For denne fantastiske historie som vi hører i dag, handler om døden. Døden.

Transkript

1 Prædiken til 16. Søndag efter trinitatis 2016, Vor Frue Kirke - Københavns Domkirke Stine Munch I tirsdags på personalemødet besluttede vi, at drengekoret skulle stå nede i koret i dag. Så kan vi både bedre høre og se dem! I dag er det den første højmesse hvor alle 6.klasserne er det nye hold i drengekoret. Nu er det dem, der er er den kan man sige, sammen med drengene for 7. klasse og 8. klasse, men der er flest 6.klasser og det er altså dem, der synger i dag. Og så var det jo jeg tænkte, at nu hvor drengene bedre kan høre prædikenen, og forældrene er her, og for at herrerne i koret ikke falder i søvn, og fordi det ikke mindst er første søndag for de nye konfirmander, ja, så måtte jeg jo hellere være lidt munter her i min prædiken. For jeg hører sommetider folk der har været i kirke som siger, at det bare var så kedeligt og præsten stod bare der og talte om død. Men så kom jeg hjem og slog op på denne søndags prædiketekst. Og det kan nok være, jeg blev sådan lidt udfordret, som det hedder for tiden, når der sker noget der er træls, da jeg så det.. For denne fantastiske historie som vi hører i dag, handler om døden. Døden. Som oftest tænker vi om vor egen død som noget der ligger ude i fremtiden. Men døden kan også være tilstede i livet, i dag, som frygt, som træthed, som tomhed, eller hvilket navn man nu selv giver den. Der kan være perioder i livet hvor døden har magt over os, længe før vi faktisk er døde, og det er dog, det værste. At være død mens man lever. Ikke at kunne finde vej ud i lyset. 1

2 Ikke at have noget at glæde sig til. Ikke føle, at fremtiden har noget at byde på. Så er det som at være en evig Lazarus der går rundt derinde i alle sine bandager i gravhulen, bag en stor sten, mens de andre er udenfor. Indespærretheden. Og det at være ensom, på trods af at man er sammen med andre mennesker. Jeg tror mange kender det. Der er også indespærretheden i sorgen. Anfægtelsen over, at hvis bare alt var gået anderledes. Anfægtelsen over alle de spørgsmål der begynder med 'hvis': Hvis jeg havde handlet anderledes, var det ikke sket. Hvis jeg var taget af sted bare 5 minutter før, ville det have gået anderledes. Hvis jeg var blevet hjemme, var ulykken ikke indtruffet. Hvis bare sådan og sådan. Maria, tror jeg, bliver siddende inde i huset selvom Jesus kommer fordi alt er lige meget nu. Hendes bror er død, hun er helt lammet af sorg; hun kan ikke bevæge sig. Og den foretagsomme Martha, der heller ikke nu kan sidde stille, men går Jesus i møde og lige så fuld af sorg som sin søster, siger hun til ham: Herre, havde du været her, var min bror ikke død. Flere steder har jeg læst denne sætning forstået som en kritik af, at Jesus ikke havde skyndt sig noget mere hen til Martha og Maria og Lazarus. Men jeg synes mere det lyder som: hvis alt havde været anderledes.. sådan som man jo tænker, når ulykken rammer. Hvis ikke det ene og det andet, så havde den elskede som er død, stadig levet. Martha er ligeså fuld af sorg som Maria, men de er forskellige og viser det forskelligt. 2

3 Og Jesus siger til Martha: Din bror skal opstå! Men hvad han faktisk mener, forstår Martha ikke. Nu er Martha og Maria, og Lazarus, gamle venner med Jesus. Og de tre søskende har fulgt Jesus igennem hans virke, og de tror, at han er Kristus, Messias, Guds søn. Så til det med at Lazarus skal skal opstå siger hun bare: ja, jeg ved han skal opstå ved opstandelsen på den yderste dag med andre ord, så trænger det ikke ind, hvad Jesus siger. Egentlig siger hun bare: jaja, men det kan jeg på ingen måde forholde mig til, lige nu virker det temmelig ligegyldigt og det angår ikke rigtigt mig, for det var NU Lazarus skulle være her! Det var her vi skulle have levet med hinanden, det var nu vi skulle have en hverdag sammen. Opstandelsen på den yderste dag? Ja, det kan meget vel være, men det siger mig ikke rigtigt noget, og det kommer slet ikke mig ved lige nu. Sådan vil mange sige, som har mistet den, de er bundet til i kærlighed. At andre kan gøre sig de tanker de vil, om gensyn i himmerige, og hvad har vi. Det er svært at finde trøst i når man har mistet den, der for én var selve livet. Men Jesus, han bliver ved at presse Martha på trods af resignationen i hendes svar. Han siger jo:»jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du det?«og hun svarede:»ja, Herre, jeg tror, at du er Kristus, Guds søn, ham som kommer til verden.«og selvom Martha er svag og tvivlende i sin tro netop her hvor hun har mistet sin bror. Ja, så bekender hun alligevel, at Jesus er Kristus. 3

4 Måske kan det sammenlignes med, at man af og til tvivler på sin kærlighed til sin mand eller kone eller måske endda til sine børn, men man VED i sit hjerte, på trods af alt, at man elsker. Martha kan ikke overskue livet eller troen eller døden, men hun tror, lige nu temmelig meget på trods, at kærligheden findes. At Kristus er til i denne onde verden. Der var mørke hos Martha og Maria, og der var død. Og de var midt i det. Og alligevel slipper Martha ikke troen på håbet og lyset. At det kommer igen. Og her, i denne historie om opvækkelsen af Lazarus, da kommer lyset i den grad igen! For Jesus kalder Lazarus ud af graven. Han råber simpelthen ind i graven: Lazarus kom herud! Og så bliver det i Johannesevangeliet penslet ud, hvordan Lazarus kommer vandrende ud af gravens mørke med sådan noget mumie-ligeklæde-vikkel på hænder og fødder og ansigt. Og så kan det nok være, at de skeptiske jøder kom til tro. Det ER en fantastisk beretning, og hver gang jeg hører den, så tænker jeg OGSÅ at Gud godt kunne vække døde til live igen lidt oftere. For hvor mange børn og unge er ikke døde helt meningsløst og ødelagte familier står tilbage. Jeg ved ikke hvorfor det skal være sådan. Det tror jeg faktisk ikke, der er nogen der gør. Men jeg ved til gengæld, at Gud kan man ikke bruge som sådan en mirakelmand, der sørger for, at vi ikke møder sorg og smerte i livet. Der er ingen lette svar overfor noget så definitivt som døden, og ofte er følelsen af afmagt så stor, at man selv er ved at dø af det. 4

5 Ja, sorgen kan mærkes fysisk, det kan føles som om man går i stykker, falder fra hinanden, ødelægges. Fortællingen om opvækkelsen af Lazarus kan, når man har mistet, lyde som en enorm provokation. Hvorfor vækker Jesus ham, når han ikke vækker vore døde? Jesus henter Lazarus ud af døden for at vise os, at det han siger, er sandt. For at vise os, han er det, han siger: Jeg er opstandelsen og livet; den der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og læg mærke til, at fortællingen ikke kaldes Lazarus opstandelse, men opvækkelse. Opvækkelse og opstandelse er nemlig ikke det samme. Hvad karakter Lazarus død end har haft, så var det liv han blev opvakt til ikke opstandelsens evige liv. For som alle andre mennesker måtte Lazarus en dag dø døden. Den opvækkelse, vi hører om i dag, førte ikke til evigt liv, men kun til udskudt død. Opstandelsestro er først og fremmest Kristustro. Ikke bare tro på Jesus som mirakelmager, men tro på Kristus som livet og sandheden. Troen på Kristus som den eneste der befrier mennesket fra det mørke og indespærrethed vi kan rage rundt i mens vi faktisk lever. Fordi, Kristus kender os som vi er, som de mørke sjæle vi kan være. Og han sætter os fri, kalder os ud af gravene så vi vælter ud med alle vore bandager om hænder og fødder. Og befrielsen ligger i, at han kender os, og ved hvordan vi er, med al vores tvivl, med vores mørke og manglede håb om at livet er værd at leve. 5

6 Og Gud siger til hver eneste af os: På trods af alt, mit barn, på trods af, hvad du slæber rundt på, og på trods af alt du har gjort, så er du mit barn og du er elsket præcis som den, du er. Se, det er der befrielse i! At man bliver set, med al sin skyld, uden et filter der gør alting lidt mere lækkert, og så alligevel med kærlighed. Det vækker os op af vore grave og får os til at springe ud og! elske næsten fordi vi slet ikke kan lade være. Igennem opstandelsen rækkes os det ord, som sætter håb imod håbløshed. Tro imod uvished og kærlighed imod døden. I den opstandelsestro kommer vi i kirken. Igennem hele livet. Først med vores små børn, der intet fatter af hvad der sker. Og at vi døber små børn, der ikke ved, hvad der foregår og af gode grunde ikke kan aflægge eksamen i bibelkundskab eller trosbekendelse, det er netop et billede på, at man ikke skal gøre sig stor eller fortjent til Guds kærlighed. Her kommer vi når vi skal gå fra barndom til ungdom, for at høre mere om den Gud der er med os alle dage, nemlig ved konfirmationen. Her kommer vi med vores elskede, når vi ønsker at fortælle Gud og hvermand at dette menneske er så højt elsket at man vil dele resten af livet med ham eller hende. Noget så stort, har brug for Guds velsignelse. Og her i kirken kommer vi med vore døde, for at bede Kristus om at værne dem, og os alle i døden og i hvad end der skal ske på den yderste dag, sådan som Martha også bekender. 6

7 Midt i smerten, som kan være så tung og dyb og ubærlig at der overhovedet ikke synes at være nogen vej ud, som for Martha og Maria får vi lov til at tro på, at vore døde er hos Gud. Det er mere end en dødeopvækkelse. Det er opstandelsestroen og håbet, som man kan leve livet på. Det er det, Martha bekender i dag: ja, Herre, jeg tror, at du er Kristus, Guds søn, ham som kommer til verden. Ikke bare den dag med Lazarus, men hver dag kommer Kristus til os i verden, indtil den yderste dag. Jeg hører indimellem, at troen på opstandelsen og det evige liv, er sådan en sutteklud som skal tage smerten fra de kristne, fordi de ikke tåler at døden er definitiv. Og jeg vil gå med så langt, at selvom vi vil hinanden det bedste når vi forsøger at trøste hinanden, så kan der være noget helt malplaceret i trøst. I hvert fald hvis trøst er en hjælp, som skal tage sorgen fra den sørgende, så er trøst ganske rigtigt en absurditet. For sorgen hverken skal eller kan tages fra den sørgende. Smerten skal ikke glemmes, men leves igennem. Sorgen over den døde ikke kan trøstes væk. Ingen ord eller handlinger kan får tomheden, savnet og det ubærlige til at gå væk. Kun at være sammen med andre, følgeskab, deling af det tiden kan gøre, at det bliver udholdeligt og til at bære. Når man har mistet, så sørger man. Sådan er det, og sådan skal det være. Hvis man ikke sørger, så har man jo heller ikke elsket. Men vi skal ikke trøstes på den måde, at vi skal glemme og komme videre. 7

8 Vi skal ikke glemme, for vi hører stadig sammen med det menneske, vi mistede. Og kristendommen forsøger aldrig at ophæve smerten og gøre den til ingenting. Det viser vel selve korsfæstelsen også. Men der er håb! For nok er den mistede død og borte, - men intetsteds er det menneske, du mistede eller du selv så alene, at Gud ikke er nær. Stiger jeg op til himlen, er du dér, lægger jeg mig i dødsriget, er du dér. Låner jeg morgenrødens vinger og slår mig ned, hvor havet ender, så leder din hånd mig også dér, din højre hånd holder mig fast. Du er ikke alene med din sorg, dit mørke eller med dig selv. Det mørke, hvor alt er tabt, hvor kærligheden går til grunde for evigt, hvor glæden mistes, og hvor vi for altid skal være alene med os selv, det vi har gjort og forsømt, - det mørke skal hverken være vores nutid eller fremtid. Siger jeg: "Mørket skal dække mig, lyset blive til nat omkring mig," så er mørket ikke mørke for dig, natten er lys som dagen, mørket er som lyset. Det er opstandelseshåbet. Et håb, som giver glæde midt i sorgen, spreder lys midt i al vort gravmørke. 8

9 Opstandelsen og livet. Det er vores håb. Et håb, som kalder os ud til liv og fællesskab og glæde. I dag bliver vi mindet om, at ingen af os skal leve evigt. Selv ikke Lazarus. Han kom også til at dø. Igen. Det blev bare udskudt lidt. Og vores tid er begrænset og det gælder om, at være fuldt og helt til stede i vort liv, mens vi har det. Og samtidig med bevidstheden om, at livet er så kort, og at vi derfor skal gøre os umage, så lever vi i opstandelsestroen på, at døden ikke er afslutningen, men at vi skal leve evigt hos Gud. Hvordan og hvorledes ved vi ikke, det må vi lade Gud om. Og så må vi tage livet som det er. Som en gave og en opgave! Kære menighed, stol på Gud! Amen. 9