Bruger Side Prædiken til Pinsedag Prædiken til Pinsedag Tekst. Johs. 14,

Transkript

1 Bruger Side Tekst. Johs. 14, Der er altid noget overstadigt over Pinsesøndags gudstjeneste. Det er så let at synge og i al sin glans stråler livslyset over Guds nåde. Det er centrum i pinsens uforklarlighed, at glæden springer ud, lyset skinner, og livets ånder frit. For Guds nåde har åbnet sig over mennesket. Hvordan skal man forklare pinsen? Det kan man ikke, Ånden er et under, vi ser den ikke, men den kan mærkes som glæde, tro, tillid og håb til Gud. Gud er ikke længere en trussel for mennesket. Da Ånden var kommet over dem fór disciplene ud på gaden og talte frit om troen på Jesus. De blev beskyldt for at være berusede. Så mærkeligt var det at se og opleve, så den eneste forklaring man kendte, var at de måtte være fulde. Mærkeligt at Guds ånd beruser mennesker. Stemningen var høj, frygten var forsvundet, de var som fulde mennesker uden ædruelighedens blokeringer. De opførte sig som tossede. Men alligevel så kunne alle forstå hvad der blev sagt, selv om man talte fremmede sprog. Det hele er meget underligt. Noget uforklarligt sker, så at mennesker undres og talte om at de kunne høre om hvad Gud havde gjort. De hørte om Guds storværker. Jeg har haft den glæde at møde kristne fra andre folk og kulturer. I min tid i Etiopien var jeg en del af kirken der, og sad med i gudstjeneste fællesskabet, og oplevede det underlige fællesskab på tværs af kulturer. Ikke at jeg ved et under pludseligt forstod deres sprog, men at jeg var fælles med dem om sammen tro. Jeg måtte arbejde meget for at lære deres Side 1 af 5

2 Bruger Side sprog, og det tog lang tid for at lære det nogenlunde. Men jeg kunne sidde med min danske bibel og læse de samme ord som de læste i den amhariske bibel. Dele samme tro, selvom vi kom fra hver sit land, kultur og sprog. Og jeg har fået lov til at være sammen med kristne fra Iran, Kina og Etiopien som nu bor på Kærshovedgård, og læse bibelen sammen. Det er en underlig oplevelse. At høre teksten læst på farsi, som er sproget i Iran, selv sidde med en dansk bibel, og ved siden af mig sidder en med sin kinesiske bibel og det lyder meget underligt og ser meget mærkeligt ud, og så snakker vi sammen om det på engelsk, og kan få en dyb samtale om vores kristne tro. Jeg siger mit på engelsk, en af dem oversætter til farsi, og der kommer spørgsmål tilbage, og vi opdager at vi taler om det samme. Fælles med mennesker fra forskellige egne af verden, sammen om troen på Gud. Det er pinse. Når mennesker forenes i tillid og i samme tro. At tale om Guds storværker. Det store som Gud har gjort gennem Jesus Kristus. Det som Guds Ånd formidler til os. Åndens symboler er vind og ild. Julen kan vi gøre konkret med barnet i krybben. Det er lige til at forstå. Påsken kan vi tale om med langfredag og den tomme grav påskemorgen. Pinse det er ikke på samme måde en historie, men der er noget som forandres. Der sker noget vi kan mærke, som varme og som vind. Ild er det mærkelige der opstår når noget brænder, men hvad er ild? Ild er flammen på et lys, noget brænder. Vind er bevægelse i luften som vi mærker som medvind på cyklen. Pinse er forandring. Der er noget som ændres i mennesker i forholdet til Gud. Guds Ånd får tro til at flamme op og brænde. Side 2 af 5

3 Bruger Side Vi taler lige ud om at Det er Guds Ånd, som skaber troen på Kristus i os. Tro og tillid er det vigtigste for os mennesker. Uden tro og tillid kan vi ikke leve, ikke bygge fællesskaber, ikke forholde os til hinanden. Den gamle historie om Eva der spiste af træet i Paradiset have, er den altid aktuelle historie om et menneske og troen. Jeg har spurgt mig selv om hvorfor Eva spiste af træet, det som Gud havde forbudt hende. Hun manglede jo ikke noget. Hun havde aldrig gjort noget ondt før. Hun var ren og uskyldig. Syndefaldet har ikke noget med at opdage sin seksualitet eller lyst, at gøre. Synd tænker vi som noget vi gør, som man ikke må. Men i Bibelen er synd det som skiller os fra Gud og som skiller mennesker ad. Og ja, det er sandt, at når vi gør ondt mod hinanden, så bliver der frygt og afstand mellem os. Men det som virkelig kan skille os ad, det er når tilliden og tiltroen til andre går i stykker. Og det var det som skete for Eva. Hun mistede tilliden til Gud. Da hun blev fristet blev hendes tanker drejet rundt, så Gud blev ond i hendes øjne. Evas tro på Gud blev til mistro. Og da var Gud ond, når han forbød hende at spise af træet til kundskab om godt og ondt. Når tro bliver til mistro, så bliver den anden ond for os. Tro og tillid i forholdet til et andet menneske og til Gud er det allervigtigste. I tro og tillid kan man leve sammen, stoler på hinanden, kan bygge fællesskab sammen, kan leve og være glade sammen. Men går tilliden i stykker, så ødelægges det hele. Tro og tillid bærer hele menneskelivet. Det er det vigtigste mellem mennesker, og det er det vigtigste mellem Gud og menneske. Vi tror tit at vi skal præstere gode gerninger for at være værdige til Gud. Men det er jo underligt at når man ikke har Side 3 af 5

4 Bruger Side tiltro til hinanden, så farves alt af en mistænksomhed og en frygt. Men når man har tiltro til hinanden så forener det man gør. Og alt modtages i tillid. I tro og tillid kan livet vokse og blomstre. Det er Guds Ånd der ånder på os, og tilliden til Gud fødes. Guds Ånd er formidler. Guds Ånd er Guds åndepust, som ånder livet ind i os, og Guds Ånd er ilden som varmer os. Hvordan skal man få en mand til at tage sin sorte og beskidte frakke af? spurgte solen en dag stormen. Stormen svarede; Det kan jeg godt, jeg vil storme imod ham, så mine kræfter river frakken af ham. Og det gjorden den, men manden vendte ryggen til og knappede sin frakke. Stormen blæste så manden næsten fløj hen af vejen, men han spændte bælte om sin frakke. Stormen gav op. Nu skal jeg sagde solen. Og så skinnede den på ham, og solen skabte en mild forårsvind omkring ham. Manden spændte sit bælte op, og lidt efter knappede han sin frakke op, og da solen blev ved at skinne på ham, tog manden til sidst frakken af. Solen smilte til stormen, og stormen forsvandt over bjerget. Apostlen har et ord hvor han siger: Guds godhed leder dig til omvendelse. Guds Ånd, pinsens højtid, fortæller os om Guds godhed i Jesus Kristus. Om ham som siger: Jeg efterlader jer ikke faderløse. Jeg tro at mange mennesker godt ved hvad det er at være faderløs. Ikke sådan bogstaveligt, men i overført betydning. I den betydning at jeg er alene i verden, alene om mit liv, jeg bærer hele ansvaret for mit liv. Der er ingen andre som jeg kan stole på, for mit liv. Den ensomhedsfølelse kan ramme det stærkeste menneske. Så længe jeg kan det meste selv, og er stærk og yder det jeg skal, så Side 4 af 5

5 Bruger Side er det godt, men når jeg ikke kan, hvem er der så som ser lille mig? Følelsen af at være som én uden en far. I troen på Jesus Kristus, Ånder pinse det ord ind i os, at vi har en fader i himlen, som elsker os. Det er den kærlighedsring som Jesu ord spænder om os. Det er den tro som Ånden vil indånde i os. Tilliden til Gud Fader. Kristi storværker, det er de små tegn på Guds godhed som han har givet os. Kristi storhed ser jeg da han lagde sin hånd på de små børn og velsignede dem, der ser jeg ham som ser de mindste. Da han mærkede den kvindes hånd som rakte ud for at røre ham, da ser jeg ham som høre et menneskes bøn. Da han bad kvinden ved brønden om et glas vand, og dermed viste hende og alle kvinder respekt. Da han rørte ved de urene spedalske, da rakte han også sin hånd til alle syge. Da Jesus stillede sig foran den tvivlende Thomas, da mødte Jesus også mig i min tvivl. Ånden bringer Kristus til os, som en sagte vindens susen, som rører vore hjerter på en måde som skaber tiltro til Gud. Glædelig pinse. Side 5 af 5