En aften i foråret 2007 sad Iben hjemme i sin sofa i lejligheden i København med en tung dyne af tristhed over sig. Det var som om, der slet ikke var

Transkript

1 Mor i krise Store kriser i privatlivet og på arbejdet var mere, end Iben kunne magte, så da hendes 16-årige søn blev smidt ud af skolen efter at have røget hash, gik hendes verden i spåner. Men efter hjælp fra U-turns rådgivning og deltagelse i et kursus for forældre sammen med hendes nye kæreste, tog familiens liv en helt ny drejning

2 En aften i foråret 2007 sad Iben hjemme i sin sofa i lejligheden i København med en tung dyne af tristhed over sig. Det var som om, der slet ikke var noget tilbage indeni hende; hun følte sig som en tom skal og som jordens mest overflødige menneske.

3 Bag hende lå mange måneder med store sorger. Hendes mor var død, og dermed var Iben den eneste, der var tilbage fra hendes barndoms familie. Kun godt et år tidligere var hun blevet skilt fra en mand. På arbejdet, hvor Iben havde en ledende stilling, var det gået helt galt, og hun var derfor sygemeldt med udsigt til at blive fritstillet. Hendes 16-årige søn, Adam, som var på efterskole efter problemer med sin gamle skole, var netop blevet smidt ud, fordi han havde røget hash i weekenden, og nu stod han uden skole eller job. Ved en efterfølgende spyttest af Adam, havde Iben derudover kunnet konstatere, at han også have prøvet at tage amfetamin, men det var umuligt at trænge ind til ham og få snakket ordentligt om sagen. Og Iben selv følte sig efterhånden så magtesløs, at hun var kommet ind i et dårligt mønster med at tage sig et par øl hver aften for at dulme sit indre kaos. Nu var hun blevet alvorligt bange for sine tanker om at tage sit eget liv. Men det kunne jo ikke nytte noget, når Adam ligesom kun havde mig, fortæller hun. I dag, flere måneder senere, sidder Iben i samme sofa - men med en helt anden stemning indeni. Adam er netop gået ud af døren og vil komme hjem igen ved 22-tiden. Tilbage i foråret var han stort set aldrig hjemme eller kom sjældent hjem før Adam er derudover begyndt på en uddannelse og tager, så vidt Iben ved, ikke nogen stoffer og hvis han gør, er det i hvert fald ikke noget, der kan mærkes på den nye uddannelse, hvor han kommer hjem med topkarakterer. I sofaen ved Ibens side sidder nu også Jørgen, som er hendes nye kæreste og som for nyligt er flyttet ind til den lille familie. Han kom ind i Ibens liv midt i den mørke tid, hvilket gav parret en helt speciel start på kærlighedsforholdet: Jørgen var nemlig med, da Iben for et par måneder siden begyndte på et kursus for forældre i U-turn, hvor forældre til unge, der bruger rusmidler, kan mødes for at dele erfaringer med hinanden. Et kursus som sammen med personlig rådgivning på U-turn har været med til at ændre familiens liv i en meget positiv og ny retning. Opskriften var at få sat nye perspektiver på problemerne og at ændre sit fokus. 86 Alle har brug for et frirum

4 På bar bund Første gang Iben kom i kontakt med U-turn, var hun desperat efter at få hjælp. Hun havde henvendt sig flere forskellige steder, bl.a. i socialforvaltningen, for at finde frem til et sted eller nogle mennesker, der kunne give hende svar på, hvad hun skulle stille op med sin søn. Jeg var på bar bund, og jeg kunne slet ikke håndtere at få Adam hjem, da han var blevet smidt ud fra efterskolen efter at have røget hash. Hverken Adam eller jeg havde noget sikkerhedsnet, og der var ikke rigtig nogen ressourcer at hente nogen steder fra. Så jeg havde et stort behov for, at nogen skulle fortælle mig, hvad jeg skulle gøre med Adam. Skulle jeg sige: Nu har du stuearrest i fire måneder eller nu får du ikke flere lommepenge. Skulle jeg holde fast i nogle stramme regler, eller skulle jeg sige: Det er nok ikke så farligt, og jeg kan ikke gøre noget ved det alligevel. Og hvad med skolen? Skulle jeg kræve, at Adam skulle ud og finde et arbejde, fordi ingen skoler ville tage ham? Ad flere omveje endte Iben med at blive henvist til U-turn, hvor hun fik en aftale om en personlig rådgivende samtale sammen med både Adam og en behandler blot to dage efter, hun havde kontaktet stedet. Skulle jeg sige: Nu har du stuearrest i fire måneder, eller nu får du ikke flere lommepenge. Skulle jeg holde fast i nogle stramme regler, eller skulle jeg sige: Det er nok ikke så farligt, og jeg kan ikke gøre noget ved det alligevel. Og hvad med skolen? Skulle jeg kræve, at Adam skulle ud og finde et arbejde, fordi ingen skoler ville tage ham? Jeg var på det tidspunkt på nippet til at sige, at jeg slet ikke kunne håndtere ham mere. Han kom jo også på efterskole, fordi der var nogle problemer på den anden skole, og jeg kunne godt mærke, at det skred for mig, og at jeg ikke kunne nå ham. Han sagde bare altid Ja, ja og nå, nå, og jeg følte mig rigtig meget som en enlig mor til en stor dreng, der bare havde alle attituderne, som man ikke kunne trænge igennem. Men jeg blev bevidst om, at vi skulle finde ud af tingene sammen. Også selvom det er svært nogle gange. Jeg havde ikke lyst til at melde mig ud som mor. Så jeg vedtog, at det allervigtigste var, at vi havde hinanden. Og at frem for at ty til løsninger som at få ham væk hjemmefra, var det vigtige nu at blive i relationen, så der kunne blive plads til, at der kunne ske nogle andre ting. Adam var en smule skeptisk ved tanken om samtalen men tog dog med. Adams beslutning om at tage med høstede stor Mor i krise Historier om at skabe forandring i familier, hvor en ung bruger rusmidler 87

5 anerkendelse hos den behandler i U-turn, familien havde en aftale med. Det samme gjorde Adams accept af, at hans mor havde foretaget en spytprøve for at teste ham for stoffer. Det var en rigtig god samtale. For det første fordi behandleren fik Adam i tale. Men også fordi han sagde til os, at han sjældent havde oplevet en familie, hvor man var så omsorgsfulde over for hinanden. Jeg syntes ikke, at Adam var omsorgsfuld over for mig på nogen måde. Men behandleren åbnede mine øjne for, at Adam jo havde ladet sig teste med den begrundelse, at ellers ville jeg gå i spåner. Det, syntes han, var både hensynsfuldt og omsorgsfuldt, og jeg var rigtig glad for at få øjnene op for den vinkel. For de små positive ting der trods alt var der, fortæller Iben. Hun så også, at Adam faktisk var rigtig ked af alt, hvad der var sket. Adam var jo i virkeligheden selv blevet noget forskrækket over at blive smidt ud af efterskolen. Han havde grædt, da han var blevet smidt ud, og det ligger altså ikke lige til ham sådan at give slip på sig selv. Han var overhovedet ikke stolt af situationen. Han vidste også, at jeg havde det utroligt dårligt i forvejen, så han var heller ikke stolt over for mig. Da Iben og Adam gik hjem fra samtalen, var Iben blevet bekræftet i, at det, der nu havde første prioritet i familiens liv, var, at hun og Adam bevarede deres relation. Nye ting på vej Da Iben og Adam gik hjem fra samtalen, vidste Iben også, at der dels var et sted, hun kunne henvende sig for at få akut hjælp igennem en telefonsamtale og dels, at det blot var et spørgsmål om tid, før hun ville få mere hjælp. Hun var nemlig blevet inviteret til at deltage i et af U-turns kurser for forældre, med behandlerne Finn Halkjær og Didda Larsen, og tanken om, at der dermed var noget mere støtte på vej, hjalp hende til at bevare modet. Inden forældrekurset gik i gang i september 2007, var der dog sket visse ændringer i familiens liv. Adam havde taget sin folkeskoleeksamen som privatist og skulle i gang med en teknisk uddannelse. Iben var blevet forelsket. 88 Alle har brug for et frirum

6 Hun havde mødt Jørgen i forbindelse med en fælles fritidsinteresse, og da de to havde kendt hinanden som unge, faldt de hurtigt ind i fortrolige samtaler. Jørgen boede i en lille by på Sjælland med sine to teenagebørn og sin kone, som han var ved at blive skilt fra. Men inden længe besluttede Jørgen og Iben, at han skulle flytte ind til Iben i København. Iben havde fortalt Jørgen om problemerne derhjemme, men for Jørgen betød det ingenting. Han havde ingen erfaringer selv med unge og rusmidler, for livet som ung i byen, som Jørgen kom fra, var noget anderledes end livet som ung i København. Derfor var han også nysgerrig over for, hvad det kursus for forældre, som startede godt en måned efter, parret var flyttet sammen, ville byde på. Jeg kendte jo egentlig ikke Adam, og jeg var da slet ikke klar over, hvad U-turn var. Jeg troede, man skulle ind og have at noget at vide om, hvad man kunne gå hjem og gøre, hvis man havde en ung, der røg hash. At man ville få de vise sten, og så var problemerne løst. Så jeg blev nok lidt overrasket. Men jeg kunne godt lide forældrekurset, for det gjorde, at man kom til at se lidt nærmere på sig selv, siger Jørgen. Jørgen var meget overrasket over at fornemme, hvor store forskellene var på at være ung i henholdsvis København og hans hjemby. Jeg var på det tidspunkt på nippet til at sige, at jeg slet ikke kunne håndtere ham mere. Han kom jo også på efterskole fordi der var nogle problemer på den anden skole, og jeg kunne godt mærke, at det skred for mig, og at jeg ikke kunne nå ham. Forskellen er, at i det miljø, hvor jeg kommer fra, vidste vi jo lige nøjagtigt, hvem, der havde problemer. Det er både positivt og negativt. Det er jo ikke særligt spændende for den far, der drikker, at vide, at alle ved det. Men omvendt er det rart, at man fx som forælder ved, hvem alle klassekammeraterne i dine børns klasse er, og hvis din dreng er blevet uvenner med en anden, kan man lynhurtigt finde ud af, hvor den anden bor henne og gå ned og snakke med hans forældre for at finde en løsning. Herinde er det meget mere hektisk, og man kender ikke hinanden på samme måde. Og der er nok også flere fristelser for de unge mennesker, tror jeg, siger Jørgen. Alle er forskellige Iben var glad for, at Jørgen ville være på forældrekurset med hende. Han var en del af familien og af Adams liv, så for Iben Mor i krise Historier om at skabe forandring i familier, hvor en ung bruger rusmidler 89

7 var det naturligt, at han kom med. Alligevel kunne hun ikke lade være med at have lidt dårligt samvittighed, da kurset startede, fordi Jørgen betød, at der så var én enlig mor mindre til kurset. Jeg havde selv glædet mig rigtig meget over, at vi på kurset skulle være tre enlige mødre og to par. For jeg havde brug for at blive bekræftet i, at selvom man er enlig mor, er man en rigtig familie. Så jeg syntes, jeg svigtede de enlige mødre lidt. Men når nu Jørgen var i vores liv, så var han jo en del af familien, og derfor føltes det rigtigt, at han var med, siger Iben. Selvom Jørgen var en helt ny del af familien og ikke kendte Adam ret godt, kunne han alligevel bidrage med en masse. For med i bagagen havde han mange års erfaring som familiefar. Han kunne sætte perspektiv på fortællingerne og erfaringerne i forældregruppen ved at trække på sin egen erfaring fra livet i en lille by. Han var også helt tæt på begivenhederne i Adams liv nu og dermed også en del af forandringsprocessen. Og så følte både Jørgen og Iben, at de i kraft af deres gamle venskab og nye forelskelse havde en energi og åbenhed og kunne en masse sammen, som både kunne virke positivt i deres eget liv og i gruppen som helhed. I alt fem unge var repræsenteret af forældre i gruppen, og alle kom med vidt forskellige historier og situationer. Man kunne godt forestille sig, at det ville være et sted, hvor folk ville sidde og dukke sig. Men det var der slet ikke noget af. Alle vidste, at de selv var en større eller mindre del af problemerne i forhold til deres børn. Man sad ikke og foregav noget andet. Og vi kom forholdsvist nemt ind på hinanden. Folk var åbne, siger Jørgen. Nogle var mere åbne end andre. Iben hørte til førstnævnte, da hun lagde ud med at fortælle gruppen på første møde, at hun havde gået til møder i AA (Anonyme Alkoholikere), fordi hun selv under sin krise havde haft et problematisk forbrug af alkohol. Jeg var i tvivl om, hvor meget man skulle vise af sig selv, det er man nok altid i sådan nogle situationer, men jeg er et åbent 90 Alle har brug for et frirum

8 menneske generelt, så det besluttede jeg mig for også at være i denne situation. Det var den bedste forudsætning for det, vi skulle i gang med. Og jeg havde jo gennem AA også selv måttet forholde mig til, hvordan jeg brugte rusmidler, fortæller hun. Andre forældre var ikke så åbne om deres privatliv, og for Iben og Jørgen var det også tydeligt, at der mellem nogle af forældreparrene eksisterede nogle stærke konflikter om, hvordan man skulle gribe de unges problemer med rusmidler an. Man kunne mærke, at nogle var helt enige om, at de skulle gøre noget, men at de var meget uenige om, hvordan de skulle gøre det. Det kan jeg godt forstå, netop fordi det er så vigtigt det handler jo om ens barn. Og så er det svært, hvis man har en grundholdning, som ikke stemmer overens med den anden forælders, siger Jørgen. Nogle af forældrene tog også selv disse konflikter op, men der blev ikke kommenteret yderligere på det. Det kunne jeg godt lide at det, det handlede om, var den enkelte forælders forhold til sit barn og ikke parrets indbyrdes forhold, siger Iben. Mindre kritik og gladere børn Trods de unges forskellige situationer, historier og forbrug af rusmidler, stod det hurtigt klart, at forældrene havde en masse til fælles. Vi blev bekræftet i, at de fejl, vi lavede, lavede de andre også, og at de ting, vi gjorde godt, var de samme ting, som de andre gjorde godt, siger Iben. På en af gruppens mødeaftener blev man sat sammen to og to og skulle snakke om, hvordan man havde grebet sin unge an siden sidste møde. Fokus var på at fortælle om en god oplevelse. Her fandt Iben og anden mor ud af, at de havde gjort nøjagtig det samme med nøjagtig samme succes. Vi var begge holdt op med at kritisere vores børn. Vi havde taget os selv i at komme med små bemærkninger om vores børns udseende fx om hængerøvsbukser, der var ved at falde Mor i krise Historier om at skabe forandring i familier, hvor en ung bruger rusmidler 91

9 ned eller om tv et, der var skruet for højt op. Vi havde forsøgt at give dem mere plads. Og så var vi begge begyndt at servicere vores børn lidt mere. For husfredens skyld eller fordi, det bare var hyggeligt. Det kunne være at give Adam et glas mælk, når han bad om det, at stå op sammen om morgenen og spise morgenmad sammen eller noget andet. Resultatet var, at ungerne var begyndt at være lidt mere i stuen sammen med os andre. Hvis vi lod være med at kritisere alting, så var de også nemmere at have med at gøre, siger Iben. Jørgen kunne se forandringerne klart: Adam tøede voldsomt op. Jeg havde jo kun lige lært ham at kende, og mit indtryk af ham var, at han som regel kun svarede i enstavelsesord og havde en ret barsk attitude. Nu kunne vi pludselig have en samtale. Attituderne blev lagt væk, og han kom nogle gange hen om aftenen og ville sludre om skolen. Og selv fik jeg øje for, at hans barske attitude også nogle gange var ment som sjov. Så det, jeg kunne se i den periode, var voldsomt positive forandringer, siger Jørgen. Gode oplevelser giver ny indsigt Gruppen havde som opgave til hver gang, de mødtes med de andre, at komme med en god oplevelse siden sidst. Metoden var effektiv. For forældrene flyttede langsomt deres opmærksomhed fra alt det, der ikke virkede, til alt det, der faktisk gik godt. 92 Alle har brug for et frirum

10 Alligevel kunne Jørgen godt af og til blive i tvivl om, hvad hans gode oplevelser med Adam egentlig kunne bruges til i gruppen. Jeg tænkte: Herregud, fordi jeg har fået et lidt tættere forhold til knægten, er det jo ikke noget at komme med. Men så fandt jeg ud af, at det stort set var det, vi alle sammen kom med. Og at det derfor også var det, der gjorde, at man fik øjnene op for, hvor værdifuldt det egentlig var. Man gik jo hele tiden og kiggede på, hvad der skete af gode ting, for det skulle man have med om 14 dage til næste møde, siger Jørgen. Man kan sige, at de gode oplevelser blev systematiseret. Jeg ved godt i teorien, at det er det positive, man skal fokusere på, men det kan være rigtigt svært at gøre i virkeligheden, hvis ikke man har nogen at fortælle det til, nogen at dele det med. Så smuldrer det. Men hvis jeg ved, at jeg har nogen, jeg skal fortælle om de gode oplevelser til, så får det en anderledes værdi eller bliver tydeligere, siger Iben. Kurset har også betydet, at parret kan sætte sig lidt udover deres egen situation og se på alting udefra. Når man træder lidt til side, kan man bedre holde alting ud. Både den situation, man står i, men også det at kunne få øje på, hvad der sker i situationen. Det gør, at man tager tingene mere afslappet. I forældregruppen hygger vi os også, og vi kan sagtens grine lidt sammen af vores rådne unger. Det betyder, at det er nemmere at holde sin situation ud, siger Iben. Hun er med kurset blot blevet yderligere bekræftet i, at det var den rigtige beslutning, hun tog: At holde fast i relationen. Vi gør det så godt, vi kan, som forældre, og vi er også nødt til at give slip. I vores gruppe var de unge mellem 16 og 21 år, og vi har jo opdraget dem, så de ved godt, hvad der er rigtigt og forkert. Vi er nødt til at give lidt slip og overlade ansvaret til dem. For hvad de vælger at bruge deres ungdomsår på, er jo også deres valg. For mig er det tæt forbundet med det at være i relationen. Adam er stor, han træffer nogle valg, og det eneste, jeg kan gøre, er at elske ham. Og at elske er ikke bare en følelse, Mor i krise Historier om at skabe forandring i familier, hvor en ung bruger rusmidler 93

11 Det var faktisk en af de ting, jeg fik lidt øje på til forældrekurset: Hvor tilfældigt det er, om man ryger ud i noget eller ej. Det handler meget om kammeratskabsgruppen eller de mennesker, man tilfældigvis møder. det er også et udsagnsord for noget, man gør. Som at komme og servere et glas mælk for ham, når han ligger på sofaen foran tv et i stedet for at sparke ham ud eller blive irriteret. For når han vælger at ligge på sofaen, er der jo nok en god grund til det, siger hun. Både Iben og Jørgen er meget opstemte over, hvor godt det faktisk går med Adam nu. Han er begyndt at interessere sig mere for sin omverden. Hvor han før kun svarede med enstavelsesord, kan Adam nu godt finde på pludselig at blande sig i en snak mellem Jørgen om Iben om politik. Han er også begyndt at invitere venner hjem. Og skulle Adam en dag komme og fortælle sin mor, at han igen har røget hash, vil hun reagere anderledes end før. Så tror jeg, jeg ville sige, at han var dum. Men jeg ville også spørge ind til, hvorfor han røg. Jeg ville nok også tage en snak med ham om hans kammeratskabsgruppe og om, hvad gruppen laver, for vi har tidligere talt sammen om, hvordan det, ens kammerater laver, kan påvirke ens egen handlemåde, siger Iben. Det var faktisk en af de ting, jeg fik lidt øje på til forældrekurset: Hvor tilfældigt det er, om man ryger ud i noget eller ej. Det handler meget om kammeratskabsgruppen eller de mennesker, man tilfældigvis møder, siger Jørgen. For Iben har mødet med nye mennesker også ændret mange ting. Først og fremmest har Jørgens entre i hendes liv været en stor og dejlig forandring. Men også kontakten til behandlere og de andre forældre på forældrekurset har været en god oplevelse i en tid, hvor alt andet ellers var helt mørkt, og hun følte sig fuldstændig overflødig. Jeg skal nok overleve, sagde Iben i sin tid til U-turns behandler i telefonen, da hun ringede og var desperat over sin situation. Iben overlevede i stor grad og lærte en masse undervejs. 94 Alle har brug for et frirum

12 I dag går det Adam godt: Han fik taget sin 9. klasses afgangseksamen og er i gang med en ny uddannelse. Han ryger ikke hash. Adam og Iben har færre konflikter og Adam tilbringer langt mere tid derhjemme. Mor i krise Historier om at skabe forandring i familier, hvor en ung bruger rusmidler 95