KONFIRMATIONSPRÆDIKEN SØNDAG DEN 7.APRIL AASTRUP KIRKE KL SEP. Tekster: Sl. 8, Joh. 20,19-31 Salmer: 749,331,Sin pagt i dag,441,2

Transkript

1 KONFIRMATIONSPRÆDIKEN SØNDAG DEN 7.APRIL AASTRUP KIRKE KL SEP. Tekster: Sl. 8, Joh. 20,19-31 Salmer: 749,331,Sin pagt i dag,441,2 Thomas er væk! Peter var kommet styrtende ind i klassen og havde råbt ordene uden at tænke på, hvad der ellers foregik. Alligevel var det som om klassen gik i stå, da ordene lød. Læreren vendte sig om fra tavlen og så på Peter. Er du sikker? - er han ikke bare gået en tur. Men inderst inde vidste de alle sammen godt, at det nok ikke bare var det, det handlede om. Thomas havde haft det svært i klassen længe. Han var ikke helt som de andre og kom tit til at sige noget, de syntes var mærkeligt. Og det var svært at forholde sig til. Det var jo egentlig ikke fordi de ikke kunne lide ham; han sagde også mange gange noget sjovt og fik dem til at grine. Alligevel var det som om de kunne mærke, at han ikke rigtig troede på dem. At han følte sig uden for. Anderledes. Og i går morges var det så gået helt galt. Det var endt med at Thomas var gået ud af døren og var forsvundet fra skolen. I første omgang var der ikke nogen, der havde gjort noget. Det var trods alt sket mange gange før, og han var altid kommet tilbage igen før eller senere. Det gjorde han ikke i går. Og nu var han så heller ikke mødt op til morgen i dag.

2 Peter var den eneste, der kunne kalde sig Thomas ven, hvis de skulle være helt ærlige. Peter var nok i virkeligheden klassens fører, men på en meget behagelig måde. Han førte sig ikke frem og han prøvede ikke på at score alle pigerne. I hvert fald ikke på en gang. Han var bare sig selv og det gjorde ham på én eller anden måde populær. Derfor havde han også kunnet tage imod Thomas, da han kom som ny dreng i klassen for et halvt år siden. Peter havde på sin stilfærdige facon gjort, hvad han kunne for at Thomas skulle falde godt til. Han havde selv prøvet at skifte skole og vidste derfor, at det slet ikke var så let. Der var altid én eller anden form for hakkeorden, der skulle falde på plads før der blev ro igen. Og det var det, Thomas ikke rigtig kunne finde ud af. Derfor var han blevet mere og mere usikker og til sidst var det, han var begyndt at gå hjem midt på dagen, når han ikke kunne holde det ud mere. Men nu var han altså væk for alvor. Han havde ikke svaret på sin mobiltelefon, når Peter prøvede at ringe til ham, han havde ikke været inde på sin Facebookprofil og havde ikke svaret på Peters SMS er. Så til sidst havde Peter ringet hjem til ham for at høre. Og havde fået at vide, at han var væk. Forældrede havde troet, at han var gået hen til sin morfar, de havde skrevet ud på forældreintra, men kun fået at vide, hvor han ikke var, og i aftes havde de så ringet til politiet. De ville nok snart komme hen på skolen. Læreren fik klassen til at sætte sig ned. Det var svært at få ro, for alle råbte i munden på hinanden.

3 Alle håbede naturligvis, at der ikke var sket noget alvorligt. Det her skulle tages alvorligt, men man skulle jo heller ikke overdrive. Måske var der en naturlig forklaring på, hvad der var sket. Eleverne i klassen så på hinanden. De ville gøre noget alle sammen. Det var ikke alle forslagene, der var lige gode. Men til sidst lykkedes det klasselæreren at få så meget ro, så der kunne komme lidt orden på sagerne. Men de kunne ikke lade være med at tænke på, om de havde noget med det at gøre. Thomas var jo gået fra skolen i går formiddags. Og han var jo ked ad det. Det var lige som gået i selvsving. Der var ikke nogen, der havde villet gøre ham noget, men det ene ord tog det andet og pludselig ville de alle sammen være den bedste og den morsomste. Og så var det grænsen var blevet brudt ned. Og Thomas var gået ud af klasselokalet. Nu kunne de mærke, at de ikke havde det godt. Det var naturligvis fordi de ikke kunne lide at have gjort noget forkert. Men de opdagede også hurtigt, at de faktisk godt kunne lide Thomas. At de hver især havde noget at takke ham for. Det havde de måske glemt at tænke på til hverdag. Der var så meget andet at tænke på, når man var på vej fra barn til voksen. Man ville så nødig gøre noget, som de andre ikke gjorde eller måske endnu værre noget, som de andre syntes var mærkeligt. Det var det, Thomas var lidt lige glad med. Han gjorde som det passede ham. Det var det, de syntes var forkert.

4 Og så kunne det holde sammen på klassen at synes det. Men nu var det pludselig noget helt andet, der holdt sammen på klassen. De ville finde Thomas. Og de ville vise ham, at de holdt af ham. Hvordan det så ellers skulle gøres. Det måtte de finde ud af bagefter. Det kunne så let blive kunstigt. Det var de lige blevet enige om, da to politibetjente kom ind i klasselokalet. De fortalte, at man var gået i gang med at lede efter Thomas og de ville høre, om der var nogen, der havde en ide til, hvor han kunne være. Ingen havde i forvirringen opdaget, at Peter var gået ud af klasselokalet. Han gik hurtigt gennem skolegården over vejen og ud af byen. Et stykke uden for byen lå en lille skov. Herude havde der i gamle dage ligget en vandmølle. Det var et spændende, men også lidt farligt sted. Men det var først og fremmest et sted, hvor man kunne være i fred. Peter og Thomas havde været her mange gange, når de havde været sammen efter skoletid. Nu havde Peter fået en tanke. Og han ville komme først. Så skulle han nok skynde sig at give besked, hvis det var. Han kaldte mange gange medens han skyndte sig ned til den gamle faldefærdige bygning. Bruset fra den gamle opstemning brød stilheden, men alligevel syntes han, at han havde fornemmelsen af, at være på ret kurs. Der var ingen, der svarede. Alligevel fortsatte Peter ind i huset. Omme bag nogle gamle kasser vidste han, at der lå en stak sække.

5 Og her fandt han Thomas. Han sov. Peter kunne se, han havde grædt, men nu havde trætheden overmandet ham. Han skubbede blidt til ham. Jeg tænkte nok, det var her, du var sagde Peter, vi var bange for, at der var sket dig noget. Det er I da lige glade med, mumlede Thomas. Det er vi da ikke, sagde Peter. Vi savner dig. Bevis det!, sagde Thomas. Hvordan beviser man, at man savner nogen? spurgte Peter. Man kan for eksempel lade være med at mobbe, sagde Thomas nu lidt mere vågen. Vi har da ikke villet mobbe dig, sagde Peter hurtigt uden at lyde helt overbevist selv. Og i hvert fald har hele klassen lige bestemt sig for at gå ud og lede efter dig sammen med politiet. Du må ikke gøre os så forskrækkede en anden gang. Bevis det! Sagde Thomas igen. Lidt mindre hårdt. Kan du huske historien nede hos præsten, da vi var dernede? spurgte Peter så. Den, der også handlede om en, der hed Thomas. Peter var ikke vant til at snakke om præster og historier fra bibelen, men han var heller ikke vant til at skulle bevise, at klassen i virkeligheden holdt meget af Thomas. Det havde klassen vist i virkeligheden også først opdaget nu. Men det var heldigvis ikke for sent. Thomas i Bibelen ville også have beviser for at kunne tro på Gud. Det havde han så fået af Jesus, da han var opstået fra de døde igen påskemorgen, men Jesus havde også sagt, at det skulle han ikke regne med, at man altid kunne få. Man måtte tage imod, når man fik kærligheden rakt.

6 Bruset fra åen uden for bygningen var der stadig. Men det var som om det nu blev blandet med nogle stemmer. Uden at Thomas havde opdaget det, havde Peter sendt en SMS til Sofie, som han vidste holdt lidt mere af Thomas end de andre. Han havde forberedt den på vej herned, så det bare var at trykke på telefonen, hvis han fandt Thomas. Nu kom hele klassen gående gennem skoven. Sammen med Thomas forældre og de to politibetjente. Men det var Sofie, der fik lov til at gå først ind. Deres øjne mødtes i halvmørket. Og det var ikke nødvendigt at sige noget. Ikke nødvendigt at bevise noget. Peter huskede ordene, der havde afsluttet historien nede hos præsten. I historien fra bibelen havdejesus sagt til Thomas: Du tror, fordi du har set. Det er ikke altid, mennesker kan være så heldige at få beviser. Men det gælder alligevel. Thomas rejste sig fra de gamle sække og børstede støvet af sig. Han gik tilbage til livet. Tilbage til klassen. Sammen med Sofie. AMEN