke som vi helst vil se os, men i sandhedens ulidelige klare lys. Men sandhedens lys skal man ikke være bange for, fordi i sandheden kommer befrielsen også til os. Det er altid befriende at møde et menneske som taler ærligt om sig selv, og som kender sig selv på godt og ondt. Det er også befriende at tale ærligt med sig selv om hvad og hvem man er på godt og ondt. Den som kender sine skygge sider kan bevæge sig ud i lyset. Historien om Kain og Abel handler om misundelse. Den som ikke indrømmer for sig selv at være misundelig kan ikke modstå sine misundelses handlinger. Den som ikke kender sit eget begær, kan ikke styre sit begær. Et ord man oftere og oftere støder på i det offentlige rum, er ordet hedonisme. Det er et ord som bruges til at karakterisere vores tid. Hedonisme kommer af det græsk ord: hedone som betyder "lyst" Og hedonisme er læren om, at nydelsen er det højeste gode, og at mennesket i sidste ende kun handler for at opnå nydelse. Hedonisme kort fortalt handler om at skaffe sig størst mulig nydelse med færrest mulige midler flest muligt gange. Man skal følge sin lyst, ikke undertrykke den, men leve den ud. Og så længe det går godt kan man gøre det, men der hvor alle lever efter sin lyst, der bliver der også mange ofre. Man så at sige forbruger hinanden op, i jagten på at tilfredsstille sin lyst. Man slider både sig selv og andre op i hedonismen. 1

2 side 2 Tænker man her Kain og Abels historie ind, er dette jo ikke noget nyt. Det er den gamle historie om menneskets kamp med sig selv, om magt, ære, anerkendelse og tilfredsstillelse af sit eget begær. Menneskets begær kan være rettet i mange forskellige retninger. Sex, ære, magt, rigdom, nydelse. I hedonismen lader man begæret være drivkraften bag alle handlinger. Og målet for alle handlinger er sig selv og sin egen lykke. Egoismen. Men som Kain og Abels historie lader os forstå, efterlader det sig ofre. Og underligt nok står alle tilbage med tab. Abel døde for sin broders hånd, og Kain stod med skylden og frygten. Kains begær efter anerkendelse og ære efterlod ingen vindere. Kain og Abels historie er menneskets historie. Men når dette er sagt, så skal det også siges at vi kan ikke undvære begæret. Og det møder vi i ord som sult, tørst, længsler og behov. Menneskets historie er også historien om at leve med sit begær. Hvordan skal vi leve med vort begær? Det er denne udfordring historien om Kain og Abel så konkret fortæller. Og her møder det os så fint, den altid aktuelle udfordring, at begæret er der, den banker så at sige i os, men vi skal herske over den. Dette udtryk løfter mennesket op fra den dyriske eksistens, hvor man lever fra begær til handling. Løfter os til at være mennesker, der ikke kun handler efter begæret, men som handler efter det gode. At tanken og hjertet bliver koblet ind over kroppens begær. Det som vi kalder den etiske handling, som også lader sig styre og lede af hensynet til næsten. Kampen mellem godt og ondt er ikke kun en ydre kamp, men også en indre kamp. En kamp med mig selv, at ikke kun ville mig selv og mit eget, men at ville og gøre det gode. 2

3 side 3 Det som Paulus også skrev om i Romerbrevet. Det gode som jeg vil, det gør jeg ikke, men den onde som jeg ikke vil, det gør jeg. Den indre kamp med mig selv. Den kamp som så ofte tabes, med skyld til følge. Det som i ordene fra Jakobs brev kaldes fristelsen. Menneskets historie er kampen mellem godt og ondt, ikke kun som en ydre kamp, hvor det er de andre som er de onde, men også den indre kamp, hvor jeg selv er fristet af det onde. Kampen stod ydre set mellem Kain og Abel, men i virkeligheden stod kampen i Kains indre. Det var Kains kamp med sig selv, og fordi Kain tabte den kamp, døde Abel. Kains kamp er også min egen indre kamp. Og denne indre kamp kendte Jesu disciple. De kom i strid om hvem som var størst. Æren, anerkendelsen, magten. Den enkeltes indre begær efter ære og magt blev til en strid på ord, om hvem som var størst. Og så får vi her et konkret eksempel på Jesu budskab placeret lige midt i menneskelivets virkelighed. Et helt anderledes billede af Gud. En Gud der tjener. Jesus siger ganske enkelt her, at han er hos os som Gud der er kommet som menneskets tjener. Derfor har jeg sat billedet af fodvaskningen op ved siden af billedet af Kain og Abel. Det er et så helt anderledes ord om Gud, og om at være størst, at man viger tilbage for at tro det. Og når vi samtidigt lever i en tid, hvor der er terrorister som sprænger bomber i Guds navn, så sættes Jesu budskab i relief. Det er så radikalt anderledes end alt hvad alle radikaliserede mennesker påstår og forsøger at tvinge igennem. Radikalt modsat. Jesu budskab er modsat af hvad vi mennesker ville tænke og tro om Gud. 3

4 side 4 Modsat både vores tids hedonisme og egoisme, samt alt som kaldes radikaliserede religiøse fanatikere. Jesu budskab viser os en helt anden vej til Gud og til hinanden. Og Jesu budskab viser os at Gud kommer til os på en helt anden måde og ad en helt anden vej, end vi tænker. Gud kommer som en tjener. Jesus uddyber dette med ordene om at Guds rige lignes ved et måltid, hvor Gud dækker bord for os. Teksten peger frem til Skærtorsdag, både til fodvaskningen og til nadvermåltidet. To eksempler på hvordan Jesus gjorde sig til tjener for disciplene. Han vaskede deres beskidte fødder, og han serverede brødet og vinen for dem. Og gav dem i brødet og vinen sig selv, og forkyndte dermed at han gav hele sit liv for dem. Dette er den stærkeste måde at række os evangeliet på. Jesus så at sige delte sig selv ud til disciplene i brødet og vinen, for at sige det til os, at han gav sit liv for os, for at vi skal leve i fred med hinanden og i glæde tro på Gud. Den som dækker bord, er den som skaber fred og fællesskab. Den som giver sig i kærlighed for andre, er den som giver liv til andre. Det ved alle som elsker. Og det ved alle som modtager kærlighed. Man får liv af den anden. Det modsatte af Kain, som tog liv, for at ville vinde sit eget. Jesu budskab sætter et helt andet centrum op mellem Gud og menneske, og mellem mennesker indbyrdes. Et centrum som udgøres af korset. Symbolet på den kærlighed, som er tro til døden. Navnet Kain betyder spydspids. Eva gav ham det navn, fordi hun troede at Kain skulle blive ham som dræbte slangen. Han skulle være en spydspids som kunne overvinde det onde. Men Kains historie blev den modsatte historie, han blev den som blev fanget af det onde, han blev den som undfangede ondt 4

5 side 5 i sit hjerte. Kain blev det skyldige menneske. Og var fredløs som enhver skyldig er det. Men historien om Kain slutter med at Gud satte sit mærke på den fredløse. Et underligt glimt af nåde mod den skyldige. Sit mærke, betyder at Kain tilhørte Gud. Trods sin synd og skyld, bar han Guds mærke på sig, og skulle leve sit liv, både som skyldig og som beskyttet af Gud. Kristus har sat sit mærke på menneskets liv. Korset. Det tegn som enhver døbt mærkes med i dåbens hellige handling, for ansigt og bryst. For tro og tanke. For at du skal tilhøre, den korsfæstede og opstandne Jesus Kristus. Så at hvert menneske kan bære sin skyld, og så at hvert menneske kan leve sit liv i troen på, at tilhøre Gud i livet og i døden. At der er intet som kan skille os fra Guds kærlighed i Jesus Kristus. Nadverbordet udtrykker centrum i Jesu budskab. Her fortælles hvad evangeliet er. Det er Kristus der giver sit liv for verden og til verden, så hvert menneske, der kan knæle og mærke sig set af Gud. 5