HØJESTERETS DOM afsagt fredag den 8. november 2013

Transkript

1 HØJESTERETS DOM afsagt fredag den 8. november 2013 Sag 31/2012 (2. afdeling) Danmarks Lærerforening som mandatar for A (advokat Søren Kjær Jensen) mod Ankestyrelsen (kammeradvokaten ved advokat Henrik Nedergaard Thomsen) I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 18. afdeling den 12. december I pådømmelsen har deltaget syv dommere: Lene Pagter Kristensen, Niels Grubbe, Marianne Højgaard Pedersen, Poul Dahl Jensen, Michael Rekling, Hanne Schmidt og Jan Schans Christensen. Påstande Parterne har gentaget deres påstande. Supplerende sagsfremstilling I en lægeerklæring afgivet af As egen læge Karin I. Larsen den 23. januar 2009 på baggrund af en undersøgelse samme dag fremgår bl.a., at As diagnose var Hold i ryg/dolores dorsi, at hendes aktuelle klager/symptomer var smerter i lænderyg og i venstre hofte og nakkeregion, og at det var uvist, om der ville være varige følger efter skaden. Den 15. september 2010 anmeldte A hændelsen til Lærerstandens Brandforsikring som en personskade. Lærerstandens Brandforsikring bekræftede, at uheldet var omfattet af ulykkesforsikringen og foranledigede, at hun den 16. december 2010 blev undersøgt af speciallæge i ortopædkirurgi Lars Nimb. Herefter skrev Lærerstandens Brandforsikring den 10. januar 2011 til A som følger:

2 - 2 - De modtagne lægelige oplysninger har nu været forelagt vores lægekonsulent. Det er vores læges opfattelse at diskusdegenerationen ikke skyldes hændelsen d Lægen har herefter vurderet, at det varige mén efter ulykkestilfældet svarer til en méngrad på 5%. Anbringender Danmarks Lærerforening som mandatar for A har for Højesteret uddybende anført, at Højesteret alene skal tage stilling til, om A har været udsat for en ulykke i arbejdsskadesikringslovens forstand. Der skal således ikke tages stilling til, om A er berettiget til godtgørelse for varigt mén, og dermed ej heller til, om hændelsen har været årsag eller medvirkende årsag til As langvarige, kroniske ryggener, henholdsvis hendes lænderyglidelse. Der skal alene tages stilling til, om de smerter i ryggen, der opstod den 13. november 2008, er forårsaget af hændelsen. Danmarks Lærerforening har endvidere anført, at A har fået anerkendt hændelsen som en ulykke af sit ulykkesforsikringsselskab efter en ulykkesdefinition, der ikke er mere lempelig end ulykkesdefinitionen i arbejdsskadesikringslovens 6, og uden at forsikringsselskabet på tidspunktet for anerkendelsen skulle tage stilling til, om ulykken berettigede til erstatning for varigt mén, hvilket først blev vurderet efterfølgende. Ankestyrelsen har heroverfor anført, at der ikke er grundlag for at nøjes med at undersøge, om hændelsen kunne udløse akutte eller forbigående lændesmerter, hvis der faktisk ikke er tale om akutte eller forbigående lændesmerter, men derimod en smertetilstand, der viser sig at være langvarig eller kronisk. Der er efter As egen forklaring heller ikke støtte for at isolere anerkendelsesspørgsmålet til akutte smerter, fordi hun selv har forklaret, at der ikke er tale om sådanne smerter, men om langvarige smerter. Ankestyrelsen har endvidere anført, at der efter højesteretspraksis ikke er grundlag for at tillægge konklusionerne i speciallæge Lars Nimbs erklæring betydning, når der som i denne sag foreligger en anden vurdering fra Retslægerådet. Erklæringen fra Lars Nimb bygger i øvrigt på den fejlopfattelse, at A var rygrask inden hændelsen.

3 - 3 - Retsgrundlag I de almindelige bemærkninger til forslag til lov nr. 422 af 10. juni 2003 om arbejdsskadesikring hedder det i punkt 3.3. om det nye ulykkesbegreb (Folketingstidende , tillæg A, L 216, side 6602 ff.): Det overordnede formål med arbejdsskadereformen er en udvidelse og en forenkling af skadebegreberne, herunder ulykkesbegrebet. Det tilsigtes derfor med arbejdsskadereformen at udvide skadebegreberne således, at alle skader, hvor der er sammenhæng mellem påvirkninger på arbejdet og skaden, kan anerkendes. Det indebærer blandt andet, at det ikke længere skal være muligt at afvise ulykker med begrundelsen, at den påvirkning, der førte til skaden, var forventelig eller sædvanlig i tilskadekomnes arbejde, når der er en medicinsk sammenhæng mellem påvirkningen og skaden. På samme måde skal det ikke længere være muligt at afvise sager om kortvarige skadelige påvirkninger med begrundelsen, at den tidsmæssige udstrækning af påvirkningen ikke var tilstrækkelig, når der er en medicinsk sammenhæng mellem påvirkningen og skaden. Endeligt skal det ikke være muligt at afvise sager om pludselige løfteskader med begrundelsen, at der ikke var tilstrækkeligt forudgående løftearbejde, når der er en medicinsk sammenhæng mellem påvirkningen og skaden. Der er tale om en udvidelse af de eksisterende skadebegreber. Det indebærer, at der ikke vil være skader, der kan anerkendes efter de gældende regler, der ikke kan anerkendes efter det nye ulykkesbegreb. På den anden side er det ikke alle skader, der skal anerkendes, når de indtræder på arbejdet. Der skal fortsat være en medicinsk årsagssammenhæng mellem påvirkning og en skade. Således vil en skade fortsat skulle afvises, hvis den påvirkning, der er tale om, ikke er egnet til at forårsage skaden eller påvirkningen ikke skyldes arbejdet eller de forhold, hvorunder dette foregår. Det foreslås, at der indføres et nyt ulykkesbegreb med følgende ordlyd: En personskade, forårsaget af en hændelse eller en påvirkning, der sker pludseligt eller inden for 5 dage. Herved udvides ulykkesbegrebet svarende til den igangværende udvikling på det forsikringsretlige område, hvor det traditionelle ulykkesbegreb er udvidet og suppleret gennem den seneste tid. Udvidelsen indebærer desuden, at skader ikke længere kan afvises, fordi de er forventelige eller sædvanlige til tilskadekomnes arbejde. Hermed åbnes der mulighed for at anerkende arbejdsskader, der hidtil er blevet afvist efter det traditionelle ulykkesbegreb. Udvidelsen omfatter kortvarige skadelige påvirkninger og pludselige løfteskader. Det foreslås samtidig, at de to gældende arbejdsskadebegreber, skadelige påvirkninger af højst 5 dages varighed efter gældende lovs 9, nr. 2, og pludselige løfteskader efter gældende lovs 9, nr. 3, og 9 a, ophæves. Det nye ulykkesbegreb indebærer, at de skader, der i dag anerkendes som kortvarige skadelige påvirkninger og pludselige løfteskader, fremover vil blive anerkendt som ulykker. Kortvarige skadelige påvirkninger vil blive anerkendt som følge af, at det nye ulykkesbegreb omfatter påvirkninger, der sker pludseligt eller inden for 5 dage.

4 - 4 - Det indebærer, at det nuværende tidsmæssige hul mellem ulykker og kortvarige skadelige påvirkninger dermed er lukket. Pludselige løfteskader bliver omfattet som følge af, at det nye ulykkesbegreb omfatter personskader forårsaget af en hændelse, der sker pludseligt. I forhold til pludselige løfteskader er der i det nye ulykkesbegreb ikke som i dag et krav om, at der skal have været tale om tungt løftearbejde i øvrigt. Det er heller ikke et krav, at der er tale om en varig skade. Hertil kommer, at behandlingen af sager om pludselige løfteskader forenkles, idet sagerne fremover ikke skal forelægges Erhvervssygdomsudvalget for at kunne anerkendes. Det foreslåede ulykkesbegreb er heller ikke som de pludselige løfteskader begrænset til bestemte skader eller til skader sket ved løft. Det nye ulykkesbegreb er administrativt enkelt, da der ikke vil være behov for indgående lægelige vurderinger, når der er en hændelse, som umiddelbart kan forklare skaden. Af lovforslagets bemærkninger til 6 fremgår endvidere bl.a. (Folketingstidende , tillæg A, L 216, side 6614 f.): Til 6 Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger afsnit 3.3. Personskade Anerkendelse efter det nye ulykkesbegreb kræver for det første, at der er tale om en personskade. Ligesom efter gældende praksis stilles der beskedne lægelige krav til en anmeldt skade. Forbigående smerter, psykiske symptomer med videre vil opfylde denne betingelse. Årsagsforbindelse mellem personskaden og en hændelse eller påvirkning Det kræves derefter, at personskaden er forårsaget af en hændelse eller en påvirkning, der har sammenhæng med arbejdet. Der gælder almindelige krav til beviset for en årsagssammenhæng. Kun hvis der efter oplysning af sagen ikke kan sandsynliggøres en årsagssammenhæng, vil sagen blive afvist. Arbejdsskadereformen ændrer således ikke beviskravet. Det betyder, at der skal foretages en bevismæssig bedømmelse af de foreliggende oplysninger og en juridisk/lægelig vurdering af, om der kan antages at være årsagssammenhæng mellem hændelsen eller påvirkningen og skaden. Ved de oplagte skader, hvor der er en hændelse eller en påvirkning, der umiddelbart kan anses for at være årsag til skaden, stilles der som efter gældende regler ikke store krav til beviset. Det gælder for eksempel postbudet, der får en tagsten i hovedet og får et kraniebrud. Ved skader, der kan opstå uden kendt ydre årsag, indebærer kravet til bevis, at der vil blive stillet krav til specielt den lægelige vurdering af, om der er en påvirkning, der kan

5 - 5 - forklare skaden. Skader, der kan opstå uden kendt ydre årsag, er blandt andet skader på muskler, nerver, sener og led. Reglerne om beviskrav skal ses i sammenhæng med Arbejdsskadestyrelsens pligt til at belyse sagerne bedst muligt inden afgørelsen (officialmaksimen). Hertil kommer tilskadekomnes ret til at afgive et indlæg, inden Arbejdsskadestyrelsen træffer afgørelse. Ved denne vurdering af årsagssammenhængen lægges der blandt andet vægt på, i hvilket omfang påvirkningen kan anses for at være egnet til at forårsage den anmeldte skade. I denne vurdering indgår lægelig sagkundskab i de tilfælde, hvor sammenhængen giver anledning til tvivl. En påvirkning kan anses for at være årsag til en skade, når der er en biologisk naturlig og logisk forklaring på, at skaden opstod som følge af en hændelse eller påvirkning på arbejdet. I denne vurdering kan der også tages hensyn til, om hændelsen eller påvirkningen har haft en karakter og et omfang, der gør det sandsynligt, at skaden er opstået som følge af hændelsen eller påvirkningen. Hvis der ikke er en sådan forklaring, kan det skyldes, at skaden er opstået som følge af en særlig disposition hos tilskadekomne til at udvikle skaden uden en kendt ydre påvirkning. Et hårdt slag mod lænden vil eksempelvis være en egnet årsag til at give lændesmerter. Det er biologisk naturligt og logisk at få en skade i ryggen, når man har fået et hårdt slag over ryggen. En sådan skade vil blive anerkendt som en ulykke. Omvendt vil det at få smerter, ved at man rejser sig fra en stol, ikke kunne anses for at være en relevant årsag til akutte lændesmerter - heller ikke selvom smerterne opstod samtidig med, at tilskadekomne rejste sig. At der er tidsmæssig sammenhæng mellem skade og påvirkning er således ikke tilstrækkeligt til anerkendelse. At rejse sig fra en stol giver ikke en biologisk og logisk forklaring på, at pågældende fik rygsmerter. En forklaring på smerterne kunne være, at pågældende havde en særlig disposition for at udvikle rygsmerterne på det pågældende tidspunkt. En sådan skade vil ikke blive anerkendt som en ulykke. Forudbestående sygdomme Forudbestående sygdomme har ikke betydning for spørgsmålet om anerkendelse af en skade efter det foreslåede ulykkesbegreb. Som hidtil kan en forværring af en forudbestående sygdom anerkendes. Forværringen kan anerkendes, hvis den er forårsaget af en hændelse eller en påvirkning, der sker pludseligt eller inden for 5 dage. Spørgsmålet om forudbestående sygdomme får først betydning, når der skal fastsættes godtgørelse og erstatning, idet der trækkes fra i et påvist varigt mén eller tab af erhvervsevne, hvis det er overvejende sandsynligt, at det varige mén eller tabet af erhvervsevne helt eller delvist skyldes andet end arbejdsskaden. Højesterets begrundelse og resultat Sagen angår, om A den 13. november 2008 under sit arbejde som lærer pådrog sig en arbejdsskade, jf. arbejdsskadesikringslovens 5, jf. 6.

6 - 6 - Det retlige grundlag Efter arbejdsskadesikringslovens 5 er en arbejdsskade en ulykke, der er en følge af arbejdet eller de forhold, det er foregået under. En ulykke er i lovens 6, stk. 1, defineret som en personskade forårsaget af en hændelse eller en påvirkning, der sker pludseligt eller inden for 5 dage. Arbejdsskadesikringslovens 5 og 6 fik deres nuværende udformning ved den arbejdsskadereform, der blev gennemført ved lov nr. 422 af 10. juni Det fremgår af forarbejderne til denne lov, at det overordnede formål med arbejdsskadereformen var en udvidelse og en forenkling af skadebegreberne, herunder ulykkesbegrebet. Skadebegreberne blev udvidet således, at alle skader, hvor der er en medicinsk sammenhæng mellem hændelsen eller påvirkningen og skaden, kan anerkendes. Der vil ikke være skader, der kunne anerkendes efter de dagældende regler, som ikke kan anerkendes efter det nye ulykkesbegreb. Det er fortsat en betingelse, at hændelsen eller påvirkningen har sammenhæng med arbejdet eller de forhold, det udføres under, at der er sket en personskade, og at der er årsagssammenhæng. Det er endvidere fortsat den sikrede, der har bevisbyrden for disse forhold. For at kunne tage stilling til, om der er årsagssammenhæng, må det afklares, hvilken skade der hævdes forårsaget af hændelsen eller påvirkningen. Der stilles efter forarbejderne beskedne lægelige krav til den anmeldte skade, og forbigående smerter vil således opfylde kravene til personskade. Personskadebegrebet må imidlertid fastlægges i lyset af de ydelser, der kan gives efter arbejdsskadesikringsloven. Forbigående smerter, der ikke kræver behandling, men går over af sig selv, vil derfor normalt ikke være en personskade i arbejdsskadesikringslovens forstand. Den konkrete sag A har over for Arbejdsskadestyrelsen oplyst, at hun den 13. november 2008 som led i sit arbejde som lærer var gårdvagt, og at hun for sent opdagede, at en dreng med en bold kom løbende i fuld fart imod hende. Hun nåede lige at dreje sig, så de undgik et sammenstød, men hun foretog en forkert bevægelse og fik et knæk i ryggen. Hun gik hjem fra arbejde, da det skete, men mødte på arbejde næste dag. Efter to uger kontaktede hun egen læge. Hun arbejdede på nedsat tid i december 2008 og var sygemeldt i uge 5 i 2009 samt deltidssygemeldt fra den 6. februar 2009 og 1-2 måneder frem.

7 - 7 - As egen læge anførte i en lægeerklæring af 23. januar 2009 til brug for Arbejdsskadestyrelsen, at hendes diagnose var hold i ryggen, at hendes aktuelle klager/symptomer var smerter i lænderyg og i venstre hofte og nakkeregion, og at det var uvist, om der ville være varige følger efter skaden. Arbejdsskadestyrelsen traf den 18. marts 2009 afgørelse om, at den anmeldte skade ikke kunne anerkendes som en arbejdsskade. Ankestyrelsen stadfæstede den 10. september 2009 Arbejdsskadestyrelsens afgørelse, idet Ankestyrelsen fandt, at As hold i lænderyggen ikke var en arbejdsskade. A havde i sommeren 2009 fået foretaget undersøgelser, der viste svær discusdegeneration med spondylose, men ingen følger efter fraktur. Oplysningerne herom indgik ikke i Ankestyrelsens behandling af sagen. Retslægerådet har i sin erklæring af 23. februar 2011 anført, at hændelsen den 13. november 2008 godt kan have udløst ryggener. A havde imidlertid efter egen læges notater tendens til lændehold. Den tilgrundliggende årsag til As langvarige kroniske ryggener er ifølge Retslægerådet de ved røntgen og MR-scanning påviste middelsvære til svære degenerative forandringer og den ved røntgen påviste rygskævhed, og der er ikke årsagssammenhæng mellem hændelsen og lænderyglidelsen. Højesteret lægger på denne baggrund til grund, at A allerede forud for hændelsen havde tendens til og flere gange havde haft hold i lænden, og at hendes langvarige kroniske ryglidelse og de smerter, denne lidelse medfører, skyldes degenerative forandringer og rygskævhed, og ikke hændelsen. Højesteret lægger til grund, at hændelsen kan have udløst ryggener, men det er ikke godtgjort, at den har medført forværring af den kroniske ryglidelse, eller at den har påført hende smerter ud over dem, der er en følge af den kroniske lidelse, i et omfang der i sig selv udgør en personskade. Højesteret finder herefter, at A ikke ved hændelsen den 13. november 2008 har pådraget sig en arbejdsskade omfattet af arbejdsskadesikringslovens 5, jf. 6.

8 - 8 - Højesteret stadfæster herefter dommen. Thi kendes for ret: Landsrettens dom stadfæstes. I sagsomkostninger for Højesteret skal Danmarks Lærerforening som mandatar for A betale kr. til Ankestyrelsen. De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens 8 a.