Juleaften Ølgod kirke

Transkript

1 En mand og en kvinde går søgende rundt i gaderne. De er fattige, men de har da lige råd til en overnatning. Der er bare ikke nogen steder at få en overnatning. Alle kroer er optagede. Hun siger ikke noget, men manden kan mærke på kvinden, at hun næsten ikke kan gå længere; hun er højgravid og meget træt. Manden vil gerne sørge for hende. De er forlovede, han er meget forelsket i hende og vil gerne være sammen med hende altid, resten af sit liv. Han mente, at hun gengældte hans følelser. Derfor blev han også meget overrasket, da hun for flere måneder siden fortalte ham, at hun var gravid. Han vidste, at han ikke kunne være faren. Han var først blevet vred, så ked af det. Han elskede hende jo, han troede, hun elskede ham. Og han kunne ikke forstå, hvorfor hun så ville være sammen med en anden. Hun sad bare og så på ham, da hun havde fortalt det, og ventede på, at han kom igennem de første og 1

2 værste følelser. Så fortalte hun ham, hvordan det var sket. Han havde overhovedet ikke lyst til at høre det. Måske kunne han godt tilgive hende. Men han havde ikke brug for at høre, hvem hun havde været ham utro med. Så det var med stor uvilje, han hørte hendes historie. Den var bare slet ikke, som han havde regnet med. Der var ingen mørklødet ungersvend, der havde forført hende, der var ingen fremmed rigmand, der havde slået benene væk under hende. Hun var slet ikke blevet forført. Det var meget mere mærkværdigt end som så. En engel, fortalte Maria, for det var hendes navn, en engel havde vist sig for hende, og han havde sagt, at Guds nåde var med hende, ja, Gud var med hende. Som om det ikke var rigeligt, havde englen sagt, at Maria skulle få en søn, som hun skulle kalde Jesus. Han skulle blive konge. 2

3 Det gav jo ingen mening. For det første, så skulle der jo altså en mand til for at få et barn, så meget vidste Maria da. For det andet, så havde børn af fattige folk som hende ikke for vane at blive tildelt kongekroner. Men englen fejede al Marias tvivl til side. Der skulle ikke nogen mand til her. Helligånden, Guds Helligånd, skulle komme over Maria, og barnet, der ville komme ud af denne sære alliance, skulle blive helligt. Barnet var Guds søn. Det var virkelig alt for underligt for Maria. Guds søn? Helligånden? Men hvorfor hende? Så sagde englen: Intet er umuligt for Gud. Og så var det, som om noget faldt på plads i Marias hoved. Intet er umuligt for Gud. Næh, hvad tænker jeg fjols dog på. Hvis Gud har en plan, lader han sig så stoppe af sådanne små detaljer? Gud er meget større end hvad jeg med mit hoved kan forstå. Hvordan skulle jeg så kunne fatte meningen med hans planer? Hun mærkede en sær varme brede sig i hende. En dejlig varme. Gud har udvalgt mig. Jeg er hans redskab. Det er vidunderligt, forunderligt, men af alle 3

4 mennesker på hele jorden er jeg usle menneske blevet udvalgt. Så Maria havde sagt til englen: Gud kan gøre med mig, hvad han vil; jeg er hans tjener. Englen forlod hende, og kort efter begyndte hun at mærke tegnene på, at hun var gravid. Maria var færdig med at fortælle. Josef, som hendes kæreste hed, stirrede på hende. Den historie var jo helt og aldeles utrolig. Han havde da aldrig hørt noget lignende. Det var oprørende og foruroligende, men når han så på Maria, så var hun overhovedet ikke foruroliget. Hun var fuldstændig rolig, som hun sad der og fortalte. Og hun glødede med den særeste glød. Ikke bare sådan som gravide, lykkelige kvinder kan have en særlig glød. Marias glød var mere inderlig. Hun virkede så sikker og tryg, at hun umuligt kunne lyve. Vreden forlod Josef. Maria måtte jo være blevet vanvittig. Han fik ondt af hende. Han besluttede sig 4

5 for, at de måtte slå en streg over forlovelsen. Det var jo ikke hans barn. Men en nat, hvor Josef lå og sov, kom en engel til ham og forklarede ham, at det var sandt, hvad Maria havde sagt. Josef skulle gifte sig med Maria, og han skulle give barnet navnet Jesus. Englen sagde, at Jesus skulle frelse sit folk fra deres synder. Da Josef vågnede fra drømmen, stod det ham lysende klart, at hans elskede Maria havde delt dette med ham, fordi hun ville være sammen med ham. Hun ville leve med ham, og hun ville være sammen med ham om dette utrolige. Det havde han bare ikke lige fattet. Men Guds engel havde jo sagt, at det var rigtigt nok, hvad hun havde sagt. Josef var glad. Han havde været så såret, og nu viste det sig, at hun slet ikke havde svigtet ham, tvært imod. Så han havde taget sin forlovede til sig igen, og så havde de ikke talt mere om det. Her stod de så. Kejseren havde indkaldt til folketælling, og alle skulle af sted. Josef og Maria 5

6 skulle til Betlehem. Det var ikke lige hvad de havde brug for. Det var anstrengende at gå så langt, det var dyrt med overnatning, og det var bare så besværligt, når det var lige oppe over med Maria. Men af sted måtte de. Det var mørkt, det var koldt, Maria var dødtræt og havde ondt. Josef var bekymret og følte sig magtesløs. De bankede på et sted, hvor de allerede havde været, men hvad skulle de gøre? Kroværten fik ondt af dem. I kan jo ikke ligge på gaden og sove, sagde han. I kan få en plads ude i min stald, der er da lidt varme at få. En stald det var jo ikke lige hvad man drømte om. Men de var så trætte, de frøs, og de havde ikke noget valg. Så Josef sagde mange tak, de fik nogle tæpper og blev vist ud i stalden. Der lugtede. Dyrene lå jo i deres eget møg, luften var tyk af kreaturlugte, men også af varme fra dyrene. Josef skubbede noget af det mindst beskidte halm sammen tæt på dyrene, lagde et tæppe over, og så 6

7 lagde de to sig med et par tæpper over sig. De nåede ikke at sove længe, før Maria gav sig. Hun havde ondt. Barnet var på vej. Der var ingen til at hjælpe dem. De måtte selv finde ud af det. Det var en drøj omgang for Maria, og bestemt heller ikke nogen leg for Josef, men der kom da et velskabt lille barn ud af det. Josef viklede et tæppe omkring den lille dreng og lagde ham op i dyrenes fodertrug, som var det en vugge. De sad og så på det lille barn og tænkte hver især: Der er ikke meget konge over ham. Et lille forsvarsløst barn, viklet ind i et snavset tæppe, som han ligger der i et trug, født i en stinkende stald, født af en fattig kvinde, som ikke engang er gift. Guds vej er fuldkommen, sagde man, ja tak det var svært at se det fuldkomne her! Vi kender alle sammen historien, nogle af os til hudløshed. Beretningen om Jesu fødsel. Så snart nogen siger Og det skete i de dage, så ser man julekrybben for sig, lavet af ler eller træ, med det lille 7

8 Jesus-barn, der ligger kornfed i sin romantiske krybbe omgivet af smilende dyr og forældrene med gule ringe over hovederne, og vat overalt omkring stalden, der har fået væltet en mur, så vi alle kan se det hyggelige lille mirakel inden for. Det var jo bare ikke så hyggeligt. Måske er historien med årene blevet lidt harmløs, tandløs måske endda, og pointeløs. Men underet er netop et under, fordi det sker så meget på trods. Englen siger til Maria: Du skal føde en konge. Men der er vitterligt ikke noget kongeligt over Maria, hun er bare en helt almindelig fattig pige, som er forloet med en tømrer. Der er intet, som peger på noget forunderligt i hendes liv indtil da. Der er ikke noget eventyrligt over natten i Betlehem; den er fyldt med kulde, træthed, afmagt, lugte, fattigdom og afsavn. Det ligner egentlig den menneskelige magtesløshed i al sin gru. Vidste man ikke bedre, kunne man tro, at det var en gudsforladt nat der i Betlehem, da Maria lå og fødte i 8

9 en ildelugtende stald, midt i halmen, uden nogen værdighed overhovedet. Men i den magtesløshed viser Guds almagt sig. Deri er underet. I al sin uhygge. Gud vælger sig det nederste for at vise, hvor mægtig hans barmhjertighed er. Det er som om han siger: I skal ikke tro, at menneskelig ære og menneskelig stolthed imponerer mig. For mig er I alle ens, om I så er fattige eller rige. Den fine kejser Augustus med al hans rigdom og al hans pragt er ikke bedre end den fattigste kone, som ingen mennesker regner for noget. Det er som om Gud siger: Jeg vælger mig bunden for at vise jer, hvad jeg magter. Jeg kan gøre en konge ud af et barn, der er født blandt dyr. Jeg kan gøre en trone ud af et fodertrug. Jeg vil vise jer, hvor lidt I kan bruge jeres egen magt til, og hvor meget I har brug for min frelse. Det er på den mørke baggrund, at vi skal forstå det lys, som viste sig den julenat. Helt uforståeligt, også for dem, der var dybt involveret i historien, Josef og 9

10 Maria, kom Gud til verden midt i den menneskelige magtesløshed, som et sårbart lille barn, der var henvist til disse magtesløse menneskers omsorg. Han holdt aldrig op med at være henvist til de mennesker, han var sat iblandt, både de magtfulde og de magtesløse, dem, som var meningen med hele hans eksistens. Det er et under, at det er sket. Det kalder på englenes lovsang, som den lød den nat for hyrderne på marken: Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag! Glædelig jul. 10