3. søndag i advent 11. december 2016

Transkript

1 Kl Burkal Kirke (dåb) Tema: Forventning skuffelse Salmer: 84, 78, 448; 86, 87 Evangelium: Matt. 11,2-10 Johannes Døberen havde fuldstændigt helliget sig den store opgave, som Gud havde givet ham: at vidne om Jesus. Hele hans liv havde haft det ene mål at pege hen på Jesus. Han havde prædiket for folk at de skulle omvende sig, for nu var tiden endelig kommet. Gud havde sendt den ventede Messias til jorden. Johannes stod ude i ørkenen iført sin kamelhårskappe og advarede folk mod at gå fortabt, hvis de ikke omvendte sig. Han havde aldrig været i tvivl om at Jesus var den lovede frelser, som Gud engang ville sende. For Gud havde selv 1

2 sagt til Johannes at den som han så Ånden dale ned over, han var var Guds søn. Og det var jo det der var sket ved Jesu dåb i Jordan-floden. Himlen havde åbnet sig, og Helligånden var dalet ned over Jesus. Det var derfor Jesus i synagogen i Nazaret kunne sige at nu var profetien fra Esajas' Bog gået i opfyldelse: "Herrens ånd er over mig". Johannes havde selv set det, og han kunne derfor med stor overbevisning vidne for andre om at Jesus var den længe ventede Messias. Han havde også kunnet sige til sine egne disciple at nu skulle de blive Jesu disciple og følge ham. Hvordan kan det så gå til at han alligevel bliver i tvivl? Johannes Døberens tvivl kan skyldes mange ting. Han havde forkyndt om den "stærkere" der skulle komme efter ham. Nu sad han selv i fængsel. Det svarede ikke til forventningen om at Messias skulle gøre ende på al politisk undertrykkelse. Johannes havde også forkyndt at Messias skulle tilintetgøre dem der ikke omvendte sig. Det svarede heller ikke til at Jesus viste medynk og barmhjertighed mod folk. Måske var Jesus alligevel ikke Messias? Det er en stor trøst for os, når vi gribes af tvivl, at tænke på at selv Johannes Døberen kunne komme i tvivl. Når selv den store bodsprædikant Johannes, der var så overbevist i sin tro på Jesus, alligevel kunne rammes af tvivl, så er det ikke fordi der er noget galt med vores tro. Troen kan aldrig være fri for tvivl. Tvivlen klæber altid ved troen, sådan som Grundtvig siger det: "Ja, vi tro, men tvivl sig klæber som en øgle til vor tro". (DDS. 580,3) Sådan er det, så længe vi er her på jorden. Vi lever i tro, og troens verden er en usynlig verden. Vi regner med noget som vi ikke kan se. Vi lever under den forudsætning at det findes, selv om vi ikke kan se det, og selv om vi ikke har beviser for det. Det betyder imidlertid ikke at den kristne tro er selvindbildning og et stort bedrag. For vi har fået mange tegn. Gud har givet sig til kende på mange måder. Men han har altid åbenbaret sig gennem sin modsætning. Det er så tydeligt i det vi skal høre om i den kommende juletid: Den almægtige Gud, al verdens skaber og opretholder, blev født til verden som et lille, skrøbeligt barn. Og til påske hører om hvordan han endte sit liv på jorden ved at blive korsfæstet som en forbryder. Selv om han havde al magten i himlen og 2

3 på jorden, satte han sig ikke på noget tidspunkt til modværge. Tværtimod havde han altid syn for andre. Midt i sin egen smerte og sin store trængsel, tænkte han på andres vel. Tænk på hvordan han lægte ypperstepræstens tjeners øre, da Peter havde hugget det af. Tænk på hvordan han bad for de soldater der korsfæstede ham! Tænk på hvordan han sørgede for sin mor, mens han hang på korset, idet han gav hende Johannes som en reservesøn! Troen kommer ikke af at Gud viser sin magt. Der er ikke nogen hjælp at hente i en magtdemonstration fra Guds side. Nej, troen kommer af at vi ser hvordan Gud viser os sin kærlighed. Det er det der er julens vidunderlige budskab, at Gud viste os sin store kærlighed ved at han gav os sin enbårne søn. Hele Jesu liv, fra krybben i Betlehem til korset på Golgata, er ét eneste stort vidnesbyrd om Guds store kærlighed til os. Alt hvad Jesus sagde og gjorde vidnede om at Gud elsker os og vil have med os at gøre. Alle Jesu ord og alle hans handlinger er tegn på Guds store kærlighed til verden. Derfor kan vi aldrig blive træt af at høre evangeliernes fortællinger om hans undergerninger. Det ene under efter det andet maler os Guds barmhjertighed for øje. Når vi hører om hans helbredelser, kan vi ikke være i tvivl om at han vil os det godt. Dengang Jesus var på vej til højdepunktet i sit liv, hans lidelse og død i Jerusalem, da kom han gennem Jeriko, hvor der sad to blinde ved vejkanten. Selv om Jesus var optaget af hvad han skulle inde i Jerusalem, og selv om han var omgivet af en stor flok mennesker, så havde han alligevel øre for de to blindes råb. Han kunne ikke overhøre deres råb om hjælp: "Forbarm dig over os, Herre, Davids søn!" Jesus fik medynk med dem og rørte ved deres øjne. Jesus både hørte og så dem. Han forbarmede sig over dem og hjalp dem. Han gav dem livet tilbage ved at give dem synet tilbage. Det er det samme mønster der gentager sig hver gang. Igennem alt det vi hører om Jesus, ser vi billedet af en barmhjertig Gud, der viser sin magt ved at hjælpe mennesker i nød. Den største hjælp Gud giver os er at rense os for vores synd. Synden er som en urenhed der klæber til os, og som vi ikke selv kan blive fri for. Vi kan ikke selv rense os for denne urenhed, der gennemsyrer hele vores liv. Både 3

4 vore tanker, ord og handlinger er inficeret af denne frygtelige sygdom, som uvægerligt medfører døden. Lige siden syndefaldet i Edens Have har dødens forbandelse ligget over mennesket. Vi er mærket af døden, så vi en dag må vende tilbage til jorden, som vi er taget af. Vi er alle jordiske og dødelige. Men Gud kan fri os fra dødens forbandelse. I sin store nåde giver han os evigt liv i Jesus. Et tegn på denne befrielse fra synden har vi i beretningen om Jesu helbredelse af en spedalsk. Spedalskhed er et stærkt billede på synden i os. Spedalskhed gennemtrænger den syge og æder hans liv op. I vore dage ville det være de AIDS-syge, som Jesus havde helbredt. AIDS er en slags moderne spedalskhed, der lige så stille ødelægger og nedbryder et menneske. Det er en uhelbredelig sygdom, der med stor sikkerhed medfører døden. AIDS er en forkortelse, der betyder at kroppen har mistet sin modstandskraft. Derfor er AIDS et meget rammende billede på synden. I kraft af synden har vi mennesker mistet vores modstandskraft mod døden. Vi er alle ramt af denne åndelige AIDS, så vi ikke har nogen modstandskraft mod døden. Men også her er den gode nyhed at Gud kan fri os af denne sygdom. Husk på beretningen om den spedalske der kom hen til Jesus, kastede sig ned for ham og sagde: "Herre, hvis du vil, kan du gøre mig ren." Da rakte Jesus hånden ud, rørte ved ham og sagde: "Jeg vil, bliv ren!" Og straks blev han renset for sin spedalskhed. Sådan handler Gud også i dag med enhver som kommer til ham i tro og beder om at blive renset for sin synd. Det er jo det vi bliver mindet om hver gang vi går til alters, at "Jesu, Guds Søns, blod renser os for al synd." (1. Joh. 1,7) Et andet stort problem vi har er at vi ikke kan høre. For hvad hjælper det at Gud er parat til at hjælpe os, hvis vi ikke kan høre om det? Hvis vi ikke kan høre at han vil frelse os, så har vi ingen gavn af det. Vi har brug for at han giver os evnen til at høre. Men også her vil Gud gribe ind. Tænk på hvordan Jesus engang stak sine fingre i ørene på en døvstum, så op mod himlen, sukkede og sagde "Effatha!", der betyder "Luk dig op!". Straks lukkede den døvstummes ører sig op, og det bånd der bandt hans tunge blev løst, så han både kunne høre og tale. Han kunne nu høre Guds ord og prise ham for hans store 4

5 godhed. Ved den lejlighed var det da heller ikke kun den helbredte der priste Gud, men alle der var vidner til det, der var overvældet af forundring og sagde: "Han har gjort alting vel. Han får både de døve til at høre og de stumme til at tale." (Mark. 7,37). Men det allerstørste problem vi har er at vi er døde. Vi er åndeligt døde i vore overtrædelser og synder (Ef. 2,1). Men Gud har frelst os af dødens magt. Han har ved dåben gjort os levende med Kristus. Det er dét vi bliver mindet om i vores kirkes ritual, både ved døbefonten og ved graven, både ved livets begyndelse og ved dets afslutning. Ordene fra Peters første brev minder os om at Gud i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde. Jesus har ved sin opstandelse brudt dødens magt over os mennesker. Han er opstået som den første. Hans opstandelse er en garanti for at vi alle skal opstå fra de døde. Alle de barmhjertighedshandlinger, som Jesus gjorde mod mennesker på hans tid, var forudsagt i Esajas' Bog i det Gamle Testamente: "Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op." Jesu gerninger er opfyldelser af de gammeltestamentelige profetier. Alle disse undergerninger var tegn på at nu var Messias kommet. Så ingen skulle være i tvivl om at nu havde Gud grebet ind til sit folks frelse. Alt det vidste Johannes Døberen jo egentlig godt. Men trods sin store fasthed og styrke som den der skulle forkynde Guds dom over verden, så var han jo kun et menneske. Ligesom Johannes dengang, sådan er vi også alle kun mennesker. Vi er alle trods vores ydre styrke dog kun skrøbelige mennesker, der let kan komme i tvivl om selv de mest grundlæggende ting i den kristne tro. Så er det godt at huske på at vi jo ikke tror på vores tro. Vi har ikke vores sikkerhed i vores faste meninger om kristendommens sandhed, men vi har alene vores sikkerhed i Gud selv. Ligesom Johannes skal vi derfor, når vi kommer i tvivl, sende bud til Jesus og uden skam sige det til ham: "Er du virkelig Guds søn? Er du virkelig verdens frelser? Vil du virkelig hjælpe mig i min nød?" Hvad vi end kommer ud for af svære ting i vores liv, så skal vi ikke tøve med at sige det til ham. Fx når 5

6 vi mister vores ægtefælle, eller når vi rammes af alvorlig sygdom. Gud har hjerte for os. Han har hjerte for din nød! Han vil inderligt gerne give dig den hjælp du har brug for. Derfor siger Jesus også til dig i dag de samme ord som han dengang sagde til Johannes: "Salig er den der ikke forarges på mig." Det vil sige, at du er salig, i sandhed lykkelig, hvis du griber hans ord i tro. Du er virkelig lykkelig, hvis du tror at Jesus er Messias, så at du lader ham gøre sin helbredende gerning i dig. Du er virkelig lykkelig, når du ved troen giver ham plads til at give dig syn og hørelse tilbage, når du lader ham rense dig for sin synd, og når du lader ham give dig livet tilbage. Johannes Døberen banede vejen for Jesus. Johannes viste os hen til ham der gør alting vel. Jesus er stadig den der gør alting vel. Jesus vil også gøre alting vel i dit liv. Når du lader ham gøre det, får du en glædelig jul. Ja, ikke bare en glædelig jul, men et godt liv hele året, alle dine dage, og for evigt. Amen. 6