Allehelgens dag, søndag den 2. november 2014 Vor Frue kirke kl. 17. Tekst: (Apok 21,1-7) Mt 5,13-16 Salmer: 571, 434, 332, 561, 52, 732 v.7-8, 560.

Størrelse: px

Starte visningen fra side:

Download "Allehelgens dag, søndag den 2. november 2014 Vor Frue kirke kl. 17. Tekst: (Apok 21,1-7) Mt 5,13-16 Salmer: 571, 434, 332, 561, 52, 732 v.7-8, 560."

Bo Thorsen
7 år siden
Visninger:

1 1 Allehelgens dag, søndag den 2. november 2014 Vor Frue kirke kl. 17 Jesper Stange Tekst: (Apok 21,1-7) Mt 5,13-16 Salmer: 571, 434, 332, 561, 52, 732 v.7-8, 560. Gud, lær mig før din vinters gru som æblerne, der falder nu at slippe alt mit eget. Gud søn var her og viste os, at døden intet finder hos den, som har elsket meget. Trykket ligger sjældent på det personlige pronomen, med mindre det skal understreges, at det er dig eller mig, der tales til. Det skal det hér: I er jordens salt og I er verdens lys. Trykket ligger på jer: I er Det er sagt til den samling af mistrøstige fantaster og besættelsesmagtens nyttige idioter, syndere og toldere kaldet, som havde fulgt Jesus på bjerget for at lytte til hans prædiken. Jo, det er rigtigt: evangeliet er ikke enig med sig selv om, hvem der egentlig var, der hørte efter. Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham. Sådan indledes bjergprædikenen, evangeliets længste og mest berømte tale. Men da Jesus var færdig med denne tale, var skarerne slået af forundring over hans lære. Jesus henvender sig til disciplene til en

2 begyndelse men taler til slut til hele skarer af mennesker. Men hvad enten bjergprædikenen er discipelbelæring eller talt til en større offentlighed, er pointen den samme. Disciplene var som folk er flest, og det er netop folk, som de er flest, der er jordens salt og verdens lys. I er jordens salt og verdens lys. Man kunne forestille sig, at det var de stærke og de kloge. Men det er os! Sidste søndag mødte vi Nathanael, som er Guds gave, skal man tro hans navn. I dag møder vi os selv som jordens salt og verdens lys. Det er den forunderlige pointe i Jesu forkyndelse, at det almindelige er det særlige og den almindelige kvinde og mand den netop helt særlige. Enhver, der har hørt noget i Jesu forkyndelse, er tændt og brænder, så han og hun lyser og varmer. Det er noget særligt. Profeternes forkyndelse var indimellem nok så ramsaltet, og i visdomslitteraturen var der lysende indsigt i livets gådefulde indretning. Men det er ikke dem, Jesus peger på. Han peger på os. Vi må tro, at sandheden om det menneskelige fra nu af skal findes i vores samlede forskellighed. Ja, måske netop her ved kirkens gudstjeneste, hvor vi, der er af alle mulige forskellige opfattelser og har alle mulige forskellige lidenskaber, vidt forskellige livslykke, finder ud af, hvad det vil sige at være et menneske ved at spejle os i hinanden. 2

3 I er ikke hver for sig men tilsammen verdens jordens salt og verdens lys. Hvorfor? Jo, fordi saltet henter sin kraft fra bjergværket og lyset sit skin fra lysets kilde. Fordi vi alle i vores samlede forskellighed genskinner af det lys, Gud varmer og lyser med. Med Grundtvigs morgensalme ( Morgenstund har guld i mund ) beder vi om, at vi må genskinne af Gud, der bor i lyset Gud give os at skinne så, som himmellys, skønt af de små. Da randt for os guldterning. Når vi reflekterer den opgående sols billedlige fortælling om Guds skabermagt er vi som genskin verdens lys. Det er et af de korteste udtryk for det livsmod, den livslyst og den livsglæde, disciple og andre gav sig selv lov til i lyset af Jesu forkyndelse. Sådan kunne de komme videre. Med den erfaring kunne Grundtvig synge Gå da frit enhver til sit og stole på Guds nåde. Da får vi lyst og lykke til at gøre gavn, som Gud det vil, på allerbedste måde. Og det er altså også evangeliet til Allehelgens søndag, hvor vi fra gammel tid samles for at mindes den betydning, vores døde har i vores liv. Vores døde venner og slægtninge var ikke helgener. Nogle var meget langt fra at være helgener, nogle var tættere på og få er blevet det på en måde, som passer meget dårligt med evangelisk-luthersk troslære. Men de var, vores døde, både dem vi husker for alt det gode og dem, vi husker for alt andet og især 3

4 dem, vi husker for noget af hvert, himmellys. De er himmellys, skønt af de små. Skønt hver især af de små, så er de himmellys. Og på en Allehelgens søndag taler vi ikke om dem i datid, for denne søndag vedgår vi den uendelige betydning, de vil have for os, så længe vi lever. Vores døde skinner fra deres himmel som Jupiters måner. Det tager tid for deres lys at nå os, men det når os. Ole Rømer gjorde i 1675 den opdagelse, at lyset behøver tid for at gennemløbe en given strækning. Kendte man den gennemsnitlige omløbstid for en eller flere af Jupiters drabanter, kunne han vise, at det tog længere tid for en måne at træde ud af moderplanetens skygge, end det tog den at træde ind i skyggen igen, og at lyset derfor måtte have været undervejs et stykke tid, inden Ole Rømer så det. Rømer sagde det på den måde, at lyset måtte have tøvet på vejen. Talrige stjerner på himlen kan hænge døde, ude bag deres lys, samtidig med at de når os. Hvad der gælder for stjerner, gælder også for vores døde. Deres lys når først lidt efter lidt frem til os. Men det når os, og det når os, skønt de er døde, som genskin af det lys, Gud skinner på os med. Vi kender livet så lidt, som vi kender døden. Men vi kender til det bestemte liv, som blev vores sammen med de slægtninge og venner, som nu er døde. Man kunne måske forestille sig vores liv i form af en prisme, som Guds lys skinner gennem. Når lys 4

5 går gennem en prisme, afbøjes det. Vi er som sådanne prismer slebet forskelligt og afbøjer derfor lyset i forskellige retninger. Lysets kilde ser vi ikke. Vi ser lysets bøjning, vi ser, hvor forskelligt, vi hver i sær afbøjer lyset. Og når det gælder vores døde, har lyset tøvet, inden det når os. Det slår os gang på gang, at det først er efter en lang rejse, den dødes lys når os. Men så når det os, og det når os ikke til mindre undren og taknemmelighed, end var de levende. Og det når os ikke til mindre ruelse og skyldfølelse, end stod de lige her ved siden af. Den, der spørger, hvordan man bærer det altsammen med, får det enkle råd af bjergprædikenen at sætte det lys, vi selv varmer mindet om vores døde ved, i stagen og midt på bordet i stuen. Har vi tænkt om vor Herres barmhjertighed, at den gjaldt vores døde venner og slægtninge, gælder den nok også os. Som tab rammer vores slægtninges og venners død os som sorg og heri også fortvivlelsen over at miste muligheden for at rette op på det, der gik skævt, og det, der slet ikke gik. Her er den barmhjertighed, vi omfatter vores døde med, på sin plads, når den lyser over os. Vi er saltet og lyset, når vi tror vores synders forladelse og frit går hver til sit. Og så kan vi gå med taknemmelighed. Vi begraver i disse år den generation, som skabte det samfund, vi er vokset op i. Velfærdssamfundet. Vores forældres 5

6 og bedsteforældres generation oplevede en velstandsstigning uden lige i historien, men følte sig forpligtet på at dele den stigende velstand. Der var ikke nogen fornøjelse ved selv at nyde, hvis man ikke kunne dele nydelsen med andre. De gjorde gode tider bedre, og de gjorde det ved at fordele goderne. I det lys skal vi varme os og oplyse vores tilværelse. Nogle gange kan vi synes, at lyset tøver lige lovlig længe med at nå os. Men så meget mere varmer det, når det rammer os. Luther sagde om denne fremmede fugl Allehelgen, at der i stedet for den katolske helgendyrkelse kunne ske en ihukommelse af de døde, for at vi kunne efterligne deres gode eksempel. Det vil vi gøre ved ikke at stille deres lys under en skæppe men i en stage, så den lyser for os. De var jordens salt og verdens lys med deres tro og gerninger, vi er det, når vi genskinner af deres lys og vor Herres. 6

Relaterede dokumenter

19. s.e. trinitatis Joh. 1,35-51; 1. Mos. 28,10-18; 1. Kor. 12,12-20 Salmer: 754; 356; ; 67 (alterg.); 375

19. s.e. trinitatis Joh. 1,35-51; 1. Mos. 28,10-18; 1. Kor. 12,12-20 Salmer: 754; 356; 318-164; 67 (alterg.); 375 Lad os alle bede! Kære Herre Jesus, vi beder dig: Giv du os øjne, der kan se Din herlighed,