Biskop Czeslaw Kozons prædiken i Sct. Ansgars domkirke juledag den 25. december 2011 Læsninger: Es. 52,7-10 Hebr. 1,1-6 Joh.

Transkript

1 Biskop Czeslaw Kozons prædiken i Sct. Ansgars domkirke juledag den 25. december 2011 Læsninger: Es. 52,7-10 Hebr. 1,1-6 Joh. 1,1-18 I nat hørte vi i første læsning om det store lys, som skal ses af de folk, der vandrer i mørke, det lys, der ikke bare skal oplyse natten, men også gøre en forskel fra de mange andre lys, der omgiver os. Det er nemlig ikke altid lys, vi mangler, men det sande lys, der ikke leder vild, men som skinner klart og enkelt. Af samme profet, Esajas, hører vi i juledagsmessens første læsning om budbringeren. Nu er det et menneske, der fokuseres på, ikke for dets egen skyld, men p.gr. af den, han eller hun kommer på vegne af. Lys og budbringer udtrykker, at vor tro og livet i den er afhængig af forskellige ting. Lyset er Guds egen indgriben, hans åbenbaring af sig selv, som kun han kan tage initiativet til. Han formidler det, der ikke er skabt og heller ikke formet af mennesker eller afhængigt af dem, dvs han formidler først og fremmest sig selv. Ved at lade sin Søn blive menneske har Gud gjort noget, han kun selv kan udrette og kun selv beslutte sig for, nemlig at overskride sine egne grænser og blive en del af vor virkelighed. Ud over at ville dette har Gud også ladet noget så umiddelbart uforeneligt som guddommelig og menneskelig natur blive forenet. Dette kan intet menneske fortælle af sig selv, medmindre man har fået det overleveret og implanteret i sit liv. Gud derimod kan uden om alle kanaler henvende sig direkte til et menneske og opvække tro og engagement. Alligevel er der også brug for budbringere, for mennesker der formidler

2 sandheden om Gud og beskriver en måde at leve sit liv med ham på. Men budbringeren er ikke autonom på samme måde som lyset. Budbringeren har ikke opfundet lyset eller budskabet, men giver det kun videre. Det betyder så heller ikke, at budbringeren kan gøre noget, Gud med sin almagt ikke kunne klare. Budbringeren kan ikke gøre et menneske troende, som ikke selv har fået i det mindste troens gnist af Gud. Men budbringeren kan skabe miljø, han kan gøre tilhørerne eftertænksomme, få dem til at give slip på det, som fylder op i deres liv og dermed tager plads op for troens gave. En budbringer, ikke mindst én som Johannes Døberen, kan ruske op i folk og få dem til at give rum for besindelse og omvendelse. Samspillet mellem lys og budbringer, mellem Guds egen åbenbarelse af sig selv og menneskers formidling, udgør omdrejningspunktet for, hvordan vi kommer til troen. Men samspillet består ikke i, at to kræfter med hver deres forudsætninger kører parallelt ved siden af hinanden og uforstyrret udfører hver deres del af opgaven. For at budbringeren kan have noget at bringe videre, må han eller hun have set lyset, dvs. modtaget troens gave, være kommet til en fast overbevisning om Guds eksistens, have fået opfordringen og viljen til at leve efter troen og en vis ambition om at dele den med andre. Uden dette kan man ikke være budbringer. Selv om der er mennesker, der engagerer sig på en særlig måde i forkyndelsen, som præster, kateketer, lærere, missionærer og forfattere, så betyder det ikke, at alle andre kan sige, at de ikke vil være budbringer, men blot være kristen på brugerniveau. Enhver, der bliver kristen og mener noget med det, må også forvente at blive betragtet som en budbringer, også selv om han eller hun ikke bliver opfattet som professionelle. Alle skal kunne gøre rede for håbet (jf. 1. Pet. 3,15), give troen videre, ikke mindst, hvis man f.eks. er forældre, og alle skal i mange sammenhænge kunne forsvare troen og

3 besvare søgende og interesserede menneskers spørgsmål. Men det glade budskabs fremgang skyldes ikke kun, at Gud har ladet sit lys skinne for mennesker og ladet dem tage imod det, altså ikke kun, at mennesker har bevæget sig ind i Guds sfære. Her i julen fejrer vi netop, at også Gud er brudt op fra sin guddom og sit eget utilgængelige lys og har bevæget sig ind i menneskenes liv og verden. Guds Søn er også blevet budbringer for personligt at give det videre, som profeter før ham og andre forkyndere senere har formidlet. Ligesom vi mennesker skal lægge vore forbehold og verdslige tænkemåder til side for at kunne tage fuldt og helt imod troen, så har Guds Søn også til en vis grad lagt sin guddom til side for at blive som én af os, ikke for at blive mindre gud, men for bedre at kunne dele vore vilkår og tale til os i øjenhøjde. Denne meget højtidelige virkelighed rummer svaret på spørgsmålet om, hvem der kan føre os mennesker ud af de ting, der bekymrer os. Pave Benedikt stillede dette spørgsmål i torsdags i sin tale til Kuriens medarbejdere, da han spurgte efter det lys, der kan få os til at se klart på de værdier, som vi roser os af i flere af vore samfund i den vestlige verden: solidaritet og velfærd tilgængelig for alle, omsorg for fattige og lidende, behov, der er skærpet p.gr. af bl.a. finanskrisen. Der er ingen tvivl om, at svaret på spørgsmålet er Kristus; han er det lys, der kan få os til at se klart på virkeligheden og erkende de tiltag, der skal ske. Det, vi skal lære af lyset er, hvordan vi kan blive bedre budbringere. Der er tekniker og strategier, der skal udvikles, og mange er heller ikke sene til at melde ud med alt det, der burde laves om i Kirken for at møde nutidens mennesker og gøre budskabet forståeligt og acceptabelt. Hvordan får vi vendt en udvikling, der for mange betyder at være på vej væk fra troen? Pave Benedikt siger, at det er nødvendigt at gøre mange ting. Men blotte aktiviteter gør det ikke alene,

4 fortsætter han. Kernen i Kirkens krise i Europa er en troskrise. Hvis der ikke bliver fundet et svar på den, hvis troen ikke igen får vitalitet ved at blive en dyb overbevisning og en virkelig kraft på grund af mødet med Jesus Kristus, vil alle andre reformer forblive uden virkning. Det er altså ifl. pave Benedikt det enkle, der skal til. Men er der noget i vor tro, der er enkelt i den forstand, at det er let at forstå eller let at udføre? Ofte vil vi sige nej. Både vor forstand og vilje bliver sat på prøve; men netop julens budskab har nogle enkle og ukomplicerede sider, vi kan opfatte. Selv om menneskevordelsens mysterium er uudgrundeligt, er der noget enkelt og ligetil i, at Gud kommer til os. Den folkelige side af julens sceneri kan måske hjælpe os til at se det enkle i Guds henvendelse til os, selv om han dermed har åbnet for et helt nyt univers. Englens budskab til Maria og englekorets forkyndelse for hyrderne var enkelt, fordi det drejer sig om et kærligt tilsagn fra Guds side om, at han vil være hos os. Det kræver derfor egentlig kun tillid at tage det til sig. Nok kan mennesker ofte blive skuffet i deres tillid; men hvis vi tør stole på, at Gud vil os det gode, så kan vi også regne med, at han både vil give os indsigt i troen og mod til at leve efter den. Dagens evangelium er måske nok den lidt mere komplicerede redegørelse for, hvad julens budskab går ud på, i modsætning til julenattens sceneri. Ingen har set Gud, står der i slutningen af dagens evangelium; men den Enbårne, som selv er Gud er blevet hans tolk (jf. Joh. 1,18). Kristus, det menneskevordne Guds Ord, har nok talt dybsindigt om Gud; men hans klareste fortolkning er, at han er blevet menneske, har sat sig på niveau med os for at lade erfaringen med ham blive indgangen til det nye liv. Hverken jomfru Maria eller hyrderne fattede umiddelbart dybden i det, der blev sagt til dem; men de turde bryde op. Vi har hørt budskabet mange gange; men

5 har måske ikke åbnet os tilstrækkeligt eller vist beredvillighed nok. Julens enkelhed kan være en chance til at følge Jomfru Maria og hyrderne, Johannes Døberen og de mange, der ved tage imod Guds henvendelse er blevet budbringere og vidner. Modet til at tage imod, hvad Gud har at sige os, kan give os mod til at give det videre. Selv om posten som budbringer kan være ensom og udsat, kan den også bekræfte os i vort valg, og dermed åbne troens rigdomme for os. Den enkle tillidsfulde accept kan blive begyndelsen til store ting for Guds rige. Lad os våge skridtet her i julen til at lade Gud bruge os. Amen.