Den guddommelige historie om den fortabte søn, den misundelige bror og den mærkelige far der ser igennem fingre med alt.

Transkript

1 Den guddommelige historie om den fortabte søn, den misundelige bror og den mærkelige far der ser igennem fingre med alt. Prædiken til søndag 12. juni 2016 i Havdrup kirke Søndagen som også kaldes for den 3. søndag i trinitatistiden, som er den periode der går fra pinsen er slut til advent begynder. Salmer: 726, 426,457,541,28 Teksten som alle præster skal prædike over i dag er fra Lukasevangeliet kap. 15: Jesus sagde også:»en mand havde to sønner. Den yngste sagde til faderen: Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig. Så delte han sin ejendom imellem dem. Nogle dage senere samlede den yngste alt sit sammen og rejste til et land langt borte. Der ødslede han sin formue bort i et udsvævende liv; og da han havde sat det hele til, kom der en streng hungersnød i landet, og han begyndte at lide nød. Han gik så hen og holdt til hos en af landets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at passe svin, og han ønskede kun at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd, men ingen gav ham noget. Da gik han i sig selv og tænkte: Hvor mange daglejere hos min far har ikke mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel. Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere. Så brød han op og 1

2 kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham. Sønnen sagde til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn. Men faderen sagde til sine tjenere: Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne, og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste. For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet. Så gav de sig til at feste. Men den ældste søn var ude på marken. Da han var på vej hjem og nærmede sig huset, hørte han musik og dans, og han kaldte på en af karlene og spurgte, hvad der var på færde. Han svarede: Din bror er kommet, og din far har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold. Da blev han vred og ville ikke gå ind. Hans far gik så ud og bad ham komme ind. Men han svarede sin far: Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger da han kom, slagtede du fedekalven til ham. Faderen svarede: Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.«luk 15,11-32 Det er ikke ligegyldigt, hvad man kalder en historie. 2

3 Joseph Heller skrev en roman med titlen; Min søns bror. Det siger det hele. Jesus kalder sin fortælling; En mand havde to sønner. Så er der lagt op til at vi skal høre om manden. Men hvorfor kalder vi så lignelsen for; Den fortabte søn? Som var der kun 1 vigtig person i fortællingen, og det er den ene søn. Men hvad så med faren og den anden søn? I England gør de noget andet. Der kalder de den; Lignelsen om Faderens kærlighed. Men så kommer fokus jo kun på ham. Og hvad så med sønnerne? 3

4 Min pointe er, at begge titler er fortolkninger. Vores fortabte søn lægger vægt på sønnens rolle og på alle de menneskelige forhold og temaer, der dukker op, når man beskæftiger sig med hans historie: hans udlængsel og udskejelser, fornedrelsen, der er total fordi han ikke bare må tigge sig til mad men også skal bo sammen med, de, for jøderne, så urene dyr, som svinene er. Hans fortabelse, fordi han godt ved at han har mistet sin ret til at blive kaldt for sin fars søn en ret som betød at man ikke arvede sin fars ejendom, - og så hele hans omvendelse og anger. Så bliver fortællingen meget opbyggelig fordi den nærmest bliver et skema på 4

5 hvordan vi skal opføre os. Først er alt i orden i en paradisisk orden Men så begynder sønnen at kræve og at ønske at gå sin egen vej som er ud af paradisets port. Og han vader lige ned i hængedynd og fortabelse men via sin store selvindsigt ser han sin fortabelses vej og ved at angre opnår han Guds tilgivelse og frelse. Men hvis nu vi som englænderne kalder lignelsen For lignelsen om faderens kærlighed og zoomer ind på ham, så er det ikke fortabelsen og synden der trækkes frem men historien om en fars betingelsesløse kærlighed og tilgivelse. Ja, faren LØBER simpelthen sin søn i møde til trods for at det var uværdigt for ældre jøder at løbe 5

6 Og sønnen råber angrende til faren; Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig Men faren forholder sig overhovedet ikke til sønnens bekendelse, han svarer ham ikke engang, men henvender sig til tjenerne der får besked på at give ham sko og ring på og slagte fedekalven. Et stærkt billede på at Guds tilgivelse og glæde tilsyneladende ikke forudsætter at vi angrer.. Faren behandler ikke sønnen sådan som sønnen selv ønsker at faren skal behandle ham, nemlig som han har fortjent, men som en æret og velkommen gæst. Som når kirkedøren er åben og alle kan komme til gudstjeneste uanset hvad vi har med af bagage. Men så kommer broren ind i billedet. 6

7 Det bliver for meget for ham. Især det med fedekalven for i en kultur og i en tid hvor man ikke spiste kød særligt ofte var det meget stort at slagte fedekalven og broren bemærker derfor også surt at han ikke har fået så meget som et kid. Og han lægger slet, slet ikke skjul på sin vrede og misundelse når han siger; Ham der, din søn, i bedste Joseph Heller stil. Han vil ikke engang omtale ham som sin bror, og han viger heller ikke tilbage for at svine broren ekstra meget til ved at sige at han var sammen med skøger selvom han for det første slet ikke har talt med broren 7

8 og for det andet står der ikke tidligere i teksten at broren skulle have været sammen med ludere.. Men faren bliver ikke spor vred og igen kommenterer han heller ikke hvad broren siger. Hverken hans vrede eller indignation over at han har knoklet og været så trofast. Nej, faren svarer blot Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. kan i mærke, hvordan vreden preller af som vand på en gås? Det, der er vigtigt for faren, er ikke om børnene har været artige eller ej, men om at de er tæt; Alt mit er dit Så farens kærlighed er altså stor nok til at favne begge sønner, hvilket den misundelige bror, som har knoklet for at gøre sig fortjent til sin fars kærlighed 8

9 slet ikke kan rumme. Som det også kan være svært at rumme de andre fortællinger om Guds væsen som Jesus stiller op; at hyrden kerer sig mere om det ene forsvundne får end de 99 han har eller at manden der har arbejdet 1 time får ligeså meget i løn som den der har arbejdet i 10. For mange er det for meget at rumme. Og måske derfor gør troende sig ekstra umage med at gøre Gud mindre. Så han er til at rumme. Med regler og forbud og hvor meget der er tilgiveligt. At der må være en grænse for Guds tilgivelse, Hvordan kan nogen mennesker vide hvad Gud elsker og ikke elsker 9

10 når de har læst lignelsen her? Er den ikke netop et stærkt udtryk for at den guddommelige kærlighed favner os alle? At det ikke handler om fortjeneste men om nærhed. At det ikke engang handler om anger men om nærhed. At tilgivelsen er et paradoks, for det giver kun mening at tale om tilgivelse i forhold til det utilgivelige. Ellers klarer vi os jo med almindelig overbærenhed. Spørgmålet er om vi er klar til at modtage en så radikal kærlighed i os? Lad os være stille sammen 10

11 Kirkebøn: Ødselhedens Gud Du, som tålmodigt venter på os uanset hvor vi er henne, du som deler af din kærlighed, så alt dit er vores. Værn os mod den fristelse at ophøje os selv og smide mennesker for svin. Lad din kærlighed drysse som lindetræernes honning ned over vores politikere og regering, så de bevæger sig i langsomhedens visdom, og ikke jager efter hurtige resultater. Indhyl de ensomme, tabte, angste og gennemsigtige i din varme kåbe, - at du er ved deres side. Fader, du, som løber os i møde og heler det brudte og favner det ødelagte, forlad os vores tvivl, vores vrede, vores stolthed. Form os blødere gennem din Ånd og rejs os op gennem din kærlighed. Det beder vi om i Jesu navn. Amen 11