Tekster: Jer 23,16-24, Rom 8,14-17, Matt 7,15-21

Størrelse: px

Starte visningen fra side:

Download "Tekster: Jer 23,16-24, Rom 8,14-17, Matt 7,15-21"

Carl Madsen
7 år siden
Visninger:

1 Tekster: Jer 23,16-24, Rom 8,14-17, Matt 7, Nu titte til hinanden Dåb: Lille Guds barn 292 Kærligheds og sandheds ånd (438 Hellig, hellig, hellig 477 Som korn) 726 Gak ud min sjæl Alle der har gået til præst hos mig har på et eller andet tidspunkt hørt noget om profeter. Det kan godt være, de ikke kan huske det, men jeg er ret sikker, at jeg har talt om profeter med alle mine konfirmander. Og jeg er er også ret sikker på, at jeg har givet alle mine konfirmander den samme definition på, hvad en profet er: en profet er et menneske, som hører Gud tale til sig og som fortæller det, han eller hun hører, videre til andre. Nu skal vi huske på, at de første kristne og de skarer af jøder, som Jesus talte til, de var alle sammen udsat for en chokerende, rystende oplevelse. De havde lige fra de var helt små været vante til at Guds vilje med os og Guds mening om den måde vi skal bruge vort liv på, den ligger klart beskrevet i Biblen og der kan de der har forstand på den slags bare slå op og se, hvad man skal gøre og mene i den og den og den bestemte situation, og det kunne de så fortælle videre til dem der ikke selv kunne læse. Sådan har mange af os jo også været vant til at det forholdt sig: biblen er en slags facitliste til livet, hvor man bare kan slå op og se hvad der er rigtigt 1

2 eller forkert. Men netop det med biblen som en facitliste, havde Jesus bragt uorden i. Han var begyndt at går rundt og fortælle noget andet om Gud end folk var vant til at høre. Jesus sagde meget kort sagt, at Gud er kærlighed og Gud vil kærlighed. Gud er som en sol af kærlighed, der ødselt lader sin kærligheds lys skinne på os alle sammen. Men Gud forventer også at vi skal suge hans kærligheds lys til os, som en sten eller en mur, der bages af solen, og give den videre til andre som den solvarme sten giver varmen videre til den rumpe der sætter sig på den. Så frugten af at have mødt og mærket Guds kærlighed, det er at kunne give kærlighed videre til de mennesker, man møder i sit liv. Møder du dine medmennesker med kærlighed, så er det et udtryk for at Guds livslys strømmer gennem dig. Møder du dine mennesker med ukærlighed, så er det udtryk for at der er noget der står og spærrer mellem Guds kærlighed og dig. For med kærligheden er det sådan, at den kan intet menneske selv frembringe, den kan kun modtages og gives videre, ligesom det forholder sig med selve livet, i øvrigt. Tilhørerne der lyttede til Jesus og troede ham, oplevede, hvordan deres forhold til Gud blev helt forandret af deres møde med Jesus. Guds vilje var ikke længere et sæt lovsætninger nedfældet i Biblen, men de havde ved mødet med Jesus lært Guds vilje at kende som en levende virkelighed, der gav deres liv mening og betydning i tilværelsen, fordi de oplevede sig selv som elskede af Gud og værdifulde i Guds øjne. Men hvad skulle de så stille op, når der nu kom andre mennesker end Jesus og fortalte, at Gud havde sagt sådan og sådan til dem, og det skulle de nu rette sig efter? De havde 2

3 jo ikke en jordisk chance for at kontrollere, hvad der var Guds vilje, og hvad der bare var noget disse profeter selv fandt på for selv at drage fordel af det? Og helt på bar bund kom disciplene da, efter at Jesus var død og faret til himmels, for nu var der jo ikke længere nogen de kunne henvende sig til for at få klart svar. Jo, apostlene måske, men for det første havde en af dem jo vist sig at være forræder der udleverede Jesus til hans fjender, og for det andet skændtes de der var tilbage, så det bragede om, hvad der egentlig havde været hovedanliggendet for Jesus, så de var måske ikke de allermest tilforladelige autoriteter. Og når de den gang havde problemer med at finde ud af, hvad Guds vilje egentlig var, selvom Guds søn havde levet midt iblandt dem, hvor meget mere umuligt må det så ikke være for os? Det ser ud som om, det netop er sådan et spørgsmål Jesus tager højde for i evangeliet, vi har hørt i dag. For hvor det er Gud, vi møder, der rammes og fyldes vi af hans kærlighed, det er lige så sikkert som at en sten der ligger i solen bliver varm. Så når nu så den ene og så den anden kommer og siger: Gud har sagt sådan og sådan til mig! Så skal vi spørge: hvad kommer der ud af det, disse mennesker siger? Gør det mennesker glade? Får det mennesker til at føle sig elskede? Bevirker det, at mennesker begynder at tage sig af hinanden? Viser hinanden omsorg og opmærksomhed? Fører det til at mennesker begynder at dele deres tid og deres værdier med hinanden? Får det skel mellem mennesker til at forsvinde? Får det had og mistænksomhed til at forsvinde? Fører det til, at de der er lukket ude af fællesskabet igen får lov at komme ind i varmen? For 3

4 ellers er det ikke Gud, det kommer fra! det kan I være forvisset om. Jamen, siger i så: det er fuldstændig ligegyldigt det du står og siger, præst, for der ingen der regner med Gud i dag og ingen der interesserer sig for ham, så hvad Gud vil eller ikke vil har overhovedet ingen betydning. Det er rigtigt, at ordet Gud i dag langt fra er det entydige og indlysende begreb det var før i tiden. Men måske skal man alligevel ikke gøre sig alt for hurtigt færdig med ordet og begrebet og virkeligheden Gud. For hvad er det vi forbinder med ordet Gud? Det er den magt, der skabt os, dvs fundet på verden, sat verden i værk, den magt der har formgivet verden, - og at verden fremtræder med en bestemt form, en bestemt struktur, det lader sig ikke anfægte. Så uanset hvad vi i øvrigt siger og bekender og tror om Gud her i kirken og inden for andre religioner og andre kulturer, så er gud under alle omstændigheder et ord for det, der gør at verden er til, og det som gør at verden hænger sammen og ikke blot opløses i sine mindste bestanddele for måske at sætte sig sammen på en helt anden måde. Gud er et ord for, at verden og virkeligheden har en bestemt form og bestemt struktur, der betyder, at vi kan kende verden igen hver ny dag vi vågner og at vi selv er de samme dag efter dag i vort liv. Gud er et ord for at verden hænger sammen og vi er de samme gennem hele vort liv fordi vi med ordet gud vedkender os at verden og vi selv har en bestemt form og struktur, som vi ikke selv har frembragt. 4

5 Og det er om denne ukendte magt som giver verden og os den helt bestemte og genkendelige form og struktur, at Jesus og hans disciple, især Johannes, siger: det er kærlighed, der har fået alt til at blive til og det er kærlighed der får alt til at hænge sammen, for Gud er kærlighed. Så sand profeti, det er at insistere på kærlighedens ret frem for alt andet. Du skal elske din næste før noget andet og på trods af alt der sker, for du er selv elsket betingelsesløst af Gud og undsiger du kærligheden, så er din verden i færd med at falde sammen. Vi er tit tilbøjelige til at reservere ordet kærlighed til forholdet mellem mennesker to og to: i ægteskab, i partnerskaber eller i andre fastere eller løsere parforhold. Men når Jesus taler om kærligheden som den magt der får tilværelsen til at hænge sammen, så taler han om kærligheden som en måde vi kan møde alle mennesker på. At leve i kærlighed betyder at give hinanden plads. Det betyder at glæde sig over andre menneskers i al deres forskellighed fra en selv. Hvad enten det er på arbejdspladser i villakvarteret, i landsbysamfundet eller i skolen. Kærligheden er den måde vi skal møde hinanden på og leve med hinanden på, hvis ikke verden skal falde fra hinanden. Falsk profeti, det er at lade andre magter træde i stedet for kærligheden: begær efter magt, grådighed, hævngerrighed, had. 5

6 Der er kun én sand og legitim magt i denne verden, og det er kærlighed. For det er den hele verden bygger på. Det er den der får alt til at hænge sammen og bestå. Amen. 6

Relaterede dokumenter

365 Guds kærlighed ej grænse ved, 723 Naturen holder pinsefest

Joel 3,1-5, Rom 8,31b-39, Joh 17,20-26 Salmer: Lihme 9.00 749 I Østen, 292 Kærligheds og sandheds Ånd!, 365 Guds kærlighed ej grænse ved, 723 Naturen holder pinsefest Lem 10.30 749 I Østen, Dåb: 448, 292