Hun forsøgte at se glad ud, men denne kunstige glæde kunne ikke skjule, at hun var nervøs. Hedda blev så gal. - Og det siger I først nu!

Transkript

1 Kapitel 1 Allerede ved havelågen kunne Hedda mærke, at der var noget galt. Hun og Elin sagde farvel, under megen fnis som altid, men ud ad øjenkrogen så hun, at mor og far sad ret op og ned i hængesofaen og så underlige ud på en eller anden måde. Kalle, Heddas lillebror, sad tavst nedenfor og legede med en kran. Kalle tavs. Det virkede helt forkert. Hedda, som havde været helt opfyldt af Nu blomstertiden kommer, den salme, de altid sang ved sommerferieafslutningen, følte, hun blev nødt til at vide, hvad der var på færde. Da Elin var forsvundet, gik hun med hurtige skridt hen til spisepladsen under træet. - Hvad er der? næsten råbte hun. - Æh... det er noget spændende. Det håber vi i hvert fald, du synes, sagde far og lo muntert. - Vi skal flytte, sagde mor mere direkte og med samme kunstige latter. Nu så både mor og far lidt urolige ud under de glade miner, de havde klistret på. I et nu gik det op for Hedda, at der ikke var tale om at flytte til et hus nogle hundrede meter væk. Det handlede om, at de skulle flytte langt bort. - Hvorhen? spurgte hun. - Til en by ikke så langt fra Stockholm, sagde mor.

2 Hun forsøgte at se glad ud, men denne kunstige glæde kunne ikke skjule, at hun var nervøs. Hedda blev så gal. - Og det siger I først nu! Tårerne stod hende i øjnene. - Sommerferien er lige begyndt, og jeg har ikke en chance for at sige farvel til min klasse! Hvornår bestemte I det? Det glade løb, der havde været i benene efter sommerferieafslutningen, var forvandlet til et vældig vredt løb, som bare ville væk. Langt væk fra mor og far. Så Hedda løb. Ud af haven. Hun løb i ren arrigskab. Ind i skoven og et godt stykke ned ad en af stierne. Hun plejede at være bange, når hun var alene i skoven. Nu tænkte hun, at det var mors og fars skyld, hvis der skulle ske hende noget. Det kunne de have rigtig godt af. Efter et stykke tid kom tårerne. Hun følte sig fuldstændig udmattet. Løbet i benene var væk, og hun måtte sætte sig på en sten for at græde. Først græd hun stille, men lidt efter kom gråden i store hulk. Hele Hedda blev forvandlet til gråd. Da far fandt hende ti minutter senere, sad hun helt rødflammet i ansigtet oppe på stenen i sin fine kjole. Det lange, brune hår, som havde været så omhyggeligt sat op, havde slidt sig løs både her og der.

3 Far standsede lidt derfra og rømmede sig forsigtigt. Hedda kiggede skræmt op. Ansigtet var ikke stort andet end snot og fregner. - Det er bare mig, sagde far. Hedda sagde ingenting. - Er det okay, at jeg bliver her i nærheden? spurgte han efter en tid. Du plejer jo ikke at bryde dig om at være i skoven alene. - Jeg er ikke noget pattebarn! fnyste Hedda. Hun lød vred, selvom hun inderst inde var lettet over, at far var kommet. - Det ved jeg godt, sagde far og tænkte, at det var skrækkeligt, så lang Hedda var blevet. - Hvordan kunne du vide, hvor jeg var? - Jeg spurgte alle, jeg mødte, om de havde set dig. Til sidst fik jeg bid. Nogle havde set dig løbe herhenimod. Så kan det nok være, jeg løb. Se, jeg er helt svedig! Nu kunne Hedda næsten ikke lade være med at le. Far afskyede at løbe og svede. - Hvorfor fulgte du så efter? spurgte hun så. - Hvad tror du? Jeg ville sige undskyld, sagde far. Vi troede, at det ville være bedre for dig at få lov til at afslutte skoleåret, inden vi fortalte om flytningen. Nu kan vi godt se, at du skulle have haft en chance for at sige farvel til din klasse. Mor og jeg er virkelig kede af det. Vi har forstået, hvor dumme vi har været. - Ja, det var dumt, sagde Hedda. - Vi vil gerne arrangere en afskedsfest for klassen, hvis du har lyst, fortsatte far. Hvis vi ringer

4 rundt allerede i dag, er de fleste måske ikke taget af sted på ferie endnu. - Vi får se, sagde Hedda. Det må jeg tænke lidt over. - Vil du være alene? spurgte far. - Ja, sagde Hedda og rejste sig op, men ikke her. Jeg sætter mig nok op på mit værelse og skriver lidt i Kanelsneglebogen. - Selvfølgelig, sagde far. Og hele vejen hjem fortalte han om sit nye arbejde, at det var en udfordring, og at mor også havde fundet et job, som hun troede, hun ville trives i. - Hun trives jo slet ikke i det job, hun har nu, sagde han. Men Hedda sagde ingenting. Og hun snoede sig uden om det knus, far ville give hende, inden hun gik ind på sit værelse. Hun tog bogen med billedet af en stor Kanelsnegl på omslaget og skrev omhyggeligt: 7. juni (sommerferieafslutning) Fin hvid kjole med små, små forglemmigejer ved sømmen, min dyreste kjole indtil nu. Det betaler sig at plage! Sagde farvel til vores lærer. Vidste ikke, at det måske var sidste gang, jeg så hende. Så havde jeg måske givet hende et knus. Men jeg kommer ikke til at savne hende. Faktisk ingen god lærer. Uretfærdig!

5 Stjernestunden: Mig og Elin lo hele vejen hjem af ingenting. Alt var bare sommer og sang i vores hoveder. Vi aftalte, at hun skal komme over, når hende og hendes mor har drukket kaffe på Bladhs. Mor og far fortalte, at vi skal flytte. De vidste det allerede for nogle uger siden, men sagde ingenting. Falskt! Vred og ked af det. Jeg vil ikke flytte. Hvornår og hvordan skal jeg fortælle Elin det? Det sidste orkede Hedda ikke at spekulere over lige i øjeblikket. Hun fik heller ikke skrevet mere. Hun faldt i søvn helt udmattet af gråd og vågnede ikke, før mor bankede på og sagde, at Elin sad og ventede i haven. Da Hedda kom ud fra sit værelse, stod mor og ventede. Hun forsøgte at give hende et knus og sige undskyld. Men Hedda følte sig ikke parat til at tilgive endnu. - Flyt dig! snerrede hun. Mor så ked ud af det, men Hedda orkede ikke at tage sig af det lige nu. I stedet gik hun ud til Elin.