Lindvig Osmundsen. Prædiken til 11.s.e.trinitatis side 1. Prædiken til 11. søndag efter trinitatis 2016 Tekst.

Transkript

1 side 1 Prædiken til 11. søndag efter trinitatis 2016 Tekst. Lukas 7,36-50 Jeg tror at vi mennesker ofte bliver angrebet af comparatitis. Jeg kunne ikke finde et godt dansk ord til denne lidelse, så jeg tog det engelske ord compare til hjælp. To compare betyder jo at sammenligne. Det var en indgroet tilbøjelighed som Simon, vi læste om, led af. Han sammenlignede meget, for at styrke sin selvrespekt, og for at samle det gode selskab om sig selv. For at kunne lukke ind og lukke ude. Dog var Simon som god jøde bundet af sit lands kultur for gæstebud, at man skulle lade døren stå åben når man holdt gæstebud. Blandt jøderne havde man dette ord: Hvis du lukker døren kommer du til at mangle mad. Guds bud lød at man skulle også tænke på de fattige og tiggerne. Man skulle elske sin næste som sig selv. Det betød at ved gæstebud så kunne byens fattige komme ind og sætte sig på gårdspladsen, og så ville de blive bespist af resterne fra måltidet. Man ville ikke lukke Guds velsignelse ude, derfor en åben dør til gæstebuddet, og så vidste man ikke hvem som kunne snige sig ind. Men Simon kendte godt forskel på hvem der hørte til det gode selskab. Hvad er det centrale i kristendommen? Jesus sad der i Simons hus, og er forskellen på jødedom og kristendom. Er forskellen på selvretfærdighed og Guds kærlighed. Hvad er det centrale i kristendommen? Det spørgsmål kan man stille, og tog vi en runde rundt i kirken kunne vi spørge hver enkelt. Hvad er det centrale indhold i kristendommen? 1

2 side 2 Nu skal jeg nok lade være med at tage jer op til overhøring, sådan en tidlig søndag morgen. Gik vi på gaden med en mikrofon i stedet og stillede samme spørgsmål, hvad svar fik vi så? Det har nogen gjort, og der fik man svaret, at det centrale i kristendommen er at vi skal elske vores næste. Det er det vi alle kan blive enige om uden at blive for personlige. Og det er godt og rigtigt. Men er det det Jesus siger i den situation vi læste om, i Simon farisæers hus. Er det det som er Simons problem? Ja på en måde er det, han kunne ikke elske den kvinde som salvede Jesus fødder. Men det centrale i Jesu budskab er noget andet. Jesus var blevet kendt for at sige at Gud elsker syndere. Og Jesus var blevet kendt for at han spiste sammen med toldere og syndere. Og det var ikke godt. Simon tænkte at vi må hellere invitere ham den nye profet og så lære ham hvad der er rigtigt. Vi kan stadig nå at forme ham. Det lå bag Simons invitation. Simon var uenig med Jesus. Gud elsker de syndere som har fortjent det, sådan mente Simon og alle de andre farisæere. Et menneske skal vise sig værdig til Guds kærlighed. Vise at man tage Guds ord og lov alvorligt, og vende sig fra det onde, og har man gjort noget forkert, så skal man gøre det godt igen. Men sådan en kvinde, som hende der vaskede Jesu fødder, hun kan ikke gøre det godt igen. Hele hendes historie taler tydeligt om hvad slags menneske hun er. Hun bar sin historie og skam med sig, som kjolen hun havde på. Hun har ikke fortjent Guds kærlighed. 2

3 side 3 Og sådan tænker vi også, kærlighed skal man vise sig værdig til. Hvor tit bruger vi ordet hvis du, i vore sætninger. Når vi opdrager vores børn, når vi taler til hinanden. Hvis du, så kan vi? Når vi tænker om andre, hvis han? Hvis hun? og hvis ikke, - så kan de passe sig selv. Det som havde forstyrret Simon var at Jesus sagde at Gud elskede syndere, og viste det i handling. Jesus lod kvinden kærtegne sig. Havde Jesus sparket hendes hænder væk, så havde Simon rejst sig og klappet i sine hænder. Men Jesus tog imod hendes hænder, lod hende røre ved sig. Hvilken provokation. Jesu budskab er så anderledes. Når man læser evangelierne er lige netop dette så tydeligt. Det centrale i Jesu budskab var at Gud elsker syndere, og Jesu måde at møde mennesker på viste det med al tydelighed. Jesus tog imod syndere, talte med dem, spiste sammen med dem, besøgte dem i deres hjem, rørte dem, lod dem røre sig. Det var til at få kvalme af. Sådan tænkte Simon, og han viste det ved ikke at modtage Jesus med respekt da han kom til hans hus. Jesus fik ikke vasket fødder og hænder, ikke noget kys til hilsen og velkomst, blev ikke vist til sin plads, men måtte selv tage plads ved bordet. Simon ville ikke røre ved en mand, som rørte ved syndere. Uden ord blev sagt, fortalte kropssprog og undladelser hvad Simon mente om Jesus. Jesus skulle først vise sig værdig til Simons anerkendelse. Denne hændelse i Jesu liv, og i mange af Jesu lignelser, handler om det centrale i hans budskab. 3

4 side 4 Gud elsker syndere. Og spørg vi hvordan er Gud over for syndere? Så er svaret det Jesus giver os i denne fine beretning fra evangeliet. Gud er som Jesus der lader en synderinde vaske sine fødder. Gud er som Jesus der tager imod et menneskes tro og kærlighed. Den som elsker en anden uforbeholdent må bruge tilgivelse for at bevare relationen. Det er kærlighedens udfordring. Man kan ikke elske syndere uden tilgivelse. Og det ved vi alle som har familie. Man kan ikke elske hinanden uden at vi må tilgive hinanden ind i mellem. Perfekte mennesker kan måske elske hinanden uden tilgivelsens hjælp, men hvordan elsker perfekte hinanden?? Det kan man godt spekulere over. Har de brug for kærlighed? Nu er der noget ved tilgivelsen og ved syndernes forladelse som generer os. Noget som gør os utilpasse. Vi tro at Guds kærlighed til syndere udvisker forskellen mellem godt og ondt. At syndernes forladelse er syndernes tilladelse. Men vi bryder os ikke om syndernes forladelse for hvis jeg modtager den så har jeg anerkendt at det jeg gjorde var synd. At modtage syndernes forladelse er også at modtage dommen for det jeg har gjort. Det er både dom og tilgivelse. Det er derfor vi ikke kan li syndernes forladelse. Nu er det sådan at der er også selvretfærdige syndere. Det er ikke kun de perfekte der kan optræde selvretfærdigt, det gør vi syndere også. Og her er der noget nærmest uhyggeligt ved mennesket. Det opbygger en selvretfærdighed som det bruger for at begrunde sine ugerninger. Synderinden var på Jesus tid en af samfundets største syndere. 4

5 side 5 Jesus er placeret mellem den største og den mindste synder. Kvinden og Simon. Tog vi vores tid, så ville det måske være en pædofil eller en terrorist som var placeret som synderinden. Jesus placeret mellem den mest respekterede og den mest foragtede. Guds kærlighed på en umulig opgave. Tog vi nu som eksempel den norske terrorist Anders Breivik. Jeg tror alle kender hans forfærdelige historie. Eller den unge mand i Frankrig som dræbte præsten foran alteret. Hvad med ham placeret ind i Simons hus? Udvisker Guds kærlighed og tilgivelse forskellen mellem godt og ondt? Forskellen mellem kvinden og Anders Breivik er at kvinden var en som havde indrømmet sin synd, og var knust af sin skam, som havde modtaget dommen og tilgivelsen. Og det var hendes nye liv, hun havde mødt en kærlighed og tilgivelse som havde knust hendes selvretfærdighed og forandret hende. Jeg tror at hvis Anders Breivik virkeligt indrømmede og erkendte hvad han har gjort, så ville han blive knust af en ubærlig skam, som jeg ikke tror han kunne leve med. Derfor tænker jeg at grunden til at de fleste terrorister tager deres eget liv med, er at de kan ikke leve med deres skam, trods deres selvretfærdige had. Guds kærlighed udvisker ikke forskellen mellem godt og ondt. Syndernes forladelse er dommen over det onde. Men hvem har fortjent den? Kvinden i Simons hus tog imod den dom og den kærlighed som kan oprejse et menneske af dets fald. Og ud af den tro på Guds tilgivelse kom kvinden for at sige tak. Hun kunne ikke leve sit liv om. Hun fik en ny begyndelse. 5

6 side 6 Hvad er det dybest set at et menneske lever af? Jeg tror at et menneske dybest set lever af kærlighed. Man kan leve når man tror sig elsket. Og når man tror sig elsket formes ens liv af kærlighed. Det er dette Jesus sætter ind som centrum i Simons lille verden. Tør vi tro at det samme budskab kan gøre en forskel i den store verden? Det kan vi jo prøve at tage med os. 6