13.s.e.trin. II 2016, friluftsgudstjeneste i apotekerhaven

Transkript

1 Når der er en flok, så må der også være en leder. Det er noget, enhver hund ved. Hvis en hund er i en familie, hvor ingen tager lederskabet, så tager hunden det. For der skal være en, der bestemmer. Både dyr og mennesker har brug for en leder. Men for at der skal være en leder, skal der også være nogen at være en leder for. Vi kan ikke alle være ledere. Alle i en gruppe har hver deres plads. Når der er en, der mangler et sted i hierarkiet, så bliver der uorden. Man ser det f.eks., når et barn flytter fra en skoleklasse. Uanset hvilken plads det barn har haft i flokken, så er der tit en del tumult i klassen bagefter, indtil alle igen har fundet deres pladser. Både dyr og mennesker har et naturligt behov for at kende deres plads i flokken. Det er ikke alle, der ønsker at være føreren. Nogle mennesker foretrækker at virke i baggrunden, mens andre vil ses og høres. Men vi har alle et behov for at høre til og have en plads. Zebedæus-sønnerne, som vi netop har hørt om, vil gerne være helt fremme i front. Deres mor kommer og taler deres sag for Jesus. Vi ved ikke, om det er 1

2 hendes sønner, der har sendt hende, eller om hun selv er kommet på ideen, men de må være indforståede med det, for de følges med hende. For dem er det ikke nok at være med i flokken, de vil have de mest fremtrædende poster, de vil sidde som Jesu mest betroede medarbejdere ved hans side i himmeriget. Det ønske vækker megen vrede og forargelse blandt de øvrige disciple. Måske fordi de andre også havde tænkt sig, at de skulle have de pladser. Måske har nogen af os også prøvet at stikke næsen lidt for langt frem i forsøget på at skaffe noget godt til os selv. Det er faktisk meget almindeligt. Det er helt naturligt at kæmpe for sin egen position. Men det betyder ikke, at det nødvendigvis er det, vi skal stræbe efter. Det bør jo ikke handle om at få sig selv frem i front, men om at få tingene til at fungere. Da Zebedæus-sønnerne kommer og beder om status og ære, siger Jesus til dem, at ude i verden er det sådan, at mange stræber efter magten. Men, siger Jesus, sådan skal det ikke være hos jer! 2

3 Hos jer det kunne jo være i kirken. Måske taler Jesus til os her i folkekirken. Det kunne så tyde på, at Jesus mener, vi skal have flad ledelsesstruktur inden for den kristne kirke. Det har vi ikke. Der er nogle menighedsråd, der har fået den opgave at stå i front og tage nogle beslutninger, der berører alle. Der er nogle provster og biskopper, der er valgt til at bestemme over andre. Af og til er der både præster, kirkegængere og menighedsråd, der ville ønske, det ikke var sådan, men i folkekirken har vi valgt, at der skal være nogen til at lede. Det har sine ulemper, men også mange fordele. Lige som i så mange andre sammenhænge, hvor vi færdes i flok, kan det være rart for os at vide, at de store beslutninger er der andre, der tager sig af, så vi kan få fred og ro til at koncentrere os om at udføre vores arbejde. Der er altså nogen, der er sat til at lede. Hvis hver enkelt sognepræst, menighedsrådsmedlem eller kirkegænger tror, at det er dem, der i alle sammenhænge har det afgørende ord, så går det galt. For at det hele skal fungere, må vi finde hver 3

4 vores plads. Men vi skal ikke træde på andre i forsøget på at få en god plads. Jesus fortæller os, at de store ikke skal være store på bekostning af de små. I stedet skal den, der vil være stor, tjene andre, ligesom Jesus er kommet for at tjene. Jesus formulerer det som et paradoks. Han siger, at den, der tjener, er stor. Han siger ikke, at tjeneren er underdanig og mindre værd. Den, der tjener, er stor. Han giver tjeneren en ny værdi. Han siger, at vi er store, når vi tjener andre. Det er der, vi finder vores plads i flokken; når vi hjælper de andre. Dem, der bliver hjulpet, har en værdi. De er ikke et middel, som vi kan bruge til at blive store eller til at skaffe os ind i himmeriget. Vores næste skal være formålet. Vi skal ikke hjælpe for at blive store, vi skal hjælpe, fordi vi kan hjælpe, og fordi vi skal elske vores næste. Når vi gør det til vores formål, at vi vil hjælpe den anden, gør vi ikke os selv små og usle ved det. Vi bliver ikke ubetydelige tjenere. Vi bliver store betydningsfulde tjenere for Gud. Vi har en ubetinget 4

5 betydning for Gud, hver især, og derfor skal vi forholde os til hinanden som mennesker, der alle har ubetinget stor betydning for Gud. Når vi ser et medmenneske, skal vi øve os i at tænke, at dette menneske er et af Guds elskede børn, og at vi derfor skal behandle ham eller hende som et sådant. De fleste grupper fungerer bedst, når alle har en veldefineret rolle; nogen skal være i front, andre skal virke i det skjulte, men alle skal vi respektere hinanden. Der er ingen, der er mere værd end andre. Der er brug for alle. Derfor skal vi bekæmpe trangen til at skubbe de andre ned i kampen for at komme længere op i hierarkiet. For vores plads er ved siden af vores medmenneske. Et ældre menneske har fortalt en historie, der meget godt beskriver, hvor vores plads er henne. Det, der er vigtigt er ikke, om vi befinder os inde i skyggen eller fremme i rampelyset. Det vigtigste er, at vi er ved siden af vores næste. Manden, der fortalte historien, havde som barn en kammerat i skolen, som var meget tyk. Alligevel var 5

6 der aldrig nogen, der drillede ham, for han var rap i replikken og havde altid et kvikt svar parat. Og så var han i øvrigt den dygtigste i sin klasse. Der herskede respekt om ham, og han havde det godt i skolen. Men da han kom i mellemskolen, kom han ind i en helt ny flok. Her var der næsten ingen, der kendte ham, og alt, hvad de så, var en alt for tyk dreng. I det første frikvarter stimlede de store drenge sammen om ham. De gloede på ham, som var han et sært dyr i zoologisk have. De udvekslede blikke og bemærkninger. Og i midten af kredsen stod den tykke dreng, med alles onde blikke rettet mod sig. Han blev bange, og trak sig tilbage, langsomt, i et forsøg på at komme på afstand. Han gik skridt for skridt baglæns, indtil han ikke kunne komme videre. Nu stod han med ryggen mod muren og den ondsindede skare foran sig. Som han nu står der, udleveret og udstillet, uden at kunne gøre noget, træder en person pludselig ind i kredsen. Det er drengens bedste ven tilbage fra de små klasser. Vennen baner sig vej gennem flokken og 6

7 stiller sig hen ved siden af ham og står skulder ved skulder ved siden af den tykke dreng. Der står de to drenge, ved hinandens side, med ryggen mod skolemuren og deler skæbne. Det er der, vi skal stå. Uanset om vi er biskop, præst, menighedsrådsmedlem, kirkegænger Vi har alle sammen vores plads i flokken, som vi skal udfylde, så godt vi evner det. Det er ikke så vigtigt, om det er i toppen eller bunden af magtpyramiden. Det, der betyder noget, er, at vi har fundet vores plads, skulder ved skulder med den, der har brug for os. Amen. 7