1.0 På baggrund af bilag 1 ønskes en redegørelse for Daltons opfattelse af, hvad der forklarer folks partivalg.

Transkript

1 Side 1 af På baggrund af bilag 1 ønskes en redegørelse for Daltons opfattelse af, hvad der forklarer folks partivalg. Bilag 1 er en tekst af Russel Dalton, der omhandler ændringer i baggrunden for partivalg. Tekstens centrale påstand er, at vælgeradfærd i langt mindre grad end tidligere er strukturelt og socialt determineret. Der er dog ifølge Dalton ikke tale om en decideret re-alignment dvs. der er ikke tale om opbygningen af en ny kollektiv identitet med et institutionelt udtryk, der kan opfange en stor gruppe kernevælgere. Tværtimod har begrebet den politiske skillelinie, som Rokkan definerer det, mistet en stor del af sin betydning, og der er i stedet behov for et mikroanalytisk perspektiv på vælgeradfærd, fordi partivalget ifølge Dalton i højere grad bygger på individuelle præferencer og værdier. Dalton bygger sin argumentation på fremvæksten af enkeltsags baserede politiske grupper og netværk, den øgede sociale og geografiske mobilitet samt samfundets stigende heterogenisering og sekularisering. Den væsentligste årsag er dog, at der ikke længere kan observeres det sociale skel mellem arbejder- og middelklassen som partierne i de vestlige demokratier traditionelt set bygger på. Dalton mener, at denne udvikling har klare konsekvenser for den politiske mobilisering, der ikke længere vil følge de traditionelle politiske dimensioner men påvirkes i retning af en mindre hierarkisk partistruktur, netværk på tværs af politiske skel og en stor volatilitet blandt vælgerne. Det er således Daltons opfattelse at de socioøkonomiske faktorer stadig har noget forklaringskraft overfor partiadfærd, ligesom new-politics-issues og postmaterielle værdier i stigende grad bidrager med forklaringskraft. Det væsentligste, ifølge Dalton, er dog, vælgeradfærd fremover vil være mere individuelt orienteret med langt mindre mulighed for generalisering på baggrund af f.eks. socioøkonomiske faktorer. 1

2 Side 2 af Med udgangspunkt i bilag 2 og 3 og under inddragelse af anden relevant teori ønskes en diskussion af Daltons opfattelse af socioøkonomiske faktorers betydning for politisk adfærd. 2.1.Indledning. Den følgende diskussion er opbygget omkring de forskellige teoriers syn på hvorvidt vælgeradfærd skal forklares udfra henholdsvis et mikro- eller et makroanalytisk perspektiv. Derudover er diskussionen bygget op omkring teoriernes syn på strukturel determinisme versus aktørerne egne indflydelsesmuligheder. Denne fokusering bidrager til en løsning af opgavens problemstilling, fordi de socioøkonomiske faktorers betydning er knyttet forskelligt til henholdsvis en makro- og en mikroanalytisk forklaring, ligesom de socioøkonomiske faktorers betydning øges i takt med teoriens vægtning af strukturer frem for aktører. Denne opdeling hjælper således til at give et overblik over de forskellige vinkler, som kan ligges på de socioøkonomiske faktorers betydning. Selve strukturen på diskussionen er knyttet til de væsentligste påstande som Dalton kommer med i sin tekst, og som kan diskuteres udfra bilag 2 og 3. Under diskussionen af Daltons opfattelse af de socioøkonomiske faktorers betydning inddrages endvidere klasseanalysen i et traditionelt marxistisk og et moderne perspektiv, Rokkans teori omkring politiske skillelinier, newpolitics betydning for vælgeradfærd i Ingleharts skarpe definition og den mere moderate version præsenteret af Ole Borre, samt den behavioralistisk orienterede Michigan model. Før selve diskussion rettes en kort kritik mod Daltons metodiske overvejelser, og den betydning det kan have for selve opgaven. Selve diskussion afsluttes med en kort sammenfatning, der opridser de væsentligste punkter fra selve diskussionen. 2.2 Metodisk kritik 2

3 Side 3 af 8 Et kritikpunkt ved Daltons artikel er helt klart at hans teoretiske påstande, som det fremstår i bilagene, alene verificeres udfra en række kvantitative data. Dalton ligger i teksten meget vægt på individuelle præferencer og værdiers stigende betydning for politisk adfærd, men forsøger ikke at analysere enkelte individer dybere ved hjælp af f.eks. kvalitativ metode. I stedet kommer han til at modsige sin egen individualiseringstese ved at generalisere på baggrund af statisk materiale. Det er med til at svække validiteten af den analyse som Dalton kommer med, og skaber validitetsproblemer når tekstens påstande skal diskuteres udfra det statistiske materiale. Endvidere er det i bilagene ikke muligt at se, hvorvidt bilag 2 og 3 bygger på samme teoretiske grundlag. Er det samme den definition af klasser, der ligger til grund for de to bilag og er gammel og ny politik i bilag 3 defineret på baggrund af Ingleharts items, som det er tilfældet i bilag 2. Disse uklarheder kan skabe validitetsproblemer i forhold til diskussionen. 2.3 Traditionelle socioøkonomiske faktorers faldende betydning for politisk adfærd. Dalton fokuserer på et mikroanalytisk perspektiv i sin tekst og underbygger det med henvisning til fremvæksten af værdiorienterede politiske emner og netværk, der ikke kan skabe en kollektiv identitet, men i stedet danner grundlag for et langt mere individuelt partivalg. Samtidig pointerer Dalton at en yderligere væsentlig årsag til denne udvikling er, at de traditionelle sociale skel mellem arbejder- og middelklassen i de vestlige, demokratiske lande er ophørt. Bilag 2, tabel 8.1, indeholder en tabel over sammenhængen mellem social klasse og partivalg i en række vestlige demokratier. Tabellen er opbygget omkring et skel mellem arbejderklasse, ny middelklasse og gammel middel klasse. Tabellen søger således at indfange det socioøkonomiske aspekt, der danner grundlaget for en traditionel klasseanalyse. Det er ikke muligt på baggrund af tallene at observere en ensidig udvikling i de vestlige demokratier. I Storbritannien er der stadig en 3

4 Side 4 af 8 større del af arbejderne der stemmer på Labour, end blandt middelklassen, mens tallene fra Frankrig viser, at en ligeså stor procentdel blandt vælgerne i den nye middelklasse som i arbejderklassen (begge steder 43%) stemmer socialistisk. På samme måde er der til de borgerlige partier f.eks. det tyske CDU/CSU en klart større opbakning i den gamle middelklasse end man finder det i arbejderklassen ( en forskel på 24 procentpoint). På den ene side er der altså ikke en klar tendens til re-alignment og opbygningen af en helt ny politisk skillelinie, som Inglehart påstår med sin teori omkring overgangen til den postmaterielle politiske skillelinie. På den anden side er der ikke en signifikant forskel mellem opbakning til de traditionelle partier blandt arbejderklassen og den gamle og nye middelklasse. Dette er tydeligst i USA hvor forskellen i vælgeropbakningen til henholdsvis det demokratiske og det republikanske parti blandt de forskellige klasser er meget lille 1. Tendensen i Danmark, som kan ses udfra bilag 3, tabel 1, er den samme, dog er der blandt arbejder klassen en langt mindre opbakning til venstrefløjspartierne. På den baggrund er Danmark således et eksempel på, at Daltons påstand om at traditionelle socioøkonomiske forhold har mindre betydning. På den anden side er polariseringen i Danmark større, idet hele 74% af den gamle middelklasse bakker op omkring højrefløjspartierne. Samlet set bakker både tabel 8.1 i bilag 2 og tabel 1 i bilag3 godt op omkring Daltons påstand om, at de socioøkonomiske faktorer stadig har en betydning, men spiller en langt mindre rolle en tidligere. Det er særligt den marxistiske klasseanalyse, der er uenig med Dalton i, at socioøkonomiske faktorer spiller en mindre rolle. Den marxistiske klasseanalyse arbejder i modsætning til Dalton udfra et makroanalytisk perspektiv, hvor det enkelte individ er stærkt strukturelt determineret af den klasse, som vedkommende befinder sig i. I den traditionelle marxistiske analyse er klasse defineret på baggrund af ejerskabet til produktionsmidlerne hvor man som arbejder er underlagt og udbyttet af 1 Her bør man dog være opmærksom på USA s topartisystem. 4

5 Side 5 af 8 borgerskabet. Her er fokus på det faktum, at den traditionelle klasse inddeling på baggrund af socioøkonomiske forhold, stadig har en langt højere forklaringskraft end øvrige teorier. På samme måde inddrager Rokkan de socioøkonomiske forhold i sin definition af en politisk skillelinie, der bygger på tre elementer, som alle skal være tilstede, før man kan tale om en varig politisk skillelinie med en høj grad af saliens. Det danner grundlaget for en skillelinie i traditionel marxistisk forstand mellem arbejdere og arbejdsgiver, men også mellem center-periferi og kirke-stat. Grundlaget er socio-økonomiske og kulturelle forskelle der danner baggrund for en kollektiv identitet, der endelig fører til politisk mobilisering. Bilag 2, tabel 8.1 viser at de sociale klasser i nogen grad er grupperet omkring bestemte politiske partier, f.eks. er socialdemokraterne stadig det dominerende parti hos arbejderklassen i Tyskland og Storbritannien, mens tendensen er svagere i de øvrige lande. Det samme billede gør sig gældende blandt enkelte af de borgerlige partier, men samtidig er der ingen tvivl om at de traditionelle politiske skillelinier og de socioøkonomiske forhold ikke har samme forklaringskraft som tidligere. Et væsentligt grundlag for en politisk skillelinie er et element af stabilitet, og det er i særligt grad dette element, som Dalton argumenterer i mod, når han påstår at de socioøkonomiske skel mellem klasser ikke længere er så markante at de kan danne stabile og varige kløfter mellem politiske grupper. Den marxistiske klasseanalysen har forsøgt at definere en række nye skel blandt arbejdere, der bygger på det moderne samfund fremfor det industrisamfund der var idealtypen for den traditionelle marxisme. Det gælder bl.a. Erik Olin Wright der arbejder udfra den marxistiske klasseanalyse men samtidig tilføjer autoritet og uddannelse, som væsentlige skel udover forholdet til produktionsmidlerne. Derved nuanceres den socioøkonomiske forklaringskraft til i højere grad at kunne forklare politisk adfærd indenfor det moderne samfund. Uden en tydeligere markering af hvilke teoretiske overvejelser, der ligger til grund for bilagenes inddeling i klasser, er det dog ikke muligt at komme med en mere nuanceret analyse af teoriens forklaringskraft. 5

6 Side 6 af Postmaterielle værdiers stigende forklaringskraft i forhold til politisk adfærd. Dalton fremfører i teksten en påstand om at individuelle værdier og præferencer i stigende grad påvirker den politiske adfærd frem for socioøkonomiske forhold. Dette viser en inspiration fra Ingleharts teori omkring postmaterielle værdiers betydning for politisk adfærd. I modsætning til Inglehart mener Dalton dog ikke, at de postmaterielle værdier danner grundlaget for en overordnet re-alignment blandt vælgerne og grundlaget for en politisk dimension, der overtager den traditionelle venstre-højre skala. Bilag 2, tabel 8.4., er konstrueret på baggrund af de 12 items som Inglehart inddrager i sin analyse, der oprindeligt bestod af 4 items, som senere blev udbygget på baggrund af en række kritikpunkter. Bilaget viser, at orienteringen omkring de postmaterielle- og materielle områder på mange måder følger en række traditionelle politiske skel. Vælgerne hos de socialdemokratiske og venstreorienterede partier er således gennemgående mere fokuserede på postmaterielle værdier, end det er tilfældet blandt vælgerne hos de konservative partier. Udviklingen er særlig markant i Storbritannien hvor der er 70% af Labours vælgere, der prioriterer postmaterielle værdier, mens det kun er tilfældet blandt 22% af de konservative vælgere. Bilag 3, tabel 2, viser at tendensen ikke helt er den samme i Danmark, hvor en meget stor del af arbejderklassen er højreorienterede på ny politik. Modsætningen til de øvrige vestlige demokratier (som er medtaget i bilag 2) er dog ikke så stor, når man tager i betragtning at tendensen til at stemme venstreorienteret blandt arbejderne i Danmark er lavere end blandt de øvrige lande. Denne udvikling kan på den ene side være et tegn på, at Inglehart har opfanget en politisk skillelinie eller en ny politisk dimension med sit skel mellem materielle og postmaterielle værdier, da opsplitningen mellem vælgerne er tydeligere end nå man måler det i forhold til klasser og derved socioøkonomiske forhold, som det var tilfældet i Bilag 2, tabel

7 Side 7 af 8 På den anden side viser tabel 8.4 at opdelingen mellem postmaterielle og materielle værdier følger en række traditionelle partipolitiske skel. På den ene side underbygger bilagene således Daltons tese om, at de socioøkonomiske faktorer har mistet en stor del af deres forklaringskraft, og at New-politics, postmaterielle værdier får en langt større betydning. På den anden side underbygger den klare polarisering i tabel 8.4 langtfra Daltons påstand om, de postmaterielle værdier er baseret på individuelle overvejelser og præferencer. Eftersom der ikke alene kan være tale om socioøkonomiske forhold blandt de postmaterielle værdier, bør der inddrages andre forklaringsfaktorer, og her kan den behavioralistisk orienterede Michigan model bidrage. Modellen deler Daltons mikroanalytiske perspektiv, og fokuserer ligeledes på det enkelte individ og den socialisering som via det enkelte individ fører til en klar partiidentifikation. Grundlaget for Michigan modellen er delvist de socioøkonomiske variable, der determinerer den enkeltes partivalg. I klar modsætning til Dalton peger Michigan modellen således på, at det enkelte individ operere med enkle forestillingssystemer, der ikke gør det muligt at træffe partivalg på baggrund af individuelle præferencer og værdier, ligesom den enkelte vælger er forholdsvist uinteresseret i politik. Partiidentifikationen er dannet på et tidligt tidspunkt i den enkeltes liv, og i klar modsætning til Dalton, forventer Michigan modellen således ikke en stor volatilitet blandt vælgerne. På baggrund af Michigan modellen kan de socioøkonomiske variable således ses som en underliggende baggrund for den socialisering, der fører til valget af et bestemt parti og valget af bestemte værdier. Endvidere bør der spilles spørgsmålstegn ved, hvorvidt kausaliteten går fra værdiorientering mod partivalg, som Dalton og Inglehart argumenterer for, eller partivalget ligger før den egentligeværdiorientering. 3.0 Sammenfatning. Bilagene viser på den ene side en klar tendens til at de socioøkonomiske faktorer spiller en mindre rolle end det tidligere har været tilfældet. De traditionelle marxistiske klasse analyse og Rokkans teori omkring politiske 7

8 Side 8 af 8 skillelinier, har derigennem mistet en del af deres forklaringskraft overfor politisk adfærd. I modsætning til disse teorier står Ingleharts teori om, at de postmaterielle værdier har overtaget rollen som referencepunkter for vælgerne, og at der på den baggrund kan etableres en helt ny politisk dimension, der afløser den traditionelle. Denne påstand underbygges imidlertid delvist af tabel 8.4 bilag 2 og tabel 2 i bilag 3, der på den ene side viser, en tydeligere tendens til polarisering blandt vælgerne på baggrund af postmaterielle versus materielle værdier, hvilket taler til fordel for en anden dimension end den traditionelt klasseorienterede. På den anden side viser tabellen dog, at polariseringen blandt vælgerne følger de traditionelle politiske skel. Det er således ikke på den baggrund muligt at konkludere, at de socioøkonomiske faktorer, har mistet forklaringskraft. 4.0 Perspektivering. Datamaterialet der danner baggrund for diskussionen i afsnit 2, er ikke fyldestgørende i forhold til en dybdegående analyse af de socioøkonomiske forholds betydning for partivalg og politisk adfærd generelt. Et datamateriale der strækker sig over tid, ville have gjort det muligt i større grad at lave en komparativ analyse. 8