HØJESTERETS KENDELSE afsagt fredag den 7. maj 2010

Transkript

1 HØJESTERETS KENDELSE afsagt fredag den 7. maj 2010 Sag 283/2009 Dansk Arbejdsgiverforening som mandatar for Pro Display A/S under konkurs (advokat Helge Werner) mod HK Danmark som mandatar for A (advokat Arvid Andersen) I tidligere instans er afsagt kendelse af Sø- og Handelsretten den 24. august I påkendelsen har deltaget fem dommere: Torben Melchior, Peter Blok, Asbjørn Jensen, Niels Grubbe og Vibeke Rønne. Påstande Kærende, Dansk Arbejdsgiverforening som mandatar for Pro Display A/S under konkurs, har nedlagt påstand om, at der i forbindelse med den præjudicielle forelæggelse for EU-Domstolen, som er besluttet ved den påkærede kendelse, tillige stilles spørgsmål om betydningen af et kompensationsbehov bestående i en nedsættelse af arbejdstiden i relation til forståelsen af begrebet handicap i direktiv 2000/78/EF om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv. Indkærede, HK Danmark som mandatar for A, har principalt påstået afvisning, subsidiært stadfæstelse. Supplerende sagsfremstilling

2 Hovedsagen drejer sig om, hvorvidt Pro Display s opsigelse af A var i strid med forskelsbehandlingsloven, herunder om opsigelsen kunne ske med henvisning til 120-dages reglen i funktionærlovens 5, stk. 2. Den 25. februar 2008 blev spørgsmålet om præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen procederet i Sø- og Handelsretten, der udsatte sagen på rettens skriftlige tilkendegivelse. Der fremkom imidlertid ikke en skriftlig tilkendegivelse, og den 9. oktober 2008 blev sagen berammet til hovedforhandling. Af retsbogsudskriften vedrørende berammelsen fremgår, at der i forbindelse med hovedforhandlingen skulle tages stilling til spørgsmålet om forelæggelse for EU-Domstolen. Efter hovedforhandlingen afsagde Sø- og Handelsretten den påkærede kendelse. Anbringender HK har til støtte for påstanden om afvisning navnlig anført, at Pro Display i Sø- og Handelsretten fik medhold i sin påstand om, at der ikke skulle forelægges spørgsmål om forståelsen af handicapbegrebet, og at Pro Display derfor er afskåret fra at kære Sø- og Handelsrettens kendelse. Endvidere er Pro Display s påstand for Højesteret så upræcist formuleret, at den ikke er egnet til påkendelse. Kæren vedrører ikke en afgørelse truffet af Sø- og Handelsretten, da retten ikke har forholdt sig til det spørgsmål, Pro Display nu ønsker forelagt for EU-Domstolen. Sø- og Handelsrettens afgørelse, hvoraf fremgår, at As helbredsmæssige problemer var et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, er en delafgørelse, jf. retsplejelovens 253, stk. 2, der har retskraft. Sø- og Handelsretten kan derfor ikke ændre sin afgørelse af spørgsmålet om handicap. Herefter har Pro Display ingen retlig interesse i under sagens behandling for Sø- og Handelsretten at forelægge spørgsmål om forståelsen af handicapbegrebet. Hertil kommer, at kære af en delafgørelse kun kan ske med Højesterets tilladelse, jf. retsplejelovens 392, stk. 1, og en sådan tilladelse foreligger ikke. Pro Display har vedrørende formaliteten navnlig anført, at der er væsentlig forskel på det spørgsmål, som Pro Display ønsker stillet, og de spørgsmål, som HK oprindeligt ønskede forelagt for EU-Domstolen. Der er således ikke tale om kære af en afgørelse, som Pro Display har fået medhold i. Endvidere er Pro Display s påstand egnet til påkendelse. Sø- og Handels-

3 retten har afvist, at der skulle stilles spørgsmål til EU-Domstolen vedrørende fortolkning af handicapbegrebet i direktiv 2000/78/EF, og dette kæremål vedrører således et spørgsmål, som Sø- og Handelsretten har forholdt sig til. Hertil kommer, at Sø- og Handelsretten ikke har truffet en retskraftig afgørelse vedrørende spørgsmålet, om A er handicappet i forskelsbehandlingslovens forstand. Sø- og Handelsretten har alene truffet en foreløbig afgørelse i relation til handicapspørgsmålet med henblik på en stillingtagen til, om det er nødvendigt at stille spørgsmål til EU-Domstolen om definitionen af handicapbegrebet. Med hensyn til realiteten har Pro Display navnlig anført, at arten og karakteren af relevante hjælpeforanstaltninger udgør en integreret del af vurderingen af, om der overhovedet er tale om et handicap. Der er uoverensstemmelse mellem Vestre Landsrets og Sø- og Handelsrettens fortolkning af handicapbegrebet, jf. Vestre Landsrets dom gengivet i UfR Der bør derfor stilles spørgsmål til EU-Domstolen med henblik på afklaring af, om en medarbejder, der har en funktionsnedsættelse, men hvis kompensationsbehov alene består i en nedsættelse af arbejdstiden, skal anses for handicappet i direktivets og dermed i forskelsbehandlingslovens forstand. Det vil være procesbesparende, at der stilles spørgsmål vedrørende handicapbegrebet samtidig med de øvrige spørgsmål, der i henhold til kendelsen skal forelægges. HK har vedrørende realiteten navnlig anført, at relevante afhjælpningsforanstaltninger hverken efter EU-direktivet eller forskelsbehandlingsloven indgår i bedømmelsen af, om en person har et handicap. Vurderingen af, om det er muligt at anvise foranstaltninger, der giver den handicappede adgang til beskæftigelse, skal således først foretages, når retten har lagt til grund, at en person er handicappet. Højesterets begrundelse og resultat Sø- og Handelsrettens kendelse tager sigte på at træffe afgørelse om, hvorvidt og i givet fald i hvilket omfang der skal forelægges spørgsmål for EU-Domstolen. Rettens udtalelse om, at det er rettens opfattelse, at As helbredsmæssige problemer var et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, og at der ikke er tilstrækkelig anledning til at forelægge de spørgsmål, som er omfattet af HK s spørgsmål 1, må derfor forstås således, at der efter rettens opfattelse ikke foreligger rimelig tvivl om, at der også var tale om et handicap i den forstand, hvori dette udtryk anvendes i rådsdirektiv 2000/78 af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv.

4 Sø- og Handelsrettens udtalelse om handicapbegrebet må på denne baggrund anses for et led i en procesledende beslutning og kan ikke anses for en retskraftig afgørelse. Det spørgsmål, som påstanden for Højesteret angår, svarer ikke til nogen af de spørgsmål, der var indeholdt i det af HK foreslåede spørgsmål 1. Pro Display kunne derfor efter kendelsens afsigelse have anmodet Sø- og Handelsretten om yderligere at forelægge det nu foreslåede spørgsmål. Selv om Pro Display ikke har fulgt denne fremgangsmåde, anser Højesteret sig efter omstændighederne ikke for afskåret fra at realitetsbehandle kæremålet. Herefter, og da de indsigelser, som i øvrigt er fremsat af HK, ikke kan føre til et andet resultat, tager Højesteret ikke HK s afvisningspåstand til følge. Højesteret forstår Pro Display s påstand således, at det spørgsmål, som ønskes forelagt for EU-Domstolen, går ud på at få belyst, om en varig funktionsnedsættelse, som ikke afføder behov for særlige hjælpemidler eller lignende, og som alene består i, at den pågældende ikke er i stand til at arbejde på fuld tid, skal anses for et handicap i den forstand, hvori dette udtryk anvendes i rådsdirektiv 2000/78. Højesteret finder, at besvarelsen af dette spørgsmål giver anledning til tvivl, at en besvarelse må antages at kunne få betydning for afgørelsen af den foreliggende sag, og at det vil være hensigtsmæssigt at forelægge spørgsmålet for EU-Domstolen sammen med de spørgsmål, som Sø- og Handelsretten allerede har besluttet af forelægge. Højesteret tager herefter Pro Display s påstand til følge som nedenfor bestemt. Thi bestemmes: I forbindelse med Sø- og Handelsrettens forelæggelse af spørgsmål for EU-Domstolen skal der tillige stilles spørgsmål om forståelsen af handicapbegrebet i rådsdirektiv 2000/78.

5 HØJESTERETS KENDELSE afsagt fredag den 7. maj 2010 Sag 284/2009 Dansk Almennyttigt Boligselskab - DAB (advokat Christian Emmeluth) mod HK Danmark som mandatar for B (advokat Jacob Goldschmidt) I tidligere instans er afsagt kendelse af Sø- og Handelsretten den 24. august I påkendelsen har deltaget fem dommere: Torben Melchior, Peter Blok, Asbjørn Jensen, Niels Grubbe og Vibeke Rønne. Påstande Kærende, Dansk Almennyttigt Boligselskab - DAB, har nedlagt påstand om, at der i forbindelse med den præjudicielle forelæggelse for EU-Domstolen, som er besluttet ved den påkærede kendelse, tillige stilles spørgsmål om betydningen af et kompensationsbehov bestående i en nedsættelse af arbejdstiden i relation til forståelsen af begrebet handicap i direktiv 2000/78/EF om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv. Indkærede, HK Danmark som mandatar for B, har principalt påstået afvisning, subsidiært stadfæstelse. Supplerende sagsfremstilling Hovedsagen drejer sig om, hvorvidt DAB s opsigelse af B var i strid med forskelsbehandlingsloven, herunder om opsigelsen kunne ske med henvisning til 120-dages reglen i funktionærlovens 5, stk. 2.

6 Den 25. februar 2008 blev spørgsmålet om præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen procederet i Sø- og Handelsretten, der udsatte sagen på rettens skriftlige tilkendegivelse. Der fremkom imidlertid ikke en skriftlig tilkendegivelse, og den 9. oktober 2008 blev sagen berammet til hovedforhandling. Af retsbogsudskriften vedrørende berammelsen fremgår, at der i forbindelse med hovedforhandlingen skulle tages stilling til spørgsmålet om forelæggelse for EU-Domstolen. Efter hovedforhandlingen afsagde Sø- og Handelsretten den påkærede kendelse. Anbringender HK har til støtte for påstanden om afvisning navnlig anført, at DAB i Sø- og Handelsretten fik medhold i sin påstand om, at der ikke skulle forelægges spørgsmål om forståelsen af handicapbegrebet, og at DAB derfor er afskåret fra at kære Sø- og Handelsrettens kendelse. Endvidere er DAB s påstand for Højesteret så upræcist formuleret, at den ikke er egnet til påkendelse. Kæren vedrører ikke en afgørelse truffet af Sø- og Handelsretten, da retten ikke har forholdt sig til det spørgsmål, DAB nu ønsker forelagt for EU-Domstolen. Sø- og Handelsrettens afgørelse, hvoraf fremgår, at Bs helbredsmæssige problemer var et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, er en delafgørelse, jf. retsplejelovens 253, stk. 2, der har retskraft. Sø- og Handelsretten kan derfor ikke ændre sin afgørelse af spørgsmålet om handicap. Herefter har DAB ingen retlig interesse i under sagens behandling for Sø- og Handelsretten at forelægge spørgsmål om forståelsen af handicapbegrebet. Hertil kommer, at kære af en delafgørelse kun kan ske med Højesterets tilladelse, jf. retsplejelovens 392, stk. 1, og en sådan tilladelse foreligger ikke. DAB har vedrørende formaliteten navnlig anført, at der er væsentlig forskel på det spørgsmål, som DAB ønsker stillet, og de spørgsmål, som HK oprindeligt ønskede forelagt for EU-Domstolen. Der er således ikke tale om kære af en afgørelse, som DAB har fået medhold i. Endvidere er DAB s påstand egnet til påkendelse. Sø- og Handelsretten har afvist, at der skulle stilles spørgsmål til EU-Domstolen vedrørende fortolkning af handicapbegrebet i direktiv 2000/78/EF, og dette kæremål vedrører således et spørgsmål, som Sø- og Handelsretten har forholdt sig til. Hertil kommer, at Sø- og Handelsretten ikke har truffet en retskraftig afgørelse

7 vedrørende spørgsmålet, om B er handicappet i forskelsbehandlingslovens forstand. Sø- og Handelsretten har alene truffet en foreløbig afgørelse i relation til handicapspørgsmålet med henblik på en stillingtagen til, om det er nødvendigt at stille spørgsmål til EU-Domstolen om definitionen af handicapbegrebet. Med hensyn til realiteten har DAB navnlig anført, at arten og karakteren af relevante hjælpeforanstaltninger udgør en integreret del af vurderingen af, om der overhovedet er tale om et handicap. Der er uoverensstemmelse mellem Vestre Landsrets og Sø- og Handelsrettens fortolkning af handicapbegrebet, jf. Vestre Landsrets dom gengivet i UfR Der bør derfor stilles spørgsmål til EU-Domstolen med henblik på afklaring af, om en medarbejder, der har en funktionsnedsættelse, men hvis kompensationsbehov alene består i en nedsættelse af arbejdstiden, skal anses for handicappet i direktivets og dermed i forskelsbehandlingslovens forstand. Det vil være procesbesparende, at der stilles spørgsmål vedrørende handicapbegrebet samtidig med de øvrige spørgsmål, der i henhold til kendelsen skal forelægges. HK har vedrørende realiteten navnlig anført, at relevante afhjælpningsforanstaltninger hverken efter EU-direktivet eller forskelsbehandlingsloven indgår i bedømmelsen af, om en person har et handicap. Vurderingen af, om det er muligt at anvise foranstaltninger, der giver den handicappede adgang til beskæftigelse, skal således først foretages, når retten har lagt til grund, at en person er handicappet. Højesterets begrundelse og resultat Sø- og Handelsrettens kendelse tager sigte på at træffe afgørelse om, hvorvidt og i givet fald i hvilket omfang der skal forelægges spørgsmål for EU-Domstolen. Rettens udtalelse om, at det er rettens opfattelse, at Bs helbredsmæssige problemer var et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, og at der ikke er tilstrækkelig anledning til at forelægge de spørgsmål, som er omfattet af HK s spørgsmål 1, må derfor forstås således, at der efter rettens opfattelse ikke foreligger rimelig tvivl om, at der også var tale om et handicap i den forstand, hvori dette udtryk anvendes i rådsdirektiv 2000/78 af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv. Sø- og Handelsrettens udtalelse om handicapbegrebet må på denne baggrund anses for et led i en procesledende beslutning og kan ikke anses for en retskraftig afgørelse.

8 Det spørgsmål, som påstanden for Højesteret angår, svarer ikke til nogen af de spørgsmål, der var indeholdt i det af HK foreslåede spørgsmål 1. DAB kunne derfor efter kendelsens afsigelse have anmodet Sø- og Handelsretten om yderligere at forelægge det nu foreslåede spørgsmål. Selv om DAB ikke har fulgt denne fremgangsmåde, anser Højesteret sig efter omstændighederne ikke for afskåret fra at realitetsbehandle kæremålet. Herefter, og da de indsigelser, som i øvrigt er fremsat af HK, ikke kan føre til et andet resultat, tager Højesteret ikke HK s afvisningspåstand til følge. Højesteret forstår DAB s påstand således, at det spørgsmål, som ønskes forelagt for EU-Domstolen, går ud på at få belyst, om en varig funktionsnedsættelse, som ikke afføder behov for særlige hjælpemidler eller lignende, og som alene består i, at den pågældende ikke er i stand til at arbejde på fuld tid, skal anses for et handicap i den forstand, hvori dette udtryk anvendes i rådsdirektiv 2000/78. Højesteret finder, at besvarelsen af dette spørgsmål giver anledning til tvivl, at en besvarelse må antages at kunne få betydning for afgørelsen af den foreliggende sag, og at det vil være hensigtsmæssigt at forelægge spørgsmålet for EU-Domstolen sammen med de spørgsmål, som Sø- og Handelsretten allerede har besluttet af forelægge. Højesteret tager herefter DAB s påstand til følge som nedenfor bestemt. Thi bestemmes: I forbindelse med Sø- og Handelsrettens forelæggelse af spørgsmål for EU-Domstolen skal der tillige stilles spørgsmål om forståelsen af handicapbegrebet i rådsdirektiv 2000/78.