Prædiken til S. s. e. h3k kl i Engesvang

Transkript

1 Prædiken til S. s. e. h3k kl i Engesvang 4 - Giv mig Gud en salmetunge 282 v. 7-8 Af apostlenes sad i Jerusalem Den mægtige finder vi ikke Når jeg er træt og trist O, du Guds lam 467 v. 7-8 af vor Herres Jesu mindefest 752 v Gå da frit enhver til sit af Morgenstund har guld i mund. For nogle år siden blev det sådan, at stifterne fik en bunke penge til præstelønningerne, som kun kan komme til udbetaling, hvis de bliver givet som særlige tillæg til præster, der har ydet noget særligt. Det har førhen været hemmeligt, hvem der fik disse tillæg, men de sidste år er det ikke alene blevet offentligt, men man har også både kunnet indstille sig selv og andre til tillægget - hvis man har passet nabosognet længe under sygdom og vakance, hvis man har arbejdet særligt hårdt eller lavet noget særligt fremragende i sit sogn. Hvorom alting er, offentliggøres der ved årets udgang en liste på de kollegaer, der har fået løn for særlig indsat på ét eller flere felter. Mange får tillæg for særligt solidt præstearbejde. Hvis nogen hører noget gustent eller en vis distance i min fremstilling af kirkeministeriets lønpolitik, kunne det godt 1

2 være fordi, jeg ikke har været iblandt dem, der har fået tillæg for særligt solidt præstearbejde. Jeg har ganske vist heller ikke bedt om det, men alligevel. Og således bliver jeg næsten et ekko af vor mand i dagens evangelium: du har stillet dem lige med os, der har båret dagens byrde og hede. Men havde jeg fået tillægget, kan hænde at jeg da havde syntes, at det var ganske i sin orden og meget retfærdigt. En særlig belønning for den særlige indsats. For det ligger dybt i os, at det særlige fortjener særlig honorering. Og hvem vil ikke gerne være særlig på ét eller andet felt, når det er fint og rosværdigt at være det? Hvem vil ikke gerne være berømt eller høste anerkendelse eller være kendt eller hører ordene: Særlig tak til og så ens eget navn? Og måske se resultatet på bankkontoen? Selv om en forudsætning for, at noget og nogen kan være særlige jo er, at der er noget andet og nogle andre, der ikke er det, eller som er særlige i negativ forstand: særligt ustabile, særligt fantasiløse, særligt uengagerede. Og selv om det der med særligheden også har det i sig, at den kun er noget værd, hvis den ikke er alle beskåret. Det er bagsiden ved al den her særlighed, at den mister værdi, hvis andre også har den. En særlig anerkendelse - eller et særligt løntillæg - mister betydning hvis det er alle der får den. 2

3 Den er den gustne sandhed om menneskehjertet, at noget mister værdi, hvis alle får det. Godt vi har evangeliet! Ellers var vi fortabte. Godt vi har evangeliet, så vore menneskehjerter kan fyldes med andre tanker og billeder og håb og drømme end alt det, der nærer vores selvglæde, vores misundelse, vores nid og nag og forurettelse. Alt det, der får livet til at visne. Det bedste er Gud var svaret fra nogle udviklingshæmmede, der blev spurgte om, hvad de bedst kunne lide ved konfirmandforberedelsen. Og selv ikke den særligt kloge præst kunne have svaret bedre. Det bedste er Gud. Og nu er vi ved kernen. For for Gud handler det hverken om vi menneskers særlige kvaliteter eller om vores særlige mangel på samme. Det handler ikke om, hvorvidt vi er særligt dygtige eller særligt påhitsomme eller særlig flittige eller det modsatte. Det handler egentlig slet ikke om os på den måde. Det handler om Guds godhed. Det er det første og det sidste, også det første og det sidste der er at sige om os: vi er, fordi Guds er god. Gud er god, det er det, det handler om. Og det er det dagens lignelse vil os - dagens irriterende og forstyrrende lignelse. 3

4 For jeg forstår så godt, at de bliver sure, de der har båret dagens byrde og hede, jeg kan næsten høre min egen stemme i det. Men for Gud handler det ikke om vores særlighed eller fortjeneste, det handler om at Gud er god. Jesus fortæller os et lignelse om, hvordan vi mennesker tænker om retfærdighed og rimelighed, om belønning og indsats, og nænsomt bliver vi belært om, at vores måde at tænke om fortjeneste og belønning på simpelthen er en forkert tilgang til livet, et fatalt fejlgreb. For hvordan kan man overhovedet sige, at man fortjener noget - når man ikke engang kan takke sig selv for det helt grundlæggende, at man er til? Hvad fortjener vi i grunden, når det kommer til stykket? Fortjener vi at vi er raske, hvis vi er det? Fortjener vi at nogen holder af os? Fortjener vi at vi har evner for noget? Fortjener vi at være dygtige, hvis vi er det? Fortjener vi at bo i et land, hvor vi ikke sulter og de fleste af os ikke har alvorlige økonomiske bekymringer? Fortjener vi at bo i et sted, hvor der er frihed og hvor ingen krig kommer ind på vores matrikel? Fortjener vi at det er kristendommen der er den overvejende religion hos os? Fortjener vi at nogen har fortalt os evangeliet, så vi må tro Guds søn? Fortjener vi at 4

5 solen står op, at forårets kommer at regnen vander jorden? Fortjener vi at natten afløses af morgen, og at vi der er glæde ved at leve? Hvad fortjener vi, når det kommer til stykket? At fortjene er et ord, der slet ikke burde findes i sproget. For det forvrider og taler usandt om livet. Og dømmer. Hvem fortjener det gode eller det onde? For vi har så forskellige kår, det er det andet Jesus gør os opmærksomme på. Hvorfor har I stået ledige hele dagen spørger vinbonden de sidste, han hyrer til at plukke druer. Og de svarer med fem små ord, der i sig selv rummer en helt roman: Fordi ingen har lejet os. Fordi ingen har lejet os. Fordi ingen har haft brug for det, vi kunne, fordi ingen har troet, at vi kunne du til noget. Og hele dagen har vi gruet for at komme hjem til vore sultne børn med tomme hænder. Fordi ingen har lejet os. Vi har så forskellige kår og det er og bliver en anfægtelse, som vi aldrig kommer bagom - hvorfor har du skabt os så forskellige, Gud? Hvorfor er der så megen elendighed, så megen nød og sorg og ulykke? Det hjælper egentlig bare at sige det, at spørge. Også selv om vi godt ved, at vi ikke får et færdigt svar. 5

6 Skønt dagens fortælling jo på én måde er et svar, dog ikke er et færdigt og fuldt svar. Men et slags svar er det alligevel. Og svaret - Guds svar - er godheden, det at alle i hvert fald i lignelsen får, det de behøver. Og det er hans vilje. Alle får det, de behøver. Gud svar er godheden, som vi har lært den at kende i Jesus, der var det, han sagde, der i ét og alt var det han sagde. Men det er også et svar, der forpligter, et svar, der udfordrer os til at være kritiske overfor ordet fortjene og i øvrigt byder os at øve os i at tænke som Jesus har lært os, at Gud vil at alle skal have det, de har brug for. Også selv om de med en menneskelig målestok ikke fortjener det. Og har altsammen med det at gøre at Gud under os større og smukkere og mere glædefyldte liv end dem vi får, når vi er misundelige og forudrettede og optaget af, hvad man fortjener. Det handler ikke om at være særlig, det handler om at Gud er god. 6