Alle Helgen søndag Lemvig kl Es 49,8-11, Åb 21,1-7 og Matt. 5,13-16.

Transkript

1 Alle Helgen søndag Lemvig kl Es 49,8-11, Åb 21,1-7 og Matt. 5, Jesus sagde: v13 I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker. v14 I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. v15 Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset. v16 Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene.

2 Alle Helgen er søndagen med det store perspektiv, den søndag, hvor vi løftes op, så vi får øje på, hvor vi er på vej hen. Hvad målet er for os som mennesker og som kristne? Målet er det evige liv hos Gud på den nye jord, hvor vi skal leve altid, med glæde, fred og hvor alt er godt. Nu er vi her, i denne verden, hvor der er meget godt, men også en hel del vi må kæmpe med. I dag kalder Jesus os til at tro og følge ham. Samtidig ser vi tilbage. Vi ser tilbage og takker for dét mennesker engang har gjort og sagt og kæmpet for tro og kristenliv. De har haft betydning for, at vi i dag er kristne i Danmark og har en kirke, som vi kan være en del af. Og vi ser tilbage og mindes de mennesker, som særligt har haft betydning for den enkelte af os. Der er nogen, som særligt har lyst op for os og for andre. I dag, på Alle Helgen søndag, mindes vi fortiden, ser med forventning ind i fremtiden og får frimodighed til at leve i dag.

3 Hvis man ser Hammerslag på DR1, så kan man følge forskellige ejendomsmægleres rejse rundt i landet, hvor de skal gætte priser på huse. Det kan være ret spændende at se, hvordan andre folk bor og indretter sig og ikke mindst, hvad der koster at købe hus forskellige steder i landet. Et tilbagevendende tema er spørgsmålet om beliggenhed. Både hvor i landet det er, men også om der er en flot udsigt, særligt til vand. En bolig med en flot udsigt er altid mere værdifuld, for dér vil man gerne bo. Hvis de medvirkende i Hammerslag var kommet på besøg i den by på bjerget, som Jesus omtaler i dag, så ville de måske have beundret husenes praktiske indretning, men det som for alvor ville betyde noget var, om der var udsigt ud over dalen. Når de skulle bedømme husene, så ville perspektivet være rettet udad og ikke indad. Byen på bjerget. Lyset i stagen. Hvad har de til fælles?

4 De har dét til fælles, at perspektivet er rettet udad. Byen på bjerget kan ses på lang afstand. Lyset på stagen lyser op i hele rummet. Med sine billeder på, hvad det vil sige at være Jesu discipel retter Jesus blikket ud mod verden og den betydning de som tror og følger Jesus har for den. Jesus er optaget af, hvilken virkning og betydning vi, som hans disciple har for de mennesker som lever på jorden og den verden, som vi er en del af. Jesus siger: I er verdens lys. 1. del Men det er ret tydeligt, at det ikke i første omgang handler om mission. Jesu ord er ikke en missionsbefaling, altså at vi skal forkynde om Jesus og når de tror, så skal vi døbe dem - missionsbefalingen har vi først til sidst i Mattæus-evangeliet. Byen er der bare. Lyset er der bare. Som noget man kan iagttage. - Se.

5 Det handler altså mere om noget der går forud for troen. Vi har en betydning for verden, som kristne, som går forud for forkyndelsen af evangeliet og forud for troen. Man kan kalde det en slags forberedelse eller muliggørelse af troen. Det skal vi standse ved, som det første i dag senere skal vi se på det andet, som Jesus siger, nemlig hvordan vi som kristne er jordens salt. Denne forberedende betydning før forkyndelsen - har faktisk en særlig betegnelse, nemlig Apologetik. Ligefremt oversat betyder det læren om, hvad man skal svare. Det lyder måske som noget fint noget, men det er noget som enhver kristen på en eller anden måde benytter sig af og det er også ret vigtigt. Jeg tror mange har prøvet det med at tale med nogen om kristentro, men før man kommer til at tale om det egentlige, om Jesus, hvem han er og hvad han har gjort, så står der noget i vejen.

6 Den vi taler med har nogle spørgsmål; det kan være om skabelse og videnskaben eller om hvordan der kan være så meget lidelse i verden, hvis Gud er god. Der kan være nogle fornuftsmæssige/logiske spørgsmål, som forhindrer at man kommer til at tale om det egentlige. Når vi så går ind på de spørgsmål og viser, at kristendommen faktisk ikke strider mod fornuften, men giver gode svar på, hvorfor verden ser ud som den gør, så er det apologetik vi er i gang med. Eller hvis det handler om værdier hvilke værdier er gode og positive at bygge et samfund på? Så kan vi pege på, at de samfund, som har været præget af en kristen kultur er solide og gode til at tage vare på menneskers trivsel. Eller når nogle vi møder, taler om, at de frygter døden og har svært ved at finde en mening med deres liv, så kan vi tale med dem om, at døden ikke behøver være udslettelse eller tomhed, men kan være en overgang til et nyt liv, som Gud giver os. Gud har skabt os til at

7 leve evigt sammen med ham og det giver livet den dybeste mening. Kan I se apologetikkens funktion? Den baner en vej for troen. Den gør det troværdigt og sandsynligt, at der findes en Gud. Den rydder på en måde hindringer af vejen, så mennesker kan blive parate til at høre evangeliet. At gøre muligheden for at Gud findes troværdig og at få folk til at overveje den mulighed seriøst, er ikke det samme som at de rent faktisk tager skridtet til at tro på Ham. Men den er en forudsætning. Man kan sammenligne det med en båd. Apologetik er at vise, at der er et hav og en båd og fortælle at der ude i horisonten er en ø, som man kan sejle ud til. Troen er at sætte sig ned i båden og sejle derud. Men hvis mennesker ikke får øje på hverken havet eller båden, så kommer de jo aldrig ud at sejle.

8 Jeg tror at en del af vi kristnes opgave i verden er, at gøre det troværdigt at tro på Gud som et lys, der skinner ud i verdens mørke. Det må vi gerne øve os på og blive bedre til. Vi har slet ingen grund til at sætte vores lys under en skæppe. 2. del Jordens salt. Vi er jordens salt. Hvad vil det sige? Hvis man ser bort fra nytten ved vejsalt, det med at smelte sne med salt var nok ikke lige var inde i Jesu tankegang, så har salt to vigtige egenskaber. Den ene er at den er bevarer noget frisk (før man opfandt køleskabe og frysere, var det afgørende at man kunne salte noget, så de bedre kunne holde sig) og det andet er at den fremhæver smagsstoffer i mad, så det smager bedre. Jeg vil tro, at Jesus har begge betydninger af saltet i tankerne, når han kalder sine disciple jordens salt.

9 Kristne er altså være med til at holde jorden frisk og dermed forhindre råddenskab. Hvordan gør vi det? Paulus giver i Efeserbrevet kap 4 en beskrivelse af den jord, som vi lever på og taler om, at der hersker tomhed, mørke, afstumpethed, griskhed og urene handlinger. Ind i den virkelighed skal de kristne fornyes i sind og ånd og iføre jer det nye menneske, skabt i Guds billede med sandhedens retfærdighed og fromhed. Vi skal altså lade vores sind og ånd forandres, så vi bliver præget af retfærdighed. Retfærdighed handler jo først og fremmest om korset og om, hvordan Gud gør os rene og retfærdige ved at tilgive os vore synder. Men det er en anden betydning af retfærdighed, som Paulus taler om her. Det er den retfærdighed, som har med næsten at gøre og det liv vi lever med hinanden. Her har vi som kristne et særlig opgave i forhold til at fremme retfærdighed her på jorden.

10 Vi er jordens salt, når vi ifører os det nye menneske med sandhedens retfærdighed bliver i stand til at se, hvad der er retfærdighed og hvad der ikke er. Og ikke bare ser det, men handler for at bekæmpe det. Det hænger tæt sammen med, hvordan de svage behandles, for det er ofte dem, der ikke er istand til at kæmpe for sig selv, der behandles uretfærdigt. Hvis mennesker i vores hverdagsliv behandles uretfærdigt, så må vi påtale det og sige fra. Hvis samfundet generelt behandler bestemte svage grupper uretfærdigt, så må vi stille os på deres side. Det kan være de syge eller de gamle, de handicappede eller de ufødte børn. I fredags var der en kronik i KD, hvor en mor fortalte om sin søn. Hvordan han var blevet født med en mindre hjerneskade, men alligevel havde været i stand til at få en studentereksamen.

11 Men nu var han endt på førtidspension, fordi der ikke var muligheder for et almindeligt arbejde. Det offentlige havde egentlig gjort en god indsats og hjulpet til på mange måder, men hun oplevede meget stærkt, hvordan der gennem de senere år var kommet en ny og anderledes retorik. Hun skrev om den ubehagelige oplevelse det var at føle, at hendes søn var mindre værd, fordi han ikke kunne bidrage på arbejdsmarkedet. Det var der gode grunde til og hun følte det som om at man blev skammet ud af samfundet og frataget sin værdighed, fordi man ikke kan bidrage økonomisk til velfærdssamfundet. Her må vi som kirke være salt i samfundet. Vi må holde fast ved at et menneskes værdi er uendelig og vi må være med til at tage os af de svageste. Det gælder også de ufødte børn. Som nu i torsdags, hvor retten til liv ved et arrangement i Odense igen

12 påtalte, hvordan loven om fri abort i over 40 år har betydet sorg, lidelse og død for så mange. Ikke kun de ufødte børn, men også deres mødre, som frivilligt eller ufrivilligt har været medvirkende til deres børns død og nu lider af Post Abort Syndrom. Derfor er der udgivet et magasin om dette vigtige emne, med mange personlige beretninger Når samfundet på den måde svigter både de ufødte børn og de kvinder, der kommer til at stå alene med ansvaret, sorgen og smerten over aborten, så må vi som kristne sige fra. Som jordens salt må vi modvirke enhver uretfærdighed, som rammer de svage i vores samfund. Men lad os lige vende tilbage til Paulus ord til Efeserne. Han talte jo om sandhedens retfærdighed. Det betød, som vi har set, at vi skal tale sandt om retfærdighed og uretfærdig i denne verden. Men det har en dobbelt betydning.

13 Det betyder også, at vi skal tale sandt om den retfærdighed, som Gud skænker os. Altså tale sandt om, hvordan vi mennesker kan blive retfærdige for Gud!!!! Den almindelige forståelse af det er, at så længe vi opfører os nogenlunde retfærdigt overfor andre, så vil vi også, når den dag kommer, komme ind i paradiset. Man hører det ofte i forbindelse med dødsfald og begravelse, at nu har den og den fået fred eller han er i himlen eller hun ser ned på os fra stjernerne. For han/hun var jo sådan et godt menneske. Jeg har som præst stået ved rigtig mange kister og holdt en begravelsestale (omkring 500 gange vil jeg tro) og talt med rigtig mange pårørende. Og heldigvis har man som regel kun haft godt at sige om det familiemedlem, som man har mistet, men jeg har aldrig i min tale afsagt dom over et menneskes liv.

14 Hverken ved at sige, at her var der et menneske, som ikke vil få et evigt liv eller her var der et menneske som med sikkerhed vil få det. Sandheden er, at det ikke er nogen af os, der skal dømme andre menneskers tro og gerninger. Det skal Gud og det er kun ham der kender et menneskes hjerte. Det vi kan sige er (og det vi skal sige, hvis vi vil være jordens salt,) at det er alene den som tror på Jesus, som får et evigt liv. Enhver som tror på Jesus, skal ikke fortabes, men have et evigt liv. Når vi står ved en kiste, så kan vi håbe og tro, at det menneske som ligger dér skal leve evigt. Og nogle gange kan vi tro så stærkt, at det bliver til vished, fordi vi har kendt det menneske så godt og den vished giver os trøst og håb om et gensyn på den anden side død og grav. Den der sejrer og som arver det evige liv, som Johannes skriver om det, er den som har fået tilgivet sine synder og er blevet renset ved Jesu blod. Det er hans død for mig, der frelser på dommens dag.

15 3.del Vi skal have et andet sted fra Paulus med et sted som taler om den anden betydning, som salt kan have. Han skriver til menigheden i Kollosæ: Vær vise i jeres omgang med dem udenfor, og brug det gunstige øjeblik. v6 Jeres tale skal altid være venlig, krydret med salt, så I ved, hvordan I skal svare hver enkelt..(koll 4,5-6) De kristne skal kendes på den gode smag og her tænker jeg ikke på moderigtig tøj eller indretning af boligen. Nej, det handler ganske enkelt om, at det skal være rart at være sammen med en kristen. Vi skal være venlige, imødekommende og interesseret. Samværet skal smage godt, så andre oplever at det er godt at være i selskab med en kristen. Og det er ikke bare et middel til at få andre til at blive kristne vi skal ikke lade som om at vi er venlige, for at få andre til at synes godt om os eller synes godt om Jesus.

16 Det tager såmænd ikke så lang tid at afsløre påtaget venlighed eller uægte smil. Nej, men Guds ånd må virke og være sådan i en kristen, at Guds kærlighed kan mærkes på vore omgivelser. Og så tror jeg, at vi gør en forskel i denne verden, så smagen af alt det som er i denne verden, ganske enkelt bliver bedre. Kunst, mad, arbejde, penge, naturen, fællesskab, sex, forældreskab, fritidsinteresser alt det gode i denne verden bliver på en eller anden måde bedre, når vi tager imod dem som en gave fra Gud og bruger dem efter deres hensigt. Der er også alt for mange, som tillægger tingene i denne verden en større værdi end de kan bære. Man gør det relative til noget absolut og holder krampagtigt fast på det. Det er der ikke noget af det forgængelige i denne verden, der kan bære.

17 Derfor kan der komme en helt anden lethed over livet, når vi ved, at alt ikke afhænger af, hvad vi kan opnå i denne verden. Det vi ikke når at gøre eller opleve i denne verden, det får vi tid til i en hel evighed. Når vi ved, at alt vi oplever nu, kun er forretten, en forsmag på det som er i vente, så kan vi nyde det endnu mere for tænk, hvor meget godt der venter os. Men også på en anden måde er vi med til at give mennesker en god smag på livet. For der er mange, som har mistet modet og som mangler at have en mening med livet. På en eller anden måde er de blevet fanget af det åndelige mørke, som er i denne verden. Når Esajas taler sit profetiske ord, så er det opfordring til os: Til fangerne skal du sige: Gå ud og til dem i mørket: Kom frem. (Es 49,9) Vi er sendt til verden med et håb om en ny begyndelse.

18 Det kan godt være at der er meget som er gået skævt i livet, meget som man kunne ønske sig var anderledes. Men nu kalder Gud de som er fanger af skyld og skam og dårlige følelser ud i lyset og livet. Jesus kom for at give håb til de håbløse og viste omsorg for de udstødte. Han kalder os til at gøre det samme. Som salmisten skriver Smag og se, at Herren er god (Sl 34,9). Det er han virkelig. Det er det vidnesbyrd vi har til verden: Gud har været god mod mig, det vil han også være mod dig. Afslutning Men hvad nu, hvis jeg ikke synes at jeg orker at være salt? Jeg har nok at kæmpe med i mit eget liv, så jeg kan hverken kæmpe for retfærdighed eller sandhed. Og hvis nogen tager en bid af mit liv, så smager det vist ikke særlig godt. Ja, sådan kan man have det. Man føler det som om, at man har mistet sin kraft.

19 Så skal vi minde hinanden om, at vi hverken kan eller skal være salt i vor egen kraft. Det har aldrig været meningen. Vi må lade Guds ånd være kraften i vores liv. Det er i hans kraft at vi skal finde styrken til at leve. Og når vi ikke orker noget, så får vi lov til at hvile i Guds hånd. Gud er jo vores far og vi er hans børn. Det er ikke først i evigheden, at han vil tørre vore tårer af eller vil bo hos os det gør han allerede. Han kender hvert hår på vort hoved og hver smerte og glæde vi oplever. Han kender os. Han elsker dig og ved præcis, hvad du trænger til. Så læg bare alting i Hans hænder, så vil han give dig kraft til at leve hver ny dag i hans nåde. Lige indtil den dag, hvor Jesus kommer igen og gør alting nyt. Amen.