20.s.e.trin. II. Strellev

Transkript

1 For nogen tid siden var det meget moderne at iføre sig en ja-hat. Når man har en ja-hat på, så fokuserer man på muligheder frem for begrænsninger. Man kalder problemer for udfordringer, for man kan klare alting, når bare man er positivt indstillet. Sådan var det en rum tid, indtil der kom en klog mand og sagde, at man hellere skulle tage en nej-hat på. Man skulle ikke glide med strømmen, men i stedet holde fast i, hvad man syntes var det vigtigste. Man skulle være kritisk og øve sig i at sige fra; at sige nej. I dag hører vi om en søn, der har ja-hatten på. Da hans far kommer og beordrer ham til at gå ud i vingården og slide, siger han derfor beredvilligt ja. Men inde under ja-hatten gemmer der sig et trodsigt nej, og derfor bliver sønnen hjemme. Hans bror har til gengæld nej-hatten på, men ender alligevel med at gøre det, hans far har bedt ham om. 1

2 Jeg har ladet mig fortælle, at mange teenageforældre kender det fænomen, Jesus fortæller om her. I hvert fald skulle den ja-sigende søn eller datter, som senere gør noget andet, efter sigende være en dagligdags erfaring for mange forældre. Man be r sin søn eller datter om at gøre noget, hører deres velvillige ja!, man bliver tilfreds og fornøjet, og tror alt er godt. Senere opdager man så, at ja et kun var et ja, som ikke blev fulgt op af handling. Det, man bad om at få gjort, er ikke blevet gjort. Skraldespanden er stadig overfyldt, mælken står stadig i køledisken ved købmanden og ikke i køleskabet derhjemme, der blev ikke sagt undskyld til læreren for det man talte om for et par dage siden, hun tog ind og shoppe selv om man havde aftalt at hun skulle lave lektier med en af veninderne, eller hvad det nu handler om. Det modsatte er mere usædvanligt. De færreste tager nej-hatten på, for så at springe ud som ja-sigere. Faktisk kan det være svært at sige nej, at være 2

3 kontrær og sige noget andet end det, folk forventer. Og har en person sagt nej, så er det sjældent, at nejsigeren så alligevel gør det, man bad ham om. Men hvor ville man blive glad, hvis det skete! I Jesu fortælling møder vi to brødre, ja-sigeren, som ikke gør som aftalt, og nej-sigeren, som alligevel gør, hvad han blev bedt om. Jesus spørger ikke, hvem der opførte sig bedst. Der ville nok heller ikke være noget klogt svar på det spørgsmål, for ingen af dem opførte sig som de burde. De burde jo nok begge have sagt ja til deres far, og derefter have gjort det, de havde sagt ja til. Men Jesus spørger i stedet: Hvem af de to gjorde sin fars vilje? Da Jesus stod og fortalte denne historie, var han netop kommet ind i Jerusalem. Det er påske, og få dage senere bliver Jesus taget til fange. De toneangivende jøder forsøger at få skovlen under ham med utallige finurlige oplæg til diskussioner, og spørgsmål, som kun har til formål at fælde ham. Men 3

4 Jesus er ikke sådan at fælde. Han fortæller dem historien om de to sønner, den vrangvillige, der alligevel var villig, og den villige, der ingenting gjorde, når det kom til stykket. Og da Jesus så spørger de høje herrer, hvem der har gjort farens vilje, så svarer de selvfølgelig, at det har nej-sigeren, der skiftede mening. Og da fortæller Jesus dem, at faren er at sammenligne med Gud, og at nej-sigerne er de mennesker, der i første omgang har afvist Gud. Dem, der af de skriftkloge blev anset for at være de store syndere. Ja-sigerne, derimod, var folk som ypperstepræsterne og de skriftkloge, der ikke fulgte op på deres ja og gjorde, hvad deres himmelske far befalede. Jesus siger egentlig til dem: Det er jer, der siger ja og lader det være ved det. Det er jer, der mener, I selv er fromme og perfekte, men ikke gør jeres fars vilje. I fordømmer og afskyr dem, der siger nej, men ikke 4

5 desto mindre gør mange af dem Guds vilje. Så det er dem, der er lydige, ikke jer. Hvem er vi så i historien? Er vi dem, der har ja-hatten på, eller er vi nej-sigerne? Når vi bliver døbt, bliver der sagt ja på vores vegne til, at vi vil tilhøre Jesus. At vi vil være med i fællesskabet af kristne. Når man bliver konfirmeret, siger man selv ja til at ville konfirmeres i den kristne tro. Hvis nogen kommer og spørger os, om vi er kristne, siger vi måske også ja. Den almindelige folkekirkekristne vil nok have det svært med at skulle stå inde for alle aspekter ved den kristne tro. Men ligesom vi kan have nogle forventninger til, hvordan muslimer eller Jehovas Vidner opfører sig, vil en udenforstående forvente, at vi som kristne har sagt ja til en bestemt tro og en bestemt livsførelse. Derfor er det altid en god historie i medierne, når man finder præster, der kommer op at toppes med 5

6 sin menighed, eller som overtræder loven, eller kristne mennesker, som ikke behandler deres ægtefæller og børn ordentligt. Det er forsidestof, når præster og andre kristne ikke lever op til det, de selv bekender sig til; når man kan udråbe dem som hyklere. Der er mange anklager mod os kristne. De fleste kan vi pure afvise, men måske er nogen af dem berettigede. Der er nogen, der siger, at kristne taler om glæde og frelse, men ser ret deprimerede og indestængte ud. Der er også nogen der siger, at kristne bruger ordet kærlighed i hver anden sætning, men at der ikke er megen kærlighed eller bare venlighed at finde hos os. At kristne taler om næstekærlighed over for alle, og evangeliet, der skal forkyndes for enhver, men at mange kristne alligevel foretrækker at være sammen med deres egne. At kristne taler om, at gudstjenesten er åben for alle, men ikke tager konsekvensen af, at 6

7 langt de fleste ikke føler sig velkomne i kirken. At kristne siger at alle er lige, men alligevel ser ned på dem, der ikke lever som dem selv. Der er dem, der siger, at kristne mener at alle er syndere, også dem selv, men at de alligevel anser sig selv for at være bedre end andre. Måske er der lidt om snakken. Vi kristne, der har sagt ja til at være troende, lever ikke altid op til det, vi bekender os til. Mens dem, der har sagt nej til troen, i deres liv kan have opfyldt mere af det, som Jesus prædikede som Guds vilje. Der kan hos dem være mere kærlighed, tillid, parathed til forsoning og selvkritik end ved mange kristne. Det er ikke altid, vi er sådan, som vi gerne ville være. Også i mange andre sammenhænge kan vi opleve at sige ja, uden at følge ja et op med handling. Det sker f.eks., når man møder en, man ikke har set i et stykke tid, og man har egentlig ikke lyst til at se mere end højst nødvendigt til personen. Og så spørger han eller 7

8 hun: Skal vi ikke snart ses? Jo, det skal vi da! Siger man så, og håber den anden mener det lige så lidt som man selv gør. I andre tilfælde lykkes det faktisk at få gjort det man lovede. Og andre gange igen hænder det, at man siger nej, men ender med at gøre det rigtige alligevel. Vi er nok nærmest en blanding af ja-mennesket og nej-mennesket, den der gør det rigtige og samtidigt den, der ikke slår til, den der tror og den der tvivler. Hvor hører vi så til i Jesu historie? Til de ældste og ypperstepræsterne eller skøgerne og tolderne? Som jeg ser det, er Jesu formål ikke at fremhæve én slags mennesker frem for en anden eller at sætte folk i bås. Jesus peger ikke på skøgerne og tolderne som strålende eksempler på, hvordan vi bør opføre os. Jeg tror Jesus ønsker at vise os veje, at åbne muligheder, og at give indsigt. Først og fremmest vil han give os selvindsigt. I det nye testamente er der mange 8

9 eksempler på, at mennesker kan nå til en ny erkendelse. Det sker i beretningen i dag, hvor sønnen med nej-hatten fortryder. Sådan kan evangeliet om Jesus virke. Når man møder Jesu ord, kan der ske det, at det går op for en, at man var på afveje. At man havde fået nej-hatten på, hvor man burde have sagt ja. At man havde fjernet sig fra Gud, at man ikke levede efter hans vilje, at man var fortabt og uden håb. Men samtidigt kan det gå op for en, at der alligevel er håb. For Gud lader os ikke forblive fortabte, han tilbyder i stedet sin kærlighed, som kan forandre og forny os. Det kan være en god ide at tage nej-hatten på. Men det kan også være en god ide at tage den af igen. Og har man taget ja-hatten på, så kan det være på sin plads at tage den af og se grundigt på den en gang i mellem. Som kristne må vi af og til tænke os grundigt om for at finde ud af, om der er noget, vi burde have 9

10 gjort, som vi har undveget af gammel vane eller af magelighed. Og så må vi i øvrigt huske på, at selv jasigeren, der aldrig fik gjort noget, forbliver sin fars søn. Derfor må vi tro, at både han, ypperstepræsterne, og vi, vil få buddet igen. Her i kirken får vi ja ved vand, med brød og vin, med korsets tegn, med et blik, der lyser mod os. Med fortællingen om Guds søn, hans liv, hans død og hans opstandelse får vi et ja. Når vi siger ja til at tro på det, så er vores ja et ekko af det ja, han har sagt til os. Vi kender os selv godt nok til at vide, at vores ja ikke altid er til at regne med. Men det er hans. Det stoler vi på. Det hviler vi i. Amen. 10