Europa mangler at genskabe 6,6 millioner job efter krisen

Transkript

1 BRIEF Europa mangler at genskabe 6,6 millioner job efter krisen Kontakt: Cheføkonom, Mikkel Høegh RESUME Mens USA for nylig kunne fejre, at have indhentet de job, der blev tabt under finanskrisen, halter Europa stadigvæk bagefter, når det handler om at genvinde de tabte arbejdspladser. Aktuelt mangler der 6,6 millioner job i Europa siden beskæftigelsen toppede i Fortsætter de europæiske ledere den nuværende beskæftigelsespolitik, skal vi kigge langt ud i fremtiden, før vi har indhentet det tabte. Ifølge nye beregninger fra Tænketanken EUROPA vil der i så fald gå 10 år, inden vi er tilbage på niveauet fra En højkonjunktur som i nullerne vil imidlertid betyde, at de tabte job kan indhentes på blot to år. Et realistisk scenarie ligger nok et sted mellem de to poler. Men det er afgørende, at de europæiske politikere tager skeen i den anden hånd og fører en mere målrettet økonomisk politik. Der bør ske ved investeringer og reformer af det indre marked. HOVEDKONKLUSIONER: Der mangler 6,6 millioner job, før Europa har et beskæftigelsesniveau, som svarer til niveauet før finanskrisen. Hvis den nuværende beskæftigelsespolitik fortsætter, vil det tage mere end 10 år at indhente de tabte arbejdspladser. Det er afgørende, at de politiske ledere tager skeen i den anden hånd og gennemfører investeringer, f.eks. på det grønne område. Tænketanken EUROPA 2014 kontakt@thinkeuropa.dk thinkeuropa.dk

2 Der er desuden mange job gemt i at reformere det indre marked, til trods for at gevinsten ved handelsliberaliseringer ofte første inkasseres på den lange bane. 2

3 LANG VEJ IGEN FOR EUROPÆISKE JOB Tal fra Eurostat viser det sort på hvidt. Der mangler 6,6 millioner arbejdspladser, før den europæiske beskæftigelse er tilbage på niveauet fra før finanskrisen. Den europæiske beskæftigelse toppede i 3. kvartal 2008 med 224,7 millioner beskæftigede. I dag er der 218,2 millioner beskæftigede i EU- 28 landene. Det er derfor let at konkludere, at der stadigvæk er rigtig lang vej igen, før vi er tilbage på et beskæftigelsesniveau svarende til niveauet før finanskrisen. Se figur 1. Figur 1: Den europæiske beskæftigelse i tusind personer 230, , , , , , , , , Q1 2002Q3 2003Q1 2003Q3 2004Q1 2004Q3 2005Q1 2005Q3 2006Q1 2006Q3 2007Q1 2007Q3 2008Q1 2008Q3 2009Q1 2009Q3 2010Q1 2010Q3 2011Q1 2011Q3 2012Q1 2012Q3 2013Q1 2013Q3 Kilde: Eurostat. Statistikken er korrigeret for normale sæsonbevægelser Situationen skal ses i lyset af, at der i sidste uge blev kippet med stars and stripes. Målt på beskæftigelsen er den amerikanske økonomi er tilbage på niveauet fra før finanskrisen, og seks år efter krisen satte ind, har amerikanerne nu indhentet de tabte job. Det rejser naturligvis spørgsmålet om, hvor længe vi skal vente, før Europa kommer tilbage til niveauet før finanskrisen satte ind? Første kvartal 2010 synes at markere bunden efter finanskrisen. Siden dette kvartal har der ikke været en trend i beskæftigelsen. Den absolutte bund i beskæftigelsen indtræder først i første kvartal Her var beskæftigelsen nede på 214,4 millioner job. 3

4 Tager man de allermest optimistiske briller på og forestiller sig, at de europæiske politikere, hjulpet på vej af en meget ekspansiv pengepolitik, får gang i hjulene med en succesfuld vækstpakke, vil der gå godt to år, før beskæftigelsen er tilbage på niveauet fra før finanskrisen. Der svarer til udviklingen under den kraftige højkonjunktur i 00 erne, hvor der fra første kvartal 2002 til 3. Kvartal 2008 i gennemsnit blev skabt job i kvartalet. Dengang var Europa dog præget af et særdeles kraftigt økonomisk opsving, og lige nu er der ikke meget, der tyder på, en lignende situation ligger lige om hjørnet. I stedet lurer deflationen, og der er risiko for, at Europa kommer til at lide af den japanske syge, dvs. en lang periode med ganske svag vækst. Den Europæiske Centralbank har netop kastet sig ud i et eksperiment med negative indlånsrente og et voldsomt tryk på seddelpressen for at få gang i hjulene. Men hvor står vi så? Opfatter man første kvartal 2010 som værende bunden efter finanskrisen og første kvartal 2013 som en statistisk outlayer, er beskæftigelsen vokset med 2,9 millioner job frem til i dag. Det svarer til en gennemsnitlig vækst på job per kvartal. Fremskrives denne udvikling, vil der gå hele 10 år, før vi er tilbage på niveauet fra før finanskrisen. Denne fremskrivning er noget mere pessimistisk og vidner om, at den europæiske befolkning sandsynligvis må væbne sig med en helt anden tålmodighed, end amerikanerne har gjort. Selv hvis det skulle lykkes at føre en meget succesfuld beskæftigelsespolitik i EU, er der ikke meget, der tyder på, at man kan indhente de tabte job med et snuptag. Fremskrivningen tager også udgangspunkt i, at den nuværende beskæftigelsespolitik videreføres, men de europæiske politikere har faktisk værktøjer og råderum til at påvirke jobskabelsen i en mere positiv retning. Nok er det næppe realistisk at få alle arbejdspladserne tilbage på 2 år med en højkonjunktur som i 00 erne, men mon ikke er realistisk svar ligger et sted imellem de to fremskrivninger? Et middelret skøn imellem de to scenarier vil lyde, at der kommer til at gå 6,5 år. 4

5 EUROPA BØR LØFTE INVESTERINGERNE Udsigterne vidner om, hvilket pres der er på politikerne for at få skabt nye arbejdspladser. Men hvordan kan arbejdspladserne skabes? Umiddelbart er værktøjskassen hos Den Europæiske Centralbank brugt op. Pengepolitikken er nu mere ekspansiv, end selv en Münchhausen ville kunne forestille sig. Dermed skal svaret findes i finanspolitikken, og en mere intelligent investeringsplan, der kan skabe flere varige arbejdspladser. Samtidig skal der iværksættes strukturelle reformer, som bl.a. sikrer flere liberaliseringer på det indre marked, der på den længere bane vil give betydelige velstandsgevinster og styrke EU- landenes konkurrenceevne. Lige nu befinder Europa sig økonomisk set ved en skillevej. Efter en tid med en hård og nødvendig oprydning i de offentlige finanser, skal investeringsniveauet nu øges for at få gang i økonomien. De enkelte medlemslande får ikke noget ud af at gøre det alene. Det er afgørende, at EU- landene går sammen om at hæve investeringerne mærkbart. Her er en ekspansiv finanspolitik, hvor der over en bred front sættes gang i efterspørgslen via et højere offentligt forbrug, som resulterer i højere lønninger og kan føre til øget inflation, ikke svaret. Det er til gengæld brug for en mere selektiv og koordineret finanspolitisk strategi i EU- landene, hvor man samlet og markant løfter investeringerne i områder og teknologier, der kan være med til øge produktiviteten og dermed den langsigtede økonomiske velstand. Her det oplagt at gennemføre investeringer, som under alle omstændigheder skulle foretages. Det kan eksempelvis være investeringer i det grønne område, der kan øge samfundets energieffektivitet og spare energi, så vi får mere for pengene i fremtiden. Massive investeringer i en energimæssig omstilling, vedvarende energikilder og energieffektiviseringer vil samtidig have den sikkerhedspolitiske fordel, at EU- landene kan frigøre sig mere af den afhængighed, man har skabt i forhold til Rusland. Samtidig vil de europæiske lande herved gå foran i klimapolitikken og med at reducere CO2- emissionerne. Man kunne også investere i et europæisk smart grid, så husstandene får bedre incitamenter til at forbruge el uden for spidsbelastningstidspunkter, og det bliver nemmere for landene at handle med overskudsenergi fra vindmølleparker, svensk vandkraft eller atomkraftværker. Der er også behov for at investere i ny infrastruktur med jernbaner, vejnet, broer og fiberoptiske netværker, der kan 5

6 være med til at øge produktiviteten i samfundet og skabe nye arbejdspladser både på den korte og den lange bane. Et internationalt survey- studie fra The Energy Efficiency Industrial Forum (EEIF), der gennemgår en række empiriske analyser af investeringer i energieffektiviseringer, viser, at for hver gang, der investeres en million euro i at gøre vores bygninger mere energieffektive, skabes der 19 arbejdspladser i byggesektoren. Kan lignende erfaringer føres over til andre sektorer i den europæiske økonomi, kan dette være vejen frem. I den forbindelse er det værd at understrege, at det ikke kun behøver at være offentlige investeringer. Politisk kan man også vælge at give private virksomheder bedre incitamenter til at foretage investeringer. Det kunne eksempelvis ske via skattesystemet. Tilsvarende bør man undersøge, hvordan man kan styrke det indre marked ved at nedbryde handelshindringer. Verden over og på tværs af politiske skel og teoriopfattelser er økonomer enige om, at nedbrydningen af handelsbarrierer giver anledning til permanent vækst. I den forbindelse kan en handelsaftale med USA også få en vigtig rolle. Nogle af disse tiltag kræver tålmodighed, og de kan tage flere år at høste gevinsterne af flere liberaliseringer på det indre marked. Men Europa kan ikke længere spare sig ud af krisen. Efter syv års krise og en flerårig periode med finanspolitiske opstramninger er der behov for også at investere i fremtidens velstand og områder, der kan være med til at løfte produktiviteten i samfundet og styrke Europas konkurrenceevne. Flere lande, heriblandt Danmark og Tyskland, har også rent budgetmæssigt plads til at investere mere, selv inden for rammerne af den europæiske finanspagt. Spørgsmålet er, om ikke der er grund til at give medlemslandene et lidt større spillerum til at øge de offentlige investeringer? Den økonomiske politik siden 2010 har på ingen måde været en succes på europæisk plan, hvor USA der tidligt lagde sig fast på en mere aggressiv finans- og pengepolitik har været langt hurtigere til at komme ud af krisen og få løftet beskæftigelsen. I Europa har kombinationen af en stram finanspolitisk disciplin og en historisk høj udpumpning af penge fra Den Europæiske Centralbank til gengæld ikke været tilstrækkeligt til at trække kurere den syge økonomi. Den førte pengepolitik har givet en lille svækkelse af euroen, men opskriften er 6

7 næppe kraftig nok til, at genvinde de 7 millioner manglende job inden for de næste få år. Selv om at situationen lige nu er lidt speciel, har en kortsigtet konkurrenceevne forbedring via valutapolitikken historisk set kun kastet ganske få permanente job af sig. 7