Gestaltmetodikken og stress

Transkript

1 Gestaltmetodikken og stress Samtaler med John Ewans Porting om Gestalt, af journalist Simon Bordal Hansen Stress er en kompleks tilstand, som kan udvikle sig til en regulær krise. Og derfor kan det godt bekymre mig, at der tilbydes så mange quick-fix til stressramte. Jeg tror nemlig ikke, stress kan håndteres alene med gåture og sessions med mindfullness, eller med korrektioner af din adfærd gennem kognitiv terapi. Du kan måske bringes ud af den akutte fornemmelse af krise, men du har ikke ændret de indre mekanismer, som har gjort dig modtagelig for stress. Når du er ramt af stress er du i en krise. Du reagerer fysiologisk måske med hjertebanken, kan ikke sove ordentligt, er derfor ofte meget træt. Og du kan pludselig reagere voldsomt på noget andre opfatter som ingenting eller bagateller. Du mærker virkelig, at du koger over. Og den tilstand kan du ikke uden videre komme ud af, så følgen er langvarige sygemeldinger. - Men hvad er stress..? Man kan beskrive stress som en reaktion baseret på en række modstridende, clash ende behov, som personen opfatter som meget vigtige. Måske et behov for at gøre sit arbejde ordentligt, at være innovativ, at være en god mor eller far, at have styr på tingene derhjemme og hvor som helst. Og i kampen for at opfylde disse behov lukker man for sin indre følelse af, hvad det egentlig er man har lyst til og behov for. Når man f.eks. kan være Jeg ser stressreaktionen og krisen som en dramatisk indre erkendelse. i en umulig daglig kamp for at gøre sit arbejde ordentligt og jobbet kan måske slet ikke gøres ordentligt af helt andre årsager, som man ikke har tilstrækkelig indflydelse på så

2 tager man den kamp på trods af, at den føles ubehagelig og rammer én i hjertet. Jeg er jo stærk, det skal jeg nok klare, tænker man og sørger for at den indre alarmklokke ikke kan høres. Og så undertrykkets selvets behov. Konflikten mellem selvets behov og andre behov er i fuld gang. Men man kan ikke holde til at være fyldt af modstridende behov, og jeg ser stressreaktionen og krisen som en dramatisk indre erkendelse. Når man gennem lang tid, og her taler vi måske om et helt liv, har lært sig selv ikke at lytte til eller kende sin egne behov og grænser, så indebærer det ikke, at behovene og grænserne forsvinder og bliver ligegyldige, nej, grænserne er der, men man overskrider dem hele tiden, og kommer billedlig talt til at krænke sig selv. Det sker ikke pludseligt, men snigende langsomt vænner personen sig til at være uopmærksom på sine indre behov og skruer tilsvarende op for de ydre ambitioner om at vise dygtighed på den ene eller den anden måde. Det er i den forstand, at personen fyldes af konfliktende behov. De undertrykte behov og de formulerede behov. Hvis det var sådan, at selvets behov forsvinder, når man undertrykker advarselssignalerne, ville man jo ikke ende med en stressreaktionen, tværtimod ville man kunne udsætte sig selv for hvad som helst. Så stressreaktionen er derfor i sin dybe alvorlighed samtidig et udtryk for, at personen har nogle helt andre grænser, end de vi hidtil har set personen praktisere, og at personen har endnu vigtigere behov end de, vi har set personen kæmpe for hidtil. Og i den forstand kan krisen være et wake up call og en åbning til at skabe forandringer i sig selv. At lære sine egne virkelige behov at kende og at kunne sige ja og nej, hvor det er rigtigt og sundt at gøre det. - Ser du et bestemt forløb i arbejdet med en stressramt, eller er det helt personafhængigt? Selvfølgelig er to personer ikke ens, men der er nogle tydelige faser i et stressforløb, som er vigtige at forstå. Mere skematisk kan man tale om et forløb der går fra erkendelse til indsigt, videre fra indsigt til bearbejdning og fra bearbejdning til udvikling - og derefter skaber en nyorientering. Som regel er det en kriselignende reaktion hos personen, der får ham/hende til at indse, at noget er helt galt. Der kan gå dage eller uger inden personen indser, at der skal hjælp til. Personen kommer til en erkendelse jeg er ramt af stress. Erkendelsen er første gang, at personen slipper nogle af sine blokeringer overfor de indre alarmer. Det er også næsten umuligt, fordi tilstanden nu har taget en alvorlig fysiologisk karakter, følelsen og krisen kan ikke undertrykkes. Her handler det ikke om at analysere

3 årsag og virkning, men blot dette at kunne mærke og tilmed sige, at jeg har det rigtig skidt og jeg må gøre noget. Det er den første fase i forløbet, erkendelsen. Når jeg opholder mig ved den erkendelsesfase, er det fordi den er så vigtig. Mange af os er vant til at lave årsag-virkning forklaringer og bruger til det næsten altid forhold, der ligger uden for os selv. Men når vi er her i erkendelsesfasen, så handler det kun om dig. Du er i krise, du er ramt af stress, du kan mærke det, du er her, fordi du vil gøre noget ved det. Og jeg siger: Gøre noget ved dig. Lad alle de ydre forklaringer ligge, de hører ikke hjemme her nu, hvor du ser og mærker dig selv i en ganske alvorlig krise. Jeg siger det ikke for at bortforklare alle de vanskelige omstændigheder, personen er i, men fordi det der er helt afgørende er, at personen for første gang indser, at den indre smerte er overvældende stor. Erkendelsen af at være stressramt er nøglen til at skabe en forandring hos personen, en genopdagelse af evnen til at mærke indre lyst og at kunne sætte grænser, kunne sig ja med glæde og nej med mening præcis dér, hvor det er vigtigt. Erkendelsen af at være stressramt er nøglen til at skabe en forandring hos personen. Erkendelsen følges af en indsigt hos personen om, hvad det er for nogen mekanismer, der skal arbejdes med. Indsigten skaber i sig selv ikke nogen stor forandring, men den er med til begynde en proces hos personen, hvor personens selv får lov til at blive hørt. En accept af, at personen i bund og grund selv har alle de trædestene til at komme ud af stresshullet og ind i en sundere og balanceret tilstand. Og så begynder en fase af bearbejdning og udvikling, hvor personen kommer i kontakt med sit selv med alt hvad det indebærer. Udviklingsfasen afhænger helt af personen, også hvad det er, personen har med i sin bagage. Når du forsøger at sanse din omverden hjemme, på job eller hvor som helst er du ikke opmærksom på, alle de filtre du har opbygget gennem årene, og som du lader din sansning censurere af. Dine erfaringer korrigerer det du ser, og fortæller dig, hvordan du skal tolke det. Du har vænnet dig til at skyde dit filter ind foran enhver sansning, og er ikke uden videre i stand til at se, lytte, lugte, føle og mærke uden at putte sansningen ind i en boks i dit jeg-ved-godt-hvad-det-er kartotek. Og på den måde kommer dine gamle erfaringer til at bestemme over din mulighed for at få nye erfaringer.

4 At kunne sanse uden straks at filtrere og sortere er en forudsætning for at nå ind til sit selv for at mærke efter, om det jeg oplever lige nu er noget, jeg gerne vil, eller noget jeg ikke vil. At kunne sige ja eller nej i pagt med sit selv. Denne evne kan man heldigvis genopdage og træne, og de fleste oplever det som meget dejligt at gøre det. I Gestaltsammenhæng taler vi om begrebet Awareness, som er centralt netop i forhold til det vi taler om her. Jorge Rosner sammenfatter det ganske godt i sin bog Peeling the Onion på denne måde: Awareness er den fulde brug af dine sanser. Det er en proces der foregår i hele dit sanseområde. Awareness er en ikke-kontrolleret proces, du retter ikke i den, du griber ikke ind i den. Awareness er som glødende kul, hvor gløden kommer fra den energi som den indre forbrænding skaber. Awareness is being fully alive, siger Rosner meget rammende. Og det er denne evne til at være fully alive, man kan genopdage og genpraktisere. I takt med at det sker bliver man i stand til at nyorientere, man kan integrere sit selv i sit liv, for nu at sige det lidt populært. Denne fase af nyorientering er for så vidt en proces for resten af livet. Det er de grundlæggende mekanismer i os, jeg vil have os til at respektere og at være i kontakt med. Mekanismerne er der jo, men vi har aflært os at være i kontakt med dem. - Du bruger ord som genfinde og genopdage er der noget mere oprindeligt eller basalt af finde tilbage til? Mennesket stræber i sin psykiske og biologiske mekanisme efter en sund balance, hvor vi mærker, at vores behov er opfyldt. Den tilstand kalder man Homeostasis. Det er en helt grundlæggende mekanisme i os, og vi kan forsøge at undertrykke den, men fordi den handler om at regulere vores samlede velfærd, så kan vi ikke undertrykke kroppens modreaktioner. Jeg ser stress som en meget alvorlig ubalance, og når du vedvarende undertrykker ubehagelige oplevelser og konstant er på vagt, så ender din krop med at opfatte, at du er akut truet. Dit hjerte banker ukontrolleret, adrenalinet pulser ud i dig ved mindste anledning. Du er i krigstilstand, men krigen fører du faktisk mod dig selv. Du har sat din balance over styr. Så når jeg taler om at genfinde og genopdage, er det de grundlæggende mekanismer i os, jeg vil have os til at respektere og at være i kontakt med. Mekanismerne er der jo, men vi har aflært os at være i kontakt med dem, fordi andre forhold har fået tildelt rollen som de vigtigste for os: Vores ambitioner om at leve op til noget, privat, på arbejde eller som skabende mennesker.

5 Vi taler her om en samfundsmæssig opdragelse af os, hvor skolen spiller en vigtig rolle. Tag en så simpel ting som at sidde på en stol ved et skolebord. Hvad sker der i et barn, når det belønnes for at sidde stille meget længere, end det kan mærke, det har lyst til? Vi ved, at børn ikke har det fysisk og mentalt godt med at være fysisk inaktive ret længe ad gangen. Alligevel belønner vi dem for at være det, vi belønner dem for at undertrykke deres egen klare fornemmelse af behov for at være i aktivitet. Vi burde i stedet bruge kræfter på at lære os at kunne være sammen med respekt for hinandens grundlæggende og sunde behov. Men nu lærer børnene i stedet at afkode læreren, og barnet erfarer, at det ikke giver anerkendelse at være i kontakt med sin ægte behov, men det giver tværtimod bonus at undertrykke dem hvilket nok er ubehageligt og gør lidt ondt men præmien er anerkendelse og en god placering i klassens hierarki. Dit behov for at være med i det lærerskabte sociale fællesskab prioriteres højere end dit basale behov for aktivitet. En ubalance er grundlagt. Anerkendelsen og rosen fortsætter derhjemme, hvor skolens normsystem som regel understøttes. Og de børn, der så alligevel ikke kan undertrykke den naturlige rastløshed, lysten til at være i aktivitet, ender ofte med at få en diagnosse som f.eks. ADHD. Man er også begyndt at tale om store grupper af børn som særligt sensitive. Men det er jo ikke børnene der er noget galt med. De viser tydelige reaktioner, og det er grundlæggende sundt. Det er det, de reagerer på, der skal til diskussion. Hvad sker der i et barn, når det belønnes for at sidde stille meget længere, end det har lyst til? Derfor er det er ofte livslange indlæringer, vi skal få øje på, og de slettes ikke. Men vi kan lære at være opmærksomme på dem, og vi kan lære at skelne mellem dem og vores selv. Og det er i denne genopdagelse af selvet og alle de andre tilførte korrektioner, at vi kan generobre magten over os selv. Men naturligvis kun ved at være vedvarende opmærksomme. Det er en vigtig del af nyorienteringen at praktisere denne mærken sig selv, men ikke kun sig selv sig selv sammen med sin omverden. Arbejdet med stress er derfor, som du ser, både en fysisk og en mental proces, der handler om at genfinde balancen og udvikle sig hen til et nyt sted, hvor man ikke igen lader ambitionerne og forestillingerne tage magten over det, som mærkes og er rigtigt for én