ansøgninger om ortodontiske behandlinger ved privatpraktiserende specialtandlæge

Transkript

1

2 ansøgninger om ortodontiske behandlinger ved privatpraktiserende specialtandlæge Det fremgår af din henvendelse af 22. maj 2014 samt efterfølgende henvendelser, at du mener, at Frederikshavn og Hjørring Kommunes administration af åriges valg af tandreguleringsbehandling i privat praksis er i strid med sundhedslovens 129, stk. 2 og tandplejebekendtgørelsens 3. Du har blandt andet oplyst, at du mener, at Frederikshavn og Hjørring Kommune i mange tilfælde giver afslag på behandlingstilbud udarbejdet af dig til unge på år under henvisning til andre aspekter end de økonomiske aspekter af behandlingstilbuddet, hvilket kommunerne efter din opfattelse ikke har hjemmel til. Du har blandt andet henvist til en konkret afgørelse fra Frederikshavn Kommune af 15. januar 2014 vedrørende ansøgning om refusion af udgifter til tandreguleringsbehandling, hvoraf det fremgår, at Frederikshavn Kommune har meddelt afslag på det konkrete behandlingstilbud under henvisning til, at denne behandling ligger klart udenfor, hvad kommunen kan godkende efter saglige kriterier, og kommunen er således ikke forpligtet til at refundere prisen på denne behandling, jf. brev fra Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse af 11. oktober Af brev af 11. oktober 2012 fra Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse til De Offentlige Tandlæger fremgår følgende: De har med af 15. august 2012 rettet henvendelse til Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, hvori De på baggrund af ministeriets besvarelser af 19. september 2011 til Københavns Kommune og af 14. maj 2012 til Tandlægeforeningen udbeder om ministeriets bemærkninger til flg. problemstillinger: - Kan en af kommunens specialtandlæge foretaget visitation, der fører til den konklusion, at patienten ikke er berettiget til tandreguleringsbehandling, omgøres af en privatpraktiserende specialtandlæge? - Hvis en privatpraktiserende specialtandlæge i dette tilfælde visiterer til, at barnet er berettiget til tandregulering, kan kommunen på baggrund af den kommunale specialtandlæges visitation foretaget forud for patientens udmeldelse af det kommunale tandplejetilbud afvise, at en fritvalgspatient er berettiget til at modtage kommunalt tilskud til den pågældende behandling. - Hvilke dokumentationskrav skal kommunen opfylde for at kunne nægte at imødekomme et fremsat pristilbud? Hvilke muligheder har kommunen for at kontrollere, at den privatpraktiserende specialtandlæge ikke yder rabat på patientandelen uden tillige at yde tilsvarende rabat til kommunen? - Kan kommunen nægte at betale for behandlingen, såfremt patient/forældremyndighed ikke ønsker at deltage i en af kommunen ønsket kontrol af patienten forud for godkendelse af behandlingsplan og prisforslag? - Er Patientombuddet den korrekte klagevej i forbindelse med sådanne uoverensstemmelser mellem en kommune og privatpraktiserende specialtandlæger? 2

3 Patienterne i børne- og ungetandplejen kan vælge at modtage det vederlagsfri, kommunale tandplejetilbud hos praktiserende tandlæge efter eget valg. For 16- og 17-årige er denne ordning vederlagsfri, mens kommunen refunderer 65 pct. af udgifterne til børn og unge under 16 år, jf. 3, stk. 3 og 4, stk. 1 og 3, i bekendtgørelse nr. 179 af 28. februar 2012 om tandpleje (tandplejebekendtgørelsen). Således har kommunerne ikke mulighed for at afvise at betale for en tandbehandling, som en privatpraktiserende specialtandlæge har visiteret til under fritvalgsordningen. Denne mulighed foreligger hverken, selvom en kommunal specialtandlæge forudgående har foretaget en anden vurdering eller, selvom den pågældende patient/forældremyndigheden ikke ønsker at deltage i en af kommunen ønsket kontrol af patienten. Ministeriet kan gentage, at for unge under fritvalgsordningen foregår visitation til tandreguleringsbehandling hos praktiserende specialtandlæge. Hvis en kommunal specialtandlæge forud for den privatpraktiserende specialtandlæges visitation til tandreguleringsbehandling har foretaget en vurdering af, at den pågældende patient ikke er berettiget til tandreguleringsbehandling, er der med den praktiserende specialtandlæges fornyede vurdering ikke tale om en omgørelse (af en afgørelse) men derimod om en anden sundhedsfaglig vurdering. Kommunen kan i givet fald ikke afvise, at yde den i tandplejebekendtgørelsen fastsatte finansieringsandel til behandlingen. For så vidt angår kommunens mulighed for at indkalde den pågældende patient til en konkret, faglig vurdering af behandlingsoverslaget, kan ministeriet henlede opmærksomheden på, at en sådan vurdering udelukkende kan foretages med patientens/forældremyndighedens informerede samtykke, jf. lovbekendtgørelse nr. 913 af 13. juli 2010 om sundhedslovens 15, stk. 1, jf. 17, stk. 1, for så vidt angår årige patienter og 15, jf. 14, jf. 2 lov nr. 499 af 6. juni 2007 om forældreansvarsloven for så vidt angår patienter, der ikke er fyldt 15 år. Kommunen kan derfor ikke afvise at betale for en behandling, hvis patienten/forældremyndigheden ikke ønsker, at kommunen foretager kontrol af patientens behandlingsbehov. Kommunerne har ikke mulighed for direkte at kontrollere, hvorvidt en praktiserende specialtandlæge (med henblik på at opnå rabat på patientandelen) ikke oplyser den korrekte behandlingspris over for kommunen. I den forbindelse skal ministeriet henvise til 17 i lovbekendtgørelse nr. 877 af 4. august 2011 om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed, der siger, at en autoriseret sundhedsperson (herunder tandlæger) under udøvelsen af sin virksomhed er forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed. Kommunen har derimod mulighed for at beslutte, at tandregulering samt andre særligt kostbare behandlingsydelser, der ydes i privat praksis først må iværksættes, når kommunalbestyrelsen har godkendt iværksættelsen samt det af tandlægen afgivne behandlingstilbud. Således kan den afvise et prisoverslag, der i forhold til den af kommunen fremsatte og dokumenterede prisoverslag er for højt. For så vidt angår kommunens godkendelse af det afgivne behandlingstilbud er der i lovgivningen ikke taget konkret stilling til beregningsgrundlag eller dokumentationskrav i forbin- 3

4 delse med fastsættelse af hvilken behandlingspris, der kan opnå kommunens godkendelse. Kommunen er således blot forpligtet til at tage udgangspunkt i den lavest mulige pris, som det kan dokumenteres, at den pågældende behandling kan foretages for (enten hos en privatpraktiserende tandlæge eller hos kommunen selv). I denne sammenhæng må det forventes, at bestemmelserne i kapitel 6 i lovbekendtgørelse nr af 7. december 2007 (forvaltningsloven) om begrundelse m.v. af afgørelser samt om aktindsigt i kapitel 2 i lov nr af 28. september 1994 om offentlighed i forvaltningen (offentlighedsloven) og/eller kapitel 4 i forvaltningsloven tages i agt. Desuden må det påkræves, at almindelige forvaltningsretlige principper om f.eks. sagsoplysning (officialprincippet), lighed og saglighed, finder anvendelse i forbindelse med sagsbehandlingen. I medfør af 1, stk. 1, i lovbekendtgørelse af 1113 af 7. november 2011 om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet behandler Patientombuddet klager fra patienter over sundhedsvæsenets sundhedsfaglige virksomhed samt over patientrettigheder. Således behandler Patientombuddet ikke offentlige myndigheders klager over privatpraktiserende sundhedspersoner. Autoriserede sundhedspersoner er undergivet Sundhedsstyrelsens tilsyn. Som et led i dette tilsyn, kan styrelsen ved evt. misligholdelse af forpligtelsen til i medfør af autorisationslovens 17 at udvise omhu og samvittighedsfuldhed sætte en person i skærpet tilsyn, udstede påbud til vedkommende eller indstille til Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, at der indledes en sag ved domstolene om hel eller delvis indskrænkning af en sundhedspersons autorisation. Herudover har Sundhedsstyrelsen mulighed for midlertidigt helt eller delvis at fratage en sundhedspersons autorisation. Af brev af 7. oktober 2013 fra Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse til Frederikshavn og Hjørring kommunale tandpleje fremgår følgende: Frederikshavn og Hjørring kommunale tandplejer har med brev af 23. februar 2013 stillet spørgsmål om administration af fritvalgsordningen i privat praksis for de årige i relation til tandreguleringsbehandling. Kommunerne spørger i den forbindelse, - hvorledes kommunen skal forholde sig til behandlingsoverslag, der udvisiterer patienter til ortodontisk behandling i det tilfælde, hvor patienten tidligere er vurderet uden behandlingsindikation i den kommunale tandpleje, - om der kan gives en tidsramme, inden for hvilken en vurdering ved den kommunalt ansatte specialtandpleje kan siges at være gældende, - om der kan opstilles anbefalinger i forhold til, hvorledes behandlingsoverslag udformes, og hvad der som minimum skal beskrives af en privat leverandør, således at det er muligt kvalificeret at vurdere de økonomiske aspekter i et overslag, - om kommunen kan udbede sig modeller, røntgenoptagelser eller lign. i forbindelse med en økonomisk vurdering, 4

5 - om kommunen kan tilbyde kommunens behandlingspris som den kommunale medbetalingsandel ved bevilling af ortodontiske behandlinger i privat praksis, - hvorledes det forvaltningsretsmæssigt kan begrundes, hvis der alene tilbydes en procentdel af behandlingsoverslaget, svarende til kommunens dokumenterede behandlingspris, og - om der er en selvmodsigelse i lovteksten, når det i 3, stk. 3 i bekendtgørelse om tandpleje er anført, at tandpleje for de årige, der vælger det kommunale tilbud fra, er vederlagsfri. Det fremgår af sundhedslovens 129, stk. 1, at unge på 16 og 17 år selv kan vælge, om de ønsker at modtage det vederlagsfri, kommunale tandplejetilbud hos praktiserende tandlæge efter eget valg eller på en kommunal klinik, hvis kommunalbestyrelsen har oprettet en sådan. Tandreguleringsbehandling af 16 og 17 årige i privat praksis efter eget valg vil ifølge 2, stk. 1, nr. 4, i bekendtgørelse om tandpleje (tandplejebekendtgørelsen) skulle foregå i overensstemmelse med de regler, der fremgår af bilag 1 til tandplejebekendtgørelsen, jf. 4, stk. 2. Efter tandplejebekendtgørelsens 3, stk. 5, kan kommunalbestyrelsen beslutte, at tandregulering, der ydes i privat praksis efter eget valg, først må iværksættes, når kommunalbestyrelsen har godkendt iværksættelsen af behandlingen og det behandlingstilbud, som tandlægen har afgivet. Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse skal i den forbindelse bemærke, at adgangen efter sundhedslovens 129, stk. 1, til at vælge at modtage det vederlagsfri kommunale tandplejetilbud i privat praksis efter eget valg, omfatter det samlede tandplejetilbud, herunder visitation til tandregulering og tandreguleringsbehandling. Det vil således være den praktiserende tandlæges ansvar på baggrund af en diagnostisk undersøgelse at visitere til tandregulering i henhold til reglerne i bilag 1 til tandplejebekendtgørelsen. Dette følger af det grundlæggende princip om, at det er den sundhedsperson, der er underlagt det faglige ansvar for behandlingen, som bør besidde beslutningskompetencen i forhold til hvilken behandling, der iværksættes. Der henvises i den forbindelse til 17 i lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed. Det er på den baggrund ministeriets vurdering, at kommunen i medfør af tandplejebekendtgørelsens 3, stk. 5, alene vil kunne træffe beslutning om de økonomiske aspekter af behandlingstilbuddet. Kommunen vil derfor ikke i sin vurdering af det afgivne behandlingstilbud kunne lægge vægt på, om den unge tidligere i kommunalt regi er vurderet til ikke at skulle modtage tandreguleringsbehandling, ligesom en tidligere udført vurdering ved den kommunalt ansatte specialtandlæge heller ikke vil kunne indgå i vurderingen. 5

6 Endvidere skal ministeriet bemærke, at der hverken i sundhedsloven eller tandplejebekendtgørelsen er fastsat regler for, hvorledes behandlingsoverslag skal udformes eller regler for, hvilken dokumentation kommunerne kan kræve som grundlag for at vurdere et fremsendt behandlingsoverslag fra en privatpraktiserende tandlæge. Kommunerne må derfor vurdere disse spørgsmål under hensyntagen til forvaltningsretlige sagsbehandlingsprincipper, herunder officialprincippet. Ministeriet skal herudover bemærke, at der ikke i sundhedsloven eller tandplejebekendtgørelsen er fastsat regler om fastsættelse af den pris, kommunerne skal betale for tandreguleringsbehandling, der udføres af en privatpraktiserende tandlæge efter eget valg. Men kommunen vil efter tandplejebekendtgørelsens 3, stk. 5, kunne stille krav om, at reguleringsbehandlingen først iværksættes, når kommunen har godkendt det af tandlægen afgivne behandlingstilbud. Ved eventuel uenighed om, hvilken type af reguleringsbehandling, der bør udføres, vil kommunen, som anført i 3, stk. 3, kunne refundere prisen på den behandling, som kommunen kan godkende. Ministeriet finder ikke, at den i 3, stk. 3, anviste mulighed for, at kommunen kan refundere et beløb, svarende til prisen på den behandling, kommunen kan godkende, står i modsætning til den unges krav på at modtage vederlagsfri behandling. Bestemmelsen skal derimod ses som et udtryk for, at man har ønsket at give patienten en mulighed for at få udført en anden eller dyrere behandling mod selv at betale en eventuel merudgift. Herudover skal ministeriet i relation til det i brevet anførte om, at Sundhedsstyrelsen anbefaler, at ikke over % af en årgang tilbydes tandreguleringsbehandlinger, bemærke, at kommunerne har pligt til at tilbyde tandreguleringsbehandling til et barn, når der efter de fastsatte visitationsregler i bilag 1 til tandplejebekendtgørelsen er grundlag herfor. Kommunerne vil således ikke med henvisning til en særlig procentuel andel af børnene i en årgang kunne afvise at give tandreguleringsbehandling til et barn, når der efter de fastsatte visitationsregler er grundlag for at tilbyde barnet behandling. Endelig skal ministeriet medgive, at den lovgivning, der regulerer adgangen til at modtage vederlagsfri tandpleje i privat praksis, langt fra berører alle de aspekter, som kommunerne naturligt må overveje i forbindelse med administration af reglerne. Der er derfor behov for, at kommunerne også på dette område kontinuerligt arbejder på at finde praktiske løsninger på spørgsmål, som ikke er reguleret ved lov. Af udtalelse af 13. august 2014 fra Frederikshavn og Hjørring Kommune til Statsforvaltningen fremgår følgende: Indledningsvist skal det fremhæves, at den enkeltstående sag har nævnt i sin henvendelse ikke vil blive kommenteret konkret, men kun nævnt i situationer hvor det findes hensigtsmæssigt, for besvarelse af Statsforvaltningens forespørgsel. Det skal dog påpeges at der fortsat er mulighed for den pågældende borger at klage til Patientombuddet såfremt Frederikshavn Kommunes afgørelse og behandling af sagen har været utilfredsstillende. Frederikshavn kommune er ikke vidende om at der er indgivet klage. 6

7 Nærværende redegørelse vil have sit udgangspunkt i, hvorvidt Hjørring Kommune og Frederikshavn Kommune generelt overholder lovgivningen for tandpleje og behandling af unge på år, som er beskrevet i Sundhedslovens 129, bekendtgørelse om tandpleje af nr. 179 samt Sundhedsstyrelsens vejledning Omfanget af og kravene til den kommunale og regionale tandpleje af Da den grundlæggende lovgivning indeholder flere fortolkningsspørgsmål, der påvirker udøvelsen af kommunens myndighedsopgave på området, har Hjørring Kommune og Frederikshavn Kommune tidligere fremsendt flere opklarende spørgsmål til Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, hvilket har afstedkommet to svar fra ministeriet med uddybende fortolkninger til lov, bekendtgørelse samt vejledning. Hjørring Kommune og Frederikshavn Kommune er opmærksom på at Tilsynet allerede har modtaget ministeriets svar, hvorfor de ikke er vedlagt. Hjørring- og Frederikshavn Kommune forstår henvendelse således: kritiserer Hjørring Kommune og Frederikshavn Kommune for ikke at overholde lovgivningen ved at kræve dokumentation inden den kommunale tandpleje godkender behandling og pris herfor. Det skal præciseres, at Hjørring Kommune samt Frederikshavn Kommune ikke vurderer, at kommunerne overtræder gældende ret i forhold til administration af 16 og 17 åriges frie valgmulighed for at modtage kommunal tandplejetilbud ved privatpraktiserende tandlæger. Kommunerne finder det således nødvendigt, for at følge lovgivningen, at der foreligger nødvendig og tilstrækkelig dokumentation for behandlingen, herunder elementerne i prisfastsættelsen, serviceniveau m.v., før kommunen må påtage sig udgiften. Det findes derfor relevant at henlede opmærksomheden på bekendtgørelsens 3, stk. 3, 2. punktum og stk. 5, 1. punktum, hvor der anføres følgende : ( ) 3, stk. 3, 2. punktum, må tolkes således at unge på 16 og 17 år, kan få udarbejdet en dyrere behandling, der ligger udover kommunens serviceniveau, men skal betale differencen herpå. Hjørring og Frederikshavns kommuners fortolkning af ovenstående suppleres af vejledningen af 2006, hvor der anføres under punkt 1.2., første afsnit: Reglerne for omfanget af og kravene til børne- og ungdomstandplejen er de samme, hvad enten tandpleje ydes på offentlig klinik eller hos praktiserende tandlæge. Og ydermere i punkt , 3. afsnit. For unge på 16 og 17 år, der modtager tandpleje hos praktiserende tandlæge, refunderer kommunalbestyrelsen et beløb, der svarer til prisen på den behandling, som kommunalbestyrelsen har godkendt. 7

8 3, stk. 5, 1. punktum, må tolkes således at kommunalbestyrelsen først skal godkende iværksættelsen af behandlingen i privat praksis. Det følger desuden af ministeriets svar at der ikke må stilles spørgsmål til behandlingens relevans men at officialprincippet skal opfyldes. Ministeriet anfører således i svarbrev af 7. oktober 2013 (side 2, 6. og 7. afsnit): Endvidere skal ministeriet bemærke, at der hverken i sundhedsloven eller tandplejebekendtgørelsen er fastsat regler for, hvorledes behandlingsoverslag skal udformes eller regler for, hvilken dokumentation kommunerne kan kræve som grundlag for at vurdere et fremsendt behandlingsoverslag fra en privatpraktiserende tandlæge. Kommunerne må derfor vurdere disse spørgsmål under hensyntagen til forvaltningsretlige sagsbehandlingsprincipper, herunder officialprincippet. Ministeriet skal herudover bemærke, at der ikke i sundhedsloven eller tandplejebekendtgørelsen er fastsat regler om fastsættelse af den pris, kommunerne skal betale for tandreguleringsbehandling, der udføres af en privatpraktiserende tandlæge efter eget valg. Men kommunen vil efter tandplejebekendtgørelsens 3, stk. 5, kunne stille krav om, at reguleringsbehandlingen først iværksættes, når kommunen har godkendt det af tandlægen afgivne behandlertilbud. Ved eventuel uenighed om, hvilken type af reguleringsbehandling, der bør udføres, vil kommunen, som anført i 3, skt. 3, kunne refundere prisen på den behandling, som kommunen kan godkende. Officialprincippet skal iagttages såfremt det er af væsentlig betydning for afgørelsens lovlighed og rigtighed, og retter sig både til tilvejebringelse af fyldestgørende faktiske og retlige grundlag for afgørelsen. Hjemmelskravet for at kommunerne må afholde udgifterne indenfor tandplejelovgivningen også på området for frit valg, beror på at behandlingen falder indenfor de betingelser og retningslinjer, der er fastsat i Sundhedsloven med tilhørende retningslinjer, hvilket derfor indebærer, at kommunen skal have tilsendt den fornødne dokumentation forud for afholdelse af udgiften. Eftersom behandlingen skal være veldokumenteret forinden afgørelsen, er der således behov for, at den private praksis som minimum oplyser nærmere om den behandling, der skal foretages, på hvilken måde og med hvilke materiale. Ellers har den kommunale tandpleje ikke mulighed for at sikre at behandling og pris, ligger inden for det serviceniveau som kommunen skal/må finansiere eller om der er ydelser, der ligger herudover, som borgeren selv skal betale. Hjørring Kommune og Frederikshavn Kommune har på baggrund af ovenstående den opfattelse at et krav om en specificeret vurdering af om behandlingen ligger indenfor det af byrådet fastlagte serviceniveau, herunder prisfastsættelsen, ligger inden for lovens rammer. Hjørring Kommune og Frederikshavn Kommuner har endvidere udarbejdet politisk vedtagne principper og retningslinjer vedrørende behandling af unge på 16 og 17 år i privat praksis, og hvilken dokumentation der kræves i forbindelse med godkendelse heraf. De to kommuners fastsættelse af retningslinjer for dokumentation er en direkte følge af en opfordring fra ministeriet i brev af 7. oktober 2013 (side 3, sidste afsnit): 8

9 Endelig skal ministeriet medgive, at den lovgivning, der regulerer adgangen til at modtage vederlagsfri tandpleje i privat praksis, langt fra berører alle de aspekter, som kommunerne naturligt må overveje i forbindelse med administration af reglerne. Der er derfor behov for, at kommunerne også på dette område kontinuerligt arbejder på at finde praktiske løsninger på spørgsmål, som ikke er reguleret ved lov. er bekendt med retningslinjerne. I praksis For Frederikshavn kommunes vedkommende kan det oplyses, at af patienter under fritvalgsordningen var der pr. august 2013 i alt 20 patienter i eksterne reguleringsbehandling bevilget i henhold til lovgivningen af Frederikshavn kommune. For fire behandlingsoverslag er kommunal behandling afvist, dels med begrundelse i at behandlingen ikke ville kunne færdiggøres før det fyldte 19ende år og dels med den begrundelse at patienterne tidligere er tilbudt eller har fået gennemført reguleringsbehandlinger i den kommunale tandpleje. To af disse afgørelser er indklaget til Patientombuddet, der i begge tilfælde vurderer at der ikke kan rejses kritik af Frederikshavn kommunes behandling af sagen. For Hjørring Kommunes vedkommende var der under fritvalgsordningen pr. august 2013 kun 5 patienter i tandreguleringsbehandling ved specialtandlæge Der er kun en patient, hvis behandlingsoverslag er afvist, da det ikke var muligt at få tilsendt et studiemateriale, hvor der var overensstemmelse mellem diagnoserne i behandlingsoverslaget og studiematerialet. Det fremgår af Frederikshavn og Hjørring Kommuners fremsendte Retningslinjer ved ansøgninger om ortodontiske behandlinger ved privatpraktiserende specialtandlæge af december 2013, at ligeledes vil en fornyet undersøgelse ved den kommunale tandpleje blive tilbudt patienter, der ikke bevilges tilskud til ekstern ortodontisk behandling. Formålet hermed er at udelukke evt. nyopståede behandlingskrævende ændringer eller andre behandlingsudløsende faktorer. Af brev af 26. marts 2015 fra Ministeriet fra Sundhed og Forebyggelse til dig fremgår følgende: De har med brev af 23. januar 2014 stillet en række spørgsmål i relation til Frederikshavn og Hjørring kommuners administration af sundhedslovens bestemmelser om unges adgang til at modtage tandreguleringsbehandling i privat praksis. Baggrunden for Deres henvendelse er, at Frederikshavn og Hjørring kommuner har udsendt Retningslinjer vedrørende ansøgning om ortodontiske behandlinger ved privatpraktiserende specialetandlæge. Retningslinjerne skal ses i lyset af ministeriets brev af 11. oktober 2012 til De Offentlige Tandlæger og ministeriets brev til Frederikshavn og Hjørring kommuner af 7. oktober 2013 om administration af fritvalgsordningen. De spørger på i den forbindelse, - om retningslinjerne for Frederikshavn og Hjørring kommuner er i overensstemmelse med sundhedslovens intentioner, 9

10 - om en kommune kan kræve, at behandlingsplaner, som ligger til grund for kommunernes vurdering af økonomiske overslag fra en privatpraktiserende tandlæge, skal indeholde alle de elementer, der fremgår af retningslinjerne, - om de omkostninger, som er forbundet med at fremlægge materiale til brug for kommunens vurdering, skal betales af patienten eller kommunen, - om kommunen har ret til at indkalde årige, der er udmeldt af den kommunale børnetandpleje, til undersøgelse i den kommunale tandpleje, - om det må få indflydelse på en eventuel afgørelse fra kommunen, hvis en patient ikke ønsker at møde op til en sådan undersøgelse, og - hvor lang tid kommunen må bruge på at behandle en ansøgning om godkendelse af et behandlingsoverslag fra en privatpraktiserende tandlæge i forhold til årige. De har samtidig indsendt kopi af et brev af 15. januar 2014 fra Frederikshavn Kommune, hvor der meddeles afslag på en ansøgning om godkendelse af et behandlingstilbud på tandreguleringsbehandling for én af Deres patienter. De anmoder i den forbindelse om en vurdering af, hvorvidt kommunen fortolker bekendtgørelse om tandpleje og ministeriets tidligere udmeldinger korrekt. De har efterfølgende, den 1. maj 2014, 20. september 2014 og 26. februar 2015, indsendt kopi af afslag på behandlingstilbud fra Frederikshavn og Hjørring kommuner for en række af Deres øvrige patienter. Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse skal i den forbindelse bemærke, at det fremgår af sundhedslovens 129, stk. 1, at unge på 16 og 17 år selv kan vælge, om de ønsker at modtage det vederlagsfri, kommunale tandplejetilbud hos praktiserende tandlæge efter eget valg eller på en kommunal klinik. Adgangen til at vælge at modtage det vederlagsfri kommunale tandplejetilbud i privat praksis omfatter det samlede tandplejetilbud, herunder visitation til tandregulering og tandreguleringsbehandling. Tandreguleringsbehandling af 16 og 17 årige i privat praksis efter eget valg vil ifølge 2, stk. 1, nr. 4, i bekendtgørelse om tandpleje (tandplejebekendtgørelsen) skulle foregå i overensstemmelse med de regler, der fremgår af bilag 1 til tandplejebekendtgørelsen, jf. 4, stk. 2. Ansvarsfordeling For de unge, der har valgt at gøre brug af fritvalgsordningen, vil det således være den praktiserende tandlæges ansvar på baggrund af en diagnostisk undersøgelse at visitere til tandregulering i henhold til reglerne i bilag 1 til tandplejebekendtgørelsen. Dette følger af det grundlæggende princip om, at det er den sundhedsperson, der er underlagt det faglige ansvar for behandlingen, som bør besidde beslutningskompetencen i forhold til hvilken behandling, der iværksættes. Der henvises i den forbindelse til 17 i lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed. 10

11 Ministeriet hæfter sig i den forbindelse ved, at det af retningslinjerne fra Frederikshavn og Hjørring kommuner fremgår, at: Ligeledes vil en fornyet undersøgelse ved den kommunale tandpleje blive tilbudt patienter, der ikke bevilges tilskud til ekstern ortodontisk behandling. Formålet hermed er at udelukke evt. nyopståede behandlingskrævende ændringer eller andre behandlingsudløsende faktorer. Hertil skal ministeriet bemærke, at det fremgår af Sundhedsstyrelsens vejledning for omfanget af og kravene til den kommunale og regionale tandpleje fra 2006, at: Ved valg af privat praksis, jf. bekendtgørelsens 4 (nu 3, stk. 3 og 5), er det den valgte tandlæge, der dels er ansvarlig for, at ortodontisk undersøgelse indgår i de regelmæssige, generelle undersøgelser af barnet / den unge, dels er ansvarlig for, at børn med tandstillingsfejl henvises til konsultation hos specialtandlæge. Der er ikke hjemmel til, at den kommunale tandpleje mod betaling tilbyder ortodontisk visitation af de børn, der efter eget valg modtager tandpleje hos praktiserende tandlæge. Kommunen har således ikke mulighed for at tilbyde ortodontisk visitation af unge, der efter eget valg modtager tandpleje hos privatpraktiserende tandlæger. Kommunal sagsbehandling i forbindelse med tandreguleringsbehandling Efter tandplejebekendtgørelsens 3, stk. 5, kan kommunalbestyrelsen beslutte, at tandregulering, der ydes i privat praksis efter eget valg, først må iværksættes, når kommunalbestyrelsen har godkendt iværksættelsen og det behandlingstilbud, som tandlægen har afgivet. Som det fremgår af ministeriets brev af 7. oktober 2013 til Frederikshavn og Hjørring kommuner, er det ministeriets vurdering, at kommunen i medfør af 3, stk. 5, alene vil kunne træffe beslutning om de økonomiske aspekter af behandlingstilbuddet. Kommunen vil derfor ikke i sin vurdering af et behandlingstilbud kunne lægge vægt på, om den unge tidligere i kommunalt regi er vurderet til ikke at skulle modtage tandreguleringsbehandling, ligesom en tidligere udført vurdering ved den kommunalt ansatte specialtandlæge heller ikke vil kunne indgå i vurderingen. Kommunen vil derfor ikke skulle efterprøve den privatpraktiserende tandlæges vurdering af behandlingsbehovet. Men kommunen har mulighed for at afvise et behandlingstilbud med henvisning til, at prisen på behandlingen er for høj, sammenlignet med hvad kommunen selv eller en anden privatpraktiserende tandlæge kan udføre behandlingen til. Som det fremgår af ministeriets brev af 7. oktober 2013, er der hverken i sundhedsloven eller tandplejebekendtgørelsen fastsat regler for, hvorledes behandlingstilbud skal udformes eller regler for, hvilken dokumentation kommunerne kan kræve som grundlag for at vurdere et behandlingsoverslag fra en privatpraktiserende tandlæge. Om Frederikshavn og Hjørring kommune kan stille de dokumentationskrav, der fremgår af kommunens retningsliner, må derfor vurderes ud fra almindelige forvaltningsretlige principper, herunder officialprincippet. 11

12 Ministeriet har ikke mulighed for at gå ind i en vurdering af, hvilken dokumentation, der er nødvendig, for at kommunen kan tage stilling til et konkret behandlingstilbud. Endvidere skal ministeriet bemærke, at sundhedsloven ikke tager stilling til, hvem der skal afholde de udgifter, der er forbundet med at udarbejde materiale til brug for kommunens vurdering af behandlingstilbud fra en privatpraktiserende tandlæge. Det er imidlertid ministeriets vurdering, at det vil stride mod den unges krav på at modtage vederlagsfri behandling, jf. sundhedslovens 127, stk. 1, hvis udgiften væltes over på patienten. Herudover skal ministeriet bemærke, at det fremgår af ministeriets svar af 11. oktober 2012, at en kommune ikke kan stille krav om, at patienten møder op til undersøgelse i den kommunale tandpleje med henblik på, at kommunen kan vurdere, om der er grundlag for at godkende den privatpraktiserende tandlæges behandlingsoverslag. Indsendte eksempler på afslag på behandlingstilbud Det skal bemærkes, at ministeriet ikke har mulighed for at vurdere grundlaget for de meddelte afslag fra Frederikshavn og Hjørring kommuner. Det kan i den forbindelse oplyses, at De har mulighed for at klage til Statsforvaltningen over kommunernes administration af lovgivningen på området. Ministeriet hæfter sig dog ved en række af de begrundelser, der fremgår af de indsendte afslag, herunder: 1. ( ) denne behandling ligger klart udenfor, hvad kommunen kan godkende efter saglige kriterier og kommunen er således ikke forpligtet til at refundere prisen på denne behandling. Jævnfør brev fra Ministeriet for sund(hed) og forebyggelse af 11. oktober (Brev til Dem af 15. januar 2014 fra Frederikshavn Kommune) 2. ( ) jeg ikke kan godkende iværksættelsen (af) behandlingen og det behandlingstilbud, der er afgivet i den aktuelle sag. Jeg har ikke ved undersøgelsen kunnet konstatere nyopståede behandlingskrævende ændringer eller andre behandlingsudløsende faktorer. (Brev til Dem af 14. marts 2014 fra Hjørring Kommune) 3. Desuden må den kommunale tandpleje sætte spørgsmålstegn ved prisen på behandlingen. Den kommunale tandpleje finder, at behandling af pågældende patient ligger ud over det kommunale serviceniveau på tandreguleringsområdet. (Brev til Dem af 17. september 2014 fra Frederikshavn Kommune. Det står ikke ministeriet klart, hvad der er baggrunden for, at kommunen i stedet for at meddele afslag på de forelagte behandlingstilbud ikke er kommet med en tilkendegivelse om, hvilken behandling eller behandlingspris kommunen i stedet kan godkende. Dette bl.a. set i lyset af kommunernes retningslinjer på området, hvoraf det bl.a. fremgår, at: Kommunen er forpligtet til at refundere prisen på den behandlingsudgift som kommunen kan godkende ud fra saglige kriterier. 12

13 Herudover har ministeriet vanskeligt ved at se, på hvad måde ministeriets brev af 11. oktober 2012 begrunder det afslag, der er citeret under pkt. 1. Ministeriet hæfter sig desuden ved, at kommunen i den begrundelse, der er citeret under pkt. 2, inddrager kommunens egen vurdering af patientens behandlingsbehov. Statsforvaltningen har på baggrund af Frederikshavn og Hjørring kommuners redegørelse af 13. august 2014 til Statsforvaltningen samt udtalelse af 2. juli 2015 fra Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse anmodet Frederikshavn og Hjørring kommuner om en supplerende udtalelse i sagen. Følgende fremgår af Frederikshavn og Hjørring kommuners redegørelse af 14. juni 2016: ( ) Indledningsvis skal det præciseres, at det fortsat er Hjørring Kommunes samt Frederikshavn Kommunes opfattelse, at kommunerne overholder gældende ret i forhold til administration af 16 og 17 åriges fri valgmulighed for at modtage kommunal tandplejetilbud ved privatpraktiserende tandlæger. Tandplejen i kommunerne skal således kun sammenligne prisen for den foreslåede behandling med den pris den kommunale tandpleje selv vil kunne udføre behandlingen for (inklusiv overheadudgifter), alternativt en pris indhentet hos en anden privat praktiserende specialtandlæge. Som vi forstår den seneste henvendelse fra Statsforvaltningen er spørgsmålet mere præcist hvorvidt kommunerne lovligt kan tilbyde ortodontisk undersøgelse af unge, der efter eget valg modtager tandpleje hos privatpraktiserende tandlæger. Statsforvaltningen har i sit brev henvist til Sundhedsstyrelsens vejledning (side 21, 3. afsnit): Ved valg af privat praksis, jf. bekendtgørelsens 4, er det den valgte tandlæge, der dels er ansvarlig for, at ortodontisk undersøge indgår i de regelmæssige, generelle undersøgelser af barnet / den unge, dels er ansvarlig for, at børn med tandstillingsfejl henvises til konsultation hos specialtandlæge. Der er ikke hjemmel til, at den kommunale tandpleje mod betaling tilbyder ortodontisk visitation af de børn, der efter eget valg modtager tandpleje hos privatpraktiserende tandlæger. Ministeriet konkluderer efterfølgende, at Hjørring Kommune og Frederikshavn Kommune ikke har mulighed for at tilbyde ortodontisk visitation af unge, der efter eget valg modtager tandpleje hos privatpraktiserende tandlæger. Hjørring Kommune og Frederikshavn Kommune er enig i at der ikke mod betaling kan tilbydes ortodontisk visitation af de børn, der efter eget valg modtager tandpleje hos praktiserende tandlæge, jf. vejledningens ordlyd. 13

14 Der er desuden enighed i, at lovgiver på baggrund af sundhedsfaglige personers grundlæggende ansvar har bestemt at den kommunale tandpleje ikke kan efterprøve den privatpraktiserende tandlæges vurdering af behandlingsbehovet. Hjørring Kommune og Frederikshavn Kommune finder det dog ikke i strid med lovgivning at tilbyde en omkostningsfri ortodontisk undersøgelse hos den kommunale tandpleje. Formålet hermed er for at få klarhed over prisen på det behandlingsbehov den privatpraktiserende tandlæge har vurderet, og dermed en endelig godkendelse af en behandlings iværksættelse, jf. tandplejebekendtgørelsens 3, stk. 5. ( ) Kommunen har således forpligtelsen til at afvise prisen for behandlingen, hvis den er for høj, sammenlignet med hvad kommunen selv eller en anden privatpraktiserende tandlæge kan udføre behandlingen til. Den omkostningsfri ortodontiske undersøgelse vil give den kommunale tandpleje den nødvendige information for at kunne afgøre, hvilken pris den kommunale tandpleje kan udføre behandlingen til. Afviser patienten tilbuddet om en omkostningsfri ortodontisk undersøgelse, vil det ikke umiddelbart have konsekvenser i forhold til behandlingen, men vil i stedet afstedkomme et krav om frembringelse af fyldestgørende oplysninger, der skal danne grundlag for den kommunale tandplejes vurdering af behandlingens omfang og dermed prisen for behandlingen. I den situation vil det (fortsat) være den kommunale tandplejes vurdering om det fremsendte materiale fra den privatpraktiserende tandlæge danner et nødvendigt og tilstrækkeligt grundlag for behandlingen, herunder for elementerne i prisfastsættelsen, før kommunen må påtage sig udgiften. Tandplejen adskiller sig således ikke fra de øvrige dele af den offentlige forvaltning, hvor officialprincippet kræver at en sag skal være fuldt ud belyst før der træffes afgørelse. Der henvises i den forbindelse til ministeriets svarbrev af 7. oktober 2013 (side 2, 6. og 7. afsnit) Endvidere skal ministeriet bemærke, at der hverken i sundhedsloven eller tandplejebekendtgørelsen er fastsat regler for, hvorledes behandlingsoverslag skal udfores eller regler for, hvilken dokumentation kommunerne kan kræve som grundlag for at vurdere et fremsendt behandlingsoverslag fra en privatpraktiserende tandlæge. Kommunerne må derfor vurdere disse spørgsmål under hensyntagen til forvaltningsretlige sagsbehandlingsprincipper, herunder officialprincippet. Hjørring Kommune og Frederikshavn Kommuner skal samtidig henlede opmærksomheden på ministeriets brev af 7. oktober 2013 (side 3, sidste afsnit)) 14

15 Endelig skal ministeriet medgive, at den lovgivning, der regulerer adgangen til at modtage vederlagsfri tandpleje i privat praksis, langt fra berører alle de aspekter, som kommunerne naturligt må overveje i forbindelse med administration af reglerne. Der er derfor behov for, at kommunerne også på dette område kontinuerligt arbejder på at finde praktiske løsninger på spørgsmål, som ikke er reguleret ved lov. Hjørring Kommune og Frederikshavn Kommune har således den opfattelse at en indkaldelse til en omkostningsfri ortodontisk undersøgelse ligger inden for rammerne af hvad den gældende lovgivning tillader. Statsforvaltningen har på baggrund af ovennævnte den 14. og 22. november 2016 været i telefonisk kontakt med Sundheds- og Ældreministeriet vedrørende fortolkning af Ministeriets brev af 26. marts 2015, hvori der på side 2, sidste afsnit, er henvist til Sundhedsstyrelsens vejledning for omfanget af og kravene til den kommunale og regionale tandpleje for 2006, hvorefter der ikke er hjemmel til, at den kommunale tandpleje mod betaling tilbyder ortodontisk visitation af de børn, der efter eget valg modtager tandpleje hos praktiserende tandlæge. I første afsnit på side 3 fremgår videre: Kommunen har således ikke mulighed for at tilbyde ortodontisk visitation af unge, der efter eget valg modtager tandpleje hos privatpraktiserende tandlæge. Ministeriet for Sundheds- og Ældreministeriet har den 22. november 2016 telefonisk oplyst til Statsforvaltningen, at det i henhold til formuleringen i ovennævnte skrivelse er ministeriets opfattelse, at når der er foretaget valg af tandpleje hos en privatpraktiserende tandlæge i henhold til sundhedslovens 129, stk. 2, har kommunen ikke mulighed for at tilbyde ortodontisk visitation af den unge, der efter eget valg modtager tandpleje hos privatpraktiserende tandlæge, og dette gælder uanset om kommunens tilbud om ortodontisk visitation er mod betaling eller ej. Statsforvaltningens kompetence Statsforvaltningen fører tilsyn med, at kommunerne overholder den lovgivning, der særligt gælder for offentlige myndigheder, jf. kommunestyrelseslovens 48, stk. 1. Statsforvaltningens tilsyn er et retligt tilsyn, og vi beslutter selv, om der er tilstrækkeligt grundlag for at rejse en tilsynssag. Statsforvaltningen er derfor ikke en klageinstans. Det følger af kommunestyrelseslovens 48 a, at Statsforvaltningen kun rejser en sag, hvis der foreligger oplysninger, der giver os grundlag for at antage, at kommunen har overtrådt den lovgivning, som vi påser overholdelsen af. Statsforvaltningen kan ikke tage stilling til, om en afgørelse er rimelig eller hensigtsmæssig, eller til spørgsmål vedrørende kommunens skønsudøvelse, så længe skønnet udøves inden for de rammer, der følger af offentligretlig lovgivning og offentligretlige grundsætninger. Statsforvaltningen kan endvidere ikke tage stilling til, om kommunen har overholdt god forvaltningsskik, det vil sige om kommunen har begået fejl eller forsømmelser eller har været for langsom. Statsforvaltningen kan udtale sig om lovligheden af kommunale dispositioner eller undladelser, jf. kommunestyrelseslovens

16 Retsgrundlag Der fremgår følgende af sundhedslovens , lovbekendtgørelse nr af 24. september 2016: 127. Kommunalbestyrelsen tilbyder alle børn og unge under 18 år med bopæl i kommunen vederlagsfri forebyggende og behandlende tandpleje. Stk. 2. Kommunalbestyrelsen er ansvarlig for færdiggørelse af påbegyndte behandlinger ud over det fyldte 18. år Kommunalbestyrelsen tilbyder tandplejen efter 127 på offentlige klinikker eller hos praktiserende tandlæger, som kommunalbestyrelsen indgår aftale med Børn og unge under 18 år, der ønsker et andet tandplejetilbud end det, kommunalbestyrelsen vederlagsfrit stiller til rådighed, kan vælge at modtage børne- og ungdomstandpleje på en anden kommunes tandklinik. Stk. 2. Unge på 16 og 17 år kan selv vælge, om de ønsker at modtage det vederlagsfri kommunale tandplejetilbud hos praktiserende tandlæge efter eget valg eller på kommunal klinik, hvis kommunalbestyrelsen har oprettet en sådan. Stk. 3. En kommune kan afvise at modtage børn fra andre kommuner, hvis det er begrundet i kapacitetsmæssige hensyn. Stk. 4. Sundheds- og ældreministeren fastsætter nærmere regler om adgangen til at skifte mellem kommunal kliniktandpleje og privat tandlægepraksis samt om adgangen til at modtage tandplejetilbuddet på en anden kommunes tandklinik. Der fremgår følgende af tandplejebekendtgørelsens 2, 3 og 4, stk. 2, bekendtgørelse nr. 179 af 28. februar 2012 med senere ændringer: 2. Børne- og ungdomstandplejen skal omfatte: 1) Almen forebyggelse, herunder oplysningsvirksomhed m.v. 2) Undersøgelser af tand-, mund- og kæberegionens udvikling og sundhedstilstand. 3) Individuel forebyggelse, herunder oplysning af den enkelte samt forældre. 4) Behandling af anomalier, læsioner og sygdomme i tand-, mund- og kæberegionen og tandregulering i overensstemmelse med de i bilag 1 til bekendtgørelsen angivne regler for ortodontivisitation og ortodontiindikationer. Stk. 2. Reglerne for omfanget af og kravene til børne- og ungdomstandplejen er de samme, hvad enten tandpleje ydes på offentlig klinik eller hos praktiserende tandlæge. Det gælder både, når tandplejen i privat praksis er en del af det vederlagsfri kommunale tandplejetilbud, og når der er tale om tandpleje, som barnet/den unge selv har valgt, jf. 4 og 5. 16

17 Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan fastsætte generelle retningslinjer vedrørende hyppigheden af indkaldelse af børn og unge til tandpleje. Stk. 4. Kommunalbestyrelsen kan aftale med regionsrådet, at regionsrådet varetager anæstesibetjeningen for børn og unge, der har behov for tandbehandling i generel anæstesi. 3. Kommunalbestyrelsen kan tilbyde den vederlagsfri børne- og ungdomstandpleje på offentlige klinikker (klinikkommuner) eller hos praktiserende tandlæger med hvilke kommunalbestyrelsen indgår aftale (praksiskommuner). Kommunalbestyrelsen kan også beslutte at indgå aftale med en eller flere praktiserende tandlæger om varetagelse af børne- og ungdomstandplejen. Kommunalbestyrelsen har fortsat ansvaret for opgavens løsning, selv om der indgås aftale med en eller flere tandlæger om varetagelse af opgaven. Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan beslutte at tilrettelægge sin børne- og ungdomstandpleje således, at kommunen både anvender offentlige klinikker og praktiserende tandlæger. Stk. 3. Unge på 16 og 17 år kan vælge at modtage det vederlagsfri kommunale tandplejetilbud hos praktiserende tandlæge efter eget valg, selv om kommunalbestyrelsen har besluttet at tilrettelægge ungdomstandplejen på offentlige klinikker eller har indgået aftale med én eller flere tandlæger om varetagelse af opgaven. Ønsker unge på 16 og 17 år en anden eller dyrere behandling i privat tandlægepraksis end den, der kan godkendes af kommunen, jf. stk. 5, kan de få refunderet et beløb svarende til prisen på den behandling, som kommunalbestyrelsen har godkendt. Stk. 4. Uanset at kommunalbestyrelsen har besluttet at tilrettelægge tandplejen for unge på 16 og 17 år hos praktiserende tandlæger, kan disse unge i stedet vælge at modtage det kommunale tandplejetilbud på offentlig klinik, såfremt bopælskommunen har oprettet en sådan. Stk. 5. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at tandregulering samt andre særligt kostbare behandlingsydelser, der ydes i privat praksis i henhold til stk. 1, 1. pkt. samt stk. 2-3, først må iværksættes, når kommunalbestyrelsen har godkendt iværksættelsen samt det af tandlægen afgivne behandlingstilbud. Kommunalbestyrelsen kan nærmere fastsætte, hvilke ydelser der kan iværksættes uden forhåndsgodkendelse. Stk. 6. Kommunalbestyrelsen har pligt til at oplyse om, hvordan kommunen har tilrettelagt den vederlagsfri børne- og ungdomstandpleje, jf. stk. 1 og 2, samt oplyse om de valgmuligheder der foreligger, herunder om de særlige valgmuligheder der gælder for de 16 og 17 årige. 4, stk. 2. Har kommunalbestyrelsen besluttet at tilbyde en del af børne- og ungdomstandplejen vederlagsfrit i privat tandlægepraksis efter eget valg, jf. 3, stk. 2, medfører forældres valg af privat praksis efter stk. 1, ikke en egenbetaling for denne del af det kommunale tandplejetilbud. Der fremgår følgende af 17 i autorisationsloven, lovbekendtgørelse nr. 877 af 4. august 2011: 17

18 17. En autoriseret sundhedsperson er under udøvelsen af sin virksomhed forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed, herunder ved benyttelse af medhjælp, økonomisk ordination af lægemidler m.v. Statsforvaltningens udtalelse Det fremgår af Frederikshavn- og Hjørring Kommuners retningslinjer ved ansøgninger om ortodontiske behandlinger ved privatpraktiserende specialtandlæge af december 2013, at: Ligeledes vil en fornyet undersøgelse ved den kommunale tandpleje blive tilbudt patienter, der ikke bevilges tilskud til ekstern ortodontisk behandling. Formålet hermed er at udelukke evt. nyopståede behandlingskrævende ændringer eller andre behandlingsudløsende faktorer. Det fremgår endvidere af Sundhedsstyrelsens vejledning for omfanget af og kravene til den kommunale og regionale tandpleje fra 2006, at: Ved valg af privat praksis, jf. bekendtgørelsens 4 (nu 3, stk. 3 og 5), er det den valgte tandlæge, der dels er ansvarlig for, at ortodontisk undersøgelse indgår i de regelmæssige, generelle undersøgelser af barnet / den unge, dels er ansvarlig for, at børn med tandstillingsfejl henvises til konsultation hos specialtandlæge. Der er ikke hjemmel til, at den kommunale tandpleje mod betaling tilbyder ortodontisk visitation af de børn, der efter eget valg, modtager tandpleje hos praktiserende tandlæge. Det fremgår herudover af brev af 26. marts 2015 fra Ministeriet fra Sundhed og Forebyggelse, at kommunen har således ikke hjemmel til at tilbyde ortodontisk visitation af unge, der efter eget valg modtager tandpleje hos privatpraktiserende tandlæge. Sundheds- og Ældreministeriet har i relation til ovennævnte den 22. november 2016 telefonisk oplyst, at det er ministeriets vurdering, at kommunerne ikke har hjemmel til at tilbyde ortodontisk visitation af unge, der efter eget valg modtager tandpleje hos privatpraktiserende tandlæge, uanset om dette sker mod betaling eller ej. Det fremgår yderligere af brev af 7. oktober 2013 til Frederikshavn og Hjørring Kommuner og brev af 26. marts 2015 til dig, at det er ministeriets vurdering, at kommunen i medfør af 3, stk. 5, alene vil kunne træffe beslutning om de økonomiske aspekter af behandlingstilbuddet. Kommunen vil derfor ikke i sin vurdering af et behandlingstilbud kunne lægge vægt på, om den unge tidligere i kommunalt regi er vurderet til ikke at skulle modtage tandreguleringsbehandling, ligesom en tidligere udført vurdering ved den kommunalt ansatte specialtandlæge heller ikke vil kunne indgå i vurderingen. Kommunen vil derfor ikke skulle efterprøve den privatpraktiserende tandlæges vurdering af behandlingsbehovet. Det er på baggrund af det ovennævnte således Statsforvaltningens opfattelse, at Frederikshavn og Hjørring Kommunes retningslinjer ved ansøgninger om ortodontiske behandlinger ved privat praktiserende specialtandlæge - hvoraf det fremgår, at en fornyet undersøgelse ved den kommunale tandpleje vil blive tilbudt patienter, der ikke bevilges tilskud til ekstern ortodontisk behandling med det formål at udelukke evt. nyopståede behandlingskrævende ændringer eller andre behandlings- 18

19 udløsende faktorer - er i strid med sundhedslovens 129, stk. 2 og tandplejebekendtgørelsens 3, stk. 5, jf. stk. 3, uanset om kommunernes tilbud om en fornyet undersøgelse ved den kommunale tandpleje er omkostningsfri eller ej. Det er endvidere Statsforvaltningens opfattelse, at de anførte begrundelser på afslag som er oplyst i brev af 26. marts 2015 fra Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse ligeledes generelt må anses som værende i strid med sundhedslovens 129, stk. 2, og tandplejebekendtgørelsens 3, stk. 5, idet kommunerne som anført af Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse - alene findes at kunne træffe beslutning om de økonomiske aspekter af behandlingstilbuddene. Statsforvaltningen har på baggrund af ovennævnte anmodet kommunalbestyrelsen i Frederikshavn og Hjørring Kommune om inden 2 måneder at oplyse, hvad Statsforvaltningens udtalelse giver kommunalbestyrelsen anledning til. Statsforvaltningen bemærker, at konkrete kommunale afgørelser om fuldt afslag på refusion af udgifter til tandreguleringsbehandling efter sundhedslovens 129, stk. 2, kan påklages til Styrelsen for Patientsikkerhed i medfør af 5 i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet. Styrelsen for Patientsikkerhed har telefonisk overfor Statsforvaltningen oplyst, at styrelsen ikke har kompetence til at behandle sager om kommuners økonomiske nedsættelse/delvise godkendelse af behandlingstilbud. Statsforvaltningen skal beklage den meget lange sagsbehandlingstid. Udtalelsen vil blive offentliggjort på i anonymiseret form. Med venlig hilsen Hanne Villumsen kontorchef Signe Pinnerup Mathiesen 19