De ord, hvis sammenhæng med det religiøse vi måske har glemt i vores kultur, er gave og offer.

Transkript

1 Skærtorsdag den 5. april Frederiksborg slotskirke kl Tekster: 2.Mosebog 12,1-11 og Matt. 26, Salmer: /473 P.H. Bartolin Forleden dag kunne man læse i en avis, at mange danskere ikke ved ret meget om, hvad kristen tro egentlig er. Der blev talt meget alvorligt om, at det vil føre til en indre opløsning af folkekirken. Jeg ved ikke, om dette er rigtigt. Det er nok heller ikke stedet at drøfte det eller diskutere det her. Den diskussion kunne dog føre til at rette opmærksomheden mod nogle ord, hvis sammenhæng med religion og tro vi nok har glemt. Det er ikke et traditionstab, som er sket lige de seneste tredive år. Det er sket over en lang periode. Der er ikke noget aktuelt krisetegn i det. På den anden side kunne det være, at hvis vi fik øjnene op for den sammenhæng, så kunne vi se, at vi i virkeligheden er meget tættere forbundet i dagligdagen med det, der tales om i kristendommen. Det kunne også være, at vi kom til at se på forholdet mellem Gud og mennesker lidt anderledes end jeg fornemmer, at en del mennesker gør i dag. Det er min fornemmelse, at mange ser det som et noget for noget forhold. Hvor man ser sådan på forholdet mellem Gud og menneske, spørger man om, hvad nytte et menneske har af at tro på Gud. Giver det mere mening i tilværelsen? Giver det held og lykke og fremgang? Rigdom? 1

2 De ord, hvis sammenhæng med det religiøse vi måske har glemt i vores kultur, er gave og offer. Vi har en noget anderledes anvendelse af gaver i dag sammenlignet med for f.eks. 25 år siden. Lidt unuanceret sagt blev gaver for 25 år siden givet, når der var en anledning. Det kunne være fødselsdage og andre mærkedage. I dag er det meget mere udbredt at give gaver. Ingen af os kommer til et stort møde uden at en sponsor er involveret og giver os gaver bare for at komme. Der bliver uddelt mange gaver i forbindelse med firmafester, hvilket i sig selv er gaver, jul og andre højtider. Det er blevet en del af personalepolitikken at give gaver. Hvorfor er det det? Fordi der er kommet et kontraktforhold ind mellem arbejdsgiver og arbejdstager. Hvor vi kan sige, at tidligere var det en pligt at have en god arbejdsmoral, er det ikke sådan i dag. Hvis ikke jeg får noget af min arbejdsgiver, giver jeg heller ikke noget. Det er blevet et noget for noget forhold. Hvis jeg bringer det offer at bruge min tid og mit liv på en arbejdsplads, vil jeg også have noget mere ud af det, end blot den løn, jeg og min familie skal leve af, siger vi i dag. Det ligner meget et grundlæggende religiøst forhold. Der er dog en væsentlig forskel, at vi ikke er afhængige af hinanden i arbejdsforholdet. Der er på grund af velstanden for de fleste af os mulighed for at skifte til noget andet, hvis vi får lyst til det. 2

3 I den grundlæggende religiøse tankegang er forholdet mellem Gud og mennesket et afhængighedsforhold. Menneskets opretholdelse er baseret på Gudens velvillighed og gunst. Dette mønster kan vi på mange forskellige måder genfinde i Det gamle Testamente. Derfor spiller offeret og offergaven en helt afgørende rolle i israelitternes forhold til Gud. Det har vi hørt en lille smule om i den tekst fra 2. Mosebog, jeg læste fra alteret. Det er bestemmelsen om, hvordan påskemåltidet skal fejres. Det fejres ikke som et offer i et tempel, men i familien eller sammen med stammefrænder. For der var ikke noget tempel på dette tidspunkt. Det er en meget tidlig form for offermåltid. Ved offermåltidet knyttes forbindelsen til den Gud, som befriede israelitterne fra slaveri og død i Egypten. Og ved det gentagne måltid hvert eneste år tænkes der tilbage på, hvad der en gang skete, og offeret bringes som en tak for Guds gerning. Der fortælles netop ved dette jødiske påskemåltid den dag i dag om, hvad Gud gjorde. Han befriede dem fra slaveriet og sendte de ti plager for at blødgøre Farao, men det hjalp ikke. Først da døden hærgede måtte Farao give sig. Påsken er i den jødiske forståelse en befrielse fra døden. Det er den sammenhæng Jesus og hans disciple tænkte i. Det var det, de ville fejre i Jerusalem. Det er det, de kalder for de usyrede brøds fest. Ved den fest gjorde de formentligt alt det, som de skulle gøre i henhold til ritualet. 3

4 Dog skete der noget mere, kunne vi høre. Jesus talte indirekte om, at han skulle gå bort, dø. En af disciplene ville forråde ham. Ja, det var allerede sket. Judas havde truffet aftale med ypperstepræsterne derom. Derfor talte Jesus om, at han ikke skulle spise sammen med disciplene, førend de sad sammen i Guds rige. Hvad mente han med det? Ja, han kunne have ment, at når han var død og når disciplene engang var døde, så ville han sidde i Guds rige, og der ville de komme og holde måltid sammen med dem. Det er nok ikke sandsynligt, at han mente det, for den slags forestillinger var ikke så udbredte i jødedommen. Han tænkte måske snarere på betydningen af det, han var ved at gøre. Jesus udskiftede menneskets offer og menneskets gaver som det, der holdt forbindelsen til Gud ved lige, med sig selv. Han satte sig som den, der til alle tider er vejen mellem menneske og Gud. For han er nemlig selv Gud. Han er Gud, der træder frem for mennesker og giver sig selv. Ja, det udtrykkes i brødet og vinen, at han er det, vi lever af. Tydeligere kan det vel ikke siges, at alt, hvad der er i denne verden, er Guds gaver. Han ofrer sig for at besejre døden. Engang tog han hånd om israelitterne og befriede dem ved at føre dem væk fra døden i Egypten. Det udslettede ikke døden. Den blev stående som en realitet i deres liv. 4

5 Den var der ingen vej uden om. Det ved vi godt, at der ikke er. Vi prøver på at udsætte den så længe som muligt. Det er der intet forkert i. Men vi kan bare aldrig komme uden om den. Derfor står den som det store meningsløse i vores liv. Hvor sidder jeg tit med mennesker, som har mistet og taler om, hvorfor Gud dog lod dette ske? Hvor er det ofte at mennesker synes, de har et mellemværende med Gud, fordi han tog det kæreste menneske, de havde. Det har jeg stor og dyb respekt for. Kan man sige noget til det? Har de ikke ret? Jo, hvis det nu var sådan, at det er Gud der tager den kæreste fra os. Nadveren og beretningen om dens indstiftelse er for mig en anden måde at se denne smertelige situation på. For her beder Gud ikke om ofre fra os. Det er ham, der giver sig selv. Han sætter sig ind og er i det, der nærer os i det daglige. Der hvor døden altid snigende er tilstedet, der er han også. Han rummer også døden og os, der alle engang skal dø. Han går med os på vores vej gennem livet. Og når vi overhovedet får noget at spise, er det jo dybest set en umotiveret godhed i livet, at det sker. Når vi sætter os sammen ved nadverbordet gentager vi ikke påskemåltidet for at mindes det. Nej, vi gør det fordi han selv er til stede og lader det samme ske nu, som skete dengang. Han er her og han giver sig selv. 5

6 Han er gaven og han er offeret, som vi ikke ofret, men som han selv ofrer. Han knytter os således sammen med ham og med hinanden. Og hvor det sker, der er Guds rige. Det er altså ikke engang, det er allerede her midt iblandt os. Hvad betyder nu alt dette? Kan vi bruge dette til noget? Og hvad har det lige med gave og offer at gøre i den betydning, jeg begyndte med at tale om? Jo, det har meget med hinanden at gøre. For hvor vi måske mere eller mindre lever i forhold til hinanden, der er præget af en noget for noget-holdning, og hvor vi ofte føler, at der slår vi ikke til. Ja, så peges der i kirken og den forkyndelse, der er den kristne forkyndelse på, at der er et andet grundforhold, som er meget vigtigere. Det grundforhold er, at du altid er Guds barn. Du er knyttet sammen med Gud Fader ved Jesus Kristus, fordi han har villet det og har taget dig til sig. Hvor? Ja, i dåben. Netop som har hørt ved Lauras dåb for lidt siden. Hun er uden forbehold taget ind i Guds favn, hun er hans barn samtidig med at hun er Louises og Peters barn. Intet kan rive hende ud af Guds favn. Vi mindes herom hver eneste gang, vi går i kirke. Når vi holder nadver sammen, knyttes fællesskabet mellem Gud og os igen. Og vi mindes om, at hver gang vi holder måltid sammen, ja, så er det Guds gaver, vi knyttes sammen ved. 6

7 Vi huskes på, at vores indbyrdes forhold jo ikke hviler på et noget for noget forhold, men på det umotiverede gode, som de andre er for os. Sådan vil vi huske på det i aften. Både jer, der skal fejre Lauras dåb og os, der går i sognegården for at spise sammen og for at tale sammen om kunstneres billeder af nadveren og forskellige kirkesamfunds opfattelse af nadveren. Guds rige er altså her, hvor Gud som den korsfæstede og opstandne holder måltid med os. Amen 7