vederfarelser. overtro.

Størrelse: px

Starte visningen fra side:

Download "vederfarelser. overtro."

Christen Nygaard
7 år siden
Visninger:

1 Prædiken 10 søndag efter Trinitatis, 2. tekstrække, Matth. 11, bemærket vistnok ikke fordi, der er lagt op til, at det skal gå Sodoma særligt tåleligt. Kanske at sådanne udsagn skurrer noget i ørene. Vi I ville ikke klage, I ville ikke glæde jer. I ville være på tværs. I ville ikke omvende jer. Derfor skal det gå Sodoma tåleligere på dommens dag end jer. I ville ikke glæde og I ville ikke alvor. Johannes Døberen, nej han var for streng; og Jesus, ja Han er for slap. Vi vil have noget midt imellem. Sådan omtrent tror jeg, jeg man kan opsummere dagens læsning. Den indstilling revser Jesus. Ja, Han går så vidt, at Han i umiddelbar forlængelse heraf siger om de byer, der ikke har omvendt sig, at det skal gå Sodoma tåleligere end Kapernaum. Og det er i parentes har vel ikke for ingenting fortalt os selv og hinanden, at det er af det onde at overdrive. Det er tværtimod af det gode, hvis vi modererer os i alle livets vederfarelser. Noget af det værste vi kan bebrejde os selv og hinanden, er hvis vi er eller bliver ekstreme. En af de første anklager, der blev rettet imod de tidlige kristne var da også, at de lå under for en overspændt overtro. Det er sikkert også rigtigt, at det i mange tilfælde kan være en god idé ikke at se, hvor ekstremt man kan opføre sig. Eksemplerne ligger lige for. Det er 1

2 sjældent risikofrit at køre 240 på landevejen, men det er omvendt heller ikke så godt, at køre 15 kilometer i timen. Hvis man nægter at spise sin mad bliver man for mager, hvis man spiser for meget for man mavepine. Hvis man arbejder for lidt bliver man fyret, hvis man arbejder for meget bliver man stresset. Det er alt sammen eksempler fra hverdagen, på at alt er bedst med måde. Så tilsyneladende gør Jesus dem uret, som hævder at Johannes Døberen var for streng og Jesus for slap. I alle ting i livet er det et gode at finde den middelvej, som kaldes gylden. Og dog, for vel kan det have sin rimelighed i verden, men måske er det ikke ubetinget et gode i forhold til Evangeliet. Men hov har vi ikke netop set masser af tosser, der i religiøst vanvid er gået over gevind over hele Europa hen over sommeren. Eksempler vil jeg undlade, i det jeg antager at de fleste har fulgt med i nyhedsstrømmen. Det vil jeg gerne tale lidt mere om, men først så vil jeg gerne tale lidt om en oplevelse, som jeg en gang imellem bliver udsat for fra konfirmander. En nysgerrig konfirmand indleder som oftest med en variation over spørgsmålet: Tror du at Gud findes? Nu kunne man sikkert få en lang diskussion ud af om Gud findes eller om Han finder, men eftersom jeg underviser konfirmander torsdag morgen, så kan teologiske dybsindigheder godt være lidt vanskelige at få udtrykt, når december mørket stadig ligger over 2

3 landet. Så mit svar er altid; ja det gør jeg, jeg tror at Gud findes. Herefter går diskussionen ofte over i et af to spørgsmål: Hvordan ved du det? Eller: Er det ikke bare noget man som præst skal mene? Til det første spørgsmål: Jeg ved det jo heller ikke, jeg sætter min lid til at apostlene og profeterne netop ikke er fulde af løgn, men taler sandt. Jeg sætter min lid til at det Evangelium som vi har fået givet er sandt. Se det andet spørgsmål ligger i forlængelse af det første. Nyere erfaring viser at det ikke er et strengt jobkrav som præst at tro på noget som helst, men det vil jeg tillade mig at betragte som en uheldig udvikling. For ret beset er det faktisk noget som præsten skal tro på lige såvel som enhver, der er kristen skal tro på, at den treenige Gud er blevet menneske i Jesus Kristus. Jeg vil gerne give et eksempel. Der er tale om en forpligtelse på linie med at enhver ægtemand er forpligtet til at elske sin egen hustru og viceversa. En ægtemand skal netop ikke elske andre kvinder som sin egen hustru. Hvis der nu er en enkelt, der sidder og er uenig, så kan de jo præsentere ægtefællen for deres forestillinger og sidenhen fortælle mig, hvordan det spændte af. Spøg til side, så er det her, jeg tror konfirmandens spørgsmål er relevant i forhold til dagens læsning. For det viser, at mens moderation og tilbageholdenhed vel nok kan være en dyd i forhold 3

4 til verden eller i forhold til bordets glæder, så kan det aldrig være det i forhold til Kristus. Der kommer et tidspunkt, hvor vi må melde klart ud. Hvor det ikke er nok, at henholde sig til mere eller mindre diffuse formuleringer om, at det er jo meget godt med at elske næsten eller forsikringer om, at man da tror at der mere mellem himmel og jorden end det ved første øjekast syner af. For at det ikke skal lyde som om præsten står og bebrejder alle andre og ikke sig selv, så lad det da være sagt med det samme at den synd også hviler på mit hoved, når jeg tænker at jeg orker simpelthen ikke at tage en diskussion med den højtråbende ateist, der forsikrer om at alle religiøse er idioter og Det var det som, de ikke ville, de ville ikke afskrive Ham som Messias, Han kunne jo så meget praktisk, så som at forvandle brød til mere brød og fisk til flere fisk og andre mirakler. Men de ville heller ikke omvende sig. Johannes var et for vanskeligt forbillede, og sur var han sikkert også, Jesus derimod ikke streng nok. Derfor er dagens læsning en opfordring til at afgøre sig for eller imod; det er et kald til at acceptere at Jesus er Den Han siger. At Han er Den Treenige Guds Søn og, at Han er din og min og alverdens Frelsermand. Lad os derfor i forhold til Kristus blive så ekstreme som muligt. hyklere 4

5 Hvad mener jeg med det? Skal vi tæve vantro og stirre olmt på folk, der går i haven om søndagen? Nej det er ikke det jeg mener og hvis nogen alligevel gør det, så vil jeg altså fastholde at det bør karakteriseres som en privat fornøjelse og ikke et udtryk for kristentroen. Vi har i sommerens løb set masser af overspændte tosser dræbe andre med religiøse begrundelser. Det er ikke det, jeg mener. Tværtimod lad vores ekstremisme bestå i at vi stræber efter at overgå hinanden i næstekærlighed, i at bede for venner og fjender. Lad vores ekstremisme bestå i, at aldrig skammer os ved evangeliet, men derimod bestandigt husker at Kristus er alverdens Frelsermand og derfor glade og gerne dele Guds Riges Evangelium om nåden i Kristus til synderes frelse med alle og enhver. Se, det er, tror jeg den omvendelse som Kristus kalder på. Men er det noget, som vi bare kan beslutte os for? Nej, som Paulus siger: Jeg ved at i mig bor intet godt. Vi er alle syndere og det vægelsind, som boede i de, som Jesus talte til, bor også i os. Derfor er det vores bøn, at Gud i Sin barmhjertighed vil skænke Sin menighed troen på Hans Søn og den nåde som hører dertil. I den bøn ligger også håbet og trøsten om at det skal gå Guds menighed ikke bare lidt, men umådeligt meget tåleligere på dommens dag end Sodoma, for vor dom skal som det hedder i en gammel salme være os den gåde at vi bliver dømt i nåde. Amen. 5

Relaterede dokumenter

Gudstjeneste i Skævinge Kirke den 25. maj 2015 Kirkedag: 2. pinsedag/a Tekst: Joh 3,16-21 Salmer: SK: 289 * 331 * 490 * 491 * 298,3 * 287

Gudstjeneste i Skævinge Kirke den 25. maj 2015 Kirkedag: 2. pinsedag/a Tekst: Joh 3,16-21 Salmer: SK: 289 * 331 * 490 * 491 * 298,3 * 287 Begyndelsen af evangeliet: Således elskede Gud verden, at han gav