på, at du ser for dig en uhyggelig fyr med maske for ansigtet og pistol i lommen. Men sådan var Sebastian Kåk ikke. Sebastian Kåk så ikke spor

Transkript

1 Kamilla og Sebastian Kamilla var otte år gammel og boede sammen med sin søster, Sofie, i et rødt lille hus, der hed Solstuen. Hun arbejdede på Søndergård, og der tjente hun penge, så hun kunne købe mad og tøj til sig selv og Kamilla. Kamilla havde hverken mor eller far. Hun havde kun et fotografi af dem. Det hang i forgyldt ramme på væggen inde i kammeret i Solstuen, og næsten hver dag kiggede Kamilla på det. Hendes fars ansigt var bredt, og han havde meget lidt hår på hovedet, men under næsen havde han et flot overskæg. Det var delt midt på og endte i et flot sving på begge sider. Hendes mor lignede Sofie. Hun var rundkindet med store øjne og fyldig mund. Om halsen havde hun et ræveskind og på hovedet en mægtig hat pyntet med fløjlsbånd og roser. Begge så ret alvorlige ud, for i gamle dage plejede folk ikke at smile, når de blev fotograferet. Og alt dette skete altså i gamle dage. I gamle dage, ja, tidlig en lørdag morgen sad der en mager mand på brændekassen i Solstuen. Det var Kamillas bedste ven. Alle, der tidligere har hørt om Kamilla, ved, at hendes bedste ven var en indbrudstyv, der hed Sebastian Kåk. Og når du tænker på en rigtig indbrudstyv, er jeg næsten sikker 6

2 på, at du ser for dig en uhyggelig fyr med maske for ansigtet og pistol i lommen. Men sådan var Sebastian Kåk ikke. Sebastian Kåk så ikke spor uhyggelig ud. Han var lys i huden og hovedet fuldt af fregner. Han var rødhåret og havde store ører, og hans øjne var så blå og rare, at du aldrig ville tro, at de sad på en tyv. Kamilla vidste godt, at Sebastian stjal. Det havde hun selv set i avisen. Der havde været et stort billede af ham, og nedenunder stod der, at han var efterlyst af politiet. Han havde stjålet fyrre kostbare ure fra byens urmager. Desuden havde han snuppet tasker og lavet falske penge og andet af den slags, som tyve altid gør. Nu var han også flygtet fra fængslet, og den, der kunne fortælle politiet, hvor han var, ville få en stor belønning. Sådan stod der i avisen. Men dengang Kamilla lærte Sebastian at kende, vidste hun ikke noget om, at han var en tyv. Og da hun fik rede på, at han plejede at stjæle, var de allerede blevet gode venner. Da havde Sebastian allerede foræret hende kamferbolsjer og hindbærkage. Han havde lært hende at spille på redekam og pifte i fingrene, og han havde snittet de barkskibe, der lå i en papæske under hendes seng. Kamilla var allerede begyndt at holde af ham, og da var det for sent at tænke på Sebastian, sådan som man tænker på en tyv. Tidligere havde Kamilla ment, at alle tyve så gale og farlige ud, og at de aldrig var rare mod nogen. Men Sebastian kunne lave sjov og grine og gøre mange slags kunster. Han kunne trylle en hel krone væk og finde den igen under en tallerken. Han kunne lave sprællemænd, 7

3 Når du tænker på en rigtig indbrudstyv, er jeg næsten sikker på, at du ser for dig en uhyggelig fyr med maske for ansigtet og pistol i lommen. der viftede med ørene, og han kunne klippe små, bitte papirdyr, der bevægede sig, når man pustede på dem. Så kunne han også presse blomster. Kamilla havde aldrig hørt om tyve, der pressede blomster, men det gjorde i hvert fald Sebastian. Og blomsterne blev så fine, at det var et helt mirakel. Sebastian var også rigtig god til at fortælle historier og eventyr. Han opdigtede nok lidt af det, han ellers fortalte, det skal jeg ikke benægte, men denne dag, jeg nu skal fortælle om, talte han i hvert fald sandt. Og alligevel havde Ka- 8

4 milla aldrig hørt noget så mærkværdigt, som det han fortalte, mens de sad der ved siden af hinanden på brændekassen og spiste knækbrød. Sebastian strakte sine fødder langt frem, og så sagde han:»nu vil jeg aldrig mere stjæle!hvad?«sagde Kamilla.»Jeg vil aldrig mere stjæle, Kamilla. Det er ganske sandt!«sebastians ansigt var alvorligt. Men han så også glad ud. Glæden ligesom hoppede ud af hans øjne. Så fortalte Sebastian, at der var sket noget med ham om natten. Han var blevet et Guds barn. Det var det, der var sket. Han havde siddet og læst i Kamillas billedbibel, og der stod, at alle kunne blive Guds børn, hvis de selv ønskede det. Og det gjorde Sebastian. Ja, der var ikke noget, han hellere ønskede end at være et Guds barn. Og så blev han det.»hvordan klarede du det?«spurgte Kamilla interesseret. Sebastian tænkte sig om.»det var ikke mig, der klarede det,«sagde han lidt efter.»jeg foldede bare hænderne og bad Gud om at ordne det.og så ordnede han det?ja, så ordnede han det. Han har gjort mig til en fuldstændig ny Sebastian!«Den nye Sebastian var anderledes end den gamle. Det forstod Kamilla. Den nye Sebastian ville ikke kun gøre det, han havde lyst til. Nej, han ville gøre det, der var rigtigt. Nu ville han tage tilbage til fængslet og afsone sin straf, selv om 9

5 han ikke havde spor lyst til det. Kun fordi det var rigtigt. Og når han så kom ud af fængslet, ville han arbejde og tjene penge ligesom andre. Og han ville aldrig mere i hele sit liv stjæle. Men Kamilla vidste godt, at det var svært for tyve at få arbejde. Og selv om Sebastian sagde, at han var holdt op med at stjæle, var det ikke sikkert, at folk ville tro på ham. De ville tænke, at det havde han sagt så mange gange før, og hver gang var han alligevel begyndt at stjæle igen. De kunne jo ikke vide noget om, at denne gang var det anderledes. Nu havde han bedt til Gud, og Gud kunne hjælpe Sebastian, så han ikke kom til at stjæle mere.»det er klart, jeg får arbejde,«sagde Sebastian ganske tryg.»det er da ingen kunst for Gud at skaffe mig noget at bestille!men hvis du så alligevel ikke får noget arbejde?«blev Kamilla ved.»så bliver jeg vel nødt til at tigge,«sagde Sebastian og smilede.»men hvis ingen vil give dig noget? Hvis du enten må stjæle eller sult ihjel?så sulter jeg ihjel,«sagde Sebastian. Og Kamilla kunne se, at han mente, hvad han sagde.