"I begyndelsen var ordet," begynder Johannesevangeliet. Det er vigtigt for Johannes at gribe tilbage til begyndelsen og på den måde sige til os:

Transkript

1 Prædiken til 18. søndag efter trinitatis, 25/ Vor Frue Kirke Københavns Domkirke Stine Munch Da evangelisten Johannes vil fortælle evangeliet om Jesus Kristus begynder han historien på samme måde som Det gamle Testamente indledes: "I begyndelsen skabte Gud, himlen og jorden:" "I begyndelsen var ordet," begynder Johannesevangeliet. Det er vigtigt for Johannes at gribe tilbage til begyndelsen og på den måde sige til os: Jeg fortæller den samme historie som jøderne, om Gud. Og i Jesus får vi alt det igen som vi satte over styr, da vi spiste af træet og blev drevet ud af Edens have. Derfor griber Johannes til vintræet, som et billede på Kristus. Det billede skal få os til at tænke på livets træ i Edens have. Det er den ramme og sammenhæng Jesus sætter sig selv ind i med ordene: "Jeg er det sande vintræ." Jeg tror alle børn har prøvet at lave et stamtræ i skolen. Man skulle tegne et træ, og så fylde det ud med fotografier af familiemedlemmer. Eller måske bare skrive deres navne. Hver person var en gren på stamtræet, og grenene sprang ud fra den stamme og rod, som slægten var. Når vi tegner vores slægt som et stamtræ, viser det fint og tydeligt en vigtig sandhed, nemlig at vi som mennesker ikke svæver frit i rummet.

2 Vi bliver født ind i en sammenhæng, der er større end os selv og som er til forud for os selv. Vi er en del af en historie og en sammenhæng på godt og ondt, en sammenhæng der præger os, og som vi med vores handlinger er med til at præge. At vi er en del af en sammenhæng, betyder at vi ikke skal ikke begynde forfra på alt, det ligger der tryghed og sikkerhed i. Men det betyder også, at vi er også bundet til den sammenhæng, vi er sat i som menneske. Vi er præget af familie, baggrund, de betingelser vi fik i opvæksten. Vi kan ikke bare tage det gode og melde os ud af den del af vores historie og fællesskab, som vi måske helst ville være fri for. Det er ikke rigtigt, som jeg har hørt nogle sige, at vi selv vælger vores familie. Og gør man alligevel det, og af én eller anden grund afbryder forbindelsen til den familie vi er født ind i, så er det, tror jeg, altid, med sorg og tungt hjerte. Men. Vores livsfællesskab er som et træ, og ind midt i det kommer Jesus så og siger: "Jeg er det sande vintræ." Stamtræet er den sammenhæng vi er sat i fra vi bliver født. Jesus er det træ vi bliver podet ind på fra dåben af. Så uanset at vi er en del af vores families stamtræ, så er vi også altid mere end det. Vi er podet ind på Kristi krop. Vi er Guds børn. Bliv i min kærlighed... Og: Jeg er vintræet.. Bliv i mig, og jeg bliver i jer... Jeg er det sande vintræ. Min far er vingårdsmanden. Det er smukke ord, men de er også lidt kringlede..

3 Det er Gud, Jesus taler om. Og sig selv som Guds søn. Og han siger, at vi skal blive i ham. Men, hvad mener han, hvad betyder det, når Jesus siger at han er vintræet og vi er grenene? I kirkens historie, ja, helt siden Jesus selv gik omkring på Israels støvede veje, har dette spørgsmål, og svaret på det, været af afgørende betydning. Hvem er Jesus? Hvad mener vi om Kristus? Muslimerne siger, at Jesus var en stor profet, men at Muhammed er større, og at Jesus dermed ikke kan siges at være Guds søn, sådan som man tror det i kristendommen. I de østlige religioner er Jesus betragtet som en from mand, en stor guru, eller lignende. I den kristne kirke bekendes, at Jesus Kristus er Guds søn. At Kristus er lige med Gud. Ved dåben bliver den der holder barnet spurgt direkte om trosbekendelsen til den treenige Gud, og dermed jo også om Kristus. Med andre ord, da vi blev døbt, blev vores gudmor eller gudfar spurgt personligt om de forsager Djævelen, tror på Gud, på Jesus og på Helligånden. På vegne af dåbsbarnet naturligvis, men den der bærer skal også kunne stå inde for det. Den voksne siger jatak til dåbens gave på barnets vegne. Gaven er, at han sendte sin søn Jesus til verden for at befri os fra alt det der holder os nede og alt det der ikke får livet til at gro men i stedet ødelægger det.

4 Når den der bærer barnet til dåben, eller selv kommer gående, får stillet spørgsmålene, så er svaret jo egentlig givet på forhånd, for man har jo taget stilling til at barnet skal døbes. Men måske burde man af og til stille sig selv spørgsmålene. Tag nu f.eks ordet GUD. Hvad mener vi når vi taler om Gud? På et tidspunkt gav jeg f.eks mine konfirmander følgende opgave at besvare: Hvis du måtte stille et spørgsmål til Gud, hvilket spørgsmål ville du så vælge? Konfirmanderne svarede typisk: Hvad sker der når vi dør? Er Gud virkelig tilstede i mit liv? Findes du Gud? Man kunne også udvide perspektivet, og spørge, hvorvidt vi overhovedet er i stand til at tale sandt om Gud. Kan ord og begreber udtrykke, hvad eller hvem Gud er? Ord henviser jo altid til noget i vor kendte verden, og Gud er vel større end det vi kan forestille os. Han er den der er helt anderledes end os, end alle kendte ting i vores verden. Hvordan kan vi så overhovedet tale om Gud??? I læsningen fra alteret hørte vi i dag: Ingen har nogensinde set Gud...

5 Vi kan ikke begribe Gud og vi kan aldrig sætte ord på Guds væsen som er dækkende! Vi kan ikke fortælle noget om, hvordan Gud ser ud..for ingen har nogensinde set ham. Kun Gud selv kan fortælle hvem Gud er! Men hvad skal vi så gøre når nogen spørger hvem Gud er og om vi overhovedet kan sige noget sandt om Gud, som ikke blot er gætterier?? Se, kristendommen er jo ikke kun troen på den almægtige skabergud. Kristendommen er troen på den treenige Gud. På Gud far, Gud Søn og Gud Helligånd én Gud med tre personligheder eller udtryk. Gud far der har skabt alt, Gud søns der er Kristus og Gud Helligånd der er Guds nærvær i verden. I Jesus har Gud åbenbaret sig for mennesker. Derfor kalder vi Jesus Kristus, so betyder frelser og befrier. Og på den måde giver Jesus svaret til os om, hvem Gud er. Gud vil, at vi skal lære ham at kende, og derfor har han ikke holdt sig langt væk i sin himmel, men er kommet til verden. Jesus viser os hvem Gud er. Alt hvad Jesus gjorde, var en måde at pege på Gud på. Og hvad siger Jesus om sig selv? Jeg er vintræet. Jesus er vintræet, vi er allesammen grenene. Og Jesus siger også: Jeg er livets brød. Han er det daglige brød, det brød der nærer os hver dag, både i glæde på højtidsdage, men i allerhøjeste grad også de dage for livet er umuligt.

6 Jeg er verdens lys, siger Jesus, og i Bibelen i det hele taget, bruges lyset ofte som et symbol på det gode, og mørket symboliserer det onde. Ondskab er altså på den måde fravær af Jesus. Jesus siger også: Jeg er den gode hyrde. Farer man vild leder den gode hyrde efter én. Hans stemme kalder på dig. Nogle gange hører du den gennem andre mennesker, som siger det rigtige, på det rigtige tidspunkt. Nogle gange hører du den på en måde som ikke involverer mennesker. Og så kan det helt sikkert for nogen lyde slidt eller kliche-agtigt Det præsten altid står og siger med at GUD er med os. Men spørger vi efter Gud, hvem han er? hvor han kommer fra? Så er det Jesus, vi må pege på. Høre det budskab, som han bringer os, følge de bud, som han giver os. Så Gud er nok abstrakt og svær og forstå, og ingen har nogensinde set ham, men samtidig er han nærværende og ganske konkret fordi han kom her til jorden i sin Søn Jesu skikkelse. Og hvad det var Jesus gjorde og hvad han lærte sine disciple og folk omkring ham det kan vi læse i det nye testamente og høre her i kirken hver søndag. Jeg er vintræet, I er grenene, den som bliver i mig og jeg i ham, han bærer megen frugt, for skilt fra mig kan I slet intet gøre!

7 Det kan lyde som om Jesus med det siger, at den der holder sig til ham, vil det gå godt...? Men bundet til ham får vi jo ikke tryghed? Heller ikke som døbt, det skal der ikke ret meget levet liv til at erfare. Meningen er ikke at vi skal sikre os - siger Jesus - men derimod at vi skal leve og give livet ud og risikere alt. Bliver vi i billedet med træet må vi jo også sige, at han selv var det træ der gik til grunde. Jesus gav og gav, uden nogensinde at sikre sig, og til sidst gav han sit liv. Men påskemorgen stod han op fra døden og vi så: "livstræet skyde af korsets rod". Kristus lærer os, at håbet aldrig er ude, - selv det mest ødelagte og misbrugte liv kan blive nyt og godt - selv den tungeste skæbne kan vendes. Fordi vi alle sammen er så meget mere end det vi slæber rundt på. Vi er så meget mere end den, nogle gange, tunge fortids baggage der holder os nede, vi er meget mere end arv og miljø; vi er Guds børn. Kristentroen er den hårdnakkede overbevisning om, at der altid er en vej ud. Kristus som et underligt træ, som enhver gartner ville ryste på hovedet af. Det er et træ der er fældet, men midt i døden bærer det alligevel et væld af friske skud og grønne blade. Det er fældet, men i døden giver det liv. Kristus er det livets træ, der er fyldt med alle mulige og vidt forskellige slags kviste og grene i alle størrelser - alle podet ind på dets stamme - ligeså forskellige og ligeså mange som der er døbte mennesker til i verden. På det træ vokser vi alle side om side.

8 For Kristus er det livets træ vi bliver indpodet på i dåben - det giver ingen garanti for et langt og lykkeligt liv - men lærer os i stedet, at livets mening er at sætte livet til, det vil sige: at give det videre og give det ud. For Jesus siger: Jeg er det sande vintræ, og I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt. Amen