5. søndag efter trinitatis 26. juni 2016

Transkript

1 Kl Burkal Sognehus Kl Tinglev Kirke Tema: Bekendelse - fornægtelse Salmer: 318, (398,) 332; 54, 345 Evangelium: Matt. 16,13-26 I dagens tekst har vi vi den ældste kristne trosbekendelse: "Du er Kristus, den levende Guds søn." Jesus havde spurgt sine disciple: "Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?" De havde svaret at nogle sagde han var Johannes Døber, der var stået op af graven, men at andre mente, han var profeten Elias fra Det Gamle Testamentes tid, ham der var faret til himmels i en ildvogn og skulle vende tilbage i de sidste tider (Mal. 3,23-24 og Johs. 1,21). Og at atter andre mente, han var profeten Jeremias. Altså tre forskellige personer, men i virkeligheden var svaret det samme: at han var en profet. Jesus var en profet, det vil sige et stort menneske, et særligt menneske, et religiøst geni. Det sagde folk dengang, og det siger mange også i dag: Han er en profet. Hvilken plads 1

2 og rang han har i profeternes række, kan man ikke rigtig enes om. Nogle vil sige, han er ubestridt nummer ét, mens andre sætter ham på linje med Moses og Buddha og Muhammed. Under alle omstændigheder var han et særligt udrustet menneske, men dog kun et menneske. En af vore egne. Men så vendte Jesus sig så til sine disciple og spurgte dem direkte: "Men I, hvem siger I, at jeg er?" Da var det det lød det fra Simon Peters mund: "Du er Kristus, den levende Guds søn." Det er den ældste kristne trosbekendelse - helt anderledes end alle de mange forskellige forestillinger om Jesus, folk havde gættet sig til. I Peters bekendelse er Jesus ikke bare en profet, det vil sige en budbringer, men han er selv budskabet. Han er ikke bare kommet for at lære os noget, men han vil være noget for os. Han er ikke bare en lærer, der vil give os indsigt i livet. Men han er kommet for at gøre livet nyt. Han er den levende Guds søn. Han er helt enestående. Aldrig har der på jorden været en som ham. Han ikke bare forkynder Guds kærlighed, men han er Guds kærlighed i kød og blod. Han er den levende Guds søn, Guds udtrykte billede. Den, der har set ham, har set Faderen. Han kan derfor ikke sammenlignes med nogen anden. At Peters bekendelse er sand, det har vi Jesu ord for. Ikke så snart havde Peters bekendelse nemlig lydt, før Jesus så at sige satte sit blå stempel på den: Salig er du, Simon, for den bekendelse har du ikke selv fundet på, men den er givet dig i munden af Gud selv. Og nu skal du så høre min bekendelse: "Du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den." Sådan affødte den ene bekendelse den anden. Så stor betydning tillagde Jesus Peters bekendelse. Hvis Peter som talsmand for de 12 apostle havde tøvet og sagt at det vidste han ikke rigtig, eller hvis han havde svaret at Jesus nok måtte være en profet af en slags, så havde der ikke været noget at bygge kirke på, og så havde vi ikke siddet her i dag. For man kan ikke bygge kirke på et ubesvaret spørgsmål, og man kan ikke bygge kirke på en profets meninger. Man kan kun bygge kirke på bekendelsen til "Kristus, den levende Guds Søn", eller som det kom til at lyde i den senere apostolske trosbekendelse: "Vi tror på Jesus Kristus, Guds enbårne Søn, vor Herre." Den bekendelse i Peters mund er den klippe, Jesus ville bygge sin kirke på: "Og jeg siger 2

3 dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene." Peter har nok undret sig og slet ikke kunnet forstå den dybe mening med det Jesus sagde. Skulle han nu virkelig være den klippe, Jesu Kristi kirke skulle bygges på? Nej, det skulle Peter ikke - i hvert fald ikke Peters person. I så fald havde kirken i øvrigt også fået en meget kort levetid. For vi hørte jo lige hvad der skete bagefter. Først lige bagefter, da Jesus gik i rette med Peter. Men også senere, natten til langfredag i ypperstepræstens gård (Luk.22,54-62), da Peter tre gange fornægtede Kristus, den levende Guds søn. Han tænkte kun på at redde sit eget skind. Han bandede på, at han ikke kendte Jesus. Og da var det, hanen galede. Nej, det var ikke Peters person, kirken skulle bygges på; men det var Peters bekendelse til Kristus, den levende Guds søn. Det var den, der skulle være kirkens fundament dengang. Det er fortsat denne bekendelse der er kirkens grundlag, og det vil det fortsat være indtil verdens ende. Det, der bærer Jesu kirke midt i verdens talløse mylder, er denne apostelbekendelse. Det er kirkens fundament og samtidig dens formål. Hvis man kan tale om formålet med den kristne kirke, er det her, vi finder det: at den skal bære budskabet om Kristus, den levende Guds Søn, frem i en verden med mange forskellige ideer om hvem Jesus er. Kirken skal stå med en bekendelse og en prædiken der lyder sådan her: Tro ikke, at Jesus bare er en interessant personlighed, et religiøst geni, en åndelig kæmpe. Vel er han det, men hvis I ikke tror andet om ham, kender I ham endnu ikke. Han er en, verden aldrig før eller siden har set: den levende Guds Søn, Guds udtrykte billede, Guds kærlighed i kød og blod. Og han er kommet, ikke for at diskutere med mennesker, ikke for at blive studeret af mennesker, men for at frelse mennesker, og for ham skal hvert knæ derfor bøje sig. Og hver gang et menneske hører den prædiken om Jesus og tror den, da åbnes Himmerigets dør for det menneske. Mens den der ikke vil høre og tro den, vil finde Himmerigets dør låst. Bekendelsen til Kristus, den levende Guds Søn, er den nøgle, som åbner Himmerigets dør for mennesker: "Jeg vil give dig 3

4 nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene." Det er en stor og vigtig opgave Jesus her overdrager til Peter og kirken. Og der gik da heller ikke mange minutter, før det var ved at gå helt galt. For da Jesus begyndte at fortælle disciplene at han var på vej til Jerusalem til lidelse, død og opstandelse, da protestererede Peter meget stærkt: "Gud bevare dig, Herre, sådan må det aldrig gå dig!" Peter ville snakke Jesus fra det han var kommet for. Peter gik over i fjendens lejr. Peter optrådte som Satan, ja helt bogstaveligt ligesom fristeren i ørkenen i sin tid: "Gud bevare dig, Herre, sådan må det aldrig gå dig!" Jesus genkendte i Peters ord Djævelens fristelse, der vil lokke ham til frafald, og han vendte sig derfor så voldsomt mod Peter med de heftige ord: "Vig bag mig, Satan! Du vil bringe mig til fald. For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil." Ja, man må virkelig sige, at Peter oplevede både højhed og fald. Og på samme måde er Jesu kirke på den ene side løftet op i højhed som bærer af bekendelsen til Kristus, den levende Guds Søn og dermed som bærer af Himmerigets nøgler. Men på den anden side skal kirken ikke derfor begynde at få nykker og gå egne veje. For hvad der skete for Peter, som det ene øjeblik blev løftet mod Himlen med sin bekendelse og det næste øjeblik blev styrtet i afgrunden med sin fornægtelse, det samme kan når som helst ske for Jesu kirke. Men er det egentlig ikke fantastisk at det er sådan en som Peter Gud kan bruge? For det særlige ved Peter, er det ikke, at han på en måde er et menneske vi kan spejle os i og lære en masse af? Peter, han er på den ene side en ganske almindelig fisker, der vel aldrig har drømt om, at han skulle forfremmes til kirkens jordiske lederstilling. På den anden side så fejler Peters selvbevidsthed bestemt ikke noget: "om så alle andre svigter, så vil jeg aldrig gøre det", hævder en selvsikker Peter kort før Jesus bliver taget til fange, og så går det hverken værre eller bedre - ganske som Jesus har forudsagt det - at Peter samme nat, for at redde sit eget skind inden hanen galer hele tre gange nægter at kende noget til Jesus. Alligevel bliver Peter ikke fordømt og forkastet. Gud kan stadig bruge Peter ja, måske er Peter endnu mere brugbar, fordi han på den hårde måde har 4

5 lært og indset, at han kan ikke bruges, fordi han er et godt og fejlfrit menneske nej, han kan bruges på trods af, at han hverken er værre eller bedre end et ganske almindeligt menneske, der fejler og svigter og kommer til kort trods alle gode hensigter og målsætninger. Det allerstærkeste udtryk for at Gud stadig kan bruge Peter har vi påskemorgen, da kvinderne kommer ud til den tomme grav og i stedet for Jesus finder en engel der siger: Jesus fra Nazaret den korsfæstede, han er opstanden, gå hen og sig det til hans disciple. Og så kommer tilføjelsen: og til Peter. Peter som har været så skråsikker, at om så alle andre svigter, så vil han aldrig gøre det. Peter, som med sin fornægtelse har svigtet og forrådt sin bedste ven. Peter, som ved hanens første gal blev så overvældet af sorg, så han gik ud og græd bitterligt. Og nu står englen der foran kvinderne med beskeden: Og sig det til Peter. Egentlig er det fuldstændig unødvendigt at nævne Peter, han burde jo være omfattet af, at de skal sige det til Jesu disciple. Og så forstår vi godt, hvorfor det er ekstra vigtigt, at Peter får beskeden for Peter har vel knapt turdet tænke på sig selv som hørende til blandt disciplene længere. I de ord og til Peter samles hele det kristne evangelium sådan er den Gud, vi møder i den levende Guds søn Jesus Kristus. I sidste ende, når alt engang kommer til alt, så er det afgørende ikke hvad jeg mener om Kristus, det afgørende er ikke om jeg kan aflægge den rette trosbekendelse. Nej, det afgørende er, hvad Gud mener om mig det afgørende er om jeg tør tro, at ligesom Gud mente han kunne bruge Peter, sådan kan Gud også bruge mig med min lille skrøbelige tro. Se det er evangeliet vi møder gennem den tragiske helt Peter. Det er vores håb og vores redning at Gud ikke er sådan som hverken Peter eller jeg forestiller os. Derfor kan vi heller ikke undvære Peter, for Peter er et menneske vi kan spejle os i. Peter kan hjælpe os ned på jorden igen, når vi kommer for højt op i vores selvretfærdighed og selvfrelsthed og Peter kan være med til at rejse os op, når vi græder fordi vi svigtede eller kom til kort trods alle gode hensigter og løfter. Apostlen Peter er i den kirkelige kunst blevet udstyret med forskellige symboler, som han kan genkendes på. Det ene af Peters symboler er nøglen. 5

6 For kirken er af Jesus selv betroet Himmerigets nøgler, til menneskers frelse. Nøglen er et højhedssymbol. Men et helt andet af Peters symboler er hanen, den hane, der galede natten til langfredag i ypperstepræstens gård. Den hane, der symboliserede Peters fornægtelse af Jesus. Hanen er symbol på fornægtelse og fald. Det er to meget forskellige symboler, nøglen og hanen, symboler på højhed og fald. Men gennem begge de to symboler ser vi Guds godhed og storhed. Amen. 6